Svar paa Anken i sidste Numer, betræffende Dampskibet Frederik den Sjette.

I anledning af nævnte anke tror jeg det tilstrækkeligt her at anmærke at min pligt som fører af dampskibet der ikke alene befordrer passager og gods, men også kongelige postsække, strengt pålægger mig at påskynde dets fart så meget det står i min magt, og at jeg ikke fandt mig beføjet til at burde tilsidesætte denne, for at yde et fartøj assistance der efter mit skøn ingenlunde befandt sig i nogen øjensynlig fare, men endog selv besad midler til at kunne fremhjælpe sig. Kun kun toppen på masten var afbrækket, det øvrige stykke stod endnu helt og holdent i fartøjet og havde mere end længdenok til derpå at have kunnet anbringe de fornødne sejl. Hvorfor fartøjets fører ikke straks greb til disse midler, må han bedst selv vide. Imidlertid har han dog senere måttet indse nødvendigheden af at ty dertil, for den påfølgende dag så jeg på min fart til Travemünde mellem Dragør og Kastrup dette fartøj forbipassere mig, for sine tilsatte sejl, og således min påstand bekræftet. I øvrigt agter jeg ikke her at spilde flere ord på min retfærdiggørelse, men anbefaler derimod til slut skipper Niels C. Spor mere raskhed og åndsnærværelse i tilfælde af han nogensinde igen skulle blive stedt i lignende uheld

P. N. Hess.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 542-543.)

Kjørom mellem Hvidovre og Vigersløv.

Indsenderen har flere gange under landevejens reparation mellem Damhuset og remisen måttet passere Vigerslev og forbi Hvidovre for igen at komme til landevejen ved Damhuset eller omvendt. Han kom ligeledes søndag den 12. august fra landet og kørte (da han ingen advarselstavle fandt ved Damhuset) som sædvanligt ad Hvidovre til. Men fandt til sin forundring først broen spærret mellem Hvidovre og Vigerslev. At denne spærring eller i det mindste et varselstegn burde være opsat på de 2 steder hvor denne vej går fra og til landevejen, vil vist enhver fornuftig indse og ikke på det omtalte sted, hvorved man udsættes for at køre et så betydeligt stykke vej tilbage. I andre lande har indsenderen set at man den ene side af vejen mens man reparerer den og lader passagen fri på den anden. Dette kunne vel også ske her.

Ved samme lejlighed kom indsenderen til at tale med en mand fra Vigerslev der fortalte ham at denne by og Hvidovre der ligger omtrent 2 bøsseskud fra hinanden, og hvoraf vigersleverne skal til Hvidovre kirke, dog bestandig har været afskåret fra hverandre. At der ingen vej har været mellem dem undtagen omkring ad landevejen, hvilket udgør ca. 3/4 mil. Det er indlysende at dette er meget byrdefuldt for vigersleverne ved bryllupper og barnedåb, men især ved begravelser i dårligt vejr at transportere et lig 3/4 mil da det kunne ske med 1/6 af denne vej. Og i tilfælde af brand kan ulykken være betydelig når der med sprøjter og andre redskaber skal køres en omvej af mere end ½ mil, hvorved hjælpen som ad den kortere vej kunne ydes på nogle minutter, gerne kan forsinkes 1 time. Indsenderen nærer derfor det håb at de 2 mænd på hvis jord vejen er anlagt, fremdeles mod en rimelig godtgørelse vil afstå et 5 til 6 alen bredt vejstykke til almindelig afbenyttelse, hvilket ville være til uberegnelig fordel for begge omtalte byer og omegn og når bomhuset blev omtrent hvor det nu er, ville endogså vejindtraderne vinde ved det, om endog vigersleverne fritoges for bompenge. 

Oven anførte bringer også indsenderen til at erindre hvad han selv ofte med taknemmelighed har erfaret i udlandet, nemlig at man ved alle korsveje og hvor flere veje løber sammen, opsætter en pæl med så mange arme som der er veje og lader hver arm vise sin vej med påskrift hvor den går hen og undertiden endog hvor langt der er til det betegnede sted, og hvilke mindre steder man har at passere for at komme til det. Dette viser en humanitet og agtelse for sine medmennesker som indsenderen så gerne ønskede indført hos sine landsmænd, dersom højere ansvarlige finder det gørligt.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 539-542.)

På det historiske kort fra 1855 ses Damhussøen med Damhuset foroven ved Roskildevej, derunder Vigerslev og Hvidovre. Harrestrup Å slynger sig mellem de to landsbyer.

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om broer over Harrestrup Å (Damhusåen). Hvidovre og Vigerslev var på Politivennens tid små landsbyer på hver side af åen, ca. 1½ km syd for Roskildevejen. Formentlig forbundet med en bro ved Vigerslev Alle. Der kan endnu ses rester af det gamle Hvidovre langs nuværende Hvidovregade.

Vogt Benene!

De fleste af Roskilde bys gyder er i den sørgeligste forfatning. I særdeleshed er de på det såkaldte bjerg så skrækkelige at endog fodgængere kun med den yderste varsomhed kan passere dem. Fra disse kloakker må jo opstå de mest giftige dunster og at dødeligheden i den seneste tid ikke har været større på disse pestbefængte steder, må vel ene tilskrives strandens nærhed. I tilfælde af koleras ankomst da vil formodentlig hele sognet på bjerget uddø, fordi man ved at urenlighed er den bedste leder for denne sygdom. At der i den sidste tid er gjort meget til Roskilde omegns forskønnelse, er udvirket ved enkelte mænds patriotiske opofrelser. Og måske vil dette kunne lede til at de ansvarlige autoriteter henvender deres opmærksomhed på de omtalte gyder hvis nuværende forfatning virkelig behøver en radikal forbedring.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 530-531.)

Redacteurens Anmærkning

Efterretninger om kolera dukkede en gang imellem op i aviserne, fx Aalborg Stiftstidende 7. oktober 1834 som citerede en artikel i Politivennen, og i Kjøbenhavnsposten den 3. november 1834, hvor der berettes om koleratilfælde i Göteborg:

Ifølge Efterretninger fra Gothenborg har Cholera som alt i henved en Maaned der ansaaes som ophørt, atter yttreet sig, og den almeenagtede Landshøvding, General Greve Rosen, er den 24de f. M. død ved et heftigt Anfald deraf. I Fjeldbacka og ved Edet (4 Mile fra Gothenborg) er Cholera udbrudt, og 2de danske Læger, Dhrr. Veith og Bluhme ere sendte derhen. 

Atter Noget om forargelige offentlige Indskrivter paa Stadens Grund med Anmodning til en Maler.

(Ve den fra hvem forargelsen kommer. Det var bedre etc.)

I nr. 858 af dette blad ankedes over forargelige indskrifter på Strandvejen idet indsenderen anmeldte at der på2 tavler, den ene ved Lille Vibenhus, den anden tættere ved Slukefter på stadens grund - står "Ingen må ride eller ho.. (i stedet for køre) på gangstien". endnu 9 uger efter nys nævnte offentlige anmeldelse pranger disse indskrifter ligesom i fjor. Indsenderen beder derfor at en af de herrer malermestre som har sans for velanstændighed og hvis folk har arbejde i omegnen, ville vise den velvilje at lade en dreng med et par penselsstrøg restaurere dette fæle maleri så at det måtte få sit oprindelige indhold, hvortil kun behøves 3 til 4 streger. Måske ville det være bedre at indskriften aldeles forandredes og kom til at ligne den der findes p en tavle få skridt fra Slukefter - udenfor stadens grund - og lyder: Gangstien er alene for gående personer. For da kunne den ikke af kåde hænder forvanskes på en så væmmelig måde. Men en sådan forandring tør vel ikke nogen maler foretage sig på egen hånd, da dertil upåtvivlelig behøvedes tilladelse af den ansvarshavende øvrighed.

Anmelderen har i øvrigt omkring hovedstaden bemærket at mange flere tavler som vist nok skulle have indskrift til de vejfarendes efterretning, enten aldeles mangler denne - fx en tavle ved vejen fra Vesterbro til tømmerpladsen, hvorpå ikke findes et eneste bogstav -eller også have et sandt hieroglyfisk udseende - fx tavlen på Gammel Kongevej ved bækken fra Vodrofgårds mølle, der desuden formodentlig med det allerførste vil styrte ned i bækken. - Er disse tavler til advarsel mod overtrædelse af anordninger hvis bekendtgørelse på denne måde anses nødvendig af øvrigheden, burde de vel også vedligeholdes i tilbørlig stand. Og overtræderen af en sådan anordning sigtende til at frede om vejanlæg, der har kost betydeligt og er til stor bekvemmelighed, vil vel næppe kunne dømmes for overtrædelse af en lov han ikke er og ikke kan være bekendt med.

A. Frederiksen.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 528-530.)

I Anledning af Anken betræffende Bakkehuset.

Med hensyn til det i Politivennen nr. 864 indrykkede om formentlig uordener på Gammel Bakkehus, finder ejeren sig foranlediget at offentliggøre efterstående dokument.

"Udskrift af Københavns Amts søndre birks skøde og panteprotokol. År 1822, onsdag den 9. oktober blev læst følgende dokument."

"Undertegnede ejer ar det såkaldte Gammel Bakkehus beliggende ved Valby i Frederiksberg sogn finder mig herved foranlediget at bringe til vedkommendes kundskab at ligesom den passage jeg fornemlig til bekvemmelighed for beboerne i Valby og omegn i en række af år har tilstedt igennem nævnte min ejede gård og alleen, ene har været grundet i rimelighed fra min side, således skal for så vidt sådan passage for fremtiden måtte befindes åben, dette også fremdeles være at betragte kun som en føjelighed af mig så at ingen som helst byrde af servitus herved i tiden skal kunne påligge min ejendom. Men jeg såvel som efterfølgende ejere, derimod at have magt til hvor lang tid der end måtte hengå, at forbyde passagen når sådant måtte findes for godt."

Bakkehuset den 8. oktober 1822
K. L. Rahbek
Professor og teaterdirektør. Ridder af Dannebrog.

Udskriftens rigtighed bekræftes.
Københavns Amts søndre birk den 6. oktober 1831. Holstein.

(Politivennen nr. 867, Løverdagen den 11te August 1832, s. 525-526.)