Et billigt Ønske, i Anledning af en Skovfogeds grusomme Voldsfærd.

I en et ikke ubetydeligt jordegods tilhørende skov beliggende mellem Slagelse, Næstved og Ringsted og tilhørende enken efter en ikke for længe siden afdød alment agtet mand, traf skovfogeden på en fattig bondekone som havde indfundet sig der for at plukke jordbær, ved hvis salg hun ville skaffe sig brød til hendes arme faderløse børn. I stedet for at fratage hende hvad hun måske uberettiget havde bemægtiget sig og bortvise hende af skoven, behagede det fogden at overfalde hende med grusomme slag så at hun fra hoved til fod bar spor af hans grusomme medfart. 

Da konen efter flere råd har ladet sig syne og fået vedkommende læges attest, er der vel ingen tvivl om at sådan voldsdåd og barbarisk færd ved retten vil blive anset efter fortjeneste. Men da den fattige almue endnu som oftest står i den mening at det er tilladt at plukke bær som vokser vildt i sove, ville det vist være gavnligt om skovejere nu og da i en offentlig bekendtgørelse advarede mod det. For derved ville forebygges at mange underordnet betjent fik lejlighed til enten med eller mod sit herskabs vilje at vise sin påpasselighed og tjenesteiver ved at skamslå sine medmennesker.

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 561-562.)  

Træsnit fra o. 1800 som på lettere sarkastisk vis fremstiller adelens udnyttelse af bønderne.

Bemærkninger i Anledning af Hr. Møllers "Sendchreiben an den Herrn J. G. C. Adler

Da Slesvig og Holstens generalsuperintendent, hans højærværdighed herr overkonsistorialråd Adler, storridder af Dannebrog og D., Dr. theol, hertil kaldet af dannerkongen, som en af de rådgivende erfarne mænd, nys gæstede hovedstaden, var det at nogle herværende bekendere af den israelitiske tro benyttede denne lejlighed for på egne og øvrige trosbrødres vegne i et for menigheden vigtig anliggende at afæske hans højheds betænkning sålydende:

"Einige Mitglieder der israelitischen Gemeine in Kopenhagen haben mich om ein Gutachten gebeten, ob und in wie fern solche Neuerungen als man in der israelitischen Synagoge vorzunehmen gefonnen sey, für zulässig zu achten.So wie nun überhaupt wesentliche Veränderungen in dem kirchlichen Ritual sehr mislich und bedenklich sind, sobald sie nicht von der Gemeine selbst ausgehen, so stimmen auch die bewährtesten sowohl alten als neueren Rabbiner darin überein, dass sie Einführing des Choralsangs, die Abschaffung oder Umänderung der vorgeschriebenen Gebete, der Gebrauch des Landessprache statt der heiligen Sprache, und überhaupt die Einführung eines neuen Rituals bei dem Gottesdienste, mit einer israelitischen Synagoge nicht betehen können, sondern dass solchebei der Annahme dieser Neuerungen aufhören würde, eine ächtjüdische Synagoge zy seyn."

Årsagen hvorfor man henvendte sig til denne berømte lærde hvis dybe kundskaber i almindelighed  og hvad israelitisk teologisk lærdom angår i særdeleshed, erkendes over hele Europa, var dels hos denne upartiske og oplyste mand at få svar på  hvad man ikke kunne opnå hos sin egen præst, og dels at se bedømt hvorvidt de forandringer i gudstjenesten som muligt hvis det almene rygte stadfæster sig, skal iværksættes i den nye synagoge, er tilladelige eller ikke.

En i og for sig selv anonym skribent, for navne som Petersen, Bendix, Møller uden standsbetegnelse kan dog ikke antages at være hjemlede for publikum, har i en tysk 12 skilingspjece forsøgt at gøre angreb på den af hans højhed udstedte attest der er sendt til højere vedkommende.

Ligesom det ingenlunde er venteligt at den mand hvis kompetence og sandhedskærlighed så ofte og klart er lagt for dagen, nogensinde vil besvare hvad en ukendt måtte finde for godt at fremføre imod de vidnesbyrd han i medfør af sagens natur og efter opfordring velvilligt har udstedt, finder vi det endog at være under denne lærdes værdighed om vi et øjeblik nærede den tanke på hans vegne at ville forsvare samme. Vi ledes meget mere af overbevisningen om at forfatterens hele nøgenhed let vil kunne fremstilles for publikum blot ved at fremhæve de argumenter af hans pjece ved hvilke han tror at kunne rokke hans højheds ytringer. Det er derfor ikke her stedet punktvis at gendrive dette åndsfoster der synes at være udklækket bag disken hos en af vores mosaiske modehandlere, hvis tragten er den til fælles med alle nyhedsjægeres at danne sig en fornuftreligion efter dagens mode.
Vi vil altså overgå til at besvare det egentlige i pjecen hvor forfatteren side 9 tiltaler hr. generalsuperintendenten således:

"Hätte der herr Generealsuperintendent die Männer, denen dieser schriftliche Schein mitgetheilt wurde, nur etwas genauer gekannt, oder über ihre intellektuellen Fähigkeiten nur den geringsten Aufschluss gesucht, ich bin dessen versichert, nie würden Menschen, die dem Paniere der Unwissenheit geschworen haben, je im Stande gewesen seyn, sich rühmen zu können, im Besiss eines solchen von Ew. hocherwürden herrührenden Attestes zu seyn, mit dem sie zugleich der Menge, der es, wie ihnen, an Klarheit und Deutlichkeit der Begriffe, anrichtiger Einsicht, an Kenntnissen gebricht, den Rebel, der vor ihren Augen schwebt, verdickten"

De mænd der havde den ære på egne og flere trosfællers vegne at opvarte hans højhed, er just ikke lige de indbildske dårer! Deres levnedsløb er ikke heller betegnet med kneb, åger eller falsk fallit. Men hvad israelitiske troslærdomme angår, tør de vist nok måle sig med dem af deres trosfæller der er bevandrede i Guds lov og især med en hr. Møller. Men om ikke så var, hvad gør vel det til sagen?!

"Einge Mitglieder .... heisst es. So viel ich weiss, waren diess nur zwei, und, zur Ehre der Israeliten seys gesagt, nur wenige können diesem ihrem Verfahrten Beifallzollen."

Hvor mange ordførere er nok for hr. Møller? Han vil dog vel ikke have en hel klub for eksempel Casino! for at udbede sig en betænkning? Pluraliteten af den herværende israelitiske menighed er mod sådanne foranstaltninger, der rokker den hidtil brugelige gudstjeneste. Blev dens stemmer fordrede og fulgte som rettesnor, da ville det vise sig.

"Solche Neuerungen .... Die Worte find an ihrenPlatze. Denn welche diese Veränderugen sind, wie weit sie sich erstrecken, was sie unfassen, wussten sie wohl nicht, nur dem Hörensagennach kantten sie diese."

Når en del mænd af menigheden fx 7 i følge af bevirkede eller efterladte kendsgerninger og hvis kompetence næppe kan drage i tvivl bryster sig af "hvad vi siger, det siger vi hvad vi vil, det vil vi" og giver al grund til det påtalte, har man da forløbet sig om man tog forholdsregler?

"So wie nun überhaupt wesentliche Veränderungen in dem kirchlichen ritual sehr mislich und bedenklich sind, sobald sie nicht von der Gemeinde selbst ausgehen" ----
"Sind Veränderungen sobald sie nicht von der Gemeinde selbst ausgehen, denn so mislich und bedenklich?"

Ingen, hvem som helst er med grund berettiget til at forkaste eller ophæve hvad nationens udvalgte (Sanhedrin) og før dem profeterne, såsom Hagæus, Zacharias, Malachias, Daniel og flere har samlet i et råd for mere end 2.000 år siden - og hvad israelitterne antager ved guddommelig inspiration fremsat, var han end ypperstepræst. Lad os først høre og erkende bevæggrundene og kilderne hvoraf disse store mænd opgav os ritualet, først da kan man, nemlig menigheden, enes om andre bestemmelser, hvis disse er fornødne. Ville dog den stortalende hr. forfatter betænke at religion og dertil hørende gudstjeneste er samvittighedssag, at denne overleveret af forfædre og gældende i årtusinder, ikke lader sig rokke - at man ikke kan påtvinge nogen forandringer i så henseende - at det netop her er pluraliteten af menighedens stemme der bør gælde.

"Doch ich gehe jetzt zu dem weit wichtigern Punkt über, welchem gemäss "die bewährtetesten, sowohl alten als neueren Rabbiner darin übereinstemmen, dass die Einführing des Choralsangs, die Abschaffung oder Umänderung der vorgeschriebenen Gebete, der Gebrauch der Landessprache statt der heiligen Sprache, und überhaupt die Einführung eines neuen Rituals mit einer israelitischen Synagoge nicht bestehen können, sonder ..."
Ich fordre Sie demnach auf, mir zu sage, werdiese bewährten herren Rabbiner älterer und neuerer Zeit sind."

I en bekendt "Schulbuchhandlug" vil forfatteren muligvis kunne få en bog udkommet i 1819 under titlen Debrihabrit (Pagtens ord) i anledning af at en sammenrotning i vores nabostad Hamburg af en næppe af 100 individer bestående ny sekt, udvalgte sig en hr. Salamin som prædikant for i et nyt modetempel at udøve en såkaldt gudstjeneste, hvorover det højærværdige rabbinerkollegium i Hamborg, i kraft af dets statutter, afæskede erklæring fra de i Tyskland, Holland, Polen, Frankrig, Italien, Böhmen, Mähren og Ungarn af de højere regeringen ansatte landsoverrabbinere om og hvorvidt de forehavende projekter turde bestå. Disse, fyrretyve i tallet, har deri ikke alene i kraft af den dem tilkommende myndighed, men de støttede sig på hvad de mest berømte kommentatorer og i særdeleshed hvad de berømte doctores Moses Mendelsohn, Hartvig Wesfelly m. fl. har ytret om det, på det mest bestemte erklæret sig imod, såvel den nye sekt i særdeleshed, som imod enhver i almindelighed der vover at forandre, forfalske eller tilintetgøre hvad som helst os er foreskrevet, den hellige religion og ritus betræffende, ligervis som den af den vise hr. generalsuperintendent afgivne erklæring udviser. Forfatteren og konsorter vil af disse deponenters erklæring erfare meget mere end de kender når samme i særdeleshed lægger mærke til de 10. brev Noget om fritænkere (se Moses Maimon 3. afdeling om opsætlige).

I den bedre del af menighedens navn der ret har fattet den vise Salomons ord: "Min søn, frygt Gud og Kongen og bland dig ikke med nyhedsjægere!" - og hvis religion overleveret af forfædre er mere end et tomt hjernespind eller grundløse fornuftproduktioner - hvor det gælder at holde Guds bud - er ikke frækt betegner sabbatten helligholdelse med verdslig syssel - og for hvem nedarvede tro og love, næst Gud er en fast klippe her på jorden - være det sagt at hvert brud på vores religiøse rettigheder vil strande som forførernes gift på de dydige!

(Politivennen nr. 869, Løverdagen den 25de August 1832, s. 553-561.)

Redacteurens Anmærkning

Jacob Georg Christian Adler (1756-1834) var slesvigsk orientalist, generalsuperintendent (biskop 1792-1834) og overkonsistorialråd i Holsten (fra 1806). Hans alterbog fra 1796 vakte stærk modstand pga. dens moderniserende tendens og forsøg på at tildanne kirkens tekster og ritualer efter tidens sprog. Tidligt i sin karriere havde han vist indsigt i mellemøstlig religiøs litteratur, fx Talmud, rabbinske skrifter og den arabiske historieskriver Abulfedas årbøger. (Om Adlers øvrige virke, se fx Nationalitet og kirke i Danmark og Slesvig-Holsten 1770-1920.)

Anmodning til Vedkommende, at forebygge Selvmord ved Nedstyrtning fra Rundetaarn.

For omtrent et år siden skete den ulykke at et menneske styrtede sig ud fra en af lugerne på Rundetårn og slog sig ihjel. I disse dage er en lignende ulykke sket. Efter forlydende er adgangen til tårnets øverste del forment publikum for at ikke sådant skal ske. Men det vil kun nytte lidt når det ikke tillige gøres umuligt at springe ud gennem lugerne, hvilket let kan ske ved at anbringe jernstænger så tæt sammen at ikke engang det smalleste menneske kan trænge sig derigennem. Den bekostning som er forårsaget af det, kan vel aldrig komme i betragtning imod redning af et menneskeliv. Ved at se det græsselige syn af den selvdræbtes blod og hjerne ytrede adskillige forundring over at de tidligere tildragelser af denne art ikke allerede havde ansporet vedkommende til en så højst nødvendig foranstaltning. Nu da kirken er under reparation, ville det være så meget mere passende at iværksætte det her fremsatte forslag.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 551-552.)  

"For omtrent et år siden skete den ulykke at et menneske styrtede sig ud fra en af lugerne på Rundetårn og slog sig ihjel. I disse dage er en lignende ulykke sket." (Rundetårn, 2015. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 869, 25. August 1832, s. 565-567. Den omtalte selvmordsulykke er formentlig den som er omtalt i Kjøbenhavnsposten, den 8. juni 1831:

Selvmord. Igaar Eftermiddags styrtede et Menneske sig ud imellem Jernstængerne fra en af de øverste Vinduesaabninger paa Rundetaarn. Den ulykkelige, der, efter Klædedragten, var en Sømand, faldt ned paa Steenbroen, ikkun faa Skridt fra et nærved Taarnet gaaende Fruentimmer med et spædt Barn. Uagtet der endnu ved den hurtigt tililende Hjelp fandtes noget Spor af Liv hos ham, døde han paa Veien, idet han blev kjørt til Hospitalet.

Og det var ikke den eneste af sin slags, ifølge en notits i Dagen, 2. januar 1804:

I Löverdags Middags styrtede en Arbejdskarl sig ud fra et af Vinduerne paa Rundetaarn, omtrent fra Taarnets halve Höjde. Han fandtes död og Legemet ganske knust.

Et andet selvmord er omtalt i Kjøbenhavnsposten, 13. september 1833:

I de sidste Maaneder have Selvmord været ualmindeligt hyppige i Kjøbenhavn. Skjøndt i enkelte Tilfælde Melankolie eller ulykkelig Kjærlighed har været Motivet, synes det desværre ogsaa factisk, at flere af de ulykkelige Offere ere blevne bragte til det fortvivlede Skridt af Armodens og Næringsløshedens martrende Følger: Næringssorg. - I Formiddags aflivede et midaldrende Fruentimmer - efter Klædedragten at dømme, af simpel Stand - sig ved at styrte sig ud fra en af de øverste Luger paa Rundetaarn. Den ulykkelige - der, idet hun styrede sig ned, udstødte et frygteligt Skrig, og saaledes rimeligviis i selve Gjerningens Udøvelse har fortrudt den - slog sig ihjel paa Stedet.

Senere samme år berettede Kjøbenhavnsposten, 9. december 1833 om foranstaltninger imod selvmord:

For at hindre de i den sildigere Tid hyppige Selvmord ved at springe ud fra Runde-Taarn, blive Vinduesaabningerne i Taarnet nu forsynede med flere Jernstænger, der anbringes saa tæt ved hverandre, at Ingen kan slippe ud imellem dem. 

Spørgsmaal til Jødernes Præsts, Hr. Dr. Wolff, samt Noget om de jødiske Repræsentanters Forhold og Religionsstridighederne.

De uroligheder som for nyligt fandt sted blandt den jødiske menighed i anledning af at dennes præst tværtimod en stor del af menighedens ønske ville indføre en ny ritus i stedet for at opretholde religionen med dens ceremonier, gav regeringen anledning til at pålægge præsten at besvare omtrent følgende spørgsmål: "Af hvilke grunde har de gamle indført de hellige skikke?" og "Af hvilke grunde vil De afskaffe dem?" Da han i sin besvarelse ikke godtgjorde at hans intenderede forandringer kunne forbedre de gældende ceremonielle love, forblev den gamle ritus uantastet.

De herværende jøder der føler sig lykkelige og tilfredse ved deres religion med dens ceremonier som var da den blev stiftet, som den i årtusinder har været og som den under de hårdeste forfølgelser omhyggeligt plejet er gået over fra slægt til slægt, befinder sig for tiden i den pinlige uvished om de vil blive berøvet dette hellige gode eller ikke. Jødernes præst, hr. dr. Wolff der blev kaldt for at besætte det ledige præstekald og som hans forgængere frede om religionen med dens hellige skikke skal have til hensigt at ville indføre koralsang, afskaffe bønner (hvilket ikke er noget kunststykke) osv. uagtet dette er aldeles i strid med loven for en jødisk synagoge. Den oplyste dvs. til det moderne hældende repræsentation (som i øvrigt ifølge reglementet af 29. marts 1814 § 10 ikke har noget med religionsceremoniellet at bestille) har vel ikke besværet gennemførelsen af planen, det er ikke at undre over at have kunnet opstå hos en mand der har studeret og er kreeret til doktor ved et af de nyeste universiteter. Repræsentanterne for en hel menighed må dog kun give det medhold som er i overensstemmelse med dennes ønsker, for ellers opfylder den ikke sin bestemmelse.

Da ønsket om en forandret ritus ikke udspringer fra menigheder, begribes ikke af hvilken grund man anstrenger sig så meget for at påbyrde den en reform som en stor del blandt den af den grund anser for et onde, fordi den strider mod religionsloven uden i øvrigt at gavne mere end det ville gavne at give en gammel jøde med trekantet hat og hageskæg en lapseklædning på og rage det agtværdige skæg af ham fordi moden fordrer det, så at han kom til at se ud som en modedreng og herved vandt pluralitetens bifald fordi pluraliteten lignede ham. 

Den stedfundne og muligvis stedfindende antipati mod jøderne bør ikke bringe den af hengivenhed til sin religion besjælede blandt dem til at afvige fra Guds og de gamle vises love for at unddrage sig antipatiens byrde. Vores forfædre har prøvet de hårdeste forfølgelser, men forblev deres religion tro. Deres standhaftighed har vi at takke for vores religions vedligeholdelse! Og vi ville nedbryde deres kæmpeværk? Måske fordi en gadedreng råber efter os: "Jøde!" som for os må være et hædersnavn. Gud forbarme sig over eder, I forblindede som med det udråb: "Oplysningen, tidens tarv kræver det," uden grund, uden at regeringen har pålagt os det, uden at menigheden ønsker det, ville nedbryde vores tro og det skønne minde vores forfædre satte sig om standhaftighed i troen - af ussel modesyge.

Da dog den intenderede forandring med vores ritus kan have til følge, at menigheden splittes, en del af samme af repræsentanterne vil kræve tilbagebetaling af de til en synagoges opbyggelse indskudte penge, og da templets indtægter ville blive sparsomme, opfordrer man herved jødernes præst, hr. dr. Wolff til at besvare de præsten i Fürth forelagte spørgsmål og derved stadigt tænke på Salomons ordsprog:

Min søn, frygt Gud og kongen og afhold dig fra nyhedsjægerne, det er uden at religionen tro kan man ikke være kongen tro.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 547-550.)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen bringes som et eksempel på splittelsen blandt jøderne der brød ud under opførelsen af synagogen og udnævnelsen af Wolff til overrabbiner. Se anmærkningen til indslaget fra 28. april 1832. Her et eksempel på en repræsentant fra den konservative fløj. Debatten fortsætter i de følgende numre af Politivennen.

Svar paa Anken i sidste Numer, betræffende Dampskibet Frederik den Sjette.

I anledning af nævnte anke tror jeg det tilstrækkeligt her at anmærke at min pligt som fører af dampskibet der ikke alene befordrer passager og gods, men også kongelige postsække, strengt pålægger mig at påskynde dets fart så meget det står i min magt, og at jeg ikke fandt mig beføjet til at burde tilsidesætte denne, for at yde et fartøj assistance der efter mit skøn ingenlunde befandt sig i nogen øjensynlig fare, men endog selv besad midler til at kunne fremhjælpe sig. Kun kun toppen på masten var afbrækket, det øvrige stykke stod endnu helt og holdent i fartøjet og havde mere end længdenok til derpå at have kunnet anbringe de fornødne sejl. Hvorfor fartøjets fører ikke straks greb til disse midler, må han bedst selv vide. Imidlertid har han dog senere måttet indse nødvendigheden af at ty dertil, for den påfølgende dag så jeg på min fart til Travemünde mellem Dragør og Kastrup dette fartøj forbipassere mig, for sine tilsatte sejl, og således min påstand bekræftet. I øvrigt agter jeg ikke her at spilde flere ord på min retfærdiggørelse, men anbefaler derimod til slut skipper Niels C. Spor mere raskhed og åndsnærværelse i tilfælde af han nogensinde igen skulle blive stedt i lignende uheld

P. N. Hess.

(Politivennen nr. 868, Løverdagen den 18de August 1832, s. 542-543.)