Købstaden
Slagelse er som en af de største også en af de smukkeste købstæder
på Sjælland. Den største del af dens gårde og huse er opført af grundmur
og godt vedligeholdt, så at staden for den rejsende har et renligt og
venligt udseende. Man finder ikke her som i de fleste andre sjællandske
købstæder stråtage. For disse er forsvundet efter den ildebrand som
overgik byen for et par årtier siden. Og de huse som siden blev bygget
er ifølge anordningerne belagt med tegltag. Da rejseruten går
herigennem til Fyn, Jylland og Holsten, bliver byen besøgt af mange
rejsende der klager meget over gadernes dårlige brolægning og vist nok
ikke uden grund. For disse er i en meget mådelig tilstand, med
undtagelse af en eneste som kaldes Natmandsstræde. Denne mangel må
i sandhed mest føles af byens indbyggere. Men er også til besvær for
den rejsende der under sit ophold der har forretninger som nøder ham til
at bevandre gaderne. Eller der ked af at opholde sig i byens eneste
herberg hvor der ikke findes synderlig adspredelse, ønsker at fordrive
tiden med at bese byen. Især synes Bredgade der går midt gennem byen og
er den mest befærdede , først at burde komme i betragtning når man vil
begynde på brolægningens forbedring. Man må med fornøjelse tilstå at der imidlertid bæres en priselig
omhu for gadernes renholdelse og at intet henlægges som kan være til
hinder for passagen så at byen i den henseende ikke står tilbage for
hovedstaden.
En anden mangel som også
finder sted, er gadernes navne ikke findes på hjørnehusene. Er dette savn
måske ikke føleligt for byens indbyggere, så er det dog for rejsende
der har ærinde til en eller anden og nu må vandre fra hus til hus for at
spørge sig frem. Denne mangel kunne dog let og uden synderlig bekostning
afhjælpes når byens øvrighed ville opmuntre til det, heller ikke finder
den sted i byer der er af mindre omfang og betydning end Slagelse.
Sankt
Michaels Kirke er i dens nuværende tilstand ikke nogen pryd for byen,
da den i allerhøjeste grad trænger til oppudsning. Men dens kirkegård er
en sand skandale. Altid åben tjener den ikke alene til gennemgang for
de der vil gå fra en gade til en anden, men de tilstødende huses og
gårdes beboere benytter den endog som baggård idet man der snart ser
vaskekoner sysle med deres dont og ophænge vasketøj til tørre næppe to
skridt fra gravene. Snart udføres et og andet arbejde som ikke burde
foretages på en kirkegård. En del af stedet er brolagt, og hist og her
ser man en nedtrådt grav eller ituslået ligsten så at det ser ud som om
man havde begravet lig på en gade. Da byen nu har fået en
assistenskirkegård, var det vist nok rigtigst at lade den omhandlede
sløjfes og brolægges, så at kirken kom til at ligge frit, hvilket i
flere henseender var ønskeligt.
På hjørnet af Skovsøgade og
Natmandsstræde er en anden begravelsesplads som man næppe skulle antage
for at være en sådan, hvis ikke et beskadiget gravmonument *) og en
ligsten over en ung pige vidnede om at her ligger mennesker begravet.
For gravene er helt nedtrådt og skjult af nælder, torne og tidsler som
næsten af mandshøjde udbreder sig over hele pladsen. At denne
begravelsesplads og Sankt Michaels kirkegård er i så yderst slet
tilstand, mens Sankt Peders Kirke og kirkegård i byens vestre ende er
så fortræffeligt vedligeholdt at de tjener til pryd for byen, er ligeså
påfaldende som det er umuligt at gætte årsagen til det.
Efter før at
have bemærket at den største del af byens borgere bidrager til dens
forskønnelse ved deres ejendommes vedligeholdelse, tillader anmelderen
sig at anføre et par eksempler på, at nogle også ved at forene det
behagelige med det nyttige. Således har en urmager Holst på sit hus i
enden af Bredgade ladet opsætte et med transparent skive forsynet ur,
hvilket han holder i regelmæssig gang og lader oplyse om aftenen. Herved
har denne mand gjort sig fortjent såvel af byens indbyggere som af
rejsende, hvilke sidste på grund af købstadsurenes mindre nøjagtige
gang, ofte kan forsinkes i deres forehavende rejse. Ligeledes har
assessor pharmaciæ og apoteker Knudsen i forening med flere borgere
begyndt på at anlægge en spadserevej der efter planen skal føres rundt
om hele byen. Skønt dette foretagende er gået i stå, på grund af nogle
ejendomsbesidderes vægring ved dertil at overlade noget af deres jord,
fortjener hr. assessoren dog indbyggernes tak for det offer han har
gjort af sin egen jord og det skønne han har ladet udføre på det. Denne
smukke med blomster-kvarterer prydede promenade besøges meget hyppigt, og
påskønnes med megen taknemmelighed, da Slagelse indbyggere før ikke
havde andre forlystelsessteder end det længere fraliggende Antvorskov.
Må
anmelderen når han på sin næste rejse kommer til Slagelse, finde nogle
af de her fremsatte mangler afhjulpet, og nye forbedringer udført, ville
det gælde ham meget, og han vil da ikke fortryde at have anvendt et par
timer til at fremsætte disse bemærkninger.
*) På monumentet står følgende indskrift:
Her hviler
Justitsraad Sören Munk
forhen
Secretair i Geneneralpostamtet.
Födt d. 16 Januar 1733.
Död d. 1. July 1801
Viis han sig itide drog tilbage
Efter möiefulde Embeds-Dage,
I din blive Favn, Natur! til Roe,
Ach! Han nöd den ikkun kort herneden,
Nu Han nyder den i Evigheden,
Did Han gik, ved Livets Aften froe
(Politivennen nr. 1036, Løverdagen den 7de November 1835, s. 731-737).