Til en Familie, hvis Pige, eller Amme, i Mandags Aftes hjembragte et lidet Barn med forslaaet Hoved, eller maaske med sønderbrudte Lemmer.

Når forældre betror deres børn til andre, vidner dette om megen tillid, især når børnene er så små at de ikke kan gøre rede for hvorledes de er blevet behandlet i forældrenes fravær. At denne tillid der erhverves og vedligeholdes på mange måder, imidlertid meget ofte misbruges, er noget erfaringen tilstrækkeligt lærer. Og vi anser det for enhvers pligt at gøre opmærksom på sådant misbrug, især hvor kendsgerninger ligger så klart for dagen at ingen tvivl kan finde sted. Sagens vigtighed synes os at kræve det. I det håb at disse linjer må komme til vedkommende forældres kundskab, indrykkes de altså i dette blad for hvis almennyttige øjemed de synes os at være pasende.

Da referenten i mandags kl. kvart i otte om aftenen med familie passerede ud af Vesterport, kom en bondeklædt pige eller amme ham i møde på fortovet udenfor den yderste barriere. Bag hende skjultes en af de nu vist nok kun for deres prisbillighed små grønne barnevogne som vist nok kun stadig meget er i brug på grund af deres prisbillighed. Hun trak barnevognen hvori sad et lille barn. Det bemærkede referenten altså ikke før hun pludselig trådte ned på gaden fra det høje fortov og uden at se tilbage trak den spinkle vogn efter sig med et kraftigt ryk. Denne mildest talt høje grad af uforsigtighed havde til følge at vogn og barn kastedes voldsomt mod stenbroen, og så vidt man i tusmørket kunne se, barnets hoved imod kanten af fliserækken. Referenten sprang til med et udråb af smerte og ville have hjulpet den stakkels lille, som han måtte antage at være blevet betydeligt beskadiget. Men i en håndevending havde den følelsesløse kvinde rejst vognen og barnet der var fastbundet i den, og uden at foretage den ringeste undersøgelse af hvad skade dette havde fået ved et fald der var så farligt at døden let kunne have været en følge af det, ja uden at røre ved eller se til den lille mishandlede, løb hun mere end hun gik med vognen og det ynkeligt skrigende barn indad porten til hvor hun snart forsvandt blandt mængden.

For at lede til opdagelse af det højst uforsigtige og aldeles følelsesløse kvindemenneske der måske for at vælte skylden fra sig har bundet barnets forældre en fabel på ærmet, vil referenten endnu tilføje at barnet på hvilket de værste følger af faldet måske først kommer til syne efter længere tids forløb, faldt på venstre side hvor det ikke i det allergunstigste tilfælde kan være fri for skrammer. Hvad videre oplysning man måtte ønske, er referenten meget villig til at give, såvidt det står i hans magt, når man behager at henvende sig om det til udgiveren af dette blad.

Måtte ret mange også ved det her anførte lære at erkende vigtigheden af en nøjagtig prøvelse af de personer til hvem de betror det vigtigste, de ejer, skulle det glæde referenten meget. Enhver vil desuden sikkert i sin egen erfaringskreds finde eksempler på de sørgelige følger af et uheldigt valg i denne henseende. At de ovenfor omtalte barnevogne ligesom alle vogne på 2 hjul bliver farlige ved den mindste skødesløshed er afgjort. Og man tør derfor uden tvivl vente at se brugen af dem indskrænket. Referenten ville aldrig give tilladelse til deres afbenyttelse for sine børn, med mindre enten han eller moderen var til stede. Og da kun under den betingelse at barnepasseren altid beholdt vognen for sig, og altså skød den frem, men ikke turde trække den bag efter sig. Vi har endnu i frisk minde at 2 børn ved uforsigtighed i brugen af en sådan vogn styrtede ned af volden og mistede livet.

 (Politivennen nr. 1080, Løverdagen, den 10de September 1836. Side 587-590)

Bør ikke en Skildvagt assistere Folk, i Tilfælde af Overfald tæt ved hans Post?

Da indsenderen kørte ud af Vesterport fredag den 5. august henimod kl. 12 om natten, kom lige udenfor stadsporten nogle velklædte personer mod vognen og standsede den ved at gribe hestene i tøjlerne som de først slap da hestene blev drevet frem med pisken. Men en af dette smukke selskab - som i sandhed må have været pøbel uagtet klæderne ikke vidnede om det - begyndte da med sin stok at slå en mandsperson der sad på vognen. Han sprang ned af vognen og tiltalte ham som var ham helt ubekendte, men fik intet svar.

Dette skete tæt inden for bommen hvor der var posteret en skildvagt som nødvendigvis må have set og hørt det passerede, og man bad da denne at holde øje med disse personer der overfaldt de vejfarende. Men dette bar ikke frugt, fordi efter at have passeret ravelinsvagten så selskabet der nu havde gjort omkring, bagved og ved siden af vognen. Og nu regnede en dragt stokkeprygl ned, ikke alene over den før slagne mandsperson, men også over en dame der sad ved hans side. Uagtet man ved dette overfald slap med den svie som er uundgåelig forenet med stokkeprygl og med at få en damehat slået i stykker - for hvilket held man imidlertid har hestenes hurtighed at takke - så finder man sig dog foranlediget til at spørge om en skildvagt i hvis nærhed der finder overfald på personer sted, ikke er forpligtet til at give de overfaldne assistance, især når han anmodes om det? Det havde været en let sag for den her omtalte militære post at hindre de pågældende i at vende om for endnu en gang at foretage et voldsomt angreb på fredelige rejsende.

 (Politivennen nr. 1079, Løverdagen, den 3die September 1836. Side 576-577)

Atter om Postbefordringen fra Kjøge.

Onsdag den 24. august kl 5 eftermiddag bestilte indsenderen ekstrapost i Køge og fik den også til rette tid. Men hvorledes denne ekstrapost, en af de gamle velbekendte postvogne, var beskaffen, vil man let kunne indse når man erfarer at remmene i sæderne på den korte vej fra Køge til Skillingskroen gik i stykker ikke mindre end 4 gange så at passagererne næsten kom til at sidde på vognbunden og ved underlagt hø måtte se til at holde sæderne så meget i vejret at man ikke ganske kom til at danne en figur som en halv sammenfoldet tommestok. Kuskens bestræbelser for at sammenbinde de sprungne læderremme var naturligvis frugtesløse. 

Skulle man dog ikke engang kunne få posttilsynet i Køge arrangeret på en nogenlunde anstændig måde? Når man for ekstrapost fra Køge til København har betalt 5 rigsbankdaler, 3 mark synes man dog at burde være sikret for at blive så ynkeligt tilredt som på ovennævnte køretøj måtte blive tilfældet.

(Politivennen nr. 1079, Løverdagen, den 3die September 1836. Side 575-576) 

 Samtidig annonce for hyrevogn, Adresseavisen 3. oktober 1836.

Redacteurens Anmærkning

Vejen fra Køge til København var på Politivennens tid ret ufremkommelig, nærmest to hjulspor. Helt op i 1900-tallet. Derfor var der adskillige kroer undervejs. Skillingskroen var det første stop efter Køge og lå ved det nuværende Jersie Strand. Længere ind mod København var der Korporalskroen ved Karlslunde, Lopsholm Kro, Jægerkroen i Ishøj, Fedtekroen i Vallensbæk og sidste stop Flaskekroen ved Harrestrup Å. 

Anmodning til Hrr' Brændeviinsbrænder C. Hansen.

Sidste lørdag den 13. august gik indsenderen i selskab med en anden person gennem Pustervig, og da de kom udenfor brænderiet, som hører til hjørnestedet af Kultorvet, troede de at blive overfaldet af en stærk regn da en tæt masse af store dråber syntes at fordunkle luften. Ved nærmere undersøgelse så de sig imidlertid tilsølet fra øverst til nederst med en sort tilberedt malt eller deslige. Og da det er temmelig usandsynligt at der (som i fordums dage "mannaen") skulle falde malt fra himlen, søgte de efter hvorfra sådant kom og overbeviste sig da om at det kom fra nævnte brænderi. Og det formodes at stamme derfra at den svaleindretning drejer rundt over karret som berørte den masse som var i karret og derefter oversprøjtede de forbigående. Efter at være gået ind i den nærmeste port for at aftørre det værste, måtte de lade det øvrige tørre af sig selv. Og da viste det sig på klæderne som en fastklistende masse der var meget vanskelig at få af og især efterlod kendelige spor på hattene. Indsenderen beder derfor ejeren af nævnte brænderi at ville sørge for at sådant i fremtiden bliver afværget eller at han i det mindste ligesom man ser hos hr. brændevinsbrænder R. Hansen i Pilestræde og flere sætter afvisere på fortovet udenfor stedet når sådan svaling finder sted.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 543-545) 

Redacteurens Anmærkning

I Krak 1836  er anført en brændevinsbrænder Claus Hansen, Kultorvet 202. Matrikel 202 angiver jævnførelsesregistret som Lille Fiolstræde 201. Pustervig 4 er fra  1810, men er ikke hjørnehuset. Hjørnehuset mod Købmagergade er fra 1906/1907.

Et Vink til Assistenskirkegaardens Tilsynsmænd.

For stiftsamtmand Lauritz Andreas Thodal er opsat et kostbart gravminde i året 1808 i den nordre mur på Assistenskirkegården ud til landevejen, og pladsen er efter indskriften købt i 50 år. Monumentet skulle altså beholde sin plads i det mindste i endnu 22 år. Dog vil det næppe stå så længe da det allerede er så forfaldent at det er en mispryd for stedet. I det ind til kirkegården en stor marmortavle er aldeles borte, i hvis sted nu noget hel mådelig murværk er kommet til syne. Men endnu vigtigere er det at monumentets beklædning ud til landevejen begynder at falde ned. Og da den består af meget svære sten, er de der går forbi på fodstien tæt udenfor kirkegårdsmuren udsat for livsfare. 

Det er at formode at den afdøde ikke har slægtninge her til lands. Disse ville vel ellers ikke ligegyldig se på den daglig fremadskridende ødelæggelse af det skønne og kostbare monument for en mand om hvem dets ruiner endnu siger os: "Med stor livsfare, uafbrudt flid og moden klogskab bestemmede hans Norges Grændse fra Hisøen til Istemo." Men i ethvert tilfælde tør man håbe at kirkegårdens tilsynsmænd drager omsorg for at fodstien udenfor kirkegården kan passeres uden fare for liv og lemmer. Måske kunne der være anledning til en fremtidig bestemmelse for hvor højt et monument der anbringes i kirkegårdsmuren, tør nå opover denne.

(Politivennen nr. 1077, Løverdagen, den 20de August 1836. Side 539-540)

Ifølge Stadsarkivets kildevejviser skulle Thodal være begravet i afdeling L, altså området bag Scholtens kapel (fotoet). Den ligger imidlertid ikke op til Jagtvej (det gør afdeling N). Den nuværende mur langs Jagtvej er meget høj, og det er svært at forestille sig et så højt monument at det kunne falde ud over den mur. (Eget foto, 2015)
 

Redacteurens Anmærkning

Lauritz Andreas Andersen Thodal (1719-1808) var i 1752 sekretær i kommissionen der efter traktat af 1751 skulle opmåle den 1500 km grænsen mellem Norge og Sverige. Dansk Biografisk Leksikon beskriver hans karriereforløb således: 1756 kancelliråd, 1767 justitsråd, 1768 stiftamtsskriver i Bergen, 1770 stiftamtmand over Island og Færøerne indtil 1785. Gift 1770 med Anna Helene Klov, f. Valentinsen. Mens Amtmandbogen s. 164 skriver: 1768 stiftsbefalingsmand på Island, amtmand på Færøerne. Fik ordre til at virke på Island som amtmand i Sønder- og Vesteramt 1770. 

Stadsarkivet har digitaliseret begravelsesprotokoller fra Assistenskirkegård, hvoraf det fremgår at han skulle være begravet her.
 
I 1785 holdt han op med at arbejde, Dansk Biografisk Leksikon angiver sygdom og orlov 1785, mens Amtmandsbogen angiver at Færøerne blev lagt under Sjællands Stift. Begge nævner retræteposter i ledelsen af rentekammerets islandske, færøske og grønlandske kontor. Bombardementet 1801 ødelagde det hus han logerede, han mistede alt sit indbo og flyttede til Christianshavn. Her tilbragte han syg et ensomt liv til sin død. Som artiklen antyder, er der næppe nogen der har taget sig af hans gravplads. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde den på Assistenskirkegården.