Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 850.

Da modbemærkeren begynder at fortælle at det i Politivennen nr. 849 mod gasbelysningen fremsatte er uden vægt, så troede jeg i hans bemærkninger at se denne påstand godtgjort. Jeg så mig imidlertid skuffet og fandt at de opgivne grunde og beviser stod på svage fødder, og støttede sig på forkerte beregninger. Jeg gennemgår dem punkt for punkt.

Hvad gasbelysningens indflydelse på sundheden angår, da gentager jeg at store kemikere siger at den ikke er skadelig. Tvivler den i videnskaben fremmede, så kommer hans tvivl ikke i betragtning. Siger forfatteren at min stemme i den henseende ingen vægt har, så giver jeg ham fuldkommen ret. Jeg er enig med anmærkeren i at der også kan ske uheld ved uforsigtig omgang med lys, dog voldsom eksplosion og at en bygning i mindre end et øjeblik kan stå i fuld flamme har man ved lys ikke at frygte. Maskiner som drives af damp, dampbåde, må anskaffes for at kunne konkurrere med udlandet. Spørgsmålet om disse indretninger hvorved anvendelsen af håndkraft betydelig formindskes, i det hele stifter større gavn end skade, forekommer mig vanskelig at besvare, og måske svaret ikke ville være gunstigt for disse opfindelser som gør den menneskelige forstand ære. Lignende konkurrence er ikke at frygte ved gasbelysningen hvis anvendelse derimod ville forårsage mange næringsdrivende, fx lysestøbere, slagtere, oliefabrikanter osv ubodelig skade. Man synes meget godt at have indset dette hos os, da man ikke har iværksat den plan at bellyse staden med gas.

Erfaringen modsiger at maskineriet til dampfarten har opnået en så høj grad af fuldkommenhed at man ikke kan tænke sig noget uheld muligt. Det er unægteligt at faren her til lands næsten ganske forsvinder ved den flid man anvender på maskineriets vedligehold og ved valget af en ædru og sindig besætning. Et dårligt bevis for uskadelighed er det i øvrigt at landets Dyrebareste som Herren velsigne og bevare! benytter det omtalte befordringsmiddel. Således kunne man betvivle at en kanonkugle var uskadelig fordi Napoleon stillede sig for fronten af sin arme.

Hvad den yderst ubehagelige lugt angår, da borttager rørene ikke den stank der opstår ved udviklingen af gassen, og blyrør er lige såvel underkastet beskadigelse som blikrør. I højskolen skal man endnu intet have mærket til den skadelige virkning, det alt for skarpe lyd udøver på synsredskaberne, også i forskellige kontorer i London brugte man den allerede omtalte belysning en tid, før man iagttog det fordærvende den forårsagede. Der er også forskel på antallet af de flammer der anvendes i højskolen, og de 500 flammer der kræves til at oplyse den ny kirke, og ungdommen der undervises i højskolen, har unægtelig bedre øjne end mange af de aldrende der besøger kirken.

Beregningen over hvad belysningen med vokslys ville koste er urigtig, ligesom også beregningen over det der ved belysningen med gas ville medgå, da to vederhæftige mænd af samfundet har tilbudt at antage belysningen til 800 rigsdaler årligt på længere tid, og de antager at det måske kunne koste endnu mindre, hvilket i så fald ville komme samfundet til gode. Lad os nu se hvorvidt det er begrundet at belysningen med gas kun vil medtage 240 rigsbankdaler årligt. Planen er nemlig at hver gang kun skal udvikles så megen gas som der på en gang skal forbrændes. Man antager nu at kirken skal belyses 70 gange om året, altså 21 mark 8 skilling for hver gang, kan materialet hvoraf gassen udvikles, brændsel og arbejdsfolk som behøves dertil, leveres til den pris? Nej, umuligt. Hvad apparatet koster, slid, reparation som dog vist ikke er ubetydelig, derom taler forfatteren ikke et ord, alt det bortfalder ganske ved lys. Selv om der var besparelse ved anvendelse af gas, så ville det bringe tifold skade ved det mindre antal pladser som ville udlejes, da de fleste af samfundet er mod denne slags belysning. 

Jeg har allerede sagt at naboerne også har et ord at sige i denne sag, til dels for faren deres bygninger er udsat for, til dels fordi der kunne gives flere lige så frygtagtige som skriveren heraf, der ikke ville leje værelser eller bo i nærheden af sådanne anlæg. Besparelsen kan desuden slet ikke komme i betragtning hvor den er forbundet med fare for sundhed, liv og lemmer. endelig spørges der af hvis kådhed man kan frygte at det oplyste lokale pludselig vil blive mørkt, herpå bliver jeg spørgeren svar skyldig og slutter med at byde ham et venligt farvel.

(Politivennen Tillæg til nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 267-271)

Redacteurens Anmærkning

Indlægget startede i Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 "Om Gasbelysning.". Debatten fortsatte i Politivennen nr. 850, lørdag den 14. april 1832, s. 243-249 ("Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte.") . Og afsluttedes i Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287.

Nogle Spørgsmaale angaaende Vesterbro.

Den evindelige talen om forandringen med Vesterbros fortove og gade har vakt opmærksomheden, og skønt ordsproget vel siger at en tosse kan spørge om mere end 10 kloge kan svar på, mener indsenderen dog at enhver spørger ikke kvalificerer sig til navnet tosse, og at de spørgsmål indsenderen her vil fremsætte, ikke vil blive for vanskelige at besvare enten for eller imod.

Man taler om et fortov nærmest bygningerne på begge sider, 4 alen bredt, udenfor dette en makadamiseret vej af samme bredde, derefter en rendesten og til slutning en alle af træerr - Er dette sandt, leder det meget naturligt til følgende spørgsmål:

1) Er Vesterbro en gade i Københavns vestre forstad og regne denne til stadens territorium, jurisdiktion og kommuneindretning, hvorfor skal da denne belemres med træer som ville danne en allestump der dog ikke kan fortsættes i lige linje med landevejens?

2) Vil ikke en sådan alle give en fugtig og skiden gade i stedet for den rene som haves allerede? Må den ikke blive ubehagelig for de husejere hvis bygninger nu har en skøn fri udsigt som forhøjer deres værdi?

3) Vil ikke gaden selv som egentlig er en landevej, ved dette anlæg tabe fortrinnet af en allevegne tilstrækkelig bredde, og det endog i den grad at den på nogle steder må blive ffor smal til tre vognes passage uden vanskelighed?

4) Vil ikke denne snæverhed meget forøges derved at de fleste beboeres håndteringer gør det nødvendigt for bøndervogne og andre til forskellige tider på dagen at holde udenfor de gårde hvor de enten har varer at afhænde eller afhente. Udenfor alleen ville de ikke kunne holde. For derved hindredes de gående og indenfor den måtte de være i vejen for de kørende, når flere på en gang mødte hverandre. Hvorfor skal Vesterbro uden nødvendighed blive en Frederiksberggade hvor de passerende vogne ofte hindres fra at komme frem?

5) Skal fortovet som man siger, omlægges med de samme små toppede sten hvoraf det nu består, vil ikke da den daglige nødvendige fejen snart bortføre det sand som i begyndelsen skjuler toppene og spidserne, og således meget snart efterlade en lige så beklagelsesværdig brolægning som den nærværende?

6) Hvis rendestenen lægges imellem fortovet og grusvejen, ville den ikke da hindre de gående ligesom også dens rensning blive besværligere med hensyn til fjernelsen af det oprensede, især om vinteren? Lægges den imellem grusvejen og alleen, må den ikke da gøre det nødvendigt at sætte træerne længere inde på gaden og således forsnævre denne endnu mere da træerne måtte beskyttes på den modsatte side for de kørende?

7) Vil man endog antage at synet af en sådan vej virkelig blev smukkere og tillige gav skygge for den spadserende mængde hvis tarv man vel især sigter til, hvor vil da denne herlighed tabe meget af sin værd så længe man er nødt til at beholde de blodige og om sommeren så stinnkende rendesten"

8) Hvis forandringen skal foretages, må da ridende personer benytte grusvejen?

(Politivennen Tillæg til nr. 851, Løverdagen den 21de April 1832, s. 253-256)

F. Lund: Vesterbro 1835. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Stedet er ikke angivet, men det kan være omkring Vesterbro Torv set ud af byen. 

Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte

Motto: Og fogderne skal blive ved at tale til folket, og sige: hvem er den mand som er frygtagtig og blødhjertig? Han går hen og vender tilbage til sit hus, at han ikke skal gøre sine brødres hjerte mistrøstigt, som hans hjerte er.
5. mosebog, 20.8.

I sidst udkomne nummer af Politivennen har en fjende af gasbelysningen fremsat nogle bemærkninger der formodentlig skal indjage de frygtagtige skræk, og bevirke at de mosaiske trosbekendere ikke skal benytte denne belysningsmåde i deres nye kirke. Men da hans grunde ikke har nogen vægt, tillader man sig følgende modbemærkninger.

Forfatteren ytrer først frygt for at den gas der anvendes til belysningen, skal have en skadelig indflydelse på helbredet, især når den indåndes i et med mennesker opfyldt lokale. Men da han dog tror Ørsteds og andres store kemikeres udsagn, at gassen taber det skadelige når den forbrændes i vores dunstkreds, kan endvidere tjene til hans beroligelse at man i den seneste tid har fundet at give gasapparaterne en sådan indretning at der for hver flamme er en hane der slutter for gassen og først åbnes i det øjeblik flammen skal brænde. Herved er opnået at man efterhånden kan tænde så få eller så mange af apparatets flammer som man vil, uden at der under tændingen spildes noget af gassen som da kunne forårsage os. Også har man vedtaget at bruge blyrør der desuden kan ferniseres, og er således tættere og sikrere end de førhen brugte blikrør som let kunne gå op i lodningen.

Dernæst frygter forfatteren for en mulig eksplosion og anfører eksempel på samme. En der skal være sket i London og en anden i Amsterdam. Men hvad den første angår, der taler han hverken om tiden da den er sket eller hvorledes dermed er tilgået. Muligvis kan det være længe siden, og altså inden man forstod at give apparaterne den nu brugelige forbedrede indretning, eller man har omgået skødesløst dermed. Den anden eksplosion i Holland ser man er forårsaget ved at man har glemt at lukke for gasledningsrøret, og siden nærmet sig det med en tændt lampe. Ja, når man ikke vil bruge forsigtighed, så kan der også ske skade ved lys hvorpå vi har mangfoldige eksempler. Overalt skulle man ikke benytte en indretning hvorved der ved skødesløs omgang, var fare at befrygte, så måtte vi stå langt tilbage for andre i mange ting. Hvor mange eksplosioner er der fx ikke sket på dampskibe både i Amerika og England før man fandt på at give dem en fuldkommen indretning og dog er de indført hos os og benyttes hyppigt uden mindste frygt? Ja, vor elskede konge med høje familie betror sig - landets dyrebareste - ikke sjældent til et sådant skib. 

Hvad den fæle stank som forfatteren mener at gasbelysningen skulle medføre angår, da kan den forebygges ved at give apparatet en hensigtsmæssige indretning, og dens indtrængen i det belyste lokale forhindres, som før er sagt, ved tætte og ferniserede blyrør. Hr. apoteker Tychsen der i 8 år har haft, ikke alene sine beboelsesværelser, men også sit laboratorium belyst med gas, har ikke sporet noget til de onder som forfatteren omtaler, at denne belysningsmåde skal medføre. Det samme er også tilfældet i den Kongelige Højskoles lokale, hvor man heller ikke fører klage over at belysningen har nogen skadelig virkning på øjnene skønt disse der altid anstrenges ved skriven, tegning, matematiske beregninger osv.

Når forfatteren mener at gasbelysningen vil være til skade for samfundet i økonomisk henseende, så fejler han meget,for det er især i denne henseende at den fortjener at anbefales. Vi vil fremsætte en simpel kalkule: Antaget at der til kirkens belysning kræves 540 lys a 6 pr. [lb] eller 90 [lb], at disse (foruden på nytårsdag, forsoningsfesten og enkelte hellige dage, da de både brænder længere om aftenen og tillige om dagen) skulle brænde 60 gange om året, hver gang 2 timer eller i alt 120 timer, så ville da sådant lys brænder 9 timer, dertil medgå 14 gange 90 [lb] a 5 mark 8 skilling for [lb] eller 1155 rigsbankdaler. Dette er, som man skønner, en lav beregning, da stumper ikke kan bruges, og i et stort lokale vil der ved dørenes jævnlige åbning vel fremkomme træk som foruden vægens muligt mådelige beskaffenhed vil bevirke en hurtigere fortæring af lysene, selv om disse er af bedste slags. Belysningen med gas, siger man, er tilbudt kommissionen for 7 mark i timen, men om man endog regner 2 rigsbankdaler, så er dette kun for 120 timer 240 rigsbankdaler, altså spares ved gasbelysningen over 900 rigsbankdaler. Hertil kommer at 500 flammer af gas giver et lys lig med 800 lys, der behøves ingen pudsning og kirkebesøgerne er ikke udsat for at få deres klæder ødelagt af smeltet og neddryppende voks. Endvidere kan gasbelysningen bestyres og passes af 1 person, hvorimod der vil kræve 3 til 4 for at tænde, passe og slukke 500 lys,og når en fejl vednogle af disse indløb under gudstjenesten, hvilken forstyrrelse ville da ikkedette forårsage? For ikke at tale om den os som så mange lys ufejlbarlig ville frembringe. Da det er bekendt at det mosaiske samfund har til kirken opførelse måtte låne en betydelig kapital, som skal forrentes, og disses renter tilligemed forsikringen, betjentenes lønninger, kirkens belysning mm. beløber sig ttil en betydelig årlig udgift, så er det vel rimeligt om de der ønsker gasbelysningen, søger at spare hvad der spares kan.

Til slut udbeder man sig hr. forfatterens nærmere forklaring om hvis kådhed han befrygter kunne bevirke at det oplyste lokale pludselig indhylledes i mørke, ligesom også hvad han mener med pluraliteten af dem som ikke er for gasbelysningen, om det er pluraliteten af kommissionens medlemmer, af repræsentanter eller af bedragende familier.

(Politivennen nr. 850, Løverdagen den 14de April 1832, s. 243-249)

Redacteurens Anmærkning.

Indlægget er et svar på Politivennen nr. 849, lørdag den 7. april 1832, s. 222-227 "Om Gasbelysning.". Debatten fortsatte i "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 850. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271. Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287.

Om Gasbelysning.

Når en Ørsted har givet sin mening, så anslår det sig ikke for en uindviet at modsige. Jeg vil derfor ikke fremsætte det spørgsmål om den gas der anvendes til belysning, ikke kan have skadelig indflydelse på helbredet, især når den indåndes i et lokale opfyldt med mennesker. Da vandstofgassen dog har en yderst skadelig, ja dræbende virkning på det organiske liv, store kemikere siger os at den taber det skadelige når den forbrændes i vores dunstkredsluft, og lægmanden må fæste lid til det. Tænker han end at dens skadelige indvirkning vel kan formindskes, uden dog ganske at ophøre, så bør han skjule denne tanke i sit indre, ellers ville han med rette fortjene navn af arrogant. Men at gasbelysningen fra enhver anden side er uden fare, kan man derimod med god overbevisning modsige. Her kunne vi påberåbe os fakta, og behøver altså ikke at sværge på mesterens ord, og således uden betænkning besvare spørgsmålet i Avisen nr. 71 benægtende. I dette blad spørges nemlig: "Om repræsentanterne for det mosaiske samfund, ved anlægget af et gasapparet i eller ved den nye kirke kan indestå naboerne (og de kirkebesøgende, kan man tilføje) for at de ikke ved en mulig eksplosion, beskadiges på legeme eller ejendom?". Nej, det kan de herrer repræsentanterne ikke! 

For at godtgøre denne min påstand, vil jeg anføre nogle eksempler, langt flere ville man kunne samle ved nøjere granskning. I London fx er således ved en gaseksplosion sprængt flere bygninger i luften og adskillige mennesker har tilsat livet ved det. Hvad der er sket,kan også ske her. Havde man i forvejen adspurgt entreprenørerne om de anså deres anlæg for farligt, så ville de måske, og det med fast overbevisning, have svaret nej. En rædsom ulykke skete omtrent midt i forrige år i Amsterdam. Et hus kom om natten så pludselig i brand, at kun nogle af beboerne fik tid til at springe ud af vinduet. Konen døde på stedet af faldet, manden er endnu en krøbling, og to børn samt en pige omkom i luerne. Ilden skal være opstået deraf at man have forsømt at lukke det i butikken anbragte gasledningsrrør, og den deraf udstrømmende gas tændtes af en brændende lampe. Alle hollandske aviser talte naturligvis om denne begivenhed, og jeg skylder sandheden at tilføje at gaskompagniet påstod at gassen ikke var årsag til denne tragiske hændelse, men publikum, ja selv den mere fordomsfrie del af publikum, troede at gaskompagniet dog måske kunne tage fejl. Alt for ofte finder et lignende fænomen sted i det store ved lufteksplosioner i kulminerne. Den væmmelige lugt som frembringes ved gasudviklingen turde også være en fuldgyldig årsag til at fraråde de særskilte små anlæg. I London førte naboernes proces mod et kompagni på grund af den utålelige stank fra gassen. Kompagniet tabte og blev nødt til at trække indretningens skorsten så højt op at den kom til at rage frem over de nærliggende bygninger. 

Ved den mindste åbning i rørene udbreder lugten sig i det belyste lokale. De herrer der for nogen tid siden overværede et bal i denne bys Østergade, ville kunne bære vidnesbyrd om denne deliciøse parfumes beskaffenhed. Om sådant i en kirke kan anses for et brændoffer til "behagelig lugt for Herren", det tvivler jeg om. Tit og ofte er det sket at man i et gasbelyst lokale pludselig fandt sig indhyllet i tykt mørke, blandt andet i Drurylane-Teatret i London, hvorved betydelig uorden fandt sted, ligeledes i det tyske teater i Amsterdan. Man tænker sig et lignende tilfælde i en kirke, man tænker sig det i en jødisk kirke, især aftenen før forsoningsdagen, og hvor let kan ikke sådant ske af uforsigtighed, af kådhed osv. Også er det mig bekendt at man i forskellige bureauer i London har afskaffet denne belysning, da den på grund af den skarpe lys fandtes skadelig for øjet. Alt det jeg anfører, kan dokumenteres.

Jeg tror nu så temmelig at have bevist at sådanne særskilte gasapparater som man måske med rette kunne kalde småvulkaner, er farlige for det offentlige, og vor faderlige regering vil vist ikke nægte vedkommende bistand når de finder for godt at gøre indsigelser mod sådanne indretninger. Eksplosionsskade kan Assurancekompagniet vel ikke komme til at erstatte. Skaden på liv og lemmer er jo desuden uerstattelig. 

Til slut må jeg anmærke at den ofte omtale belysningensmåde også i økonomisk henseende vil være til skade for samfundet, da den vist vil holde mange af dets lemmer tilbage fra at leje pladser i kirken, og da pluraliteten er mod gaslyset, så turde det ikke være den mindste del. Bidrager dether fremsatte noget til at forhindre det projekterede anlæg som nogle få enkelte vil påtvinge samfundet, så er min hensigt opnået.

(Politivennen nr. 849, Løverdagen den 7deApril 1832, s. 222-227)

Redacteurens Anmærkning.

Der hentydes til Adresseavisen, 23. marts 1832, hvori der på forsiden stod følgende:

Spörgsmaal.

Det önskes besvaret, om Repræsentanterne for det mosaiske Troessamfund, ved Anlægget af et Gasapparat i den nye Synagoge kunne indestaae Naboerne og Meyersminde for, at de ikke engang i Tiden, ved en mulig Explosion beskadiges i deres Bygninger eller paa Liv og Lemmer?

Et modsvar i Politivennen nr. 850, lørdag den 14. april 1832, s. 243-249 ("Et Par Modbemærkninger mod det i forrige Nr. af Politievennen om Gasbelysningen Indførte.") gendriver nogle af disse betænkeligheder. På hvilken gensvares "Svar paa Anmærkningerne over Gasbelysning i Politievennen Nr. 851. Tillæg til Politivennen, lørdag den 21. april 1832, s. 267-271. Politivennen nr. 852, lørdag den 28. april 1832, "Ultimatum til Gasbelysningens Fjende." s. 286-287.

En slem Uskik paa Nicolai Kirkegaards-Plads.

I Politivennen nr. 580 for 10. februar 1827 findes indført følgende anke:

"Bag ved de kallundsboder på Nikolaj Kirkegårdsplads som vender ud mod Holmensgade, behager det opsynsmanden over pladsen at henlægge fejeskarn og al anden uhumskhed der andet steds plejer at udbringes på renovationsvognene. Da dene måde at skille sig ved sit skarn både vansirer pladsen og afgiver et væmmeligt skue, samt især om sommeren en ubehagelig stank, så kan man ikke undlade at fremsætte ønske om at der måtte haves lidt nøjere opsyn med opsynsmanden, så at denne uorden kan blive afskaffet".

Hvorvidt denne anke har båret frugt, ved anmelderen ikke. Men derimod har han nyligt erfaret at den mand der har opsyn med arbejderne på pladsen, lader indholdet af det for disse bestemte lokum nedkastes i kuler der er gravet på selve pladsen og tildækkes med jord når de er fyldt. Da brandkommissionen betaler for renovationens udførsel af det lokum der er bestemt for lejerne af butikkerne, samt tårnets beboere, er det rimeligt at brolægningsvæsnet der har lejet pladsen til stenoplagssted, også godtgør opsynsmanden renovationsudførslen af det lokum der er bestemt for arbejderne på pladsen. Men i ethvert tilfælde bør omhandlede uskik ikke tåles, da den samlede urenlighed afgiver især på varme dage en ulidelig stank til stor ubehagelighed for butiklejerne og deres kunder.

(Politivennen nr. 848, Løverdagen den 31de Marts 1832, s. 210-211)