En Reisendes Bemærkninger om Slagelse.

Købstaden Slagelse er som en af de største også en af de smukkeste købstæder på Sjælland. Den største del af dens gårde og huse er opført af grundmur og godt vedligeholdt, så at staden for den rejsende har et renligt og venligt udseende. Man finder ikke her som i de fleste andre sjællandske købstæder stråtage. For disse er forsvundet efter den ildebrand som overgik byen for et par årtier siden. Og de huse som siden blev bygget er ifølge anordningerne belagt med tegltag. Da rejseruten går herigennem til Fyn, Jylland og Holsten, bliver byen besøgt af mange rejsende der klager meget over gadernes dårlige brolægning og vist nok ikke uden grund. For disse er i en meget mådelig tilstand, med undtagelse af en eneste som kaldes Natmandsstræde. Denne mangel må i sandhed mest føles af byens indbyggere. Men er også til besvær for den rejsende der under sit ophold der har forretninger som nøder ham til at bevandre gaderne. Eller der ked af at opholde sig i byens eneste herberg hvor der ikke findes synderlig adspredelse, ønsker at fordrive tiden med at bese byen. Især synes Bredgade der går midt gennem byen og er den mest befærdede , først at burde komme i betragtning når man vil begynde på brolægningens forbedring. Man må med fornøjelse tilstå at der imidlertid bæres en priselig omhu for gadernes renholdelse og at intet henlægges som kan være til hinder for passagen så at byen i den henseende ikke står tilbage for hovedstaden.

En anden mangel som også finder sted, er gadernes navne ikke findes på hjørnehusene. Er dette savn måske ikke føleligt for byens indbyggere, så er det dog for rejsende der har ærinde til en eller anden og nu må vandre fra hus til hus for at spørge sig frem. Denne mangel kunne dog let og uden synderlig bekostning afhjælpes når byens øvrighed ville opmuntre til det, heller ikke finder den sted i byer der er af mindre omfang og betydning end Slagelse.

Sankt Michaels Kirke er i dens nuværende tilstand ikke nogen pryd for byen, da den i allerhøjeste grad trænger til oppudsning. Men dens kirkegård er en sand skandale. Altid åben tjener den ikke alene til gennemgang for de der vil gå fra en gade til en anden, men de tilstødende huses og gårdes beboere benytter den endog som baggård idet man der snart ser vaskekoner sysle med deres dont og ophænge vasketøj til tørre næppe to skridt fra gravene. Snart udføres et og andet arbejde som ikke burde foretages på en kirkegård. En del af stedet er brolagt, og hist og her ser man en nedtrådt grav eller ituslået ligsten så at det ser ud som om man havde begravet lig på en gade. Da byen nu har fået en assistenskirkegård, var det vist nok rigtigst at lade den omhandlede sløjfes og brolægges, så at kirken kom til at ligge frit, hvilket i flere henseender var ønskeligt.

På hjørnet af Skovsøgade og Natmandsstræde er en anden begravelsesplads som man næppe skulle antage for at være en sådan, hvis ikke et beskadiget gravmonument *) og en ligsten over en ung pige vidnede om at her ligger mennesker begravet. For gravene er helt nedtrådt og skjult af nælder, torne og tidsler som næsten af mandshøjde udbreder sig over hele pladsen. At denne begravelsesplads og Sankt Michaels kirkegård er i så yderst slet tilstand, mens Sankt Peders Kirke og kirkegård i byens vestre ende er så fortræffeligt vedligeholdt at de tjener til pryd for byen, er ligeså påfaldende som det er umuligt at gætte årsagen til det.

Efter før at have bemærket at den største del af byens borgere bidrager til dens forskønnelse ved deres ejendommes vedligeholdelse, tillader anmelderen sig at anføre et par eksempler på, at nogle også ved at forene det behagelige med det nyttige. Således har en urmager Holst på sit hus i enden af Bredgade ladet opsætte et med transparent skive forsynet ur, hvilket han holder i regelmæssig gang og lader oplyse om aftenen. Herved har denne mand gjort sig fortjent såvel af byens indbyggere som af rejsende, hvilke sidste på grund af købstadsurenes mindre nøjagtige gang, ofte kan forsinkes i deres forehavende rejse. Ligeledes har assessor pharmaciæ og apoteker Knudsen i forening med flere borgere begyndt på at anlægge en spadserevej der efter planen skal føres rundt om hele byen. Skønt dette foretagende er gået i stå, på grund af nogle ejendomsbesidderes vægring ved dertil at overlade noget af deres jord, fortjener hr. assessoren dog indbyggernes tak for det offer han har gjort af sin egen jord og det skønne han har ladet udføre på det. Denne smukke med blomster-kvarterer prydede promenade besøges meget hyppigt, og påskønnes med megen taknemmelighed, da Slagelse indbyggere før ikke havde andre forlystelsessteder end det længere fraliggende Antvorskov.

Må anmelderen når han på sin næste rejse kommer til Slagelse, finde nogle af de her fremsatte mangler afhjulpet, og nye forbedringer udført, ville det gælde ham meget, og han vil da ikke fortryde at have anvendt et par timer til at fremsætte disse bemærkninger.

*) På monumentet står følgende indskrift:
Her hviler
Justitsraad Sören Munk
forhen
Secretair i Geneneralpostamtet.
Födt d. 16 Januar 1733.
Död d. 1. July 1801
Viis han sig itide drog tilbage
Efter möiefulde Embeds-Dage,
I din blive Favn, Natur! til Roe,
Ach! Han nöd den ikkun kort herneden,
Nu Han nyder den i Evigheden,
Did Han gik, ved Livets Aften froe 

(Politivennen nr. 1036, Løverdagen den 7de November 1835, s. 731-737).

En Historie, som kan tjene Haandverkere til Advarsel.

Den 28. i denne måned kom en person der navngav sig E. Foch, til mig og bestilte en pakkasse der skulle være 1 alen 18 tommer lang, 19 tommer bred og 15 tommer høj, alt indvendigt mål. Den blev forfærdiget af Vestervigs brædder, godt sammenpløjet med dyvel og glathøvlet overalt. Dertil medgik 3 brædder a 5 rigsbankdaler tylten, altså kostede træet mig 1 rigsbankdaler 1 mark 8 skilling, arbejdsløn 1 rigsbankdaler, søm til bund og dæksel 1 mark, samt 8 skilling for at transportere den til Hotel du Nord, i alt 2 rigsbankdaler 3 mark. 

Da jeg leverede kassen i hotellet og forlangte 2 rigsbankdaler 5 mark for den, altså 2 mark som min fortjeneste, sagde en lejetjener at nævnte herre var på komedie, hvilket jeg naturligvis ikke modtog. Da komedien var til ende, indfandt jeg mig igen og traf herren som var meget tilfreds med kasse. Men da jeg forlangte 17 mark, blev han som et halvt forrykt menneske, sprang omkring i værelset og gjorde stor alarm. To damer som var nærværende og stemte i med, fandt det urimeligt at give 17 mark for en kasse, da de sager som skulle pakkes i samme, kun havde kostet 9 mark, og at det var rigtigst at jeg tog kassen tilbage, så var alt forbi. Da jeg indvendte at jeg ikke kunne være tjent med det, bad man mig om at jeg ville gå lidt udenfor da jeg så skulle få mine penge. Men efter lang rådslagning kom herren ud og bød mig 2 rigsbankdaler som jeg afslog at modtage og forlod ham, i håb om at finde ham i bedre humør dagen efter. Da jeg kom derhen om morgenen, fandt jeg vognen forspændt og folkene i færd med at pakke på samme. Men herren jeg jeg talte med, var meget studs og erklærede at han havde ladet kassen stå og at han ikke ville have den.

Jeg tror at burde offentligt bekendtgøre denne herres handlemåde for at vise et eksempel på hvorledes man tror at kunne behandle en håndværksmand, samt for at råde enhver ikke at fuldføre noget arbejde for ubekendte, uden at have aftalt om betalingen, ja vel endog under lignende omstændigheder at have fået noget af betalingen forud.

J. A. P. Evers
Snedkermester. 

(Politivennen nr. 1035, Løverdagen den 31te October 1835, s. 726-728).

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1836 findes snedkermester Joh. Ewers, Store Brøndstræde 94. Denne gade lå indtil 1909 i det berygtede Brøndstræde-kvarter, hvor kriminalitet, prostitution og fattigdom var dominerende. Den forløb parallelt med Møntergade fra Gothersgade til Vognmandsstræde.

Forslag, Præstepenges Erlæggelse angaaende.

Af alle de skatter som Københavns borger må betale, er der vist næppe nogen der ydes med mindre beredvillighed end de såkaldte præsteskat. Og det ikke fordi man misunder gejstligheden dens indkomster eller ikke erkender at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydere og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden det dobbelt af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."

Man har stået i den opfattelse at der med denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie allerede har da en familiefader med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente og for fremtiden endnu kommer til at yde mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel, imod denne. At tage hensyn på næringsvejene er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn, pålægges det dobbelte imod denne, eller når der ikke, uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil indvende at rodemestrene kan hjælpe til at skaffe nogen kundskab herom, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fungerer, og desuden efter ancienneitet forflyrres fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have meget lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder. Den borger der altid på anfordring btetaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uforumende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.

Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvilighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendte for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter, og den vinder vist nok ikke derved. For før opofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten pålagedes, har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatten ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, atter ville bekvemme sig til at yde det. Men rigtigere ville det være om man kunne finde en anden måde hvorop kirkens betjente kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehaglige følelser hos yderne.

Forfatteren heraf som har tænkt over denne sag, tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske turde give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det oplagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms assurancesum, så ville, da samtlige ejendomme i København er assurerede for cirka 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville være tilstrækkelig ti stadens kirkebetjentes lønning, men endog afgive et overskud af nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom til oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller gård hvis assurancesum var 10.000 rigsbankdaler, således betale 5 rigsbankdaler, hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie **). Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms assurancesum, og derefter bregne hvad der tilkom ham at yde. Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så meget mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigst og kortest ville det vist nok være dersom denne afgift betaltes i forening med assurancepræmien, og af assurancekontoret igen indbetaltes til magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønningerne til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de dem pålgte forretninger var den at opkræve præstepengene. 

Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåagtet fordi det kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremsættelse, forspildt eller anvendt til unytte.

*) For så vidtd forfatteren  ved, er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til dette øjemed påbudte skat. For 40 år og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu neder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst.

**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten der er 1/10 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede afgift, uden at hans husbeboere tog del deri, ydede han en halv tusinde del af sin ejendoms værdi. 

(Politivennen nr. 1035, Løverdagen den 31te October 1835, s. 715-722).

Redacteurens Anmærkning.

Præstepengene blev efter 1814 opkrævet i købstæderne, i København blev de slået sammen med degne- og klokkerpenge. Ordningen blev ikke revideret. I praksis pålignede kommissionen præstepengene som en slags formue- og lejlighedsskat, men dog forskellig fra sogn til sogn. Ordningen blev revideret 1904 og 1920.

Spørgsmaal om Tilladelse til at besee de i Liighuset ved Langebro henlagte Forulykkede.

For ikke længe siden fandt en borger her af byen ved sin hjemkomst sin kone fraværende. Og da hun hverken kom hjem om aftenen eller om natten, frygtede ham at hun i en slags sindssvaghed eller melankoli hvortil hun i nogen tid var henfalden, havde taget sig selv af dage. Efter at have efterspurgt hende overalt hos de familier med hvilke hun plejede at omgås, begav han sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde. På banken blev døren lukket op af en pige som på mandens spørgsmål temmelig uhøfligt erklærede at der vel var indbragt et lig, men som allerede var vedkendt af dets pårørende, og nægtede dem derfor adgang til at bese liget. I den mening at den ulykkelige muligvis kunne være i live og atter komme til stede, gik manden forpå andre steder at fortsætte sin eftersøgning som dog var forgæves.

"Han begav sig i følge med to af sine venner ned til lighuset ved Langebro for at erfare om der ikke nyligt var  indbragt liget af en kvinde." (På Eckersbergs billede ses i baggrunden Langebro og til højre "dronehuset" hvor to mænd er ved at bære en druknet ind).

Næste dag bekendtgjordes i Adresseavisen at liget af et druknet kvinde var lagt i lighuset ved Langebro, og da den fremsatte beskrivelse over det udseende, omtrentlige alder og klædedragt passede ganske med den savnedes, tvivlede manden ikke et øjeblik på at det var hans ulykkelige kone. Han begav sig derfor atter ned til lighuset, men fik af nævnte pige samme uhøflige, ja endog uhøfligere svar som første gang. Dog da han påstod ifølge kongens fogeds ordre at se liget, blev der endelig lukket op og hans grundede formodning blev nu til sørgelig vished. Han erfarede da også til sin største forundring at intet lig var eller i nogle dage havde været lagt i lighuset foruden det søgte som havde ligget der over 24 timer. Og da han således ikke kan finde nogen grund til at han blev nægtet adgang første gang, tillader han sig at fremsætte følgende spørgsmål:

"Når en familie savner et medlem som man formoder i sindssvaghed kan have aflivet sig selv og man af den grund henvender sig til lighuset for at erfare om den savnede skulle være fundet og indlagt der, er det da opsynsfolkenes pligt at forevise de lig der er henlagt der, eller kan adgangen til at se samme blive nægtet på grund af at de lig der ligger der er vedkendt af pårørende?"

Havde adgangen været tilladt for manden den første gang han indfandt sig der, så kunne megen søgen, efterspørgsel og averteren have været sparet. Og hvis spørgsmålets første del besvares benægtende, da stemmer sådant ikke med den opfordring som avertissementer over fundne og i lighuset henlagte døde sædvanligvis indeholder, nemlig: "De som kan give underretning om denne døde, vil melde sig på kongens fogeds kontor," for skal man have megen ulejlighed for at skaffe sig adgang, vil vedkommende meget sjældent få oplysning om forulykkede døde der ikke har meget nære pårørende.

Til slut kan spørgeren ikke undlade at ytre sin forundring over at opsynet over lighuset er betroet til kvinder. Især da så vidt han har hørt redningsskabet skal forefindes der. 

(Politivennen nr. 1034, Løverdagen den 24de October 1835, s. 706-709).

Redacteurens Anmærkning.

Dronehuset, eller "Druknehuset" var tegnet af P. Meyn og opført 1806. Huset blev brugt til at henlægge fundne lig og til obduktion. Samt bolig til en mand der kunne have opsyn med de døde.