Frimodige Ytringer om Næringsveiene og Communevæsenet.

Motto. Ved sparsommelighed bliver man rig.

Til det som i nærværende blad nr. 818 og 819 er anført som næringsvejene, mener indsenderen endnu et og andet kunne være at tilføje, hvilket han her vil fremsætte:

Det vil ikke kunne være undgået iagttagere at flere såkaldt ringere næringsveje næsten udelukkende drives af personer som har tilbragt deres tidligere år ved landvæsnet, og efter at have tilendebragt de bestemte år i militærtjeneste og siden været i lejligheds eller fast tjeneste nogle få pr, etablerer sig her i staden. Hvilket især er tilfældet med marskandisere, værtshusholdere, jernkræmmere og spækhøkere. Mange sådanne etablerer sig endog i en temmelig ung alder i disse næringsveje når de med lægeattester godtgør at have et eller andet sygdomstilfælde (som dog vel ikke altid gør dem uskikkede til agerbrug) og de givne anordninger til at indskrænke disse næringsveje virker kun ufuldkomment. Så meget som der taler for at der ikke bør finde indskrænkning eller personsanseelse sted i antallet af producerende og fabrikerende borgerklasser, hvortil disse fire henhører. Vel kunne disse borgerklasser være lige så nødvendige som så mange højere. Men genstanden for deres virksomhed kræver formentlig større personlige egenskaber end blot at personerne ikke er politiet bekendt fra nogen dårlig side, og at de har opnået en vis alder.

Værtshusholdere er et onde som såvel den ældre som yngre lovgivning altid omtaler med ugunst. Men det er en af de onder som ikke lader sig udrydde og derfor hellere bør tilstedes offentligt end udøves hemmeligt. Hvor mange gamle og unge mennesker har ikke ødelagt helbred og formue i værtshuse? Hvor mange før ufordærvede mennesker er ikke i værtshuse blevet moralsk fordærvede, kommet i ledtog med dårlige mennesker og har omsider sluttet deres borgerlige bane med plads i en straffeanstalt? Lærer ikke historien os at de farligste planer til indgreb i ejendomsretten og andre forbrydelser er udrugede i værtshuse? Disse og flere eksempler beviser nok så meget hvor vigtigt det er at bruge streng varsomhed i valget af personer som tilstedes at udøve værtshushold. Værtshusholderen bør formentlig være en person af rene sæder, retskaffen karakter og besidde den verdens- og menneskekundskab som fordres hos et nogenlunde velopdraget og dannet menneske, og det vil da være en undtagelse at han bliver farlig for sine gæster eller tilsteder sammenkomster der kan være skadelige for medborgere. Vi har eksemplerne for os: Mens det nemlig ikke er nogen sjældenhed at høre uordener som stammer fra værtshuse, hvor værten er rå og udannet, vil man have ondt ved at nævne noget eksempel herpå hvor værten har nogenlunde dannelse. Det strider imod hans æresfølelse at tilstede eller ved smudsig egennytte fremkalde uordener og hans højere grad af menneskekundskab giver ham i sit eget jeg midlerne til på en passende måde at hæmme endog en begyndelse herpå.

Men at de egenskaber som således udfordres hos en god værtshusholder, ordentligvis ikke kan forudsættes hos en bondekarl som ikke har nydt en fortrinligere skoleundervisning og opdragelse end bønder i almindelighed har adgang til at på, behøver intet bevis.

De samme egenskaber som kræves hos værtshusholderne, kræves ikke mindre hos de tre andre nævnte og flere næringsbrugere, and indsenderen mener derfor at bønderkarle i almindelighed burde udelukkes fra at etablere sig i nævnte og andre lignende, blot tærende næringsklasser. Herved ville ikke blot vindes dette an mange uheldige, men dannede borgere som ikke har kunnet fortsætte en større virkekreds, og andre dannede personer som ved konjunkturerne eller tilfældige omstændigheder er revet ud af deres bestemte brødfag, ville kunne udkomme i et ringere, men anstændigt næringsfag, og hvad ingenlunde bør overses, agerbrugerne som så beføjet klager over mangel på arbejdere, gives forøget arbejdskraft og sættes i stand til bedre at dyrke deres jorder. Også måtte en forøget arbejdskraft have til følge at mange nu øde jorder blev dyrkede til gavn for det hele.

Et andet, ikke mindre gode ville blive følgen heraf: Forbrydernes tal ville formindskes.

Erfaringen lærer os nemlig at mange bliver forbrydere af trang og næringssorger. Sådanne mennesker søger gerne at neddysse deres sorger i værtshuse, og når de ikke harmere at fortsætte sådant levned for, men imidlertid er fordærvede på sjæl og legeme, stedes de i fortvivlelse og forgriber sig på andres gods, eller begår andre forbrydelser. Sådanne eksempler ville blive færre når adgangen til erhverv blev større. Man indvender forgæves herimod at det er at formindske hovedstadens byrder på landmandens bekostning. Men foruden at der som allerede vist, er trang på arbejdskraft for landmanden, er hjælpemidlerne ved bondens tarvelige levemåde og hans brugbarhed ved alt landarbejde langt større end hos og for købstadsmanden, der sjældent forstår mere end et eneste håndværk, en slags handel osv. Men når han heri mangler beskæftigelse, må blive brødløs - om smånæringsveje ikke åbnes for ham. Og om end 5-600 bønders anbringelse i de nævnte næringsveje her i staden kan, hvilket dog er usandsynligt, have nogen indflydelse på befolkningen over hele landet (at antallet af bønder i de nævnte næringsveje er langt større, er uomtvisteligt, men indsenderen antager heller ikke at enhver bonde skal være udelukket), så er det så vidt indsenderens erfaring gennem mange år strækker sig, kendsgerning at forbrydernes antal på landet er uden forhold, ringe mod her i staden, og selv blandt disse forbrydere er mange, ja det er endog sandsynligt, pluraliteten ikke af bondestanden eller født på landet, hvilket dog nok bør tilskrives mindre fordærvet moral hos landalmuen og lettere adgang til erhverv.

Fremdeles ville indskrænkning i de marskandisere ved plakaten af 4. november 1790 tilståede rettigheder have en gavnlig indflydelse på handels- og håndværkerklasserne, for om det end ved plakaten er tilsigtet at give dem ret at handle med nogle nye varer, så forekommer det dog indsenderen uforeneligt med lovgivningens øvrige bestemmelser - in specie grundsætningerne i anordning af 23. april 1817, forpligtelserne at aflægge prøver på duelighed som svend, mester eller kræmmere - at personer der er blottet for al sand handels- og håndværkskundskab, ja ofte blottede for de simpleste skolekundskaber, skulle tilstedes udøvelse af handelsret med, næsten uden undtagelse, al slags håndværks- og kunstarbejde. En ret som ikke engang dem mest oplyste og dannede handelsmand besidder, og dertil uden i streng forstand at kunne påkastes ansvar for det sælgendes godhed, fordi de kan fremsætte den exception som ingen i sit fag oplært mand kan benytte - de har ikke selv forfærdiget arbejdet, de forstår dem ikke derpå.

Da de fleste af marskandiserne formentlig blot driver deres næringsvej efter interims tilladelser der kan tilbagekaldes, kunne sådan indskrænkning muligvis straks iværksættes med dem som ikke har vundet borgerskav - uden at krænke nogen dem tilstået ret.

Det er gennem lovgivningen fra den ældre til den nuværende tid erkendt at det er nødvendigt for at købstæderne kan bestå at udelukke landmanden fra deltagelse i deres næringsbrug. Ikke desto mindre er det bekendt at skippere, valbyere og andre landboere, landsbyslagtere med flere som udgiver sig for at bo på landet, detailhandler kød, flæsk, smør og andre varer i de ringeste kvantiteter. Da dette er i strid med grundsætningerne for plakaten af 3. april 1816 og 18. marts 1828, og torve- og havnehandelen med føde- og kornvarer formentligt bør indskrænke sig til de i plakaten af 2. oktober 1741 og forordning 24. november 1798 foreskrevne kvantiteter, så ville også ved streng overholdelse af disse anordninger en forøget adgang til erhverv opnås for stadens borgere - uden at krænke den virkelige agerbruger som dog ikke befatter sig med sådant høkeri.

[Herefter beskæftiger artiklen sig mere med hvordan alt dette kan ændres]

(Politivennen nr. 825, Løverdagen den 22de October 1831, s. 719-730)

Bemærkninger om Falconeeralleen, Ladegaardsveien og Godthaabsveien.

I Falkoner Alle ved den østre side er i sommer foretaget et betydeligt og vist kostbart arbejde til vejens forbedring. Men besynderligt er det at vejgrøften ikke tillige som ellers altid er brug ved sådan lejlighed, er gravet op, så meget mere som den er forfalden. Dog, hvad der er det mærkeligste er at arbejderne har turdet tillade sig at nedstøde den jord og græstørv i grøften som de har pudset af på siden, hvilket når til vinter eller forår vandløb begynder, må flyde sammen og kan bidrage til at stoppe slusen ved vejen og give mudder i dosseringens siderender ved åen.

På Ladegårdsvejen (som hver vinter er i mådelig stand, skønt den rundeligt får den årlige udbedring som er den tilstået, men som har den fejl at den formodentlig ikke er godt anlagt fra begyndelsen, især i betragtning af den megen væde den trækker til sig af åen), er ved Ladegården anlagt en jordvold på det sted hvor før var affald fra vejen. Denne vold som stopper fraløbet (hvilket om kort tid når vådt vejr begynder, vil vise sin slemme virkning) og tillige nøder vandet med dynd at gå bort, hvor det mindst burde, nemlig i åen, er næppe anlagt i medhold af anordningerne om vejvæsnet, og ville i alt fald hvis de vedkommende tilsynsmænd påtalte dens urigtige tilværelse, blive borttaget.

Det oplag af levnede stenmateriale fra vejarbejdet hvilket er beliggende på Godthåbsvej, kunne hvis det der blev liggende vinteren over, blive farligt for dem som på mørke nætter eller snefog skal passere denne vej.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 713-714)

Redacteurens Anmærkning.

Bunken ved Ladegården lå der i lang tid: først i Politivennen nr. 1039, 28. november 1835, s. 813 blev bekendtgjort at den nu var blevet fjernet så meget at den ikke længere rakte op over vejen. Men underlaget var stadig der hvor der før var grøft og afløb.

Bøn til en Gaardeier.

Det var ønskeligt om ejeren af nr. 39 i Store Kongensgade ville forsyne den i porten værende rendesten med et overlægsbræt som sluttede sammen og som lå lige, i stedet for det der nu ligger og som på mange steder er skikket til at bringe folk til at falde. Et sådant bræt er så meget mere nødvendigt som den i gården værende restauration besøges af mange der om aftenen i mørke forlader stedet og ofte i hast må flygte for de hunde der er i gården, hvoraf en især har den vane at fare på folk og sønderrive deres klæder.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 712)

Bøn til Politiet.

I anledning af et 9 årsbarns overkørsel og grusomme lemlæstelse i Store Strandstræde søndag den 9. oktober tager indsenderen sig den frihed at gøre politiet opmærksom på følgende.

Intet sted i byen burde forbuddet mod den for hurtige kørsel mere overholdes end i Store Strandstræde. Gennemfærdslen er nemlig meget betydelig, gaden smal, fortovene så smalle og dårlige, især ved de mange udstående trapper og kælderhalse, at de fleste fodgængere fristes om ikke nødes til, at søge ud på gaden. Men dertil kommer især at vognene så vanskeligt høres på den makadamiserede vej. Desuagtet overholdes dette forbud intet sted mindre end her, og intet under når man betænker den lindring som hest, vogn og kusk og kørende må føle ved at komme fra Kongens Nytorv eller Sankt Annæ Plads ind i den lykkelige gade hvor den korte hvile er forundt. Men hertil kommer på enkelte dage endnu andre grunde, således som sidste søndag konfirmation i Garnisonskirken. Enhver der så hvorledes kareterne omtrent midt på dagen jagede i denne gade frem og tilbage, vil ikke undre sig at et barn derved blev lemlæstet, men snarere at ikke flere blev det. Man tillader sig altså at foreslå politiet at på sådanne dage hvor gennemkørslen i Store Strandstræde må formodes at blive usædvanlig stor, især af lette vogne, en betjent må stilles ved hver ende af gaden for at afværge sådanne ulykkelige tilfælde. En betjent ville i øvrigt kunne være tilstrækkelig, eller ingen behøves hvis vognene her som i så mange andre stæder var forsynet med hver sit nummer er især på hyrekareterne, stod bag på vognen med store og læselige tal. Indtil dette befales, vil forbuddet mod den for hurtige kørsel aldrig kunne overholdes. Det gælder jo nu kun at køre ret dygtigt til, hvem vil da gøre dem noget? Således tænkte også kusken i søndags, og se om han ikke havde ret!

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 710-711)

En Ufuldkommenhed ved Postbefordringen for Reisende imellem Kjøbenhavn og Helsingør.

Jo mere almenheden påskønner de bestræbelser ved hvilke den kongelige generalpostdirektion efterhånden søger at bringe befordringsvæsnet i Danmark til nogenlunde at nærme sig den fortrinlighed til hvilken det er hævet i udlandet og i særdeleshed i de kongelige prøjsiske stater, desto mere må også enhver føle sig overbevist om at samme ønsker sig underrettet om de mangler som endnu findes ved enkelte grene deraf. Af denne årsag tillader indsenderen sig at henlede direktionens opmærksomhed på de såkaldte bivogne som afgives til befordring af rejsende mellem København og Helsingør når den egentlige postvogn er besat. Indsenderen lod sig onsdag den 12. oktober indskrives i Helsingør mod betaling af 1 rigsbankdaler, 4 mark for hvilken de rejsende efter generalpostdirektionens bekendtgørelser skulle befordres til København på 4½ time og på en bekvemt indrettet vogn. Men i stedet for at nyde denne befordring, blev ham anvist plads i en postvogn på det bageste sæde, hvilket var ophængt i remme uden fjedre, næsten lige over bagakslen, og i en så tålelig grad stødende at en blot nogenlunde svagelig person på ingen måde kunne have udholdt at benytte det. Desuden ankom vognen som ikke skiftede heste i Hørsholm, først kl. 2 til København, altså ikke efter 4½ time, men efter 6 timers kørsel.

Det synes uomtvisteligt at de rejsende for samme betaling bør nyde de samme fordele. Så længe altså bivognen ikke er erklæret for en simplere befordring end hovedvognen (og i dette tilfælde burde betalingen for samme være ringere, for da viste enhver hvad han havde at vente), kræver unægtelig retfærdigheden at denne må være lige så bekvemt indrettet, og tilbagelægge rejsen i lige så kort tid som den anden. For den tilfældige omstændighed at den ene rejsende indskrives måse få minutter før den anden, kan ingen retlig grund afgive, hvorfor den første skal nyde et så betydeligt fortrin frem for denne. For ikke at tale om at en offentlig autoritet i al fald bør holde dens offentligt tilsagn.

Indsenderen tror at den høje direktion som uden tvivl ikke er nøje underrettet om disse enkeltheder, vil dele hans anskuelse, og at den almindelige retfærdige forventning om bivognens bekvemme indretning og hastigere befordring, lig hovedvognens, snart vil opfyldes.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 703-705)