Et snurrigt og ubilligt Forlangende af en Bomforpagters Karl.

Sidste søndag den 8. dennes lod jeg en ny, af mig forfærdiget barnevogn, eller en såkaldt trækkevogn, ved 2 af mine drenge trækkes ud på Amager hvor den skulle beslås. Jeg fulgte selv med og blev ikke så lidt forbavset da den ved Amagerport posterede bomforpagters karl afkrævede mig 10 rigsbankdaler i passagepenge for nævnte stykke arbejde der kun var halvt færdigt og som desuden var konstrueret efter en så lille målestok at det aldeles ikke kunne falde noget, endog kun med et quintin begreb forsynet menneske ind for samme at kræve passagepenge. Men disse og flere lignende forestillinger hjalp ikke. Nævnte karl svarede i en studs og uartig tone: "De kommer ikke ud af stedet før De betaler." Jeg forlangte nu at se den takst hvorefter port- og passagepenge opkræves, hvilket også blev tilstået mig, efter at bomkarlen længe havde stirret på den uden at kunne dokumentere sin berettigelse til at afkræve mig den omhandlede afgift, og skønt jeg heller ikke kunne finde noget der talte til fordel for karlen, så vedblev han dog hårdnakket sin påstand om betaling, og tillod sig dertil utilbørlige udtryk mod mig, ja truede endog med at ville bruge fysisk magt, hvilket jeg imidlertid afværgede ved at retirere. For nu ikke at lade nævnte person få den ide at han ved grovheder kunne tiltvinge sig noget, befalede jeg mine drenge at tage vognen på nakken, og på denne måde transportere den gennem bommen. Dette skete, og jeg slap således helskindet fra en affære der havde forvoldt mig tidsspilde og ikke været til nogen nytte for bomforpagteren, undtagen for så vidt denne annonce måtte foranledige ham til for fremtiden at anskaffe sigg en mere høflig og bedre instrueret karl. Bomforpagterens og karlens navne skal blive bekendtgjort, så snart jeg derom får pålidelig underretning.

(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 470-471) . 

Blomster-Tyveri paa Assistents-Kirkegaarden.

At raneriet på Assistenskirkegården udenfor Nørreport har nået en høj grad af uforskammethed, det kan kun være en mening. Og lige så ønskeligt var det om der kunne findes midler til at standse det som det er rosværdigt af de her ansatte gravere strengt at iagttage deres pligt, og på stedet uden persons anseelse at behandle den skyldige som gerningen fortjener det.

Dog alt for stor iver medfører undertiden den ulempe at den uskyldige kan blive anset og tiltalt på en ikke alt for høflig måde. Hvilket vel just ingen egentlig fornærmelse kan være for den som har ren fod at stå på, og hvis navn er stemplet med retsind. Men sådant har dog altid sit ubehageligt, især når de ansvarlige ingen tid har at overbevise sig om det ubegrundede i deres beskyldninger.

For nu om muligt at ophæve denne ubehagelighed var det ønskeligt om en nøje bestemmelse for gravstedsejernes rettigheder med hensyn til beplantningen, blev bekendtgjort offentligt. Vel vides at der er et kongeligt reglement af 15. februar 1805. Men dets indhold er ikke kendt for hvermand, ej heller vides om det indeholder bestemmelser for beplantningen.

At det skulle være en gravstedsejer forment at plukke en blomst på sit eget gravsted og dermed om han ønsker det, smykke en vens grav - eller fra 2 forskelige, selvejende, selvplejede gravsteder at flytte blomster fra det ene til det andet - eller at hjemtage syge eller afblomstrende planter, det kan man ikke antage som muligt at være en lovhjemlet bestemmelse i vores Danmark hvor alt ånder rimelighed.

Da Politivennen jo allerede har stiftet så megen gavn, afhjulpet så mange anker, så håber man at også disse linjer ydes opmærksomhed af de ansvarlige som med sædvanlig velvilje ville vide at fremme også denne for almenheden  vist ikke ligegyldige sag. 

Også en tidligere indladelse på kirkegården end den lovbestemte tid kl. 8 om morgenen, kunne vel være en stor behagelighed for mange som finder glæde i selv at sysle om deres kære døde, og som dertil helst benytter de tidlige morgentimer fra 6 til 8. Dog i disse timer at komme ind er for nærværende næsten umuligt, og anmodningen derom kan endog medføre uartigheder. Skulle det ikke være gørligt at der for gravstedsejere og for disse, som ansvarlige, der ønsker det imod en vis bestemt betaling til den ved forreste kirkegård boende graver, udstededes billetter som for sommermånederne tillod adgang i de nævnte timer. Da hr. Striboldt er en meget artig mand, s ville ved billetternes forvisning adgangen ske uden videre ubehageligheder. Hvilke altid er dobbelt mærkbare på et sted hvor allerede gemyttet lider. At derfor også dette rimelige ønske måtte tages i betragtning af de høje ansvarlige, tør man vel gøre sig håb om. 

(Politivennen nr. 863, Løverdagen den 14de Julii 1832, s. 463-466) . 

Ønske om en mere virksom Handel paa Africa.

Sidste efterår kunne man i dette blad læse det spørgsmål om årsagen til at ingen ekspedition var foretaget herfra til Østindien i flere år, da dog hvert år skibe udredes til denne verdensdel, såvel fra Sverige som fra hansestæderne og Altona. Man ventede oplysende svar på det fra en eller anden embedsmand af det høje kollegium hvorunder kolonifager sorterer, fra de handelskyndige af direktionen, revisorerne og decisorerne ved det Asiatiske Compagnie eller også fra den respektive handelsstand her i staden. Dog hidtil forgæves.

At kolonierne ikke aldeles er glemte, er bevist derved at betjente jævnligt er udsendt der med store, skønt ikke frugtbærende bekostninger. Den 5. eller 6. søofficer er siden fredsslutningen sendt ud til Trankebar som guvernør over de danske etablissementer i Østindien, uanset disse er anlagt for handelens skyld og aldrig har haft eller næppe nogensinde vil kunne få, militær vigtighed.

I henseende til handelsstanden her, da har samme formodentlig anset spørgsmålet som en byld for øm til at røre ved.

Indsenderen heraf, en gammel sømand, har så temmelig besejlet alle verdensdele, og derved erhvervet noget mere af indiansk handelskundskab end almindeligvis findes her. Men lig skroget af et skib efter mange lange og besværlige rejser anses han nok ikke mere værd end til ophugning. Ikke desto mindre indsniger dog sørgelige betragtninger sig i hans barm når han ser Frederiks den 5.s statue som minde om fortidens handelsflor og den stille øde havn med nogle gamle lastdragere som slæber sukkerfoustager fra Vestindien, for resten pærejagter fra provinserne og fremmede nationers skibe, hvilke ofte er flere i tallet end vores egne.

Det Asiatiske Compagnie med større evne end den private handlende til at føre den handel, hvorfor det fik sin tilværelse og begunstigedes af regeringen, lider af den tærende syge: påfaldende er den ligegyldighed som er kommet over interessenterne at de ikke selv kalder duelige læger til hjælp før regeringen får det i sinde for om muligt endnu at redde patienten. For at det er på høje tid, kan ikke længere betvivles. Man ser hen til hansestæderne, ja endog Altona hvor købmændene som før nævnt jævnligt gør handelsekspeditioner til Østindien, således også i dette forår, og kan det formodes at så bekendt dygtige købmænd handler hen i tågen uden beregninger over følgerne?

Måske kan med føje bemærkes at forandring af handelens gang gør Københavns beliggenhed mindre fordelagtig for afsættelsen af kolonialprodukter. Velan, hvorfor lader et selskab med samlede kapitaler som det Asiatiske Compagnie da ikke gøres oplag af disse varer på et eller andet dansk sted ved Elben, som skibene på returen kunne anløbe eller også dets affærer ganske flyttes derhen.

Det er beklageligt at de danske uanset deres etablissementer siden sidste fredsslutning af de engelske anses som en af de mindst begunstigede nationer i henseende til toldvæsnet osv. hvilket sysem må gøre det umuligt for de danske så længe samme vedvarer at hamle op med de engelske i fredstider. Ligesom også at statens embedsmænd såvel der som her hvilke end årsagerne monne være, ikke har forsøgt passende forestillinger derimod i sin tid. 

Da de danske etablissementer ligger inde i det engelske kompagnis besiddelser, kan der af dette kompagni selv næppe ventes forandring af dette trykkende væsen, men den måtte bevirkes hos regeringen i London hvortil de begivenheder som nærværende politiske horisont er så svanger med, tidligt eller senere kunne være behjælpelige.

Imidlertid gives der kyster og handelspladser i Østindien udenfor det engelske herredømme som indbyder til fordelagtige entrepriser for hver nations handlende der ikke er forknyttet ved konjunkturerne.

Det er meget ønskeligt at hensigtspassende foranstaltninger måtte træffes, og det snart. For at oplive Danmarks ostindiske handel og at de mænd øvede i handelsforretninger som tillige besidder lokalkundskaber måtte tages på råd med. For af militære og jurister hvor agtværdige de også måtte være i deres fag, kan dog ikke ventes de oplysninger som af den praktiske handlende. Hvorom en beretning fra guvernøren på Trankebar, orlogskaptajn Christensen indført i Handelstidenden for omtrent 1½ år siden afgiver fuldstændig bevis.

For gentages: Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark.

(Politivennen nr. 862, Løverdagen den 7de Julii 1832, s. 441-446) .

"Kolonierne såvel i Vestindien som på kysten af Afrika og i Østindien kan ikke være anlagt med nogen politisk hensigt, men blot for handelen, som altid må blive vigtig for et rige som Danmark." (C. W. Eckersberg: En dansk korvette og dansk brig, Vestindien, 1827. Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er en af en del andre om en ulmende utilfredshed med at der ikke bliver gjort noget fra centraladministrationens side. Et andet eksempel er i Politivennen nr. 861, lørdag den 14. juli 1832, s. 457-461: "Fornødne Bemærkninger ved Grosserer Nathansons Skildring af vor Handel, Skibsfart, Penge- og Finantsvæsen i de sidste 100 aar", om handelens krise. Underskrevet af A. Poulsen.

Advarsel til Hr. Lunde i Nybrogade Nr. 2

At De forleden dag gik ned på min bopæl og udjog en mand der var gået ned til mig for at jeg skulle sætte et pant på Assistentshuset for ham var en uforskammethed der er så meget mindre tilgivelig som De vidste at mine børn var alene hjemme Men da jeg af flere af mine bekendte har erfaret at De ved alle lejligheder søger at forklejne mit gode navn og rygte ved at opdigte bagtalelser og usandheder, hvilket mine ærede kunder vel ved blot sker af had og misundelse, undlader jeg ikke herved at advare Dem om for eftertiden at holde sådanne bagtalelser for Dem selv, hvis De ikke vil udsætte Dem for ubehageligheder. Til slut må jeg også erindre Dem om at De holder Dem inden for Deres egne enemærker med Deres kunder, og ikke vandrer hele gaden igennem for at opsnappe enhver der bærer en pakke. For så længe De ingen beviser har forevist mig eller nogen af mine medkolleger, antager jeg Dem ikke for vores oldermand, og endda må forevises særskilt bevilling som hjemler Dem ret til oven næsten.

Greis's enke.

(Politivennen nr. 860, Løverdagen den 23de Juni 1832, s. 425-426).

Redacteurens Anmærkning.

Mon ikke der er tale om Imod Kanalen 2, nutidens Nybrogade 4, Hans Blasen i Pæretræet? Huset er opført 1729-30 og har en særlig historie.

I vejviseren for 1831 er opført en madame A. M. Lunde på adressen Nybrogade 2.

Om den ved Holmens Bro afdæmmede Kanal.

Da kolera i fjor nærmede sig, så man adskillige offentlige foranstaltninger truffet til at hindre dens indtrængen heri landet. Fra de respektive autoriteter udgik opfordringer til at vogte sig for at give denne farlige sygdom lejlighed til udbrud, og fra Sundhedskollegiet udstedtes anvisninger til hvorledes man bedst vogtede sig. Alle disse opfordringer og anvisninger gik i det væsentligste ud på at den højst mulige huslige renlighed var nødvendig, og at det især kom an på at vedligeholde en sund og ren luft i værelserne. Indsenderen er ingenlunde af de mennesker der er frygtsomme for denne sygdom, og finder det derfor meget rimeligt at der nu da er blevet mere fortrolig med sygdommen og dens behandling, ikke så ængstelig træffes foranstaltninger mod sygdommens indtrængen, uagtet den atter står for døren, og han tror også at hvis denne ulykkelige sygdom skulle angribe København, den da ikke ville finde synderlig næring her, hvor den elendighed mellem de lavere klasser der andre steder har tjent til dens udbredelse, vel ikke hersker i samme grad, og hvor folk i almindelighed fører et ordentligt liv. Men hvorfor et offentligt arbejde just nu på denne farlige tid skal udføres på en måde der går så lige stik imod opfordringerne til den rene lufts vedligeholdelse, og hvorved man ligesom synes at ville lokke kolera hertil, kan indsenderen ikke godt forstå. Den opdæmning af kanalen som for tiden finder sted i anledning af Holmens Bros ombygning, synes at være en indbydelse til koleraen til at besøge os, hvis det er sandt hvad der står i disse anvisninger, og hvad så mange steder fra berettes, at usund og uren luft befordrer dens udbrud og udbredelse.

Den korte tid kanalen har været opdæmmet, har været tilstrækkelig til at bevirke en afskyelig stank der trænger ind i de langs med kanalen liggende huse, og vist nok gør det umuligt der at vedligeholde en sund og ren luft. At dette vil blive værre jo længere vandet hindres i sit løb, og især når varmen rigtig indfinder sig, forstås let, og stanken vil vel stige til en grad der selv uden mindste hensyn til kolera, kunne være farlig for helbredet for ikke at tale om det ubehagelige derved. Det er vel nødvendigt at Holmens Bro ombygges, og at dette sker i sommer. Vel også at opdæmningen sker, men alle beboerne ved kanalen, og hele byen synes a have et rimeligt krav på at denne ombygning ikke skal fremkalde sygdomme, eller om de indfinder sig, befordrer deres udbredelse. Det er vel derfor intet ubeskedent forlangende at der måtte træffes en foranstaltning hvorved broen er under bygning, hvilket arbejde tilsyneladende vil vare en rum tid. 

[Artiklens forfatter foreslår dernæst forskellige løsninger: Gravning af en kanal over slotspladsen o. lign.]

(Politivennen nr. 860, Løverdagen den 23de Juni 1832, s. 418-422. Forkortet) .

Redacteurens Anmærkning.

Der var dog allerede sørget for at skaffe kanalen gennemløb, hvilket fremgik af Dagen nr. 149, 23. juni 1832.