Utilladelig Gjennemmarch af Militaire.

Uagtet en af mine naboer forrige vinter i dette blad påankede at militære på felttjeneste havde taget vejen gennem hans gård og have, hvorved unge træbeplantninger var udsat for at beskadiges, og man altså skulle have troet at et eftertrykkeligt forbud var blevet udstedt mod denne krænkelse af ejendomsretten, så går dog den samme uskik for sig i denne vinter. Således gik en afdeling af prins Christians Regiment torsdag den 12. i denne måned over grøften og en ung tjørnehæk gennem min have og ud på den anden side, og i en mindre have på den anden side af bygningerne udrev de nogle stænger som stod til hegn og gik såvel over her som gennem den levende hæk på den anden side mod gården. Om der end ikke i sådanne tilælde sker nogen skade så er det dog alligevel nok at skade kan ske. Ung tjørnebeplantning trænger til omhyggelig fredning før den rigtig kommer i vækst og hvor let er den ikke nedtrådt.

Vist mange ønsker derfor med mig at et almindelig lovbud måtte blive udstedt mod sådan egenrådighed hos de herrer officerer og underofficerer hvem skylden ene må tillægges, såsom det er velkendt at soldaten kun handler efter ordre. Uden et sådant offentligt lovbud vil også mange grundejere som tit tilfældet er være i tvivl om sådan gennemmarch er tilladelig eller ikke, og derfor af slendrian uden indsigelse lader det ske som dog efter en()gere retsprincipper ikke kan gives anden benævnelse end vold. Og - hvad der er det værste - vold af den art at det kun lidt ville nytte om man her ville gøre brug af sin husret. Høje ansvarlige anbefales derfor sagen i henseende til udstedelsen af et sådant offentligt lovbud hvis nødvendighed jeg håber at have gjort indlysende.

Sindshvile i Falkoner Alle, den 16. november 1835
G. C. Fohrmann. 

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 767-769).

"Den ene som påtog sig at føre ordet, råbte: Hvad, hvad! Vi må ikke komme her? Jo vi kommer just her og skal videre frem efter kommando!" (Landstedet Rolighed år 2015. Gården ligger bag. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning

De omtalte artikler stod i Politivennen nr. 21. februar 1835. En anden artikel af landmand Koch, se nr. 1043, 26. december 1835. Rolighed ligger stadig på Rolighedsvej, Frederiksberg.

Vægterhuset i Amaliegaden.

Foranlediget ved en begyndt reparation på muren mellem Esplanaden og henimod det classenske bibliotek, tillader man sig atter at forespørge om der nu ikke kan haves håb om at blive befriet for det ved denne mur, i dette blad allerede flere gange ufordelagtigt omtalte vægterhus. 

Nævnte vægterhus frembyder i sandhed et skandaløst syn, og da det gøres til et uafladeligt centralsted for al uhumskhed, er det til forargelse for genboerne og ækelhed for de forbigående.

Hvorfor et sådant vægterhus skal vansire Amaliegade mere end de øvrige af byens hovedgader, fatter man ikke, da samme hvis det er nødvendigt, let kunne flyttes indenfor fattigboligens gård ved hvis port det desværre nu er anbragt.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 765-766).

Er det Lægerne tilladt at obducere Liig af Patienter, der for Betaling have været indlagte paa Frederiks Hospital, uden dertil at have erholdt Familiernes Samtykke?

For kort tid siden indlagdes et ungt menneske der led af brystsyge, på Frederiks Hospital hvor han efter nogle dages forløb afgik ved døden. Dagen efter indfandt nogle af hans pårørende sig på hospitalet for at se den elskede afdøde for sidste gang, hvilket de dog ikke opnåede da der af en tilstedeværende blev givet vink om at det var bedre ikke at se liget i dets nuværende tilstand. De måtte altså forlade hospitalet med uforrettet sag.

Men på begravelsesdagen erfarede nogle af sørgefølget der ville se liget, at dette var blevet obduceret da hovedet var sammensyet, øjnene udgravede af deres huller og borttaget. Der kan lige så lidt være tvivl om at denne familie såvel som enhver fornuftigt tænkende ville til videnskabernes fremme have givet sit samtykke til ligets obducering, når den derom var blevet adspurgt, som at det måtte være påfaldende uventet at se liget i en mishandlet tilstand, hvilket således kunne give anledning itl formodning og rygter om en unaturlig dødsmåde. Ovenstående spørgsmål er fremsat for at man hvis det besvares bekræftende, ikke skal overraskes på en ubehagelig måde når man i fremtiden på hospitalet måtte finde et lig i en tilstand hvori man ikke havde ventet at finde det.

(Politivennen nr. 1037, Løverdagen den 14de November 1835, s. 764-765).

En Reisendes Bemærkninger om Slagelse.

Købstaden Slagelse er som en af de største også en af de smukkeste købstæder på Sjælland. Den største del af dens gårde og huse er opført af grundmur og godt vedligeholdt, så at staden for den rejsende har et renligt og venligt udseende. Man finder ikke her som i de fleste andre sjællandske købstæder stråtage. For disse er forsvundet efter den ildebrand som overgik byen for et par årtier siden. Og de huse som siden blev bygget er ifølge anordningerne belagt med tegltag. Da rejseruten går herigennem til Fyn, Jylland og Holsten, bliver byen besøgt af mange rejsende der klager meget over gadernes dårlige brolægning og vist nok ikke uden grund. For disse er i en meget mådelig tilstand, med undtagelse af en eneste som kaldes Natmandsstræde. Denne mangel må i sandhed mest føles af byens indbyggere. Men er også til besvær for den rejsende der under sit ophold der har forretninger som nøder ham til at bevandre gaderne. Eller der ked af at opholde sig i byens eneste herberg hvor der ikke findes synderlig adspredelse, ønsker at fordrive tiden med at bese byen. Især synes Bredgade der går midt gennem byen og er den mest befærdede , først at burde komme i betragtning når man vil begynde på brolægningens forbedring. Man må med fornøjelse tilstå at der imidlertid bæres en priselig omhu for gadernes renholdelse og at intet henlægges som kan være til hinder for passagen så at byen i den henseende ikke står tilbage for hovedstaden.

En anden mangel som også finder sted, er gadernes navne ikke findes på hjørnehusene. Er dette savn måske ikke føleligt for byens indbyggere, så er det dog for rejsende der har ærinde til en eller anden og nu må vandre fra hus til hus for at spørge sig frem. Denne mangel kunne dog let og uden synderlig bekostning afhjælpes når byens øvrighed ville opmuntre til det, heller ikke finder den sted i byer der er af mindre omfang og betydning end Slagelse.

Sankt Michaels Kirke er i dens nuværende tilstand ikke nogen pryd for byen, da den i allerhøjeste grad trænger til oppudsning. Men dens kirkegård er en sand skandale. Altid åben tjener den ikke alene til gennemgang for de der vil gå fra en gade til en anden, men de tilstødende huses og gårdes beboere benytter den endog som baggård idet man der snart ser vaskekoner sysle med deres dont og ophænge vasketøj til tørre næppe to skridt fra gravene. Snart udføres et og andet arbejde som ikke burde foretages på en kirkegård. En del af stedet er brolagt, og hist og her ser man en nedtrådt grav eller ituslået ligsten så at det ser ud som om man havde begravet lig på en gade. Da byen nu har fået en assistenskirkegård, var det vist nok rigtigst at lade den omhandlede sløjfes og brolægges, så at kirken kom til at ligge frit, hvilket i flere henseender var ønskeligt.

På hjørnet af Skovsøgade og Natmandsstræde er en anden begravelsesplads som man næppe skulle antage for at være en sådan, hvis ikke et beskadiget gravmonument *) og en ligsten over en ung pige vidnede om at her ligger mennesker begravet. For gravene er helt nedtrådt og skjult af nælder, torne og tidsler som næsten af mandshøjde udbreder sig over hele pladsen. At denne begravelsesplads og Sankt Michaels kirkegård er i så yderst slet tilstand, mens Sankt Peders Kirke og kirkegård i byens vestre ende er så fortræffeligt vedligeholdt at de tjener til pryd for byen, er ligeså påfaldende som det er umuligt at gætte årsagen til det.

Efter før at have bemærket at den største del af byens borgere bidrager til dens forskønnelse ved deres ejendommes vedligeholdelse, tillader anmelderen sig at anføre et par eksempler på, at nogle også ved at forene det behagelige med det nyttige. Således har en urmager Holst på sit hus i enden af Bredgade ladet opsætte et med transparent skive forsynet ur, hvilket han holder i regelmæssig gang og lader oplyse om aftenen. Herved har denne mand gjort sig fortjent såvel af byens indbyggere som af rejsende, hvilke sidste på grund af købstadsurenes mindre nøjagtige gang, ofte kan forsinkes i deres forehavende rejse. Ligeledes har assessor pharmaciæ og apoteker Knudsen i forening med flere borgere begyndt på at anlægge en spadserevej der efter planen skal føres rundt om hele byen. Skønt dette foretagende er gået i stå, på grund af nogle ejendomsbesidderes vægring ved dertil at overlade noget af deres jord, fortjener hr. assessoren dog indbyggernes tak for det offer han har gjort af sin egen jord og det skønne han har ladet udføre på det. Denne smukke med blomster-kvarterer prydede promenade besøges meget hyppigt, og påskønnes med megen taknemmelighed, da Slagelse indbyggere før ikke havde andre forlystelsessteder end det længere fraliggende Antvorskov.

Må anmelderen når han på sin næste rejse kommer til Slagelse, finde nogle af de her fremsatte mangler afhjulpet, og nye forbedringer udført, ville det gælde ham meget, og han vil da ikke fortryde at have anvendt et par timer til at fremsætte disse bemærkninger.

*) På monumentet står følgende indskrift:
Her hviler
Justitsraad Sören Munk
forhen
Secretair i Geneneralpostamtet.
Födt d. 16 Januar 1733.
Död d. 1. July 1801
Viis han sig itide drog tilbage
Efter möiefulde Embeds-Dage,
I din blive Favn, Natur! til Roe,
Ach! Han nöd den ikkun kort herneden,
Nu Han nyder den i Evigheden,
Did Han gik, ved Livets Aften froe 

(Politivennen nr. 1036, Løverdagen den 7de November 1835, s. 731-737).