Anmodning til Magistraten.

I huset nr. 106 på Gråbrødretorv som tilhører magistraten, er lokummet i en så faldefærdig tilstand at husets beboere næppe tør vove at benytte samme. Ved indtrædelsen ser hele lokummet ud som om det skulle styrte sammen. Det er allerede sunket betydeligt og en del brædder er løsnet deraf, så at man ikke er sikret mod at falde ned i samme under afbenyttelsen. Den ærede magistrat bedes derfor om snarest muligt at lade samme istandsætte da den dog vel næppe vil være årsag til den skade der højst rimeligt ved denne lokummets dårlige tilstand vil kunne afstedkommes.

(Politivennen nr. 1065, Løverdagen, den 28de Mai 1836. Side 353.

Redacteurens Anmærkning.

Gråbrødretorv 106 er nutidens Gråbrødretorv 11, Valkendorfsgade 20. Huset er fra 1731 og opført for brygger Bent Bentsen. Ombygget 1843-44.

Bekendtgjørelser.

Indsenderen af stykket om den nye kirkegård på Christianshavn indført i nr. 1057 af dette blad, kan ikke nægte sig den fornøjelse at bekendtgøre at det efter offentlig foranstaltning ved en gentagen yderst nøjagtig undersøgelse på stedet hvorved de på forskellig måde i sagen interesserede var til stede, er bragt til den højeste grad af evidens at det omhandlede jordstykke aldrig har været "rakkerkule" eller brugt til aflosning af natrenovation, hvilket flere tidsblade havde gjort anskrig over og at dets anvendelse til kirkegård altså er definitivt besluttet.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 338.

Redacteurens Anmærkning.

Artiker i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836,  Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

En høist farlig Fordom hos Menigmand.

Onsdag den 11. maj i dette år om eftermiddagen passerede jeg over Langebro og bemærkede en mængde mennesker forsamlet på broen. Jeg trådte hen for at se hvad der var på færde og blev da opmærksom på en druknet velklædt kvinde liggende i vandet og fastbundet med et tov til plankeværket som støder fra stadens brændeoplag ud til kalvebod Strand. Da jeg ikke vidste om der var gjort forsøg på at bringe den druknede til live, forespurgte jeg mig hos nogle af de omkringstående om ingen gjorde anstalter til at trække den druknede op af vandet. Men fik det svar af alle at man ikke turde røre ved den formentlige døde (for om hun var skindød eller stendød vidste ingen af de tilstedeværende) før underfogedens folk kom. Ja, en karl gav mig endog det lakoniske svar: "Dem hun hører til, kommer nok og tager hen dersom de vil have hende." Flere ytrede endogså at det var strengt forbudt at røre ved sådanne personer før rettens folk kom. 

Imidlertid kom en velklædt mand til som fortalte mig at den druknede var fundet for flere timer siden ude i stranden og derefter bundet til det sted indtil underfogden kom tilstede. Jeg fortsatte derpå min vej i den overbevisning at her var gjort hvad der kunne gøres og forlod stedet med en vis vemodig følelse og ikke uden harme over at der i vores oplyste tider kunne findes en sådan flegma og en så farlig uvidenhed om de gældende love. For sæt at den druknede måske for få øjeblikke siden enten forsætlig eller hændelsesvis var forulykket hvorom måske næppe nogen af de tilstedeværende var vidende, lige sådan som indsenderen dersom han ikke tilfældigvis havde truffet den mand, ville det jo ikke alene have været højst uforsvarligt af nysgerrighed at være rolig tilskuer til denne sørgelige scene, men endog aldeles i strid med de gældende anordninger der fastsætter straf for mangel på opfyldelsen af en af vores vigtigste pligter: at redde vores næstes liv. Man ser deraf hvor lidt det har båret fugt at man for nogen tid siden i dette blad har bekendtgjort indholdet af plakaten af 4. august 1819 der i dens første § udtrykkelig påbyder: 

"Da det både efter sagens natur og vore loves grundsætninger må anses som en almindelig borgerpligt for enhver der har lejlighed til at frelse nogen som er i livsfare at anvende de midler der i så henseende står i hans magt, så skal det også i særdeleshed påligge enhver som bliver opmærksom på at nogen er sunket i vandet, uopholdelig enten selv eller ved tilkaldt hjælp at foretage alt hvad omstændighederne tillader for at få den druknede taget op og de hensigtsmæssigste redningsmidler anvendt, ligesom heller ingen må vægre sig for ved sådan lejlighed at yde den hjælp hvortil han måtte være i stand."

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 326-329)

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

Liigfølge betaler ikke Passagepenge.

Efter at der i dette blad nr. 1057 var fremsat det spørgsmål om bomforpagteren ved Nørreport er berettiget til at kræve pasagepenge for vogne med personer der vil deltage i ligfølge fra et sted i forstaden, er man kommet til kundskab om at han er uberettiget til sådan fordring. De i det anførte tilfælde betalte passagepenge blev nemlig efter øvrighedens foranstaltning af bomforpagteren som havde oppebåret dem, i egen person tilbageleverede til de pågældende i deres respektive bopæle. Hvilket bekendtgøres til efterretning for andre der muligvis kunne komme i lignende tilfælde.

(Politivennen nr. 1062, Løverdagen, den 7de Mai 1836. Side 299)