Uorden.

Fra bryggergården nr. 106 på Gråbrødretorv er en udkørselsport ud til Valkendorfsgade. Udenfor denne port mangler et bræt over rendestenen af hvilken årsag de der liggende flisestene er nedkørte. Man håber at gårdens ejer hvis vogne ofte kører ud og ind af denne port, vil se denne mangel afhjulpet før brolægningen nedkøres endnu mere.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 16)

Redacteurens Anmærkning.

Nr. 106 er nutidens Gråbrødretorv 11, Valkendorfgade 20. Huset er opført 1731 for brygger Bent Bentsen og ombygget 1843-44. Valkendorfsgade 20 er opført 1844.

En skammelig Kjøre- og Gangvei nær Kjøbenhavn.

Denne vej findes langs Frederiksberg Have fra Frederiksberg by til Slotsbakken. Den er i den våde årstid, altså over halvdelen, eller næsten tre fjerdedele af året, i en aldeles ufarbar tilstand. Alle bruger den, men ingen vil gøre den i stand og vedligeholde den. Den består af lutter lerjord som hurtigt gennemblødes af regnen, og i en våd vinter er højst ødelæggende for vogntøjet som her skal slide sig frem. For fodgængere som færdes fra Frederiksberg til Roskildevejen og gerne vil spare en betydelig omvej, er den næsten umulig at befare da her ikke findes den allerringeste gangsti, og vejen selv er et sådant morads at man synker dybt i dynd og mudder som endog går op over de bedste træsko. I denne tid da det spejlglatte føre har gjort det vanskeligt at køre over Frederiksberg Slotsbakke, og altså både landmand og købstadsfolk, offenbachere og dagvogne har måttet passere den her omtalte kørevej, var den i mange dage på grund af sin skrækkelige ujævnhed, benbrækkende for hestene og ødelæggende for vogntøjet indtil de mange og store frosne bulker blev nogenlunde jævnet i midten af vejen. 

Dersom Frederiksbergs jordejere ikke er pligtige til at istandsætte og vedligeholde denne vej der i henseende til færdsel fuldkomment kan sættes i række med landeveje, da var det dog højst rimeligt at det offentlige tog sig af en så uforsvarlig vej som når den længere skal overlades til sig selv, til sidst vil blive så aldeles ruineret at den vil koste dobbelt at istandsætte mod det dens reparation nu kunne medtage.

A. Poulsen.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 11-13)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen kommenteres i Politivennen nr. 994, 17. januar 1835, s. 38-40)

Ønske om et Par Litzenbrødres Ansættelse ved Toldopsynet i Vesterbroes Ravelin.

For omtrent 14 dage siden kom 2 rejsende fra Jylland til København med ekstraport. Ved ankomsten til toldbetjentens opholdssted i Vesterports ravelin måtte de holde for at lade deres kufferter efterse. Men da kørekarlen kun var en halvvoksen person der vel kunne styre et par gamle og magre hester, men ikke var stærk nok til at løfte en kuffert af vognen, måtte de selv, våde og halvt forkomne af en hel dags rejse i et fugtigt og koldt vejr, stå at vognen og bære kufferterne ind i betjentenes værelse og derfra igen på vognen. Sådan ubehagelighed at måtte påtage sig sjoverarbejde når man længes efter ro og vederkvægelse, indtræffer vist ikke sjældent på dette sted som passeres af så mange rejsende. Det var derfor ønskeligt at der ansattes et par litzenbrødre der mod en lille godtgørelse kunne være de rejsende behjælpelige med at læsse deres kufferter og pakker af og på vognen. I København findes desværre mange som mangler arbejde og fortjeneste og som med glæde ville modtage en sådan post, og de rejsende ville vist næppe findes uvillige til at betale 4 til 8 skilling når de kunne blive siddende på vognen i deres rejsetøj og fritages for at forrette uvant sjoverarbejde.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 10-11)

Bøn for Holmens Kirketag.

Under den reparation som foretages på Holmens Kirke, har man set blytaget aftaget og dette igen erstattet ved pålagte teglsten. Man vil håbe at denne ombytning er midlertidig. For hvorfor skulle denne kirke der er et minde om vores store Christian IV ikke kunne lade sig af vores efterkommere beskues i sin oprindelige tilstand, lige såvel som Børsen. Det aftagne blytag må dog være det halve værd af det et nyt koster, og regner man bekostningen ved anskaffelsen af tegltag, der er udsat for afrivning ved storme, og desuden kræver årligt eftersyn, vil man vist finde at besparelsen ved ombytningen ikke er stor. Skulle kirken ikke formå at udrede bekostningen ved reparationen, således at den beholdt sit blytag, ville der vist ved frivillige bidrag indkomme så meget som underskuddet udgjorde når sådant blev almindeligt kendt. Københavnernes kærlighed for den store Christian vil vist nok når der gives lejlighed, vise at de ønsker at bevare hans efterladte værker i deres oprindelige tilstand.

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 8-9)

Skjellig Grund til Misfornøielse over de Militaires næsten daglige, saakaldte Øvelser i Feldttjeneste, i Omegnen af Kjøbenhavn.

Fredag den 19. december forrige år gjorde en afdeling som var kommanderet af en kaptajn, holdt om morgenen kl. 9 på marken hos anmelderen. Soldaterne stillede deres geværer sammen på jorden, og efter et par timers forløb da det var koldt og tiden formodentlig faldt dem lang, begyndte de at gøre sig bevægelser. Nogle henad en grøftekant som var besat med ung hegnsplantning, andre frem og tilbage tværs over samme grøft. Og således fortsatte de flere gange med enkelte pusterum så længe de opholdt sig der. Hvilket varede 5 timer.

Anmelderen så længe med mishag på det og frygtede med god grund for at hans beplantning måtte tage skade af det. Endelig da der var gået over 4 timer, gik  han hen for at se om skade var sket. Og han fandt da adskillige planter dels ødelagte, dels beskadigede eller trådt om og grøftekanten flere steder trådt ned. Anmelderen trådte nu frem for den kommanderende som hele tiden havde været til stede, og følgende ordveksling opstod: Anmelderen: Jeg må være så fri at sige hr. kaptajn, at det er urigtigt at de karle beskadiger min beplantning! Kaptajnen: Hvad! er der gjort nogen skade? Vis mig den! Anmelderen: Vil De se, der er nogle ødelagt og der er nogle. Kaptajnen: Oh, sådan bagatel, det er ikke værd at tale om, mit kompagni gør ingen overlast, jeg svarer for det, jeg kommanderer det! Anmelderen: Jo, for mig er det værd at tale om, jeg svarer skatter her, og vil derfor nødig have skade her, stor eller lille! Kaptajnen: Skatter af de således beskadigede panter, jo det vil nok ikke blive stort! Anmelderen: Man hører De ikke ved, min herre, hvad det betyder at svare skatter! Kaptajnen: Oh, sludder! Ingen argumenteren her!

(Nu fulgte et slags ordsprog af højst væmmelig natur og næppe af dansk oprindelse). Her var da intet andet for anmelderen at gøre end at hente gartneren og lade rette af skaden hvad rettes kunne. Men hans tanke faldt herved på en vis oberst som for nogle år siden tog sig en spadsereridt ad hans markvej, og da anmelderen forestillede ham det utilladelige i det, svarede ham: Min ven! De behøver ikke at gøre så mange omstændigheder da De har fuldkommen ret til at vise mig ud. Hvorpå manden nedlod sig til at samtale med mig om avlsbrug og sådant, hvorved den tanke at de allerfleste af vores herrer officerer var sådanne artige mænd bestyrkedes hos mig. 

Havde ovennævnte hr.kaptajn villet høre mig, så havde jeg fortalt ham hvad bevisligt er, at jeg flere gange i år har lidt skade på beplantningen og grøfter når hele afdelinger af soldater er marcheret over marken hos mig, samt ligeledes forrige år, da endog engang over 30 mand gik i trop gennem haven som er indhegnet overalt med lovligt hegn. Videre ville jeg have omtalt hvorledes en anser det for småting hvad en anden har kært som sin øjesten, men her omtalte skade ville fx måske af vurderingsmænd ikke blive ansat over 24 skilling, og dog ville jeg ikke for en dukat tåle at den skete i mit påsyn når det stod til mig at forebygge den. Forordningen af 29. oktober 1794 om hegn og fred for jorder i Danmark *), denne krone sat af landsfaderen på sit store værk, udskiftningen fra fælledskabet, som da var næsten fuldendt, står jo ved magt i sin fulde kraft. Og den nævner intet steds om at der med militære under deres øvelser, skal gøres undtagelse. 

Kock
Landmand

*) Denne forordning er givet nogle nøjere bestemmelser og skærpet med forordning af 9. juli 1817 som siger § 4: For den skade som ved ufred eller på hvilken som helst måde forårsages på en anden mands hegn, tilkommer hegnets ejer dobbelt skadeserstatning. 

(Politivennen nr. 992, Løverdagen den 3die Januar 1835, s. 5-8)

"En afdeling kommanderet af en kaptajn gjorde holdt om morgenen kl. 9 på marken hos anmelderen" (Livjægerkaptajn, Orlogsmuseet. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Senere i 1835 publiceres lignende klager, se indslagene "Landmand Koch er høilig utilfreds over de Uordener, som følge af de Militaires saakaldte Øvelser i Feldttjensten." (Politivennen nr. 999, lørdag den 21. februar 1835, s. 115-116), "Utilladelig Gjennemmarch af Militaire." Politivennen nr. 1038, lørdag den 21. november 1835, s. 767-769) og "Atter Noget om de Militaires Øvelser i Feldttjenesten og deraf følgende Indtrængen i Hauger." Politivennen nr. 1043, lørdag den 26. december 1835, s. 847-850).