Veien over Vesterfælled og Enghaven.

Der er i flere år ført klager over denne vejs dårlige tilstand. Men det har intet frugtet. Den er især på den anden side af pesthuset aldeles ufremkommelig for vogne og avlsredskaber, og bliver den ikke uopholdeligt istandsat, ville de fleste forpagtere af fælleden hverken kunne udføre deres gødningsmidler, pløje eller få vintersæd, hvorledes det end vil gå med vårsæden.

Grunden til den stedbarnlige behandling af den vej er ikke let at indse. For vel siger rygtet at valbyerne skulle vedligeholde samme. At stadens og amtets øvrigheder er uenige om hvem vedligeholdelsen påligge osv. Men - hvad vedkommer det forpagterne? Må de ikke enten i penge eller med arbejde bidrage til vejenes vedligeholdelse i almindelighed? Og vil staden tage det for god betaling når afgiften skal betales, at vejen har været ufremkommelig? Når privatmænd har strid med hinanden, da kan de i alt fald gennem domstole få afgjort hvem der har ret. Men - er det retfærdigt at fordi forpagterne ikke kan udpege nogen privatmand de kan holde sig til, at deres ret derfor skal være mere indskrænket? Er det retfærdigt mod samtlige stadens indbyggere at måske netop den ufremkommelige vej er skyld i at forpagtningsafgiften af Vester Fælled er så ringe mod de andre stadens jorder? Hvem skal give borgerne erstatning for det mere som de på grund af det må betale i forhøjet nærings- eller andre skatter til stadens fornødenheder? -

Det er en ufravigelig regel at enhver skal have forsvarlig vej til sine jorder, og hvorfor skulle da københavnerne som både i konsumtionsafgifter og på andre måder er langt højere beskattede end provinsboerne ikke nyde samme gode?

At der kan opstå strid om vedligeholdelsespligten af en vej så godt som om så meget andet, er naturligt, men unaturligt er det at dersom strid virkelig finder sted, de samme midler da ikke anvendes som private kan anvende mod hinanden. De nemlig at syn optages over vejen og denne derefter istandsættes og vedkommende (staden eller amtet) siden sagsøges til at betale omkostningerne.

Man gentager derfor den bøn at høje ansvarlige ville uden ophold tage sig af vejen i det mindste med en tålelig reparation om bekostningen end forskudsvis skulle udredes af vejkommissionen. For en ende bør dette flerårige uvæsen dog vel have.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 661-663)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen førte ikke til noget, hvilket fremgik af en artikel i Politivennen nr. 803, 21. maj 1831, s. 357-362.

Erklæring fra Baadsmanden ved Toldbodbommen.

I Politivennen nr. 770 for lørdag den 2. oktober har en anonym ladet indrykke med overskriften "Grov opførsel på dansk." Ved at gennemlæse dette erfarede jeg at deri findes noget anført om mig, og det er altså min pligt at besvare det, eftersom det passerede netop er foregået den dag da jeg havde post ved bommen. Jeg erindrer meget vel at en skipper efter at have forevist mig sin toldseddel, atter indfandt sig hos mig og besværede sig over en af bomfolkene som (på sine kammerater vegne) havde afkrævet ham en dusør eller drikkepenge for at have hjulpet til at hale hans fartøj ud af bommen, hvilket skipperen som rigtigt var, nægtede at betale da ingen på bommen har noget at kræve. Hvilket jeg såvel som min kollega strengt har pålagt det underordnede mandskab at holde sig efterretteligt. Jeg gav straks den anklagede en irettesættelse, og pålagde ham for fremtiden at afholde sig fra en adfærd som denne. - Hermed troede jeg at det passerede var glemt, indtil jeg i ovennævnte Politivennen med forundring så indrykket denne anke.

I øvrigt anmodes enhver vedkommende når nogen fornærmelse af bomfolkene mod nogen skulle finde sted, da øjeblikkelig at anklage dem til mig eller min kollega, for at den skyldige straks kan blive draget til ansvar da det er umuligt for os at iagttage hvad der sker på den ene ende af broen mens vi er ved den anden.

L. Olsen.
Overkanoner i sø-eaten og tjenstgørende bådsmand ved toldbodbommen.

(Politivennen nr. 771, Løverdagen den 9de October 1830, s. 643-645)

Grov Opførsel paa dansk.

Lørdag den 18. september mødte jeg mod enden af Toldboden en mand som kom fra bommen, efter udseende en fremmed skipper forfulgt af en af bådsmandens folk ved bommen. Denne standsede ham med udråbet: Skulle vi ikke have noget fordi vi åbner bommen? Manden svarede på halvt plattysk og halvt dansk: Jeg har givet til bådsmanden, og han må afgøre det. Den anden blev derimod meget grov, og trængte ind på skipperen i en ret ægte ulkestilling som om han på sin såkaldte københavnsk ville give ham en skalle. Med indædt harme stod jeg og ventede på udfaldet af en så uforskammet behandling imod en fremmed. Skipperen som havde en stor årsag til at blive opbragt, forblev imidlertid ganske kold, gik med den grove tølper tilbage til bodsmanden og jeg fulgte efter. Det hele blev snart afgjort ved 2-3 ord som skipperen og bådsmanden vekslede i det gode, og derpå gik den første roligt tilbage hvoraf jeg drog den slutning at alt havde været på det rene. Imidlertid lo alle bådsmandens folk da skipperen gik. Enten må bådsmanden som kommanderede der, ikke besidde autoritet nok eller vilje til at hæmme sådanne uordener.

Skønt jeg har ført skib selv cirka 19 år, har aldrig en sådan uforskammet opførsel truffet mig, eller jeg har set sådanne imod nogen anden på den mængde fremmede steder hvor jeg har været. Heraf fremstår det spørgsmål: er der nogen takst for bådsmanden og hans folk ved bommen, og hvad de skal have for ethvert skib, stort eller lille som de haler igennem bommen? Men hvorfor står da sådant ikke malet på et bræt på flere sprog, hængende på bådsmandens hus til efterretning såvel for fremmede som danske? Godt ville det vist også være om der tillige hang en instruks for folkene at de opførte sig høfligere mod enhver og at enhver som vil have fartøjer gennem bommen, kun havde med bådsmanden at gøre og ikke med hans grove folk. - Overbevist om at det er imod høje ansvarliges vilje at sådanne scener finder sted, har jeg ikke taget i betænkning på denne måde at bekendtgøre det, såvel som til advarsel for andre skippere der let kunne friste samme skæbne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 633-636)

Redacteurens Anmærkning.

Bådsmanden svarer på spørgsmålet i Politivennen nr. 771, 9. oktober 1830, s. 643-645

Om Indretningen af 2den Plads paa Dampskibet, Frederik den Sjette.

Det er vanskeligt at sige om indretningen af denne plads er besørget så højst mådeligt for at afskrække folk fra at benytte den, eller af mangel på rigtigt overslag og tænksomhed hos bygmesteren. Man vil antage det sidste, for det ville være alt for odiøst at behandle dannede mennesker med ringeagt fordi de som rejser i nødvendige forretninger, ikke har 18 sølvdalere at kaste hen for at komme på 1. plads, og ligeså meget for tilbagerejsen. Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket. Det er altså godt betalt når man giver 8 sølvdaler for overfarten, og man burde vel være fritaget for kabyssens afskyelige damp og madlugt, der som en af besætningen udtrykte sig, ofte har lighed med stegekælderens. Kabyssen er anbragt tæt op til anden kahyt. Og ingen af dem kan lukkes så at nævnte damp og madlugt både dag og aften fylder kahytten og i høj grad forværrer søsygen. Ja endog fremkalder den hos dem som ellers er fri for det. 

Hertil kommer en anden lige så stor ubehagelighed: Adskillige af skibsmandskabet finder det for godt at indtage deres forskellige måltider i nævnte kahyt, og fortæller hverandre indbyrdes trivielle, til dels endog gemene historier som især for damer må være ubehagelige at døje. Til dette øjemed lejrer de sig om et af de borde der er bestemt for passagererne. Når dette er forbi, indfinder der sig et par tjenere som fylder bordet med terriner, fade, sauceskåle, tallerkener. Kort sagt alt det inventar som hører til spisebordene, og renser og afvisker dette i mag, mens de tillige lader deres dumme vittigheder høre. 

Undertegnede er overbevist om at dampskibets ejer ikke kender dette uvæsen. Vel var der på den nævnte rejse kun få passagerer på 2. plads. Men det var mennesker af de bedre klasser, hvoriblandt to damer. Og denne lille kahyt der i alle henseender er ubekvem og fyldt med med damp, indbragte dog denne gang omtrent 60 rigsbankdaler sølv. En leje for hvilken man vel var berettiget til at have dette lille rum til egen disposition. På dampskibet Prinsesse Wilhelmine er man fri for alle sådanne ubehageligheder, og kabyssen eller stegerset er anbragt på dækket, langt fra kahytterne.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 631-633)

"Anden plads har aldeles ingen bekvemmelighed, ingen køjer, ingen madrasser, den er lille og indskrænket." (Thomas Kjølner malede efter original af Jacob Petersen "Hjuldamperen Frederik VI ud for Stevns," 1845. Kilde: M/S Museet for Søfart.)

Redacteurens Anmærkning.

Frederik VI var det første dampskib som blev bygget i Danmark, på Jacob Holms skibsværft 1830 i Strandgade på Christianshavn betalt af Lauritz Nicolai Hvidt. Skibet var 150 nettoregisterton, længde 127 fod eller knap 40 meter og kunne skyde en fart på 8 knob eller 15 km/t. Et par meter længere end dampskibet S/S Alexandra. Hjuldamperen Hjejlen der sejler på Silkeborgsøerne, er knap 27 meter lang. Frederik VI sejlede fra København til Kiel og Lübeck og forliste 1845 i Grønsund på en rejse til Flensburg.

Jacob Holm skulle senere blive Københavns største skibsreder med 5 barkskibe, 9 brigger, 2 skonnerter og 2 kuffer. Hans efterkommere fortsatte firmaet op i vore dage. Hvidt havde i 1821 overtaget rederiet for det første dampskib Caledonia  - som Frederik VI afløste. Og blev senere handelsborgerskabets førstemand.

Spørgsmaal til Kjøbenhavns Vand-Commission.

Den å som fører vandet fra Damhussøen og forbi Falkonergården til Søerne ved København, har i denne sommer været os til megen skade og plage, idet den ligesom har forenet sig med regnfulde år for at ødelægge os hvis jorder nærmer sig dens bredder. Således står vores enge endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren. Flere af os har nogle tønder land af disse enge hvoraf vi hidtil har haft betydelig gavn. For da vi til dels for de jorder vi dyrker er behæftet med en betydelig høj leverance af hårdbundshø, så må vi naturligvis være fornøjede med enghø, selv til vores kreaturer. Men mangler dette også, så går det for vidt. 

Desuden er disse enge langs med åen af den grundbeskaffenhed at de taber i værdi ved oversvømmelse af vand da grunden er svampagtig og de således ved så vedholdende en oversvømmelse er ødelagt for flere år. Indsenderen heraf ved ikke andet end at det er Københavns Vandkommission der kan frembringe en gavnlig synken af det vand der er skadeligt for os, og holde det inden for øens bredder. Kan Søerne der modtager dette vand, ikke gives et raskere afløb og dette nye vand igen modtages af dem? Det ville forfriske vandet og endog tilføre fiskene ny næring og ikke i mindste måde skade Københavns vandbeholdning.

De af vandet lidende jordbrugere.

(Politivennen nr. 770, Løverdagen den 2den October 1830, s. 629-631)

"Vores enge står endnu under vand som det næsten har været tilfældet hele sommeren." (Grøndalsåen ved Flintholm Station, 2015. Efter Politivennens tid blev der gravet en rende til grundvandet som kom fra kildepladserne langs Harrestrup Å. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Der kan næsten kun være tale om Grøndalsåen som i vore dage er lagt i rør. Grøndalsåen ramte Ladegårdsåen ved nuværende Lygten og forløb derefter sammen til Søerne.