Et Par Ord om Helsingøers Strømbade.

Den mening er næppe rigtig at disse slags bade afgiver langt større overskud end de varme. Måske endog dækker et deficit ved disse. Det vil derfor næppe kaldes urimeligt når publikum som søger strømbade, ønsker større opmærksomhed end hidtil skænkes den bedste del af en så gavnlig entreprise. At der kun er to badekamre for herrer er især i denne hede sommer, noget knebent, men endnu mere knebent er selve kamrene der uden tvivl er for smalle. - De badende kræver dernæst ikke mange eller kostbare inventaristykker i et sådant aflukke, men når entreen dertil betales med 24 skilling, bør man ikke bydes til benyttelse et plettet lille spejl som i hver isenbod kan købes for et par mark eller et håndklæde af det dårligste drejel og af en størrelse så det ikke engang fortjener det navn.-Også savner man i år de før opslåede trykte baderegler som kunne forebygge de sørgelige følger af uforsigtighed ved et så anbefaleligt sundhedsmiddel.

(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 543-544)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 972, 16. august 1834 besvarer bestyrelsen for svømmebadene på artiklen.

Gade-Politie uden Bekostning.

Enhver istemmer vist med indsenderen af dette at det ville være højst ubehageligt når ikke blot både unge og gamle af begge køn til alle tider var sikret for fornærmelse eller overlast på gaderne. Samt at alle gadeoptrin, som er oprørende for ethvert følende og ordenselskende menneske, burde hæmmes, dvs at de eksisterende politianordninger desangående blev overholdt. Men man ser også daglig beviser på at noget sådant på grund af vores velklædte og lasede pøbel, gammel og ung, ikke er eller vil være muligt uden at der bestandig findes politi på gaderne til at opretholde orden og pågribelse af lovovertræderne. 

Da nu en sådan bestandig patruljering ville kræve et betydeligt større personale af politibetjente end det allerede eksisterende der ikke er ubetydeligt, og kommunens udgifter ville forøges alt for mærkbart ved det, så tror indsenderen at tale i enhver ordenselskendes ånd ved at gøre følgende forslag, som hvis det blev realiseret, vil kunne udrette det samme uden mindste udgift for det offentlige, og tanken derom er opstået hos ham ved at se gadeoptrin af alskens slags, såsom slagsmål mellem voksne der sædvanligvis endes med at den nedkastede sparkes i ansigtet, med støvler, sko ja endog træsko. 

Drengeslagsmål der ender med et slag eller spark der ødelægger helbredet så indsenderen for ganske kort tid siden, idet en dreng på 10 til 12 år sparkede en mindre så at han faldt om og havde ved hjemkomsten et brok til påmindelse. Sådant skal være samme større drengs sædvanlige færd. Slagsmålet fandt sted på hjørnet af Store Kannikestræde og Købmagergade, og gerningsmanden retirerede op i et af de første huse i Kannikestræde ligefor Regensen. 

Videre: uforsvarlig stærk kørsel og riden, tyrannisk behandling mod kreaturer, beskænkede personers forfølgelse og mishandling, rejemænd, skødesløst stikkende omkring med jernpikken på stangen af deres rejegarn. På fortovene møllerkarle og drenge i deres melede, skorstensfejere i deres sodede dragter og med smudsige koste under armen. Slagterkarle og drenge med blodige trug, hvorpå der er enten kød eller huder. Smudsige malerdrenge med malerpotter. Pjaltede lazaroner af begge køn der en passant skiller sig ved deres utøj. Sælgerkoner og tjenestepiger - alias: jomfruer - med deres kurve, karle, fruentimmer og børn med byrder, ronderende såkaldte damer og gadejunkere der i deres kådhed gående arm i arm eller slående en passiar af på de smalleste steder, spærrer fortovene. Sjoverhobe på hjørnerne og utallige lignende unoder som alle let kunne hæves når en der var kompetent til det og kunne legitimere sig som sådan, var til stede. Men som man nu med harme må se på for ikke at udsætte sig for ubehageligheder, ja muligvis mishandlinger.

Indsenderen har hørt mænd hvis stilling, alder og sindighed gør dem agtværdige, ved sådanne optrin ytre at de sikkert ville gribe kraftigt i til ordenshåndhævelse når de kunne legitimere sig som berettiget til det. Forslaget er altså: at en opfordring udgår fra politiet til mænd af uplettet rygte og bekendt sindighed at modtage tegn fra samme, ved hvis forevisning dem måtte ydes samme lydhørhed og lydighed som det egentlige politi der assisterede når det behøvedes. Men da disse mænd ikke attrår eller modtager løn eller gage, og blot som patrioter påtager sig et vel endog stundom farefuldt erhverv, så burde de heller ikke betragtes som simple politibetjente. Men gives et tegn som var forskellig fra disses, og ved forevisning af dette som vægterne naturligvis burde kende, skulle de kunne få assistance. 

(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 539-543)

Redacteurens Anmærkning

Forslaget blev gentaget i "Om gadeopløb i København", Politivennen 9. og 16. juli 1836 og i "Et velmeent Forslag." Politivennen nr. 1171, lørdag den 9. juni 1838, side 361-366.

En Begjæring fra en lille, honnet Gade her i Byen.

Hr. politiven!

De som godhedsfuld har rådet bod på så manges brøst og nød, hjælp også mig i min store elendighed! Vel er jeg kun en lille stakket gade, men på grund af min beliggenhed stærkt besøgt af fodgængere, og det ikke alene af små nydelige kokkepiger med deres ofte rigt ladede torvekurve, men også på grund af det kongelige hotel som begrænser min søndre side, af mange høje personer der endog tit er udenbys og udenlands fra. Af alle disse må jeg hver dag tåle de allerstørste fornærmelser. I søleføre på grund af de i mit nordre fortov værende brede og dybe sår der vel efter deres alder skulle tros ulægelige, men som man dog vil påstå at en brolægger og hans jomfru kunne læge i nogle få timer. Min anden og lige så store nød der også skaffer mig mange forbandelser, er at jeg i godt vejr på samme nordre side, hele sommeren aldeles spærres af et eller to store sengelad der anbringes ganske tæt til husene og således nøder fodgængerne til en 20-30 alens omvej ud på gaden. Ja hvad som nær har bragt mig ganske til fortvivlelse er at man da det næstsidste onsdag tidligt på formiddagen regnede, vel tog sengeklæderne bort, men lod ladet stå ubrugt hele dagen til kl. 9 aften, og man vil påstå at det især skal være en mosaisk husejers blive ægtemage som tager sig denne selvrådighed over mig. Jeg kræver kun uge ret med andre gader: en fri, jævn passage hvortil alle mine beboere og betrædere må anses berettigede, og håber at De godhedsfuld vil komme mig til hjælp med at skaffe mig denne ret.

Mine kærlige forældre der har givet mig et heldspående, skønt navn, har næppe drømt om nogensinde at se mig i en så jammerlig forfatning. Og kan jeg ikke hjælpes, da må jeg ydmygt andrage på at blive omdøbt, og kaldt Akogvestræde, for det synes allerede at indeholde en bitter spot når man kalder mig

Fortunstræde.

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 527-529)

Fortunstræde 3-5. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Slemme Knappenaals-Tøse paa Vestergade.

Indsenderen der daglig kommer på Vestergade, har hos en husejer samme sted tit hørt klager over at de såkaldte knappenålskoner og -piger der stadig opholder sig i denne gade, hele tiden benytter hans gadetrappe til hvile- og samlingssted, og herved spærrer passagen såvel for ind- som udpasserende. På spørgsmålet om hvorfor husets ejer ikke jager dem bort, fik indsenderen det svar: at sådanne fruentimmer i dette tilfælde ville overøse ham med skældsord, hvoraf kun ville følge at han fik en dygtig ærgrelse, og dagen efter ville være i sin gamle orden, eller uorden uden at vedkommende brød sig det mindste om hans tiltale.

I anledning af ovenstående tillader indsenderen sig at gøre høje ansvarlige opmærksomme på at sådan uorden der virkelig i høj grad generer såvel husejeren som husets andre beboere og enhver der har ærinde der, burde hæmmes, hvilket let kunne ske ved de jævnligt forbipasserende politibetjente. At udpege de huse hvis gadedøre og trapper især trænger til at renses for de omtalte ubudne gæster, må anses overflødigt, da sådan trang desværre er alt for iøjnefaldende.

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 526-527)

Et Par Ord om arbeidsdygtige, omdrivende Bonderkarle.

Da høsten nu nærmer sig med stærke skridt og man overalt fra landet hører klager over mangel på arbejdere, synes det at være den rette tid at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på de mange arbejdsføre bondemandsfolk som uden at svare nogen afgift til staten, driver om på gaderne her i byen, dels som udråbere af frugter, tørv, brænde og andre sager, dels som aldeles lediggående, idet de foregiver at de søger tjeneste her. Til udråbere er kvinder og krøblinger ligeså dygtige og sikkert mere trængende. Og for at få tjeneste behøver de første ikke at ligge ørkesløse her da der er arbejde nok for dem på landet. 

Indsenderen kender en landmand der gjorde en rejse på 13 mil for her i byen at få 2 karle, men måtte rejse tilbage med uforrettet sag. Bondekarlen er dog sikkert opdraget til bondearbejde, ikke til at være sælgerkælling. Det første gør ham til et nyttigt lem af staten, det sidste forleder ham til svir og lediggang hvoraf følger tab af arbejdsdygtighed og alskens laster. Indsenderen kan ikke se hvorfor politiet ikke skulle værekompetent til at sende alle disse mennesker til deres hjem hvor sognefogden burde påse at de tog tjeneste og i tilfælde af fravær, straks indmeldte det til øvrigheden som meldte det videre. Blev knægten så pågrebet og ikke kunne bevise at han var gået bort for at træde i tjeneste, hvori han ved pågribningen endnu var og bevislig havde været fra undvigelsen af, burde han straffes som lediggænger. 

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 523-525)