Efterladenhed paa Assistencekirkegaarden.

Den 4. april om morgenen kl. 9 da indsenderen fulgte et lig til Assistenskirkegården udenfor Nørreport, måtte han til sin og det øvrige ligfølges forundring erfare af graveren at den bestilte grav endnu ikke var færdige, med den tilføjelse at den kunne ventes færdig efter 1 times forløb.

Som følge af denne forklaring blev liget nedsat i den bygning som er på kirkegården, hvor jordpåkastelsen skete og ligfølget var nødt til at forlade kirkegården uden at have været nærværende ved den afdødes nedsænkning i graven.

En sådan behandlingsmåde er sårende for familiens og venners følelser, og det er desuden ikke er første gang at den har fundet sted på Assistenskirkegården. Og det indses ikke hvorfor en længe forud bestilt grav som jo ikke fås gratis, ikke lige så vel kan være færdig til den bestemte tid som 1 time derefter. Derfor holder indsenderen det for sin pligt gennem dette blad at påtale en sådan uorden for muligt derved at forebygge at den ikke oftere finder sted i fremtiden.

(Politivennen nr. 902, Løverdagen den 13de April 1833, s. 252-253) 

Et fælt Skue paa Frederiksberg Kirkegaard.

Ved i forrige uge at passere Frederiksberg Kirkegård så anmelderen at porten til samme stod åben. Han gik derfor derind, men studsede meget over at se at liget af en mand der var i fuld påklædning med trøje, hvide benklæder, støvler og hat ligge udstrakt på jorden i den forreste kirkegård, og en tom ligkiste at stå i nærheden af ham. Hvor længe denne døde før eller siden har ligget der, er anmelderen ubekendt. Men han holder for at det er utilbørligt at henlægge et dødt menneske på den blotte jord på et sted hvortil enhver kan have adgang, da skuet af samme for nervesvage og kvinder under visse omstændigheder kan have højst ubehagelige følger. 

Da druknede, fundne døde og forulykkede personer i København henlægges i det dertil indrettede dødehus ved Langebro, var det at ønske at et lignende sted blev anvist for forstædernes beboere, indtil den af øvrigheden foranstaltede synsforretning var optaget. I omhandlede tilfælde synes det at den døde kunne have været henlagt i kirkens våbenhus eller i det mindste i den kiste som stod straks ved ham.

(Politivennen nr. 897, Løverdagen den 9de Marts 1833, s. 167-168) 

Del af Frederiksberg ældre kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Fastelavnsløier midt paa alfar Vei.

For så vidt vides er det ved lov forbudt almuen på landet at ride sommer i by og at holde fastelavnsgilde, såsom dette forvolder husbonderne mange udgifter og kun giver anledning til flere dages svir og forsømmelse af nyttigt arbejde. Det var derfor anmelderen meget påfaldende da han på en rejse til Slagelse kom forbi Krebshuset, at se en tønde ophængt tværs over Kongevejen i et tov der gik fra staldlængen til et af træerne på den modsatte side af vejen. En sådan tønde midt på vejen var nok til at gøre bønderheste sky, og nu tænker man sig videre den larm når en flok karle og drenge i fuld galop farer frem og tilbage ad vejen for at slå på tønden. Meget forundrer det anmelderen at sådant kunne foregå på Sorø Amt hvor der ellers er en priselig orden i alt.

(Politivennen nr. 895, Løverdagen den 23de Februarii 1833, s. 137-138)  

Fastelavnsløjer på landet. Illustreret Tidende, 2. marts 1862

Redacteurens Anmærkning

"At ride sommer i by" var og er stadig visse steder på landet, en århundredgammel skik. Tidspunkt og form kan variere fra egn til egn, men der indgår for det meste heste. 

Krebshuset er formentlig den landevejskro som  blev kongelig privilegeret  helt tilbage i 1719 blev kroen kongelig privilegeret og som bl.a. betjente diligencen. Krebshuset fra Politivennens tid eksisterer ikke mere. Den nuværende krobygning blev opført et andet sted i 1924.

Hold Hviledagen hellig!

Til forargelse for den sande kristen og imod lovens vilje ser man endnu bestandig hovedstadens fleste butikker at være åbne på søn- og helligdagene. Dette vil ikke alene sige at disses døre står på klem, som af mangel på anden indgang var nødvendigt, og derfor umuligt kan tilgives, men endogså ganske åbne, så snart blot politipatruljen er passeret og højmessen næppe er forbi. Dristigt i så henseende er adskillige af manufakturhandlerne som ved at åbne deres døre mellem højmesse og aftensang, udhænger nogle af deres vareartikler som skilt, både fra døre og salsvinduer, fx se Østergade nr. 73 kælderen og 74 første sal.

Indsenderen og vist nok flere med ham, tvivler ikke på at vores opmærksomme og udmærkede politi ved at bringe de i sin tid givne forbud i erindring, m. v., jo vil kunne bringe de ansvarlige til at holde hviledagen hellig, lige så godt som det den almindelige bededag kan lade sig gøre, for ellers vil vel interessen til sidst bringe det så vidt at man ikke kender forskel på søn-og søgnedage.

(Politivennen nr. 894, Løverdagen den 23de Februarii 1833, s. 116-117)  

Om alt for iilfærdige Renovations-Kudske.

Disse er en vigtig genstand for politiopsynets strengeste opmærksomhed. Ædruelighed er en almindeligvis prisværdig dyd. Men forandringen er hensigtsløs når den strengt kræves i tilfælde hvor den er af mindre vigtighed end i andre hvor den er af større, og røber mangel på dømmekraft. De som betros heste og vogne, bør frem for alt ikke som ovennævnte renovationskuske være i en fortsat rus fra morgen til aften. Andre menneskers liv og lemmer bliver alt for meget udsat for fare ved det. Indsenderen har ved dagligt at passere ind og ud gennem Nørreport, lejlighed til at se hvorledes disse karle, drukne indtil fæiskhed, næppe er i stand til at kunne holde sig på deres sæder. Og når de kommer tilbage med tomme vogne, jager de i fuld galop ad broen og endog lige ind gennem porten. 

Men fredag den 1. februar var han nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse. Mange ville vist fremdeles blive udsat for ulykke så længe dette misbrug mod lov og anordninger blive tålt. Men vel ikke alle frelst som indsenderen.

(Politivennen nr. 893, Løverdagen den 9de Februarii 1833, s. 108-109)  

"Han var nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse." (C. W. Eckersberg: Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst).