Velmeent Advarsel!

Motto: (Jeg ville hellere bo hos løver og drager end være i hus med en ond kvinde. Jesu Sir. B. B. 25, 17.)

Søndag den 3. i denne måned gik undertegnede i selskab med en skipper her i staden, ned i kælderen under huset nr. 75 bag Børsen for hos den derboende værtshusholder E. Rasmussen at tage en morgendram da vi begge endnu intet havde nydt. Da vi kom ind, skænkede manden os de forlangte 2 snapse og da vi havde drukket dem, forlod han stuen. Kort derefter kom en sømand som også havde været med mig i forretninger på et pakhus. Og da også han skulle have en dram, forlangte jeg denne 2 gange af konen som var i stuen. Men da jeg intet svar fik, tog jeg selv flasken for at skænke i det jeg sagde: "Med forlov! er det ikke denne flaske De skænker af?". Dog næppe havde jeg berørt flasken før kællingen sprang op og med det udråb: "I bornholmske røvere! hvor tør I tage min flaske," gav mig en dygtig øredask hvorefter hun skænkede den forlangte snaps. Da manden atter kom ind i stuen, bad jeg ham styre sin kvinde såsom jeg ikke gad lægge hånd på hende. Men straks greb furien mig bagfra i nakkehåret, og da den med mig følgende skipper nu også opfordrede manden til at råde bod på hendes raseri, fik han en lige så god kindhest som den jeg havde fået, hvorefter hun igen vendte sig til mig med de ord: "betal nu I røvere, hvad I har fået," og slog mig atter i ansigtet så at blodet styrtede ud af næse og mund.

Da betalingen nu var lagt, greb hun en flaske og ville slå mig i hovedet med den, hvorfor jeg hvor ugerne jeg end gjorde det, så mig nødsaget til at gribe hende om armen og idet jeg drejede djævelinden om, blev det mig muligt at slippe ud ad døren. Men hun forfulgte os, greb en spand der stod i forstuen, og overslog mig som allerede var ude på gaden, med dette så jeg blev dyndvåd. Skipperen som fulgte efter mig, behagede det derpå denne djævelindes værdige mage ligeledes at overøse en spand vand mens hun atter sprang ned og hentede en porcelænstallerken som hun kastede efter os, så at den blev slået i tusinde stykker mod stenbroen.

Jeg tror det at være min pligt at bekendtgøre det her fortalte for at det må tjene til advarsel for fredelige folk som muligvis kunne falde på at søge nogen forfriskning på dette sted. I hjertet ynker jeg den stakkels mand der må trækkes med en sådan havgasse. Men han fortjener vel ikke stort bedre, for da jeg opbragt over kvindens skammelige opførsel henvendte mig til ham med de ord: "hvad er De for en mand, at De ikke holde styr på Deres egen kvinde," gav han til svar: "jeg er den mand som du aldrig bliver," og herfra vil jeg bede Gud bevare mig. For af alt regimente er vel tøffelregimente det værste.

P. R. Heiner
Skipper.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 390-392.)

Træsnit fra o. 1840 som formentlig udtrykker samtidens holdning til kvinden: Hvordan man får gamle kvinder gjort unge og smukke. Måske den form for humor som også ligger bag skipperens optræden?

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 401-404.

Forargelige Indskrivter paa Strandveien.

På nogle ved Strandvejen opsatte sorte tavler læstes forleden: "Ingen må ride eller kjøre på gangstien". Men allerede i fjor bemærkede indsendren at ordet kjøre var betydeligt forvandsket, idet en del af bogstavet k var borte, så at det i forening med det tæt derved stående j, dannede et tydeligt h, hvorved da også stregen over ø er udvisket. En meget forargelig varians lectio fremkommer. I år står endnu det samme der på flere tavler, og det var at ønske at disse indskrifter måtte blive forandrede så snart muligt, da nu denne vej vil blive meget stærkt befærdet, og det vel kunne hænde at en eller anden fremmed der måtte forstå noget af sproget, ville få en meget ufordelagtig ide om danske sæder, hvis han blev et sådant forbud var på offentlig vej. Har tavlerne før været strøget med vand- eller limfarve som det ser ud til, var det vel om de nu maledes med stærk oliefarve, da ellers en kåd hånd som også vejrligets indflydelse let atter kan forvandske det påmalede.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 388-389.)

Spørgsmaal, angaaende Arbeidstiden for Muursvendene i Danmark.

Det er bragt i erfaring at der fx på Nørregade og på bager Pipers bygning i Adelgade arbejdes af tyske mursvende, for en tysk mester fra kl. 5 til 12 formiddag og fra kl. 1 til 9 eftermiddag, hvorimod de danske mursvende kun arbejder i den en gang bestemte tid fra 6 til 12 og 1 til 8. Om dette er en ny opfindelse af mesteren. Om disse svende ikke i den reglementerede arbejdstid skulle kunne tjene deres dagløn, eller om det er et frit tilbud af svendene selv, for fortrinligt at få arbejde, om dette dette ønskes gennem dette blad underretning behageligst meddelt. For mens mange danske mursvende - deriblandt flere med talrig familie - går ledige, får udlændinge arbejde hvorimod det i Tyskland er en regel at den indfødte først kommer i arbejde. Taler ikke også rimelighed for at landets børn fortrinligt burde nyde landets brød?

Nogle danske mursvende.

(Politivennen nr. 858, Løverdagen den 9de Juni 1832, s. 387-388.)

Utilbørlig Gade-Spærring.

I de Kultorvet tilstødende gader især Frederiksborggade, finder en slem uorden sted ved at 2 til 3 rækker bøndervogne holder på begge sider af gaden, hvorved denne spærres for vogne som skal ud eller ind af Nørreport, ligesom også adgangen til husene derved gøres vanskelig. Når ligvogne med følge skal passere Frederiksborggade og ikke er ledsagede af politibetjente, ser man tit at de må holde indtil der er gjort plads for at de kan komme forbi. At bonden ikke bør tvinges til at tage ind i en gæstgivergård mens han forretter sine byærinder, synes udenfor al tvivl, men at lade hestene forspændte for vognen fædres af foderkisten, eller spændte fra vognen tage deres forder af denne eller en deri hensat balje, er vist en uorden. Sådanne vogne synes bekvemmest at kunne hnevises til Skidentorvet og Hauser Plads hvor de ikke var nogen i vejen.

(Politivennen nr. 857, Løverdagen den 2den juni 1832, s. 374-375).

Heinrich Gustav Ferdinand Holm (1803-1861): Kultorvet og Nørreport 1856. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Noget til Eftertanke for Forfatteren af et i Kjøbenhavnsposten Nr. 100 indrykket Stykke: Noget om de nyeste israelitiske Stridigheder.

I Kjøbenhavnsposten nr. 100 for dette år er indrykket et stykke under titel af: "Noget om de nyeste israelitiske stridigheder" hvori den sandsynligvis til det mosaiske trossamfund henhørende forfatter med diktatorisk egoisme, ensidigt tilkendegiver sine efter egen mening begrundede anskuelse. Da denne over jammerlige skrivesyge klagende ynder af moderniseret religionsøvelse, ikke ved om han skal harmes eller le ad nogle framsatte (som han kalder dem) stridsspøgsmål, og vist nok efter det lærde og filosofiske anstrøg at regne, han bestræber sig for at give sit overfladiske produkt, henregner sig blandt en af de ti i København han antager "næppe" at kunne fatte eller forstå de påpegede bønner, vil dog en de foregående i denne anledning i dette blad fremsatte spørgsmål uvedkommende, men til det mosaiske trossamfund henhørende, søge at bringe den af ekstreme lidenskaber hjemsøgte forfatter i nogenlunde takt.

De af Dem anførte lærde rabbinere Salomon, Kley etc. der hverken henholder sig til den skriftlige eller mundtlige lov, har selv måttet fortære deres uvilje over bønnerne da Hamborgs berømte og lærde overrabbiner aldeles ikke var af deres mening, men imod den, og erklærede den for at være sekterisk, hvilken egenskab De muligvis selv besidder.

Aben-Esra henhørte til den portugisiske, ikke til den israelitiske afdeling, hvoraf det er tænkeligt at nogen meningsforskellighed kunne opstå hos ham. Men uden at tage hensyn hertil, er hans i kommentaren til Koheleth ytrede (som De kalder det) rimelige harme, ikke bevis for at denne er grundet, eller nogen bevisgrund for rigtigheden af de tilstigtede forandringer med bønnerne og ceremonierne i den nye synagoge i København. For i alle Europas synagoger er Aben-Esras mening forkastet, bønnernes uforanderlighed anerkendt og "Israels vedtægter er religionslove" gældende. Da nu Mischnas hellige forfatter siger i Ediusch, 1. afdel. 5. forkl.: "Et rabbinerkollegium kan ikke kuldkaste de af foregående rabbinerkollegier bestemte vedtægter med mindre dets præsis besidder lige så dybe kundskaber som de der stod i spidsen for disse, og medlemmernes antal er talrigere", så mener jeg at ingen forandring kan finde sted ved gudstjenesten uden at krænke den mundtlige lov hvilket er det samme som at krænke Guds lov. Og salomen siger "Forlad ej din moders d.e. religionens lov".

Ved sindigt at tage dette i betragtning, vil De sandsynligvis forsættes i en mindre eksalteret tilstand og føle mindre kald til at skrive for "ukyndige i almindelighed", da der foruden de ti: De antager næppe at forstå bønnerne, muligvis kunne findes en ellevte der kunne få lyst til at overbevise Dem om at ikke alene Deres grunde er svage, men ligeledes Deres gaver i regnekunsten. Selv om moderniserede jøder ville stræbe at svække vores religions kraft og moral, og forvandle den selv til et slags hedenskab, ville dens hellige grundvold der i årtusinder har været urokkelig, med Guds hjælp! ikke nu lade sig rokke, men trodse ethvert ugudeligt forsøg herpå *).

*) Ville ikke tillige synagogen lide betydelige skår i dens indtægter når på grund af en en reform i gudstjenesten, kun den mindre del af menigheden ville besøge den, men de fleste forrette andagten hjemme?

(Politivennen nr. 856, Løverdagen den 26de Mai 1832, s. 345-348).