Bemærkninger om Falconeeralleen, Ladegaardsveien og Godthaabsveien.

I Falkoner Alle ved den østre side er i sommer foretaget et betydeligt og vist kostbart arbejde til vejens forbedring. Men besynderligt er det at vejgrøften ikke tillige som ellers altid er brug ved sådan lejlighed, er gravet op, så meget mere som den er forfalden. Dog, hvad der er det mærkeligste er at arbejderne har turdet tillade sig at nedstøde den jord og græstørv i grøften som de har pudset af på siden, hvilket når til vinter eller forår vandløb begynder, må flyde sammen og kan bidrage til at stoppe slusen ved vejen og give mudder i dosseringens siderender ved åen.

På Ladegårdsvejen (som hver vinter er i mådelig stand, skønt den rundeligt får den årlige udbedring som er den tilstået, men som har den fejl at den formodentlig ikke er godt anlagt fra begyndelsen, især i betragtning af den megen væde den trækker til sig af åen), er ved Ladegården anlagt en jordvold på det sted hvor før var affald fra vejen. Denne vold som stopper fraløbet (hvilket om kort tid når vådt vejr begynder, vil vise sin slemme virkning) og tillige nøder vandet med dynd at gå bort, hvor det mindst burde, nemlig i åen, er næppe anlagt i medhold af anordningerne om vejvæsnet, og ville i alt fald hvis de vedkommende tilsynsmænd påtalte dens urigtige tilværelse, blive borttaget.

Det oplag af levnede stenmateriale fra vejarbejdet hvilket er beliggende på Godthåbsvej, kunne hvis det der blev liggende vinteren over, blive farligt for dem som på mørke nætter eller snefog skal passere denne vej.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 713-714)

Redacteurens Anmærkning.

Bunken ved Ladegården lå der i lang tid: først i Politivennen nr. 1039, 28. november 1835, s. 813 blev bekendtgjort at den nu var blevet fjernet så meget at den ikke længere rakte op over vejen. Men underlaget var stadig der hvor der før var grøft og afløb.

Bøn til en Gaardeier.

Det var ønskeligt om ejeren af nr. 39 i Store Kongensgade ville forsyne den i porten værende rendesten med et overlægsbræt som sluttede sammen og som lå lige, i stedet for det der nu ligger og som på mange steder er skikket til at bringe folk til at falde. Et sådant bræt er så meget mere nødvendigt som den i gården værende restauration besøges af mange der om aftenen i mørke forlader stedet og ofte i hast må flygte for de hunde der er i gården, hvoraf en især har den vane at fare på folk og sønderrive deres klæder.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 712)

Bøn til Politiet.

I anledning af et 9 årsbarns overkørsel og grusomme lemlæstelse i Store Strandstræde søndag den 9. oktober tager indsenderen sig den frihed at gøre politiet opmærksom på følgende.

Intet sted i byen burde forbuddet mod den for hurtige kørsel mere overholdes end i Store Strandstræde. Gennemfærdslen er nemlig meget betydelig, gaden smal, fortovene så smalle og dårlige, især ved de mange udstående trapper og kælderhalse, at de fleste fodgængere fristes om ikke nødes til, at søge ud på gaden. Men dertil kommer især at vognene så vanskeligt høres på den makadamiserede vej. Desuagtet overholdes dette forbud intet sted mindre end her, og intet under når man betænker den lindring som hest, vogn og kusk og kørende må føle ved at komme fra Kongens Nytorv eller Sankt Annæ Plads ind i den lykkelige gade hvor den korte hvile er forundt. Men hertil kommer på enkelte dage endnu andre grunde, således som sidste søndag konfirmation i Garnisonskirken. Enhver der så hvorledes kareterne omtrent midt på dagen jagede i denne gade frem og tilbage, vil ikke undre sig at et barn derved blev lemlæstet, men snarere at ikke flere blev det. Man tillader sig altså at foreslå politiet at på sådanne dage hvor gennemkørslen i Store Strandstræde må formodes at blive usædvanlig stor, især af lette vogne, en betjent må stilles ved hver ende af gaden for at afværge sådanne ulykkelige tilfælde. En betjent ville i øvrigt kunne være tilstrækkelig, eller ingen behøves hvis vognene her som i så mange andre stæder var forsynet med hver sit nummer er især på hyrekareterne, stod bag på vognen med store og læselige tal. Indtil dette befales, vil forbuddet mod den for hurtige kørsel aldrig kunne overholdes. Det gælder jo nu kun at køre ret dygtigt til, hvem vil da gøre dem noget? Således tænkte også kusken i søndags, og se om han ikke havde ret!

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 710-711)

En Ufuldkommenhed ved Postbefordringen for Reisende imellem Kjøbenhavn og Helsingør.

Jo mere almenheden påskønner de bestræbelser ved hvilke den kongelige generalpostdirektion efterhånden søger at bringe befordringsvæsnet i Danmark til nogenlunde at nærme sig den fortrinlighed til hvilken det er hævet i udlandet og i særdeleshed i de kongelige prøjsiske stater, desto mere må også enhver føle sig overbevist om at samme ønsker sig underrettet om de mangler som endnu findes ved enkelte grene deraf. Af denne årsag tillader indsenderen sig at henlede direktionens opmærksomhed på de såkaldte bivogne som afgives til befordring af rejsende mellem København og Helsingør når den egentlige postvogn er besat. Indsenderen lod sig onsdag den 12. oktober indskrives i Helsingør mod betaling af 1 rigsbankdaler, 4 mark for hvilken de rejsende efter generalpostdirektionens bekendtgørelser skulle befordres til København på 4½ time og på en bekvemt indrettet vogn. Men i stedet for at nyde denne befordring, blev ham anvist plads i en postvogn på det bageste sæde, hvilket var ophængt i remme uden fjedre, næsten lige over bagakslen, og i en så tålelig grad stødende at en blot nogenlunde svagelig person på ingen måde kunne have udholdt at benytte det. Desuden ankom vognen som ikke skiftede heste i Hørsholm, først kl. 2 til København, altså ikke efter 4½ time, men efter 6 timers kørsel.

Det synes uomtvisteligt at de rejsende for samme betaling bør nyde de samme fordele. Så længe altså bivognen ikke er erklæret for en simplere befordring end hovedvognen (og i dette tilfælde burde betalingen for samme være ringere, for da viste enhver hvad han havde at vente), kræver unægtelig retfærdigheden at denne må være lige så bekvemt indrettet, og tilbagelægge rejsen i lige så kort tid som den anden. For den tilfældige omstændighed at den ene rejsende indskrives måse få minutter før den anden, kan ingen retlig grund afgive, hvorfor den første skal nyde et så betydeligt fortrin frem for denne. For ikke at tale om at en offentlig autoritet i al fald bør holde dens offentligt tilsagn.

Indsenderen tror at den høje direktion som uden tvivl ikke er nøje underrettet om disse enkeltheder, vil dele hans anskuelse, og at den almindelige retfærdige forventning om bivognens bekvemme indretning og hastigere befordring, lig hovedvognens, snart vil opfyldes.

(Politivennen nr. 824, Løverdagen den 15de October 1831, s. 703-705)

Om Fiskemæglernes Uvæsen paa Fisketorvet.

Så vidt mindes udkom der for flere år siden en forordning hvor det blev pålagt de bønder som fra landet indfører fisk på vogne eller de fiskere som til søs kommer med dette fødemiddel, selv at sælge deres varer og ikke betjene sig af sjovere som skal agere mæglere for gennem dem des lettere at kunne afsætte deres varer. Det ville være hensigtsmæssigt om denne forordning der egentlig sigtede til at hæmme de uordener og det uvæsen som disse lazaronklædte fiskemæglere afstedkom, på ny blev bragt i kraft. For ingen ordentlig klædt kone eller mand kan uden med væmmelse og frygt om morgenen nærme sig til en vogn på Fisketorvet for at handle sig til nogle fisk. For vognene er omringet af lurvet klædte karle som med hujen og skrigen byder fiskene til salg, slås og bander om kap med deres gode veninder, fiskematronerne der når vognene ankommer, flokker sig om disse for at få et godt køb, hvilket mæglerne som formodentlig også fra denne side har hemmelige indtrader, sædvanligvis tilstår dem. Hvem der nu ikke er godt bekendt med disse karle (hvilket Gud i nåde bevare os for!) og ikke har lyst at blive udskældt eller at betale fiskene meget dyrt, må da enten gå hjem med tomme hænder eller købe hos fiskekonerne, betale dem i dyre domme og undertiden få flere dage gamle fisk.

(Politivennen nr. 823, Løverdagen den 8de October 1831, s. 701-702)

"For vognene er omringet af lurvet klædte karle som med hujen og skrigen byder fiskene til salg, slås og bander om kap med deres gode veninder, fiskematronerne der når vognene ankommer, flokker sig om disse for at få et godt køb." (Gammelstrand, Højbro, eller fisketorvet 1860. Fra Før og Nu 1915.)