Et Vink til en nøgen Herre!

Den herre som logerer i Borgergade nr. 194, 1. sal, ville gøre sig genboerne meget forbunden ved at nedlade et gardin når han skifter linned. Sådan omskiftning blev atter foretaget tirsdag den 25. i denne måned om aftenen ved lys tæt indenfor vinduet og afgav et ubehageligt skue for flere. Da den her betegnede herre formodentlig før har haft bolig her i byen på et sted hvor ingen genboer generedes ved en sådan halv offentlig af- og påklædning og dette måske heller ikke er tilfældet på hans almindelige bopæl i provinserne, har han vel ikke gjort sig nogen tanke om det upassende i her således at stille sig for vinduet som han rimeligvis er vant til hjemme. Men man håber ved dette vink at se hans omtanke vakt i denne henseende.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 222)  

Redacteurens Anmærkning

Borgergade 194 blev i 1859 til nutidens Borgergade 23. I 1990 kom den under matrikel 626, "Turbinehallerne". Adressen findes ikke længere.

Bøn om et bedre Hegn for Trinitatis Kirkegaard.

Motto: Der skal være fred inden din muur; rolighed i dine palasser. Dav. 122 Ps.

Det var vist nok at ønske at al begravelse på stadenskirkegårde endelig måtte ophøre, og kirkegården udjævnes til åbne pladser ligesom ved Frue Kirke, Men næppe på noget sted fremtrænger dette ønske sig tydeligere end på Trinitatis Kirkegård der er så opfyldt med lig at jorden og gravene ligger flere alen højere end gangs og de tilstødende gaders niveau. 

Dog så længe begravelser finder sted der, er det vist nok de ansvarliges pligt at sørge for at intet forstyrrer eller tilintetgør hvilestederne for de der er jordet der. Men hertil er det gitterværk der omgiver kirkegården, ikke i stand, da det især fra den lille dør til kirken ned mod udgangen ved Springgade, er så aldeles rådnet og forfalden at der kun behøves en kraftfuld hånd til at rive de hele overende. Flere stolper er aldeles rådne og mange af gitterstavene mangler så at der er åbnet fri adgang for hunde, katte og drenge, af hvilke de sidste let finder adgang til kirkegården over gitterets ruiner. 

Med "Springgade" (den nordligste del af Pilestræde) i ryggen ses her placeringen af kirkegården rundt om Trinitatis Kirke. en lille rest er bevaret ved koret, samt nogle gravsten.

Ubehageligt er dette for dem som har familiebegravelser på kirkegården og som ønsker disse grave fredet, og endnu mere ubehageligt må det være for kirkens betjente til hvem besørgelsen af gravenes vedligeholdelse er betroet og som derfor nyder betaling, når de kort efter en gravs oplægning, ser arbejdet tilintetgjort. Man håber derfor at kirkens agtværdige værge der ved flere lejligheder har lagt sin omhu for kirken og for sin pligtopfyldelse for dagen, vil finde at denne anke også fortjener hans opmærksomhed og bevæger ham til at virke alt hvad der står i hans magt for at skaffe kirkegården fred og dens omgivelser et anstændigt udseende. 

På fremmede steder gøres mange opofrelser for at pryde gudshusene og deres omgivelser, det er derfor nødvendigt at vi her til lands i det mindste foranstalter det fornødne. Vel vides det at kirken ikke er rigeligt dateret, men til nødvendig udgift må der dog altid kunne gøres udvej, og vist nok ville mange af de af menighedens medlemmer der har gravsteder på kirkegården, findes villige til et offer for at sikre deres familiers og venners hvilesteder fra nedtrædelse eller vanhelligelse. Måske vil snart en heftig blæst gøre absolut det der her kun er fremsat som et beskedent ønske.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 219-221)  

Ingen god Beværtning i Lyngbye.

På grund af andre forretninger kunne indsenderen der bor 7 mil fra København, hvorhen han skulle befordre et par damer, først tiltræde sin rejse søndag aften den 23. i denne måned og måtte således køre hele natten. Vejret var særdeles ublidt med regn og sne, og derfor kørte han ind i staldlængen ved Store Kro i Lyngby hvor han agtede at ville bede samt skaffe damerne nogen forfriskning. 

Mens hestene blev spændt fra, spurgte han staldkarlen om han ikke kunne få et værelse samt te til damerne, hvortil denne svarede at da klokken kun var 5 turde han ikke vække pigen som havde været længe oppe om aftenen, og ikke plejede at stå op før kl. 6 og at der i det mindste ville medgå 1 time inden man kunne få noget. Da det ikke er behageligt at opholde sig i en stald en times tid i den kolde morgenstund, lod anmelderen spænde for igen for at køre til Postgården hvor han ventede en bedre modtagelse. Men deri tog han fejl, for modtagelsen var ikke stort bedre end i Store Kro. Dog blev der anvist ham og rejseselskab et værelse til ophold. Men da dette ikke var opvarmet og stødte lige til den simple krostue hvorfra mange slags dunster af brændevin, elendig røgtobak osv. strømmede ud, var det på ingen måde tilfredsstillende for folk der er vant til anden levemåde end kulsvierne. 

En tilstedeværende mand for hvem anmelderen beklagede sig over at rejsende ikke for betaling til enhver tid kunne få de ønskede forfriskninger og bekvemmeligheder i en privilegeret kro, det være ved nat eller dag, forklarede at det ikke pålå gæstgiveren at holde noget varmt og oplyst værelse for rejsende om natten, foruden den simple krostue for bønder, men at nærværende vært af særegen godhed havde overladt omtalte værelse til afbenyttelse for konditionerede rejsende. I den anledning tillader man sig det spørgsmål: er privilegerede kroværter og gæstgivere ikke ifølge deres privilegium forpligtet til på enhver tid at skaffe rejsende al mulig bekvemmelighed og de forfriskninger som den dem af øvrigheden satte takst viser at de er berettigede til at falholde? En besvarelse af dette spørgsmål i dette blad ville glæde mange.

(Politivennen nr. 952, Løverdagen den 29de Marts 1834, s. 213-215)

Redacteurens Anmærkning

Store Kro stammer fra 1660. Den lå skråt over for vandmøllen. Den havde både ølbryggeri og brændevinsbrænderi, og den blev efterhånden et centrum i Lyngby. Kroen brændte flere gange. De nuværende bygninger stammer fra 1875 og 1891 og hedder nu Hotel Lyngby.

Den nuværende Hotel Postgården på Lyngby Hovedgade 78 er fra 1897. Den gamle Postgården lå på Lyngby Hovedgade 11. På Politivennens tid ejede Postgården en del af Lyngby Assistens Kirkegård på Hestebakken. Bygningen er revet ned.

Barberen paa Sandkisten.

Flere gange og sidst søndag den 1. marts har anmelderen set en barber udøve sit håndværk på sandkisten ligefor hjørnet af Gammelstrand, idet personen forsynet med alle behørige rekvisitter barberede en mand som havde taget sæde på en bærebør der stod mit på kisten. I London og Paris ville sådant vel ikke være påfaldende. Men her er vi endnu ikke vant til sådanne forretninger foretages på offentlig gade og under åben himmel. Dog ikke nyheden af dette skue bevæger anmelderen til at omtale det. Men det sker kun for at gøre oldermanden for det kirurgiske amt opmærksom på det for at han kan undersøge om denne person muligvis gør sig en bifortjeneste på sin principals eller principalindes bekostning eller om han er aldeles uberettiget til at drive denne næringsvej og altså gør indgreb i andres rettigheder.

(Politivennen nr. 951, Løverdagen den 22de Marts 1834, s. 204-205) 

Nybrogade, Gammelstrand. Thorvaldsens Museum (færdigt 1848). Busch, Johan Frederik (1825-1883), så billedet må være fra før 1883. Det Kongelige Bibliotek.

Opfordring til Synagogeforstanderskabet.

Fremgangsmåden at bortvise eller true med at kaste et menighedsmedlem ud fra synagogen når det under gudstjenesten benyttede en ledig stol eller plads der ikke tilhører den pågældende, som dennes direkte ejendom syntes at være sat i bero af vedkommende, og det uden tvivl indtil udfaldet af den proces der i anledning af det er indledt mod forstanderne, er endt og kundgjort.

Imidlertid viser det sig at man har taget fejl i sin mening herom, idet man atter finder for godt at gøre brug af en formentlig rettighed hvortil man vist nok bør vide at man hverken har haft eller har endog den allermindste hjemmel!!

Indsenderen kan derfor ikke undlade at gøre de pågældende opmærksomme på at ingen som helst her i landet har ret til at foretage sig hvad der strider mod lovene og borgernes ejendomsret. Men tilføjer endnu at han oprigtigt vil råde forstanderne ikke at foretage sig nogen videre kraftanvendelse i forberørte anledning, men derimod roligt og i al ærbødighed afvente den forventede kongelige landsoverrets dom der snart vil oplyse dem angående et anliggende hvori det forekommer os at De enten er eller ønsker at antages for at være aldeles fremmede.

Eibeschütz

(Politivennen nr. 951, Løverdagen den 22de Marts 1834, s. 198-200)