Mage til Broget.

En drengeuorden af samme natur som den der nyligt er anket over i "Dagen" at være foregået ved Trinitatis Kirke, er de skammelige spektakler som foregik ved Børsen sidste fastelavnsmandag og som efter hvad referenten med forundring erfarede, skal anses for en årlig drengefest på fastelavnsmandag. Dog må man bemærke at voksne personer har lige så meget skyld heri som drengene. For når disse ikke posterede sig på børstrappen for at stå og gabe, så indfandt drengene sig vist heller ikke. Eller hvis de samledes, ville de snart igen skilles ad. 

"Referenten gik fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge mig i møde og tiggede om penge." (Børstrappen tættest på Christianshavn. Martinus Rørbye.). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Berørte sidste fastelavnsmandag gik referenten som bor på landet, fra Vesterport ad Christianshavn til højre om Børsen, og straks stormede en halv snes af en stor hob drenge som var samlet på pladsen mellem banken og børstrappen hvor de støjede frygteligt, mig i møde og tiggede om penge. To af dem, klædt i lyseblå luvslidte klæder var især virksomt og infamt grove. De stillede sig frem ligesom for at spærre mig vejen og råbte: giv os en skilling eller to, tages der fejl og gives en mark eller to, det skader ikke, osv. Men da de aldeles intet svar fik eller havde udsigt til at se deres forlangende opfyldt, udbrød de i de skammeligste udtryk og skældsord, såsom: Nej, lad ham gå! sådan en herre, sådan en rad, sådan et æsel, sådan en gnier, han tager sig nok i agt. At flere måtte døje samme skammelige behandling er nok udenfor al tvivl og det undrer referenten højligt at sådan uorden kan finde sted i en stad hvor man har et velordnet politi. 

Efter flere timers forløb kom jeg tilbage og turde med skam at tale om ikke gå den forrige vej. For gode venner havde oplyst mig om at alarmen ville vare måske hele dagen. Og det befandtes således som fortalt var, uordenen i fuld gang med stor drengeforsamling neden for trappen skrålende og tiggende af forbigående, og på trappen en stor forsamling gabende dagdrivere. Man må dog håbe at sådan uorden foranstaltes hæmmet for fremtiden.

(Politivennen nr. 1110, Løverdagen, den 8de April 1837. Side 216-218)

Redacteurens Anmærkning.

De omtalte drengeuroligheder som Dagen skrev om, er muligvis disse, Dagen, 29. marts 1837:

Kjøbenhavn, den 29de Marts. Der er ofte, og med største Grund, klaget over de forargelige Uordener og Opløb, der hyppigen, selv ved Optog, der af Folket ansees som festlige, foraarsages af omløbende Drenge og til hvis Hemmelse man maa opfordre vort ellers saa vel indrettede Politiet at tage de alvorligste Forholdsregler. Et af de allerforargeligste Optrin fandt imidlertid Sted i Rundetaarn første Paaskedag om Middagen. Medens der af blæsende Instrumenter fra Taarnet udførtes flere Psalmer, havde en talrig Hob opsigtsløse Drenge samlet sig i Taarnet, hvor de udbrød i en vild Huien og Støien hvergang der indtraadte en Pause. Dette skammelige Optrin vakte i høieste Grad de Omkringboendes og Forbigaaendes Uvillie, og vi føle os opfordrede til at offentliggøre det, da der vel ikke kan anføres nogen vægtigere Grund for at Politiet ved Udgivelse af en Placat, der indeholder alvorlige Straffebestemmelser, gjør Ende paa et saadant Uvæsen.

Kirke Ønske.

Enhver der ved hvor ubehageligt og skadeligt for sundheden det er på kolde dage at stå flere timer på et stengulv, påskønner med taknemmelighed at Sankt Petri Kirkes foresatte har ladet kirkegulvet belægge med tæpper. Og det var at ønske at andre kirkers værger ville følge dette eksempel. Vel vil en sådan foranstaltning medføre nogen udgift. Men den blev dog vel ikke større end den kunne udredes af de respektive kirkers midler. I al fald ville et ubetydeligt pålæg på ethvert af de udlejede stolestader sikkert kunne være tilstrækkeligt til at dække den, og helt sikkert ville ingen vægre sig for at yde sin skærv til dette øjemed. Nu bliver mange borte fra kirken for ikke at udsætte sig for sygdomme ved at stå på det kolde stengulv. At mange der overværede den i forrige uge i Frue Kirke givne koncert og stod på det kolde flisegulv i en 7 graders kulde, endnu sporer ubehagelig følger af, det er ikke at tvivle på.

(Politivennen nr. 1110, Løverdagen, den 8de April 1837. Side 213-214)

"Enhver der ved hvor ubehageligt og skadeligt for sundheden et er på kolde dage at stå flere timer på et stengulv, påskønner med taknemmelighed at Sankt Petri Kirkes foresatte har ladet kirkegulvet belægge med tæpper." (Sankt Petri Kirke. Uden gulvtæpper, men sikkert bedre opvarmet end i 1837. Eget foto, 2016.)

Klage fra Christenbernicovstrædet.

Hr. Udgiver!

Efter at for et par år siden i Deres blad var indført en anke over Antonigades mange logerende fruentimmer, der ikke alene paraderede i vinduerne, men også anholdt folk på gaden, forsvandt straks derpå den største del af disse. Men nu har igen en del af sådanne atter taget ophold i denne gade, til stor ubehagelighed for dens beboere. Dog har et langt større antal af disse natnymfer fundet tilhold i Kristen Bernikows Gade, især af den del fra Antonistræde til Østergade. Her søger de både fra vinduer og fra gaden at lokke mandfolk til sig, fornærme dem som forsmår deres indbydelse og opvækker forargelse ved deres ublu adfærd. Anmelderen som har det uheld at have nogle af disse skabninger lige overfor sig, vover ikke at lade sine næsten voksne døtre komme nær til vinduet for at de ikke skal udsættes for fornærmelse af dem. Mange honnette personer undser sig for at gå gennem gåden for ikke at få skin af at besøge disse væsener, hvorved de næringsdrivende borgere taber i deres erhverv. Vist nok må disse kvindfolk have et opholdssted, men det bør ikke tillades dem at opholde sig i mængde i en så befærdet gade som den her nævnte der endog støder til en hovedgade hvorfra man om aftenen ser dem hente deres rov.

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 202-203)

En dansk Voltemade *).

Ihm lohnt nicht Gold, ihm lohnt Gesang.

(Bürgers Lied vom braven Manne.)

Natten mellem den 15. og 16. i denne måned strandede under Nordfeldt på Møn en engelsk skonnert Margarete of Dundar, kaptajn Smith af Newcastle, bestemt til Lübeck med en ladning stenkul. Skibets besætning der bestod af 6 mand, havde håb om sammes redning når kullene blev udlossede. Og for at udføre dette forblev de ombord sammen med nogle bønder og søfolk fra Stege, så at der var i alt 14 mennesker på skibet, hvoriblandt en toldbetjent ved navn Hasse. 

Disse havde således arbejdet hele søndagen da det mod aften begyndte at blæse heftigt, hvilket foranledigede at de ikke turde vove sig i land med båden, men troede sig sikre i skibet. Men nu tiltog storm, sne og kulde med en skrækkelig søgang således at kahytten og rummet blev fyldt med vand og is hvorfor alle 14 mennesker hele natten måtte opholde sig på dækket hvor de blev overskyllet af den ene styrtsø efter den anden. Nøden var skrækkelig da man ved dagens frembrud så alle disse ulykkelige menneskers fare og hørte deres skrig om hjælp. Vejret var frygteligt, men alligevel ilede søfolk og ikke-søfolk herfra (Stege) til hjælp. Både blev kørt herfra til stedet og forsøg på at gå gennem brændingerne blev foretaget forgæves 6 gange af 3 mennesker, nemlig skipper Jens Peder Olsen og brødrene Johannes og Anders Wennicke, begge matroser herfra byen. 

Næsten tvivlende om at deres hensigt ville lykkes, nåede de endelig skibet, og ved 3 gange at arbejde sig frem og tilbage bragte de 11 mennesker i land der mere døde end levende blev bragt hen i et hus hvor en læge straks var til stede og ydede dem hjælp. Men toldbetjenten var desværre allerede frossen ihjel en time før redning kom, ligesom også en sømand her fra byen. En engelsk matros var allerede tidligere frivilligt sprunget i søen i håb om ved svømning at redde sig og skaffe hjælp til sine kammerater. Men man så ham kun kort tid kæmpe mod bølgerne hvorpå han aldeles forsvandt. En af de forulykkede eller rettere nu reddede, nemlig skipper Lars Olsen fra Stege der lå med sit lille fartøj på siden af skibet for at indtage kul, mistede dette aldeles. Det blev ganske tilintetgjort næsten uden ringeste spor. Manden har tabt alt. Dog gode mennesker vil sikkert komme ham til hjælp. En subskription er allerede åbnet i denne henseende og flere har tegnet sig for ikke ubetydelige bidrag. 

På fredag skal de døde jordes her med megen højtidelighed. J. P. Olsen og de 2 matroser har her vundet alles agtelse og yndest. For uden dem havde alle de ulykkelige været fortabt. Olsens mod skal have overgået alt hvad man turde vente, ham blev budt og lovet belønning, men han svarede at han ikke reddede mennesker for penge. Han opmuntrede de andre og styrede hele redningsplanen med en sikkerhed og ro der skal have været mageløs. Først om eftermiddagen kl. halv fire lykkedes redningen efter flere forgæves forsøg fra kl. 10 formiddag.

*) Et et brev fra Stege, dateret den 23. i denne måned fik jeg nærværende efterretning om J. O. Olsens og medhjælperes raske handling, med anmodning om at bekendtgøre samme i det først udgående nummer af Politivennen. Men da bladet for forrige uge allerede var trykt før brevets modtagelse, måtte jeg lade bekendtgørelse bero til næste uge. Skønt nu denne herlige dåd allerede er omtalt i et par af vores dagblade, har jeg dog ikke troet det overflødigt at fremsætte den her, da det måske dels kan have interesse at sammenligne forskelliges beretninger om den, dels bidrage til at den kan få en endnu større offentlighed.

K

(Politivennen nr. 1109, Løverdagen, den 1ste April 1837. Side 197-200) 

Et mere roligt billede fra Møn: C. W. Eckersberg: Landskab med stente, Møn, 1810. Det fremgår ikke hvor, men hvis det er en solnedgang, er det på nordsiden. (Statens Museum for Kunst.)

Redacteurens Anmærkning

Wolraad Woltemade (1708 – 1773) var en hollandsk bonde som omkom ved en redningsaktion i 1773. Andre havde forgæves forsøgt at redde de forulykkede. Woltemade svømmede på sin hest frem og tilbage mellem skibet og stranden og fik på den måde reddet 14 ud af de i alt 53 som blev reddet (der var i alt 191 ombord). En udførlig beretning om Woltemade havde stået i bl.a. Den Viborger Samler nr. 12, s. 89-96, mandag den 17. marts 1783:

Amsterdam den 9. Octobr.

Da Aaret 1773. det Ostindiske Compagnies Skib, de Jonge Thomas kaldet, forulykkedes paa Cap, reddede en vis Indvaaner der paa Kysten, navnlig Woltemade, 14 Siele, i det han med sin Hest svømmede frem og tilbage; han vilde formodentlig ogsaa have reddet alle de øvrige, dersom han ikke den 8de Gang havde havt den Ulykke, selv at omkomme i Bølgerne. Directeurerne her have til en Afmindelse om denne ædle Gierning ladet bygge et Skib, som skal føre det Navn: Helten Woltemade, og hvorpaa denne Historie er udhuggen. Samme Skib giør i Aar sin første Reise til Batavia.

Jydske Efterretninger, 1775 kunne meddele at der nu var opkaldt et skib efter ham: Helten Woldemade. Skibet forblev dog tilsyneladende ikke længe i Det Ostindiske Compagnis eje, for 1. februar 1782 kunne man læse dette i Kiøbenhavnske Tidender:

Julii

Den 1ste forefaldt der paa Kysten af Coromandel, imellem Porto-Novo og Moeriepollam en hidsig Træftning imellem Hyder-Alys-Armee og Engelænderne, under Hr. Eyre Coote, hvori de sidste beholdte Marken. Samme Dag blev det Hollandsk-Ostindiske Skib, Heldten Woltemade, erobret af Engellænderne i Nærheden af det gode Haabs Forbierg.

Det er lidt usikkert om der er tale om det samme skib, det står omtalt i en artikel om konflikterne mellem den engelske og hollandske flåde. Her blev skibet der nu står anført som tilhørende et Hollandsk-Ostindiske, erobret af englænderne ved Kap det Gode Håb.
 
Anders Olsen Wennike (1805-?), født i Ulfshale, Præstø Amt. Han var bror til Johannes Olsen Vennike (1802-1872). Begge står opført hhv.1860 og 1850 som bådførere.

Nordfeldt Gods ligger på nordsiden af Møn, nordøst for Stege. Hvor Dundar ligger, forbliver et mysterium. Det nærmeste jeg kan komme er Dundee.

Slemme Følger af Maskerader.

På det sidste maskebal i Hotel d'Angleterre var en maske ret ivrigt beskæftiget med at udspørge de gamle damer om de var konfirmeret. Og når en eller anden af disse spøgende svarede nej, advarede masken for det syndige i at deltage i sådanne forlystelser og fortalte at en agtværdig mands datter i en af Sjællands købstæder af præsten var blevet med et slags eclat bortvist fra konfirmandundervisning og nægtet antagelse til konfirmation, fordi hun med sine forældres tilladelse havde deltaget i et maskebal.

Man troede at det hele var et tåbeligt gækkeri, men det har siden stadfæstet sig at noget sådant virkelig er passeret i en lille købstad på Sjælland, hvor præsten som ovenfor anført af ovennævnte grund skal have bortvist en af de mest ferme konfirmandinder, og det uagtet selskaber hvori ballet blev givet, er så hæderligt at hans højærværdighed for få år siden selv har været til stede ved et af samme selskab givet maskebal hvori samme gang flere konfirmandinder skal have deltaget uden at dette havde til følge at de blev afvist.

Det er naturligt at pigens forældre ikke har været tilfredse med denne fremgangsmåde. Man har besværet sig over for biskop og kancelli, og når sagen er udageret, hvilket man håber snart vil ske til alle parters tilfredshed, vil de nærmere detaljer tillige med samtlige dokumenter i sagen blive offentliggjort. Dette til beroligelse for de svage i ånden der i det omhandlede faktum har troet at øjne en tilbagevenden til et ikke ønskeligt gejstligt regimente, hvilket de mente ville blive så meget mere besværligt for nationen som man fra flere sider har ytret ønske om et eget gejstligt kollegium.

(Politivennen nr. 1108, Løverdagen, den 25de Marts 1837. Side 186-188)

Hôtel d'Angleterre til venstre. Kongens Nytorv. Til højre for statuen Hovedvagten. (Becker)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i nummer nr. 1113,  29. April 1837, side 255-258.

Hvordan et maskebal på hotellet hos Knirsch kunne foregå, fremgik af en artikel i Kiøbenhavnsposten, 1. marts 1831.