Noget om Toldbod-Dragerne.

Når man en søndag eftermiddag vil spadsere ud på Københavns toldbod på den tid da dampskibet fra Kiel plejer at komme, så vil man få et begreb om den mageløse uorden der hersker ved ilandbringningen og bortbæringen af de ankommende rejsendes tøj. Som bekendt er nemlig drageriet frit for alle. Og som en følge heraf kan enhver gavtyv, ethvert udskud som kun har så mange laser på kroppen at han kan bedække sin nøgenhed, indfinde sig for at søge fortjeneste. 

Dette sker da også i guds velsignede mængde. Når nu en båd lægger til, griber og rapser disse gaster alt hvad blot den ene kan få fat på for den anden under idelig banden og slagsmål. Og for de rejsende er det umuligt at hindre, så de må tro sig hensat til en røverrede, og ikke til sø-, stabel- og hovedstaden København i kongeriget Danmark. Passagererne tør ikke stige i land af frygt for at blive skubbet overbord af den tætsluttende kreds lazaroner der omgiver dem. Godset bliver nu slæbt op på pladsen til bærebørene, og her må passes på for at en passagers gods ikke skal blive lagt på ti forskellige børe, da enhver vil bære hvad han har bemægtiget sig. Den stærkeres ret gør endelig udslaget efter megen spektakel, skælden og slagsmål, og godset kommer da endelig bort.

De fleste af disse sjovere ser mere ud som dyr end mennesker, og kun få har et så tåleligt udseende at man uden væmmelse kan tænke sit tøj i deres hænder. Det samme gælder ved bortrejse herfra. Når en vogn øjnes udenfor toldbodporten, spidser sjoverne ører, omringer den på pladsen og nu rives alt ud af den hvad der kan fås fingre i. Om den rejsende nok så meget protesterer, så nytter dette dog intet. Havesyge og frækhed gør dem døve for alt. At de rejsende ikke giver dem nogle dygtige stokkeprygl, må forundre enhver som blot en gang har været vidne til denne skandale. Det var at ønske at den kongelige generalpostdirektion som med prisværdig beredvillighed afhjælper så mange savn, vil lade træffe den foranstaltning at kun visse ordentlige folk blev antaget til dragere, og at disse fik en fælles kasse, hvoraf hver fik lige del. Og når da en moderat takst blev sat for disse folk, så tror man at en uorden ville blive hævet som næppe nogen anden stad i verden kan fremvise mage til.

6-18.

******
Udgiveren har fået tilsendt en anden lignende anke over de på Toldboden stedfindende uordener af sjovere, og han vil med forestående indsender ønske denne hævet ved ansættelse af faste og betroede folk, lig litsenbrødrene ved vore øvrige færgesteder som mod en bestemt rimelig godtgørelse skal modtage og befordre rejsendes gods til det opgivne logi. Skulle der imidlertid ikke reflekteres på dette ønske, da burde dog de her omhandlede sjovere formenes at opholde sig på broen med mindre deres tjeneste forlangtes der. Da vagten er i nærheden, kunne sådant let overholdes.

(Politivennen nr. 1120, Løverdagen, den 17de Juni 1837. Side 367-369)

Problemet syntes ikke at ophøre, hvis man skal tro dette billede (Toldboden), af Tikjøb 23 år senere i Illustreret Tidende, 9.december 1860.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1222, 1. juni 1839 s. 350 blev bekendtgjort at der nu var stationeret 2 soldater som spærrede adgangen til broen, og kun lod dem passere som opsynsmanden kaldte til sig for at transportere de rejsendes gods.

Der var klager over at transporten til dampskibene skulle foregå i små både som havnekaptain Eskildsen havde monopol på. Lodsoldermanden Erich Eskildsen (1776-1856) var 1. april 1811 blevet transportforvalter for befordringen mellem Nyhavn og Christianshavn. Det skulle foregå med 6 gode rofartøjer (Bergensjoller). Det må have været en god forretning, for i 1812 fik han opført et syv fag bredt hus med kælder og fire etager på Frederiksborggade 7 (huset findes stadig). Her boede bl.a. fra 1812 Poul de Løvenørn (1751-1826). Direktør for Søkortarkivet, og senere kontreadmiral (1813). Da Pram- og Stenførerlaugets eneret på færgejollerne på Strømmen indenfor Toldbodbommen blev ophævet, blev den overtaget af Eskildsen. Lauget havde fastsat takster for turene til Christianshavn som 1 tur fra Nyhavn, 2 ture fra Larsens Plads og 3 ture fra Toldboden. Prisen var 4 sk. pr person pr. tur. Færgejollerne blev især brugt af forretningsfolk. En færgejolle fra Christianshavn til Toldboden kostede således 4-5 mark, mens en droske til 4-5 personer kostede 24 sk. pr. tur. 

Det var især københavnerblade som Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet der kritiserede Eskildsen. Klagerne over de "Eskildsenske både" ophørte ikke efter hans afgang. Begrebet "Eskildsens Både" hang ved. Og med god grund, efterson færgevæsnet åbenbart blot fortsatte i hvert fald nogle år endnu med dårlige både og dyre takster. En af Eskildsens efterfølgere, havnekaptajn Hendrich Emil Krenchel (1801-1864) nægtede dog i 1855 at overtage Eskildsens færgeprivilegium. Krenchel var efter endt karriere i marinen blevet havnekaptajn i 1853, samt medlem af Københavns Havneadministration. Ham gik det dog værre: Den 24. januar 1856 blev han sigtet og senere fundet skyldig i at have tilegnet sig nogle fartøjshvilere, hvis værdi kun var nogle få Rdl. Han blev suspenderet 4. juni 1856 og varetægtsfængslet. Den 23. januar 1858 dømt til simpelt fængsel i 3 måneder i anledning af forskellige uregelmæssigheder og uordner i sin embedsførelse. Straffen blev afsonet i Kastellet. Genindsat i 1. januar 1859-1. april 1860. Hvorefter han blev afskediget med ventepenge i anledning af forandring ved havnekaptajnsstillingen. 

I 1857 blev monopolet ophævet. Og der blev etableret et regelmæssigt færgevæsen i havnen af ingen ringere end en af Eskildsens sønner, kancellist F. Eskildsen. Jollerne blev udskiftet med 10 bedre udrustede joller. Der var dog stadig ikke etableret anløbssteder, så bådene måtte bruge de private broer.

Vink til Frederiksbergs Øvrighed.

Som følge af at birkedommeren bor så langt fra Frederiksberg og man altså sjældent ser noget politi der, så har de danske lazaroners antal taget betydeligt til, så at man især dette forår ser personer af begge køn og af det væmmeligste udseende i mængde strejfe omkring, især på Falkoner Alle. De stirrer halve timer længselsfuldt ind i de omliggende haver, og findes der i samme noget smukt der tiltrækker sig deres opmærksomhed, blegetøj eller lignende, da kan man være sikker på at de ved første lejlighed er borte. Atter andre steder stjæler de plov- og vogntøj, ænder mv. De synes nemlig at have en fuldkommen bevidsthed om at politiet ikke er i nærheden. Dog er natten og dagningen deres bedste tid, hvilket tydeligt mærkes af den idelige uro der da er over hundene i hele omegnen.

Da disse uvirksomme folk er af den slags der i almindelighed kvalificerer til at opbringes som løsgængere, for ikke at tale om at det er upassende at de opholder sig i et kongeligt slots alleer, så vover man at bede øvrigheden at have et vågent øje med dem for eftertiden.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 346-347)

Redacteurens Anmærkning.

I 1840 blev straffen for tyveri ved nattetid betydelig skærpet, se artikel i Kjøbenhavnsposten, 28. oktober 1842.

Scene ved en mosaisk Liigfærd.

Det er intet glædeligt tegn på vor tids moral at selvmord, bedragerier og sønderrivelse af naturens bånd udgør en ikke ringe del af dens nyhedsstof. Hvad sønderrivelse af naturens bånd angår, da tror jeg at kunne regne en handling der fandt sted på mosaisternes kirkegård sidste 29. maj ved afdøde hofguldtrækker Lorias begravelse, som beslægtet dermed.

Kommissionær S. A. Eibeschutz som er en af de få lykkelige som blev til en hovedrig mand ved under pengevæsnets omvæltning at opkøbe obligationer for hvad han havde erhvervet sig ved sin første kones medgift, tog nemlig som fungerende synagogeforstander ikke i betragtning at beordre sine to kødelige brødre smidt ud af kirkegården i overværelse af et stort antal af deres trosbrødre, fordi disse skal have afsunget en ligsalme med højere røst end den nye agendes ærbarhed muligvis tillader, og de såkaldte oplyste mosaisters undseelse for de ældre jødiske ceremonier tåler. Mildest talt tror jeg at kunne betegne denne S. A. Eibeschütz' adfærd for meget ubroderlig og upassende. For selv om disse ved afsyngelsen af nævnte ligsalme havde handlet i strid med doktor Wolffs forskrifter ved ligfærd, synes dog såvel blodets røst som stedets hellighed at kræve forseelsen påtalt andet sted og efter mere humane grundsætninger.

Mosaisternes præst er jo ingen guddom og hans agende ikke kongelig konfirmeret. Dens udgivelse i trykken har det kongelige kancelli ikke modsat sig. Men har heller ikke gjort den til nogen lov for mosaisterne. Dette kollegiums liberalitet og skarpsindighed fremlyser øjensynligt heraf. Ved at fremme oplysningen blandt jøderne, ville det dog ikke have undertrykt dem hvis tidligt indsugede religiøse grundsætninger ikke villigt drejede sig efter reformen. Ovennævnte begivenhed på kirkegården og mange andre viser formentlig at oplysningen blandt mosaisterne ikke er omsvævet af den mest humane ånd, mod hvilket onde jeg især anbefaler hr. doktor Wolff som har tændt sit nye lys for den herværende jødiske menighed at arbejde med forøget anstrengelse.

Det er mærkelig at skønt mange andre istemte nævnte ligsalme, ramte de uheldige følger af S. A. Eibeschütz' embedsiver kun hans kødelige brødre. Den ene af disse, hr. grosserer J. A. Eibeschütz er mig bekendt som en højst virksom og redelig handelsmand. Og det ville være gavnlig for landet om handelsklassen havde mange medlemmer i sin midte der ligesom han, vedligeholdt en usvækket kredit og indbringer kongens toldkasse betydeligt. I 30 år har han på sådan måde virket som grosserer. Han har skænket 200 rigsbankdaler til den nye synagoges opførelse og i al sin tid ydet betydeligt til den mosaiske menigheds kasse. Om nu denne mands religiøse grundsætninger ikke harmonerer med pluraliteten af hans trosbrødre, bør dog af denne grund ikke udvises en så krænkende adfærd som den oven anførte mod ham eller nogen, endsige påføres ham af hans egen bror der formentlig står langt tilbage for ham hvad angår en gavnlig virksomhed for landet. Og da sådan fremfærd af bror imod brødre så højlig strider mod moral og følelse, kan jeg ikke andet end i denne anledning at tilkende hr kommissionær S. A. Eibeschütz min alvorlige dadel og hr. dr. Wolff som under optrinnet var nærværende på kirkegården, min misbilligelse fordi han ikke forebyggede det ved sin indflydelse.

Til slut vil jeg gøre hr. kommissionær Eibeschütz opmærksom på at det synes i strid mod beskedenhed og brug at han i levende live søger at indhøste ros for sin velgørenhed: at have stiftet en fribolig af egne midler for fattige mosaiske trosbekendere ved at bekendtgøre samme på selve bygningen til skue for enhver forbigående.

E. Agersøe
Kommissionær.

(Politivennen nr. 1118, Løverdagen, den 3die Juni 1837. Side 342-345)

Redacteurens Anmærkning

Simon Aron Eibeschütz (1786-1856) var som artiklen nævner dansk handelsmand og legatstifter. Den 28. januar (Kongens fødselsdag) 1834 havde han oprettet den nævnte fribolig i København for 13-14 fattige familier og enker inden for Mosaisk Trossamfund. Han kritiseres i en kommende artikel fra januar 1841 igen for dette. Selv om skribenten nævner hans brødre, blev disse dog langt fra så kendt i eftertiden.

Krak 1837 nævner juveler enke H. Eibeschütz, kompagnistræde 66: grosserer J. A. Eibeschütz, Knabrostræde 109; købmand og klasselotterikollektor L. A. Eibeschütz, Rosengården 129: kommissionær S. A. Eibeschütz, Gammeltorv 4 og examin. juris og assistent ved konsumptionsvæsnet R. J. Eibeschütz, Klædeboderne 3.

Ligeledes nævner Krak 1837 Isak Jos. Loria, hofguldtrækker, Gothersgade 333. En guldtrækker beskæftigede sig med at fremstille guldtråde. 

Vink til en Mekanikus.

Familier som bor i anden, tredje, fjerde, ja selv i stueetagen når der bor folk i kælderen, er ofte meget forlegne for at få deres køkkenbrænde, et stykke kød hvori der er ben, hugget eller spaltet, da den dundren og rystelse i huset (som undertiden har svage bjælker og enkelt loft) ofte forårsager uvenskab med de der bor nedenunder som unægteligt lider under det. Især hvis der er syge. Husværterne kan ikke heller være ligeglad med at skorstenshærden nedhugges og da huset lider også. Enhver vil indse at man skal bruge brændet således som vores egensindige savskærere hugger det, ikke stemmer overens med økonomien. Og at lade brændet blive båret ned fra bygninger som foruden kælderen er 4 til 5 etager høje, for at småhugges og siden bære det op igen, medfører megen tidsspilde. Og undertiden kan brændet formindskes undervejs ved utro tjenestefolk. 

For at forebygge al sådan ulejlighed, skal en mand for henved 30 år siden have opfundet en simpel elastisk indretning eller huggeblok hvorpå brændet kan spaltes, kød hugges og andre mere larmende arbejder som forefalder i en husholdning udføres, uden at de der bor nedenunder, kan høre nogen betydelig lyd eller at det forårsagede den ringeste rystelse. Skulle nogen være i besiddelse af en sådan indretning, da ønskede indsenderen at han ville melde det for dette blads udgiver. I andet fald ville en mekanikus ved at opfinde og forfærdige en sådan indretning, sikkert se sin umage lønnet ved en betydelig afsætning på samme.

(Politivennen nr. 1117, Løverdagen, den 27de Mai 1837. Side 326-327)

Redacteurens Anmærkning.

Det er måske denne som omtaltes i Kjøbenhavnsposten den 1. august 1837:

Det er en almindelig Klage af faste Eiendoms-Besiddere her i Staden, i Særdeleshed af Bindingsværks-Bygninger, at deres Eiendomme lide ved den Rystelse, der foraarsages ved at der hugges i de øvre Etager, saaledes at der maa foretages idelige Reparationer ved Lofterne og Skorstenene, ja det er os endogså bekjendt, at der i Leiecontracter indføres den Bestemmelse, at der ikke maa hugges Brænde i de øvre Etager, det vil derfor sikkert interessere baade Eiere og Leiere at erfare, at Herr F. W. Heins har opfundet en Huggeblok, hvis Indretning er saaledes, at der kan mær hugges paa den saameget det skal være, uden at det kan mærkes i Etagen nedenunder. Stykket af disse Huggeblokke faaes for 5 Rbd. hos Opfinderen (Magstræde Nr. 36, 1ste Sal), der træffes hjemme hver Søndag Formiddag.

Anmodning til vore Grønthandlersker.

Da anmelderen for et par dage siden havde adskillige udvendige forretninger der krævede hans nærværelse på flere steder i byen, var han flere gange vidne til at hunde vædede den kål og de grøntsager der var hensat i kurve på fortovet og i porten, med et fluidum hvorved hunde i almindelighed skiller sig når de står på tre ben.

Denne omstændighed vakte hos anmelderen det ønske at vore grønthandlersker ville anskaffe sig så høje bænke hvorpå de kunne sætte deres kurve så det blev umuligt for hundene på denne måde at besudle de varer der skal tjene mennesker til føde og han har i denne hensigt nedskrevet ovenstående.

(Politivennen nr. 1117, Løverdagen, den 27de Mai 1837. Side 324-325)