Bøn om mindre Støi ved Tavlernes Ombæring i Garnisonskirken.

Indsenderen der ofte besøger gudstjenesten i Garnisonskirken, kan ikke andet end beklage den støj der forårsages når tavlerne ombæres i kirken, hvilket især var tilfældet til højmesse anden pinsedag, idet kordrengene trampede dygtigt i gulvet med deres velbeslåede skohæle. Foruden det at det altid forårsager uro i kirken når tavlerne ombæres, og derved andagten for øjeblikket tabes, forøges denne uro i en højere grad når de der ombærer tavlerne, ikke går sagte, hvilket sjældent er tilfældet med kordrengene i nævnte kirke. Man beder derfor de ansvarlige så vidt muligt at råde bod på samme, hvilket nok lettest kunne ske derved at kordrengene fik lettere sko på i den tid de ombærer tavlerne (for at de ellers for varigheds skyld må være vel beslåede med jern, indser indsenderen meget godt), eller at de blev befalede at gå så sagte som muligt på deres nu havende sko Da man endog pålandet ser bønderne tage deres træsko af når de går i kirke og derrimod sko eller støvler på for ikke at forårsage for megen støj, så tror man at der især i hovedstadens kirker burde holdes så meget som muligt over at ingen støj forårsages, og da udgifterne til sko for de drenge der ombærer tavlerne, vist ville ubetydelige, og således megen støj afværges, så beder man de ansvarlige at tage dette i nøjere overvejelse.

(Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 388-389) 

Bemærkninger, i Anledning af det i Nr. 908 Indførte: "Om den forestaaende mosaiske religionsprøve."

Det er ikke let at se hvorfra den ærede indsender af ovennævnte stykke har den kundskab at mange af den israelitiske menigheds medlemmer er blevet forbavset fordi nogle børn af samme der frekventerer friskolerne skal stå adskilt ved religionsprøven på kirkegulvet, med mindre det skulle være at det er børnene selv der harmes over denne i og for sig aldeles intetsigende formalitet. For såvel disses forældre som enhver anden må denne omstændighed vist nok forekomme aldeles ligegyldig.

Når der nemlig fornuftigvis lod sig tænke nogen som helst skadelig virkning for de manges tilkommende vel der i fremtiden i så henseende resulterede deraf, da måtte man ubetinget bifalde indsenderens mening som da var velbegrundet. Men kan sådant nogensinde blive tilfældet?

Når indsenderen påberåber sig at velærværdige hr. dr. Wolff i sine prædikener har ytret: "for Gud er vi alle lige", "I Herrens hus bør al tant og forfængelighed forsvinde" da forekommer det os at denne evige sandhed netop burde have været et motiv til at afholde sig fra at føre anke herover, og det hvad enten de omtalte børns intellektuelle evner overskrider eller står tilbage for de øvrige såkaldte riges. Især da indsenderen vel bør vide at det ikke er i kirken disses (de intellektuelle evners) udvikling skal prøves.

Hensigten med religionsprøven skal jo være den at aflægge bekendelsen for sin religiøse tro. Dette sker i kirken. De som er tilstede samme sted og erfarer sådant, lægger vist nok ikke synderlig mærke til i hvad orden dette sker på den dag. I deres øjne bør kun den fortjene øverste plads der i fremtiden som tilkommende borger i ordets mest ædle bemærkelse følger og virker efter de der foredragne guddommelige sandheder, uanset hvad plads der er faldet i hans lod da han stod på kirkegulvet.

Det er vist nok denne omstændighed der har bevæget hr. dr. Wolff til ikke at lægge vægt på hvorledes disse børn fremstilles på kirkegulvet. Og enhver fornuftig må derfor være særdeles kortsynet om han ikke skuede grant hvad der dog så tydeligt ligger for dagen.

Det er klart at megen sandhed offentligt er blevet fremsat angående "menighedens anliggender" og at meget står tilbage at ønske hvorved dets tarv kunne fremmes, desto værre! er dette blevet en røst i ørkenen. Enhver sandhedskærlig mand der føler dette, har derfor al årsag at påtale væsentlige omstændigheder der fortjener drøftelse. Den påtalte kan vel næppe henføres til det. Og da det så vidt os bekendt er skik i landets kirker hvortil der hører unge som besøger friskoler, at disse på deres konfirmationsdag står samlet for sig selv på kirkegulvet, så har hr. dr. Wolff altså hjemmel for at et lignende forhold bør finde sted hos mosaiske trosbekendere. 

Eftersom man således ikke kan dele indsenderens anskuelser i disses hele, fordrer sandhed dog at indrømme at det indtryk som den formentlig vilkårlige fremgangsmåde muligvis kan bevirke hos de unge, idet disse henlededes til kirken med en såret følelse på den dag de aflægger løfte om at overholde det "dyrebareste" mennesket skal stræbe efter i sin hele levetid: sin religiøse tro - for den allerhøjeste - hvilket aldrig bør ske i harmfuld tilstand, så tror vi at enhver hindring i denne anledning blev bortryddet når vedkommende for fremtiden fremstiller ungdommen på kirkegulvet "efter værten", hvorved ethvert hensyn faldt bort på det sted hvor verdenstant aldrig bør fremmes.

5. 9. 13.

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388 

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372.

Anmodning til Politiet.

Det var ønskeligt, ja i høj grad ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge dem af stadens vægtere der har post i Brolæggerstræde og Badstuestræde, men især dem i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste. For foruden andre uordener som de afstedkommer der, sammenhober de sig på hjørnerne eller midt i gaden og opslår ofte en latter der nødvendigvis må vække enhver som har sengekammer til gaden. Forunderligt er det om en vægter skulle have mere magt end den anden. Således har indsenderen fx set at vægteren i Rådhusstræde så snart et af de ovennævnt fruentimmere nærmede sig, anråber samme med spørgsmålet: "hvorhen?", og i samme øjeblik jage hende tilbage, hvorimod Knabrostrædes vægter uden videre lader dem passere revy op og ned af gaden. Man kunne derfor næsten forledes til at tro at der var en eller anden venskabelig forståelse mellem disse folk. 

Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 379-380

"Det var ønskeligt om de ansvarlige ville pålægge stadens vægtere, især den i Knabrostræde, at udjage af gaden de utallige offentlige fruentimmere der dagligt i skumringen indfinder sig i disse gader for der at søge fortjeneste." (Knabrostræde, 2016. Eget foto.)

Varsko paa Nørregade.

Ved at gå gennem Nørregade onsdag den 22. dennes kl. 9.30 var anmelderen så uheldig at blive overøst med et fluidum af meget ubehagelig bestanddele fra gården nr. 229 i denne gade hvorved en næsten ny overkjole ødelagdes. Der er vel ofte i dette blad blevet klaget over den pøbelagtige uskik at udkaste sådanne sager på offentlig gade, men da man desuagtet ser at den vedbliver, tror anmelderen det ikke overflødigt at offentliggøre den, til advarsel for andre der om aftenen skulle komme forbi denne gård.

(Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 372-373)

Redacteurens Anmærkning.

Nørregade 229 blev 1818 sammenlagt med 230B til 229 & 230 B. Nuværende adresse er Nørre Voldgade 68/Nørregade 40. Huset er opført 1958.

Det er i midten af billedet, på højre side af vejen på hjørnet man risikerede at få indholdet af en natpotte i hovedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om den forestaaende mosaiske Religionsprøve.

Ved den forestående mosaiske religionsprøve, hvorved eksaminationen for første gang foretages af hr. dr. Wolff, er antaget en orden i børnenes følge på kirkegulvet som har forbavset mange af menigheden. Den består nemlig i at de rigeres børn (det vil sige de som ikke går i de to mosaiske fattigskoler), skal stå for sig selv og de fattiges afsondret fra disse, ligesom for ikke at smitte disse.

Når man ser hen til at der hverken findes stands- eller rangsforskel blandt mosaisterne, undtagen den som formuen eller forstanden bevirker, så må man sandelig undre sig over at en mand som dr. Wolff der har sine reelle kundskaber at takke for sin fremkomst i verden, og som oplyst og sandhedsfærdig mand ikke bør lade sig beherske af fordomme, ja så ofte i sine åndfulde prædikener har berørt at "for Gud er vi alle lige", og "i Herrens hus bør alt tant og forgængeligt forsvinde," vil foretrække det første for det sidste (for efter sigende skal der blandt de fattiges børn, som denne gang skal aflægge deres trosbekendelse, være adskillige som med hensyn til deres kundskaber står langt over mange blandt de såkaldt rigeres). Hvem som kender til det barnlige hjerte, må vel vide hvor krænkende det er for et barn at se sig tilsidesat, og i endnu højere grad er dette tilfældet i en stor forsamlings påsyn, når det ligesom ser sig afsondret fra dem hvis forældre Gud har tildelt noget mere verdsligt gode end der blev dets forældre til del, skønt det med vished ved at det i kundskaber står langt over de andre. Og ikke blot børnene såres ved denne adfærd. Den er endog meget krænkende for forældrene, af hvilke flere skønt de lader deres børn gå i to fattigskoler, dog intet nyder af menigheden.

Både hr. kateket Mannheimer og hr. kateket Levysohn der før eksaminerede ved religionsprøven, havde vedtaget at sætte børnene i den orden som deres kundskaber gav dem adkomst til. Og man har sjældent hverken af rige eller fattige hørt nogen beklage sig over at være forurettet, skønt dette havde været mere tilgiveligt hos mænd som kateketerne der i langt højere grad var afhængige af menigheden end hr. dr. Wolff. Af hvilken grund hr. doktoren altså nu har indført denne orden som er ganske i uoverensstemmelse med vor tids anskuelser, må Gud og han alene vide. At udgrunde dette, går langt over pluralitetens horisont.

Skønt indsenderen nok ved at den vedtagne orden endnu kan forandres, går hans dristighed dog ikke så vidt som til at ville tro at hr. doktoren skulle tage disse linjer i betragtning. For indsenderen har allerede forudset at dette som så meget andet bliver en røst i ørkenen. Hensigten med dets bekendtgørelse var kun at tolke pluralitetens mening i det mosaiske trossamfund og at lade rimelighedens stemme lyde for de ansvarliges ører.

Politivennen nr. 908, Løverdagen, den 25de Maii, 1833. Side 369-372

Redacteurens Anmærkninger

Artiklen besvares i Politivennen nr. 909, Løverdagen, den 1ste Juni, 1833. Side 384-388. 

Rabbiner Isac Noa Mannheimer (1793-1865) student fra Metropolitanskolen 1814 blev ansat 1817-1823 som kateket (underviser for ungdommen i religion) og afholdt som sådan den første konfirmation. Hans indførelse af gudstjeneste med danske salmer med orgelledsagelse og mænd uden hovedbeklædning vakte i starten ingen modstand blandt de ortodokse jøder, men striden blussede ud da det begyndte at foregå i et lejet lokale. Modstanden betød at andagtsøvelserne stoppede i 1821. Hvorefter Mannheimer rejste til udlandet. Da han vendte tilbage til København, hvor der imellemtiden havde rejst sig en så voldsom modstand mod de nyindførte former i konfirmationen at de stort set blev afskaffet igen i 1823. Hans forsøg på at videreføre reformerne i en privat synagoge strandede da den blev lukket af myndighederne. Han havde bedre held i Hamborg og i Wien hvor han arbejdede i 40 år og vandt stor anseelse.