Anmodning til det høie Commantskab, fra nogle sygelige og nervesvage beboere i Frederiksberggaden, Nygaden og Vimmelskaftet.

Enhver kan vel indse hvor stærk virkningen af trommelarmen er i snævre gader og hvor ubehagelig den må være for syge og nervesvage mennesker. I førnævnte gader ligger så vidt vides ingen soldater indkvarteret. Man kan derfor ikke begribe hvorfor tappenstregen skal gå den lange vej fra Vesterport næsten lige til Amagertorv, og kan kun betragte det som en meget forældet skik. Når jægerne har vagt ved Nørreport, har man dog med fornøjelse bemærket at hornblæserne, gående og stående omkring ved vagten, blæser retræten. Hvorfor kan tambourerne ved Vesterport ikke gøre lige sådan? Reveillen slås jo kun for vagterne. Hvorfor skal tappenstregene gøre en så lang vej?

Gamle og syge folk vil være det høje kommandantskab meget taknemmelig om det var muligt de kunne blive befriet for denne stærke, fæle larm. I særdeleshed i oven nævnte smalle gader. Ligeledes ville soldaterne, især gefreiterne, som alligevel har meget at løbe, om i vinterens tid, spare meget på deres fodtøj. Derved ville også forebygges ulykker, da heste som tit holder i gaderne, bliver sky og løber løbsk. Det har indsenderen bemærket adskillige gange.

(Politivennen nr. 891, Løverdagen den 26de Januar 1833, s. 69-70) 

Forgjeves Reise til Kjøbenhavn.

Da jeg undertegnede den 3. december i dette år så mig nødsaget til på min fod at vandre til residensen for at indgive en allerunderdanigst ansøgning til vores gode konge og tillige nyde den høje nåde mundtligt at få hans majestæt i tale, hvilket jeg ved at vores elskede konge end ikke nægter til ringeste undersåt, opnåede jeg dog ikke min hensigt. Følgende var årsagen.

Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner. 

"Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen." (P. Klæstrup: Audiens hos Frederik 6.)

Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.

H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.

(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837) 

Om Helligdags-Arbeide.

Søndag den 25. november om eftermiddagen kl. 2.30, altså under gudstjenesten, passerede anmelderen Sværtegade og hørte at der i de nye huse som opføres der, arbejdedes med høvle og save. Jeg fandt dette urigtigt, og fortalte det til Politivens-udgiveren som vel trak på skulderen, men mente at det ikke var nogen opmærksomhed værd. Han viste mig tillige at der i Pontoppidans forklaring på det spørgsmål: "Er ingen udvortes gerning om søndagen tilladt?" gives til svar: "Jo, sande fornødenhedsgerninger som ikke kan opsættes, og kærlighedsgerninger som altid finder sted." Men da den gode mand, Pontoppidan på et andet sted siger: "at man vanhelliger hviledagen ved dans, spil, komedier, krogang og sådant som altid er synd i sig selv, men på helligdage dobbelt synd" og vi nu på helligdagene har komedier både inde i byen og udenfor samme, samt koncerter, baller og andre lystigheder, så må man vist have fejlet, og kan han fejle en gang, så kan han fejle oftere. Desuden kan jeg ikke anse dette søndagsarbejde for en sand fornødenhedsgerning, da husenes værelser jo ikke kunne eller bør bebos før påske flyttetid. Og kærlighedsgerninger er der vist endnu mindre, for folkene ville sikkert have deres dagløn. Jeg tror snarere at sådan søndagsfortjeneste bidrager til mandagshøjtideligholdelse på kroerne. Jeg er ingen lindbergianer, skønt jeg erklærer at jeg holder mig til Guds bud: Kom ihu at du helligholder hviledagen, samt til de kongelige forordninger om helligbrøde, der er udgivet i dets ånd, og endnu ikke ganske tilbagekaldte. Jeg beder derfor at Politivennens udgiver vil indføre dette, da det måske kunne vække eftertanke og bidrage til at man ikke gjorde helligdage til søgnedage. For som der siges, ved helligdagsarbejde er der ingen velsignelse.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 799-801.)

Uforsvarlig Fremfærd af Militaire i Fredstider.

Sidste onsdag den 21. dennes om aftenen kl. 9 kom en velklædt kone gående gennem Møntergade til Gothersgade. Idet hun passerede forbi svineslagteren hvor der i lang tid har været gravet, mødte hun 3 militære, nemlig 2 soldater og en underofficer. Den sidste i mundering med gehæng og sabel, de andre i civil dragt. De var så vidt skønnedes af 1. jydske infanteriregiment. Disse tre personer som havde hinanden under armen, og i stærkt forceret march, stødte den ene den anden over på konen hvorved den person der var hende nærmest som holdt den højre arm med krum albue, stødte hende med magt i rendestenen der ved gravningen var blevet en moradsagtig pøl, hvori konen i faldet blev ganske tilsølet af uhumskhed på sine klæder, den højre arm slået til blods, og brystet der desuden er svagt, fik et så hårdt stød at samme har efterladt sig ømhed og sting. Over denne voldsomhed forundrede adskillige velklædte personer sig og udbrød: "Det er dog nederdrægtigt". Konen udstødte nogle forbandelser i sin smerte, og i sin besudlede og pinefulde tilstand gik hun videre så godt hun kunne.

At underofficerer udenfor tjenesten afholder sig fra at være i selskab med sine underordnede, især ved aftenkommers, skulle man vente. Men sikkert har denne underofficer været af andre tanker uden at tænke på sin stilling. Handlingen i sig selv er højst lovstridig, og ligner den mest uopdragne gadedrengs eller gadestrygers opførsel.

Vel kan høje ansvarlige, hans foresatte, ikke vide hvad en underordnet foretager sig, når denne om aftenen får tilladelse til at gå i byen fra kasernen efter tappenstreg. Man ved også at der er pålagt dem anstændig opførsel mod enhver af stadens indbyggere. Men der kunne dog sættes grænse for deres tøjlesløse adfærd. Dog er som man ser, befalinger og forbud utilstrækkelige. At et sådant forhold af militære (på hvem man snarere burde og kunne have krav til sit forsvar) ikke passer for en ærekær soldat, vil vel enhver indrømme. Men hvad skal man forlange af personer der ikke kender til moral? For dette ord forstår de ikke. Det er kun en tom lyd for deres ærer. De er vælige og kåde fordi de har det for godt.

Jacobsens Enke.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 791-793.)

Nogle Vink til det saakaldte Forstanderskab for det mosaiske Troessamfunds Synagoge.

Efter det kongelige danske kancellis resolution af 30. f. m. er det bestemt "at præsten ved det mosaiske trossamfund, repræsentanterne for og 4 medlemmer af samme, hvilket sidste de kontribuerende medlemmer der har lejet plads i synagogen" samt er over 25 år gamle, indbyrdes har at vælge, skal under navn af "Forstanderskab for synagogen" bestyre samme.

De i denne resolution bestemte "4 medlemmer" kunne naturligvis ikke vælges før pladserne er bortlejede, hvilket ikke kan have været tilfældet da de i det følgende omtalte konditioner udkom, og forinden dette sker, mener man at enhver bestemmelse af et "forstanderskab for det mosaiske trossamfunds synagoge" ingen kraft har, da resolutionen jo ellers ikke er adlydt. Det måtte derfor undre indsenderen og vist nok mange med ham, at se "konditioner hvorefter pladserne i det mosaiske trossamfunds synagoge bortlejes" udgivne i trykken af "et forstanderskab for det mosaiske trossamfunds synagoge".

Disse konditioners § 3 lyder således: "Enhver der lejer plads i synagogen er den orden som vil blive indført i samme, underkastet."

Det såkaldte forstanderskab burde antage at man kender og adlyder den orden landets lov byder. Men kan desårsag ikke andet end tro at hermed er ment de meget omtvistede, intenderede forandringer med ritualet. Da denne forandring af mange ikke ønskes, frygtede man for at det ville antages at man bifaldt den når man indgav skriftlig begæring om plads, og dette ville man ikke.

De som troede at kun en synagoge var bygget, blev af disse konditioner helt anderledes belært. De omtaler to, nemlig en mandfolke- og en fruentimmersynagoge.

Disse konditioner omtaler "plads i koret". I en jødisk synagoge har man aldrig før vidst af noget "kor" at sige. Skønt nu hidtil ingen forandring med ritualet er tilladt af regeringen, synes det såkaldte forstanderskab allerede at nære et vist håb om at se dets yndlingsønske kronet med held. Hat es den aber solche Eile? at man endog forinden en ønsket resolution i så henseende er faldet, udgiver konditioner hvori findes udtryk som var dette sket.

Det har muligvis været rigtigere a) at paragraf 3 havde været tydeligere og bedre udarbejdet, så at den ikke kunne misforstås. b) at man havde anvendt lidt mere varsomhed med udtrykkene, så at den ene synagoge ikke kan blive gjort til to, endsige til et tempel. c) at vedkommende indtil forstanderskabet bestod af det befalede antal medlemmer, havde brugt deres navns underskrift, i stedet for ordet forstanderskab. - skønt forstand findes heri.

Repræsentanten hr. Lassen har fritaget sig for al anstrengelse med synagogens modernisering. Han gik sin vej og deri har han muligvis gjort vel. Han kan nu i templet i Hamburg blidt omtonet af koralsang, omgivet af stads, og befriet for at bede de gamle bønner, der skurrer i vore højlærde, højvise og moderne jøders fine, skønt altid små, øren, glemme livets sorger og fataliteter. Denne fornøjelse vil man ikke misunde alle ligesindede.

(Politivennen nr. 882, lørdag den 24de November 1832, s. 777-780.)