12 november 2016

Bøn for Statuen paa Kongens Nytorv.

Det synes at være på tide at denne statue blev renset for det meget græs og ukrudt som vokser så frodigt omkring samme, før at dets frø modnes og bidrager til formeringen, ligesom også at de mange løse sten som ligger der, som er indkastet af kådhed, skaffes bort. Anmelderen kan ikke undlade at ønske at man på en eller anden måde ville frede om denne statue der er til pryd for torvet og et minde om en af Danmarks bedste konger. Dog er han ikke at den mening som et andet blad har ytret, at en skildvagt igen må få post derved, da han ved at en sådan koster staden betydeligt, og dog næppe alene ville være i stand til at sikre statuen for vore gadedrenges altid stigende kådhed.

(Politivennen nr. 966, Løverdagen den 5te Juli 1834, s. 485)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 968, 19. juli 1834, s. 520 bekendtgjordes at statuen nu var renset for indkastede sted og det voksende ukrudt fjernet.

Atter et betydeligt Vink for Vaisenhuset.

Med faderlighed antog kong Frederik den fjerde sig de forladt forældreløse børn. Men nu tværtimod den høje stiftelses bestemmelse bor og spiser vaiserne ikke i stiftelsen, og Gud ved hvad kost de får, vist ikke den mest passende og bedste, hvorover mange har beklaget sig. Den fromme stifter ville have at vajserne altid skulle være under lærernes specielle tilsyn, selv ved spisningen, og lærerne skulle i denne hensigt såvel bo som få kost i stiftelsen. - Men hvorledes har man nu forandret bestemelserne? De ulykkelige børn får for stiftelsens regning kost og logi hist og her hos hovedstadens beboere, i kældre (ikke usandsynligt ofte hos urene mennesker, dog hellere det end hos fordærvede medlogerende), skønt den bygning som er anskaffet for dem, ville være et langt sundere opholdssted. Og de er nu kun under lærernes tilsyn i undervisningstiden, forøvrigt overladt til deres værts eller værtindes (ikke at tvivle om som oftest mådelige) tilsyn.

At denne omsorg for vajserne ikke er deres moral mest tilsvarende, skal en tildragelse med en vajsenhuspige der blev indlagt på hospitalet - på grund af en sygdom disse linjer forfatter her ikke vil nævne - for ganske nyligt på en særlig måde har godtgjort. Det er derfor et rimeligt ønske som bør tages til hjerte, at den ædle stifters hensigt for denne klasse uheldige skabninger, mere tilsvarende imødekommes. Er ikke nationen pligtig at sørge for forældreløse børns pleje og opdragelse? Og dertil giver den gerne sin skærv, så snart den faderlige regering bestemmer måde. Men at Vajsenhuset ikke skulle få en bedre og mere passende indretning, ville være en himmelskrigende synd. For det ville være besynderligt om en på et så rigt fond og i så kærlige hænder, grundet stiftelse skulle ene udklække subjekter til byrde for den nu komende stiftelse: for moralsk fordærvede menneskers forbedring. Og man må antage at når Vajsenhuset har kunnet lade sin inspektør benytte 22 beboelsesværelser og opføre lokaler til heste med - porcelænskrybber i, vil dets fond også tilsvarende dets bestemmelse, kunne udrede de udgifter det medfører at indrette en del af Vajsenhusbygningen til bolig for vajserne og lærerne, hvor da i det mindste de første fik deres kost og blev opdraget under et stadigt tilsyn af de sidste. For den moral disse værdige indprenter dem i undervisningstimerne, går let til grunde i de timer vajserne tilbringer udenfor stiftelsen. I et for en del år siden udkommet skrift af en hr. Møller, blev  der gjort det ypperlige forslag at indrette Charlottenlunds Slot til vajsenhus. Her, fjernt fra bylivet, midt i naturens skød, ville Vajsenhusets dygtige lærere ved altid at have vajserne under deres tilsyn, kunne frede om deres fysiske og moralske udvikling, tilsvarende den høje stifters ædle hensigt. Det var derfor ønskeligt at forslaget blev antaget *).

Skønt jeg aldrig har bejlet til tak eller higet efter løn, heller ikke høstet noget af begge - for at have skrevet til gavn for det offentlige, har jeg dog nydt den glæde derved at se adskilligt forbedret og uvæsen standset, hvorved især Frederiks Hospital der før blev uforsvarligt behandlet, har vundet. Således nærer jeg også håb om at disse linjer ville blive taget i betragtning til gavn for de stakkels vajser, og til hæder for højsalig kong Frederik den fjerdes inde, der ved festen i anledning af Vajsenhusets hundredårige tilværelse, blev af vajserne ihukommet på opfostringshuset - ved skillingsøl. Det turde da altså forventes at gården nr. 6 på Købmagergade får sit rette navn tilbage som Vajsenhus, og ikke blot som en trøstens bolig for dem som ikke behøver trøst.

F. Scholten.

*) Heri kan udgiveren ikke være enig med den ærede forfatter. Da dette forslag blev fremsat, stod og havde i mange år slottet stået ubeboet. Men siden har det til kongelige eller fyrstelige personer til sommeropholdssted. Også ville det gå mange til hjerte hvis adgangen til den københavnske indbyggere så køre lystskov skulle formenes dem. Han tror imidlertid at det i flere henseender ville være godt om Vajsenhuset blev forlagt ud på landet, ligesom også at der på flere steder ville findes et passende lokale uden dertil at vælge et kongeligt slot.

(Politivennen nr. 966, Løverdagen den 5te Juli 1834, s. 473-477)

11 november 2016

Tolvaars-Drengen, Carl Julius Hansen, som selvmorder.

Denne dreng blev for en tid siden efterlyst af faderen i avisen som bortgået i middagsstunden fra arbejde på Harboes Klædefabrik på Nørregade. Et par dage efter fandtes drengen druknet i Ladegårdsåen, førtes til Frederiksberg, begravedes der og dermed var alt stille. At et tolvårs barn ombringer sig selv forsætligt er et særsyn, og det synes der umagen værd at nøjere undersøgelse foretoges i den anledning, at nemlig hans far, fabriksherren og drengens anden omgivelse på fabrikken blev afkrævet forklaring om ikke for andet, så for at få et bidrag mere til vores psykologiske kundskab om mennesket, samt en bemærkning i vores årlige lister over fødte og døde om denne sjældne tildragelse i 1834. Men dette kunne også blive begyndelsen til en undersøgelse om fattige fabriksarbejdende børns stilling her på landet. 

At børn lider på sjæl og legeme på disse steder er en afgjort sag, og en sag af yderste vigtighed når man tænker sig at der for tiden tales om anvendelsen af en halv tønde guld til oprettelse af en stiftelse for moralsk fordærvede børn. Måske ville en sådan undersøgelse føre til det resultat at det var mere vigtigt at forebygge fordærvelsen end siden at gøre forsøg på at føre de forvildede tilbage på den rette vej. Ved ovennævnte tildragelse har man anledning til at grunde over hvad der har forvoldt at sådant arbejde, som nu forrettes i fabrikker ved børn, tidligere kunne blive og til dels blev blev udført af aldrende og gamle personer ligesom også årsagen til at drenge til fordærvelse på sjæl og vel også på legeme, nu størstedelen bruges som murhåndlangere, hvortil tidligere udelukkende brugtes voksne og aldrende mænd og kvinder. Skulle måske fattigvæsenet have sin del i grundene til det? endelig kunne man spørge: hvorledes kan en dreng fra Nyboder på 12½ år drukne i en sådan rende som Ladegårdsåen da disse børn alle lærer at svømme fra deres 8. eller 9. år? 

Rygtet siger at ved drengens optagelse af vandet flød blod af hans næse og mund, måske har han i faldet stødt sig eller hvorledes hænger dette sammen. Af dette blodflod kan man fristes til at tro at han var sprunget ud kort før han blev fundet. Det kunne derfor også være ønskeligt at erfare om noget forsøg til hans redning eller genoplivelse er blevet foretaget.

(Politivennen nr. 965, Løverdagen den 28de Juni 1834, s. 463-466) 



Nørregade 36. Det var her Harboes Klædefabrik holdt til, senere hofbagermester Piper. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 971, 9. august 1834, s. 568 bekendtgjordes resultatet af synsforretningen.
Navneregister til kirkebøgerne er indført dette:


B: Carl Julius Hansen                                             Født: 12.07.1821
F: Asmus Hansen - snedker ?                                Døbt: 17.08.1821
M: Karen Aagesen                                                  Sogn: Trinitatis


I Krak 1834 kan man finde følgende: "Harboe's Klædefabrik og Udsalg, Nørregade 236 & 37" . Ifølge Jævnførelsesregisteret blev 37 sammenlagt med 1806 36, til 36 & 37, fra 1953: 36 som er fra 1818. Hele 7 gange er denne matrikel henlagt til andre, siden 2008 Nørregade 36. Nr. 236 i Nørre Kvarter er i Jævnførelsesregisteret anført som en øltunnel i Ahlefeldts Bastion (ud for Nørregade) og som sådan nedlagt i forbindelse med sløjfningen af voldene

Der tale om justitsråd Johan Rubring Harboe (1762-1840). Han boede i 1832 i Nybrogade nr. 1. I Aalborg Stiftstidende 6. oktober 1840 blev det oplyst at ejendommen Nørregade 236 og 237 blev solgt en grund med bygning som var indrettet til klædefabrik tilhørende justitsråd Harboes bo. Han var da afg. justitsråd. Køberen var murermester P. L. Blom. Senere samme år blev indboet solgt. Måske var det hans tjener som annoncerede i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 18. september 1840:
En tro og skikkelig, jydsk Karl, som i flere Aar har tjent her i Byen, ønsker formedelst sin Herres Dødsfald Condition, enten til 1ste October eller til 1ste November. Anbefales fra det Sted, hvor han tjener, Klædefabriken paa Nørregade 236 og 237.
Og hans partner i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. juni 1841:
J. C. Humble, der i en Række af Aar har forestaaet afg. Justitsraad Harboes Klædefabriks Udsalg paa Nørregaden 236-37, har nu etableret et Klædeudsalg paa Nørregade 45, i Stuen. See bl. Bekjendtgjørelser.
En senere ejer var hofbagermester Piper, se Politivennen 22. maj 1819

Selvmord gav anledning til et cirkulære som er omtalt i  Kjøbenhavnsposten 24. juli 1834:
Det Kongl. danske Cancellie har, ved Circulaireskrivelse af 19de ds. til samtlige Overøvrigheder, anmodet disse om, herefter til Collegiet "at gjøre Indberetning om ethvert i deres Jurisdiction indtruffet Selvmords-Tilfælde og ledsage samme med en Udskrift af det i den Anledning optagne Forhør", ligesom dette allerede tidligere, ved Resc. af 1de Juni 1754, har været paalagt Stiftsbefalingsmanden over Sjællands Stift. Det er da Collegietss Agt for Fremtiden at "bringe Selvmordernes Antal i Danmark, som et ikke uvigtigt statistisk Datum, til offentlig Kundskab, i Forbindelse med de aarlige Criminaltabeller."

10 november 2016

Garnisons Kirkegaard udenfor Østerport.

Denne kirkegård står langt tilbage for Assistenskirkegården udenfor Nørreport med hensyn til tækkeligt udseende osv. Som begravelsessted i almindelighed og især som hvilested for flere fortjenstfulde og højtagtede militære ved hvis minde man gerne dvæler, ønsker indsenderen at den snarest muligt måtte finde en smagfuldt ordenden hånd der vist ikke ville undlade tillige at bortskaffe adskillige mindre passende indskrifter blandt hvilke især følgende der findes anbragt på en bænk, trænger til en betydelig forandring, hvis man ikke vil ganske stryge den: 

Her
under viler stövet af min Elskede
Mand, Johan Hugo von Müller Capitain
ved Hans Kgl Höihed Prinds Christian, Frede-
riks regm; födt den 22 Junii 1794, og Död den 
25 Sept 1832, fred være med dit Stöv du Elskede
Wel er Graven fjern Men Tangen ved Gjennem
Tid og Run sin Wei at lende. Hvad han
Wærket Hær og hvad han led. Wel beva-
res i et Kærligt Minde.

Et ubehageligt brud på de tanker hvormed sindet sysler på et sådant sted, må dog unægteligt forvoldes ved læsningen af ovenstående, eller lignende indskrifterr

(Politivennen nr. 964, Løverdagen den 21de Juni 1834, s. 457-458) 

Et billigt Ønske, som vistnok opfyldes af dHerrer Synagogeforstandere.

Den priselige skik som gives medhold i Moselov, nemlig at kønnene bør være aldeles adskilte under gudstjenesten, er rigtignok indført i den nye hovedsynagoge, ligesom dette også før var tilfældet i interims synagogerne. Men af hvad grund man uden nytte har bortskaffet det anordnede forhæng som bør adskille mandfolke- og fruentimmerkirken, det kan ikke indses. Referenten der lever blandt en herværende respektabel mosaisk familie, hvoriblandt der befindes 7 damer, er af samtlige disse så ofte og inderligt anmodet om offentligt at anmode de respektable hr. forstandere for synagogen om snarest muligt at drage omsorg for at forhæng anskaffes for fruentimmerkirken, hvilket på ingen måde kan forhindre eller bebyrde de derværende andægtige der derimod bliver fritaget for den højst upassende og næsvise beskuelse af de mange bebrillede og ubebrillede gamle og unge herrer som vist nok gjorde bedre i at rygte deres kald udenfor, men ikke indenfor Gudshuset. At det er de ansvarlige magtpåliggende at bortrydde alt profant sammesteds fra, tror og håber referenten og beder derfor: lad ikke ordet blive en røst i ørken.

L. Baruch. 


(Politivennen nr. 964, Løverdagen den 21de Juni 1834, s. 456-457) 


Redacteurens Anmærkning

Artiklen blev citeret i flere andre aviser, bl.a. Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst privilegeret Skanderborg Amtsavis og Avertissements-Tidende, 1. august 1834.

I Kjøbenhavnsposten 19. juli 1834 er en artikel, underskrevet af L. David Baruch. Heri anføres det at forstanderne af kancelliet har fået afslag på et særligt politi i Synagogen, og at man i stedet skal rekvirere det almindelige politi hvis nogen skal udvises. Af artiklen fremgår også at der skulle have været rekvireret politi i ugen før:
Politie i Synagogen
Forstanderne for det mosaiske Troessamfund herværende Synagoge havde, for henved 6 Maaneder siden, indgivet Ansøgning til det Kongelige danske Cancellie om Tilladelse til i Synagogen at agere et indvortes Politie, eller at tildeles lovgivende, dømmende og executiv Myndighed (saaledes skulde t. Ex. Betjentene bære Skildte). - Ved naadigst Resolution, der er communiceret Forstanderrne den 16de f. M., er denne deres Ansøgning afslaaet, hvorhos det er samme tilkjendegivet, at de fremdeles "ikke maae udvise Nogen af Bedehuset, men i Tilfælde af at Uorden finder Sted, have at reqvirere Politiet", og det, som det hedder, "for at forebygge Misbrug." Uagtet beviisligen igen Uorden kan siges at have fundet Sted, har det dog behaget den ældste Forstander at reqvirere Politie i den sidstforløbne Uge, og vare Betjentene i Mandags posterede i selve Bedehuset. At denne Fremgangsmaade, hvorved Medlemmer af Menigheden, underderes Andagt i Gudshuset, underkastes et utidigt Politie Opsyn, maa have og har vakt villig Indignation blandt Menighedens Medlemmer, er vistnok ligesaa rimeligt, som det synes indlysende, at Forstanderrnes Forhold tør kaldes upassende, om ikke uforsvarligt.
L. David Baruch.