Hold Hviledagen hellig!

Til forargelse for den sande kristen og imod lovens vilje ser man endnu bestandig hovedstadens fleste butikker at være åbne på søn- og helligdagene. Dette vil ikke alene sige at disses døre står på klem, som af mangel på anden indgang var nødvendigt, og derfor umuligt kan tilgives, men endogså ganske åbne, så snart blot politipatruljen er passeret og højmessen næppe er forbi. Dristigt i så henseende er adskillige af manufakturhandlerne som ved at åbne deres døre mellem højmesse og aftensang, udhænger nogle af deres vareartikler som skilt, både fra døre og salsvinduer, fx se Østergade nr. 73 kælderen og 74 første sal.

Indsenderen og vist nok flere med ham, tvivler ikke på at vores opmærksomme og udmærkede politi ved at bringe de i sin tid givne forbud i erindring, m. v., jo vil kunne bringe de ansvarlige til at holde hviledagen hellig, lige så godt som det den almindelige bededag kan lade sig gøre, for ellers vil vel interessen til sidst bringe det så vidt at man ikke kender forskel på søn-og søgnedage.

(Politivennen nr. 894, Løverdagen den 23de Februarii 1833, s. 116-117)  

Om alt for iilfærdige Renovations-Kudske.

Disse er en vigtig genstand for politiopsynets strengeste opmærksomhed. Ædruelighed er en almindeligvis prisværdig dyd. Men forandringen er hensigtsløs når den strengt kræves i tilfælde hvor den er af mindre vigtighed end i andre hvor den er af større, og røber mangel på dømmekraft. De som betros heste og vogne, bør frem for alt ikke som ovennævnte renovationskuske være i en fortsat rus fra morgen til aften. Andre menneskers liv og lemmer bliver alt for meget udsat for fare ved det. Indsenderen har ved dagligt at passere ind og ud gennem Nørreport, lejlighed til at se hvorledes disse karle, drukne indtil fæiskhed, næppe er i stand til at kunne holde sig på deres sæder. Og når de kommer tilbage med tomme vogne, jager de i fuld galop ad broen og endog lige ind gennem porten. 

Men fredag den 1. februar var han nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse. Mange ville vist fremdeles blive udsat for ulykke så længe dette misbrug mod lov og anordninger blive tålt. Men vel ikke alle frelst som indsenderen.

(Politivennen nr. 893, Løverdagen den 9de Februarii 1833, s. 108-109)  

"Han var nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse." (C. W. Eckersberg: Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst).

Ingen Opvartning i store Kro.

Fredag den 25. kørte jeg om aftenen fra mit hjem og kom henimod morgen til Lyngby hvor jeg tyede hen til Store Kro for at få mine heste fodret og selv nyde nogen forfriskning. Efter at have fået hestene fraspændte og bragt til krybben, gik jeg til kroens gæstestue, men fandt samme lukket. Jeg vendte derfor tilbage til stalden og bad karlen at vække pigen for at jeg kunne få en portion kaffe og noget brød. Men han svarede at det vovede han ikke eftersom hr. Rasmussen have forbudt ham at vække pigen fordi en enkelt person forlangte en portion kaffe eller et glas punch, men kun i det tilfælde at der kom et selskab med damer, og henviste mig til den simple krostue hvor jeg kunne få øl og brændevin. Jeg fortalte ham da at jeg ikke var vant til sådant, og at jeg var af den mening at man i en priviligeret kro burde til enhver tid kunne få opvartning for betaling. Men han indvendte derimod at det var ingen priviligeret kro, og at folk som vilde have logi og opvartning, plejede at tage ind på Postgården. 

Store Kro lå siden 1660 over for vandmøllen. Den er brændt flere gange, og de viste bygninger er fra 1875 og 1891 (nu Hotel Lyngby). Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2016.

Gennemfrossen af nattekulden ønskede jeg ikke at tilbringe den tid hestene bedede i stalden, og måtte derfor begive mig ind i den almindelige krostue hvor jeg erfarede at kl. var halv fem. Her tilbragte jeg ½ time blandt nogle halvt berusede tørvebønder der godtede sig med det kære finkel under just ikke opbyggelige samtaler, og det faldt mig underligt at man her, hele natten villigt udskænkede denne vist nok ikke nektar-lignende drik, mens en rejsende ikke kunne få en nødvendig og styrkende forfriskning. 

Jeg har troet at burde bekendtgøre dette mit uheld for at hr. Rasmussen, hvis karl har forebragt mig en usandhed, kunne give ham en irettesættelse, eller hvis karlen har sagt sandt, andre kan advares ved mit eksempel. 

(Politivennen nr. 892, Løverdagen den 2de Februarii 1833, s. 90-92)

Anmodning til det høie Commantskab, fra nogle sygelige og nervesvage beboere i Frederiksberggaden, Nygaden og Vimmelskaftet.

Enhver kan vel indse hvor stærk virkningen af trommelarmen er i snævre gader og hvor ubehagelig den må være for syge og nervesvage mennesker. I førnævnte gader ligger så vidt vides ingen soldater indkvarteret. Man kan derfor ikke begribe hvorfor tappenstregen skal gå den lange vej fra Vesterport næsten lige til Amagertorv, og kan kun betragte det som en meget forældet skik. Når jægerne har vagt ved Nørreport, har man dog med fornøjelse bemærket at hornblæserne, gående og stående omkring ved vagten, blæser retræten. Hvorfor kan tambourerne ved Vesterport ikke gøre lige sådan? Reveillen slås jo kun for vagterne. Hvorfor skal tappenstregene gøre en så lang vej?

Gamle og syge folk vil være det høje kommandantskab meget taknemmelig om det var muligt de kunne blive befriet for denne stærke, fæle larm. I særdeleshed i oven nævnte smalle gader. Ligeledes ville soldaterne, især gefreiterne, som alligevel har meget at løbe, om i vinterens tid, spare meget på deres fodtøj. Derved ville også forebygges ulykker, da heste som tit holder i gaderne, bliver sky og løber løbsk. Det har indsenderen bemærket adskillige gange.

(Politivennen nr. 891, Løverdagen den 26de Januar 1833, s. 69-70) 

Forgjeves Reise til Kjøbenhavn.

Da jeg undertegnede den 3. december i dette år så mig nødsaget til på min fod at vandre til residensen for at indgive en allerunderdanigst ansøgning til vores gode konge og tillige nyde den høje nåde mundtligt at få hans majestæt i tale, hvilket jeg ved at vores elskede konge end ikke nægter til ringeste undersåt, opnåede jeg dog ikke min hensigt. Følgende var årsagen.

Den 10. i denne måned meldte jeg mig i audienssalen hos den jourhavende generaladjudant, foredrog ham mit anliggende, forestillede ham at jeg var rejst omtrent 22 mil til fods for at få denne audiens og at mine kår ikke tillod mig at opholde mig i residensen. Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen. Men med beklemt hjerte så jeg at mange af mine lige (og visselig boende i residensen) som var tegnet efter mig, nøder den nåde som jeg i en ublid årstid ved en besværlig fodrejse havde håbet at nyde. Med uforrettet sag og meget krænket over den mig i mine tanker tilføjede uret forlod jeg den kongelige bolig med ikke de blideste følelser og med det inderlige ønske at jeg måtte blive den sidste rejsende danske provinsundersåt som efter at have tjent hans majestæt i 16 år ærlig og tro måtte blive tilsidesat af min medundersåt mens vores gode landsfader mild og nådig låner øre til ethvert af sine børns bønner. 

"Mit navn blev nedskrevet og mange andres efter mit. I enfoldighed troede jeg at jeg ville blive fremkaldt efter den tur som navnene var nedskrevet på listen." (P. Klæstrup: Audiens hos Frederik 6.)

Da det på grund af mine få rejsepenge var mig umuligt at opholde mig længere i København, så leverede jeg dagen herefter min ansøgning til hr. major v. Hansen der behandlede mig på en meget human måde og lovede mig at besørge den til hans majestæt, hvorefter jeg, overladende min sag til fremmede, begav mig på min besværlige tilbagerejse uden at have nået min egentlige hensigt, henstillende mit andrag til hans kongelige majestæts faderlige godhed.

H. Riecker
Borger og slagtermester i
Maribo på Lolland.

(Politivennen nr. 886, Løverdagen den 22de december 1832, s. 835-837)