Grov Opførsel paa dansk.

Lørdag den 18. september mødte jeg mod enden af Toldboden en mand som kom fra bommen, efter udseende en fremmed skipper forfulgt af en af bådsmandens folk ved bommen. Denne standsede ham med udråbet: Skulle vi ikke have noget fordi vi åbner bommen? Manden svarede på halvt plattysk og halvt dansk: Jeg har givet til bådsmanden, og han må afgøre det. Den anden blev derimod meget grov, og trængte ind på skipperen i en ret ægte ulkestilling som om han på sin såkaldte københavnsk ville give ham en skalle. Med indædt harme stod jeg og ventede på udfaldet af en så uforskammet behandling imod en fremmed. Skipperen som havde en stor årsag til at blive opbragt, forblev imidlertid ganske kold, gik med den grove tølper tilbage til bodsmanden og jeg fulgte efter. Det hele blev snart afgjort ved 2-3 ord som skipperen og bådsmanden vekslede i det gode, og derpå gik den første roligt tilbage hvoraf jeg drog den slutning at alt havde været på det rene. Imidlertid lo alle bådsmandens folk da skipperen gik. Enten må bådsmanden som kommanderede der, ikke besidde autoritet nok eller vilje til at hæmme sådanne uordener.

Skønt jeg har ført skib selv cirka 19 år, har aldrig en sådan uforskammet opførsel truffet mig, eller jeg har set sådanne imod nogen anden på den mængde fremmede steder hvor jeg har været. Heraf fremstår det spørgsmål: er der nogen takst for bådsmanden og hans folk ved bommen, og hvad de skal have for ethvert skib, stort eller lille som de haler igennem bommen? Men hvorfor står da sådant ikke malet på et bræt på flere sprog, hængende på bådsmandens hus til efterretning såvel for fremmede som danske? Godt ville det vist også være om der tillige hang en instruks for folkene at de opførte sig høfligere mod enhver og at enhver som vil have fartøjer gennem bommen, kun havde med bådsmanden at gøre og ikke med hans grove folk. - Overbevist om at det er imod høje ansvarliges vilje at sådanne scener finder sted, har jeg ikke taget i betænkning på denne måde at bekendtgøre det, såvel som til advarsel for andre skippere der let kunne friste samme skæbne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 633-636)

Redacteurens Anmærkning.

Bådsmanden svarer på spørgsmålet i Politivennen nr. 771, 9. oktober 1830, s. 643-645

Om Indretningen af 2den Plads paa Dampskibet, Frederik den Sjette.

Det er vanskeligt at sige om indretningen af denne plads er besørget så højst mådeligt for at afskrække folk fra at benytte den, eller af mangel på rigtigt overslag og tænksomhed hos bygmesteren. Man vil antage det sidste, for det ville være alt for odiøst at behandle dannede mennesker med ringeagt fordi de som rejser i nødvendige forretninger, ikke har 18 sølvdalere at kaste hen for at komme på 1. plads, og ligeså meget for tilbagerejsen. Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket. Det er altså godt betalt når man giver 8 sølvdaler for overfarten, og man burde vel være fritaget for kabyssens afskyelige damp og madlugt, der som en af besætningen udtrykte sig, ofte har lighed med stegekælderens. Kabyssen er anbragt tæt op til anden kahyt. Og ingen af dem kan lukkes så at nævnte damp og madlugt både dag og aften fylder kahytten og i høj grad forværrer søsygen. Ja endog fremkalder den hos dem som ellers er fri for det. 

Hertil kommer en anden lige så stor ubehagelighed: Adskillige af skibsmandskabet finder det for godt at indtage deres forskellige måltider i nævnte kahyt, og fortæller hverandre indbyrdes trivielle, til dels endog gemene historier som især for damer må være ubehagelige at døje. Til dette øjemed lejrer de sig om et af de borde der er bestemt for passagererne. Når dette er forbi, indfinder der sig et par tjenere som fylder bordet med terriner, fade, sauceskåle, tallerkener. Kort sagt alt det inventar som hører til spisebordene, og renser og afvisker dette i mag, mens de tillige lader deres dumme vittigheder høre. 

Undertegnede er overbevist om at dampskibets ejer ikke kender dette uvæsen. Vel var der på den nævnte rejse kun få passagerer på 2. plads. Men det var mennesker af de bedre klasser, hvoriblandt to damer. Og denne lille kahyt der i alle henseender er ubekvem og fyldt med med damp, indbragte dog denne gang omtrent 60 rigsbankdaler sølv. En leje for hvilken man vel var berettiget til at have dette lille rum til egen disposition. På dampskibet Prinsesse Wilhelmine er man fri for alle sådanne ubehageligheder, og kabyssen eller stegerset er anbragt på dækket, langt fra kahytterne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 631-633)

"Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket." (Thomas Kjølner malede efter original af Jacob Petersen "Hjuldamperen Frederik VI ud for Stevns," 1845. Kilde: M/S Museet for Søfart.)

Redacteurens Anmærkning.

Frederik VI var det første dampskib som blev bygget i Danmark, på Jacob Holms skibsværft 1830 i Strandgade på Christianshavn betalt af Lauritz Nicolai Hvidt. Skibet var 150 nettoregisterton, længde 127 fod eller knap 40 meter og kunne skyde en fart på 8 knob eller 15 km/t. Et par meter længere end dampskibet S/S Alexandra. Hjuldamperen Hjejlen der sejler på Silkeborgsøerne, er knap 27 meter lang. Frederik VI sejlede fra København til Kiel og Lübeck og forliste 1845 i Grønsund på en rejse til Flensburg.

Jacob Holm skulle senere blive Københavns største skibsreder med 5 barkskibe, 9 brigger, 2 skonnerter og 2 kuffer. Hans efterkommere fortsatte firmaet op i vore dage. Hvidt havde i 1821 overtaget rederiet for det første dampskib Caledonia  - som Frederik VI afløste. Og blev senere handelsborgerskabets førstemand.

Spørgsmaal til Kjøbenhavns Vand-Commission.

Den å som fører vandet fra Damhussøen og forbi Falkonergården til Søerne ved København, har i denne sommer været os til megen skade og plage, idet den ligesom har forenet sig med regnfulde år for at ødelægge os hvis jorder nærmer sig dens bredder. Således står vores enge endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren. Flere af os har nogle tønder land af disse enge hvoraf vi hidtil har haft betydelig gavn. For da vi til dels for de jorder vi dyrker er behæftet med en betydelig høj leverance af hårdbundshø, så må vi naturligvis være fornøjede med enghø, selv til vores kreaturer. Men mangler dette også, så går det for vidt. 

Desuden er disse enge langs med åen af den grundbeskaffenhed at de taber i værdi ved oversvømmelse af vand da grunden er svampagtig og de således ved så vedholdende en oversvømmelse er ødelagt for flere år. Indsenderen heraf ved ikke andet end at det er Københavns Vandkommission der kan frembringe en gavnlig synken af det vand der er skadeligt for os, og holde det inden for øens bredder. Kan Søerne der modtager dette vand, ikke gives et raskere afløb og dette nye vand igen modtages af dem? Det ville forfriske vandet og endog tilføre fiskene ny næring og ikke i mindste måde skade Københavns vandbeholdning.

De af vandet lidende jordbrugere.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 629-631)

"Vores enge står endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren." (Grøndalsåen ved Flintholm Station, 2015. Efter Politivennens tid blev der gravet en rende til grundvandet som kom fra kildepladserne langs Harrestrup Å. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Der kan næsten kun være tale om Grøndalsåen som i vore dage er lagt i rør. Grøndalsåen ramte Ladegårdsåen ved nuværende Lygten og forløb derefter sammen til Søerne.

Taknemmelig Erindring paa Assistence-Kirkegaarden.

Mens vandreren på ovennævnte kirkegård med glæde betragter de velvedligeholdte g prydede grave der både minder ham om den hensovedes værd som menneske, og tillige tjener som et bevis på de efterladtes taknemmelighed, hvad enten den afdøde var rig eller fattig, falder han i forundring ved at støde på et gravsted som nr. 23 ved muren der er omgivet og tilgroet af tidsler og ukrudt. Næppe formoder han at her gemmes støvet af agent Hansen som efter sigende efterlod en eneste arving 80.000 rigsbankdaler. En simpel indskrift og hans grav årligt oplagt fortjente dog vel en mand der ved sin vindskibelighed har erhvervet og efterladt en sådan formue. Det er en taknemmelig erindring hvilken den uformuende der kun arver fattigdom og armod, næppe undlader at vise. Dog er det ikke den eneste af rige og anset mænd hvis grave således henligger. Man kunne nævne flere der støder øjer der hvor man ellers overalt ser beviser på efterlevendes skønsomhed.

(Politivennen nr. 769, Løverdagen den 25de September 1830, s. 618-619)

Kjærlinge-Skraal i Lavendelstrædet.

Søndag den 5. september om morgenen mellem kl. 5 og 6 blev en del af beboerne i Lavendelstræde på en særdeles ubehagelig måde forstyrrede i deres morgensøvn derved at en tysk gadekælling der bor i gaden, med navnet Schmidt med en skraldende gammelstrands-stemme udøste de groveste og mest pøbelagtige skældsord som det sagdes, mod en af hendes kreditorer der bor i nævnte gade, hvem hun rimeligvis ville skille sig ved på denne splinterny måde. En støjende uorden endog nogle gange forinden skal have fundet sted. Det bemærkes at der fra nævnte kreditors side ikke forefaldt det ringeste der i nogen som helst henseende kunne foranledige en sådan adfærd. Ved at offentliggøre ovenstående tillader man sig at anmode nævnte kælling om enten at dæmpe sin så ubehagelige tenorstemme når hun absolut skal afstedkomme uordener tidligt om morgenen, eller også at affinde sig med sine kreditorer på en måde der er hjemlet ved lovgivningen.

(Politivennen nr. 769, Løverdagen den 25de September 1830, s. 617-618)