15 februar 2017

Varsko

Da anmelderen i selskab med flere søndag aften kl. 11 passerede hjørnet af Nørrevold og Skidentorvet, blev fra den øverste etage i hjørnehuset hvor hørbod er i kælderen, udkastet en stor slump væske af en mindre vellugtende slags. Selskabet var dog så heldigt at slippe med at få enkelte stænk på klæderne der sikkert var blevet aldeles ødelagt hvis man havde fået hele salven. Man kan derfor ikke undlade at anmode husets ejer at underrette vedkommende tjenestetyende om at sådan udskaffen på gaden er ulovlig, og at pålægge dem at afholde sig fra sådant for fremtiden. Dersom man havde fået sine klæder ødelagt af den udkastede væske, havde måske den pågældende næppe kunnet erstatte skaden, hvad man dog havde været berettiget til at kræve. Og det er i øvrigt meget ubehageligt uventet at få et sådant styrtebad af en ukendt og efter omstændighederne meget mistænkelig væske.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 443-444)

Et Par Ord i Anledning af Commissionair Agerøes Beskyldning.

I "Raketten" nr. 170 har kommissionær Agerøe indrykket en krænkende beskyldning mod mig hvis gendrivelse jeg skylder publikum. Jeg nævner udtrykkelig "publikum", for det er på ingen måde min hensigt at indlade mig i nogen pennefejde med hr. Agerøe hvis omdømme er mig lige så ligegyldig som hans ufortjente angreb ringeagtet. Kun for min agtede medborgere vil jeg bevis urigtigheden af hr. Agerøes, på usandhed byggede, usle fremfærd hvis hensigt at skade den fredelige borger af enhver retsindig upåtvivlelighed vil mødes med fortjent foragt.

(Forinden De imidlertid, hr. Agerøe pr. kommission indlader Dem på at dadle nogen i offentlige blade, råder jeg Dem at undersøge sandheden af de nyheder De opvarter med. For De kan eller let slumpe til en forsvarlig mundkurv - for ikke at tale om små, men slemme bøder.)

I 34 år har jeg været borger her i staden og ved uheldige tidsomstændigheder navnlig det ustadige pengevæsen tilsat en ikke ubetydelig formue. I en alder af 70 år har jeg nu begyndt på mine gamle dage at udleje klæder for at ernære min familie ved et lovligt erhverv. Jeg har med denne lille, tarvelige indtægtskilde i flere år boet i hr. Hildemanns (ikke Hildemarks) hus nr. 239 på hjørnet af Holmensgade og Hummergade, og hidtil svaret enhver sit. Om der nu i samme hus skulle findes nogen som forøger sin indtægt ved rufferi eller bordel, vil jeg just ikke påstå. Men at der findes logerende fruentimmer på salen, hvis støjende adfærd og liderlige levned vækker opmærksomhed og forargelse hos omboende og forbigående, kan jeg bevise. Om denne uværdige indtægtskilde til vedligeholdelsen af flaskens velstand for en mand er tilladt af politiet er mig ligegyldigt, når jeg blot forskånes for de liderlige sange ud af vinduerne eller den med natlige visitter følgende uro.

Sådan, ærede publikum! er anledningen til kommissionær Agerøes beskyldning mod mig der er fremavlet enten af egen dumhed eller andres ondskab. Jeg tror at det danske folk blandt hvilket jeg så mange år har levet og virket, næppe misunder mig den ubetydelige indtægt jeg kan erhverve ved at udleje klæder. Ligesom jeg også tror at det ligesom jeg ringeagter lav ondskab, hader løgnen og ærer sandheden. Og med denne overbevisning tegner den forhenværende møller sig: et agtet publikums

ærbødigste

F. Ollschansky

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 438-440)


Redacteurens Anmærkninger

Krak 1837 angiver kon?farver F. Olchansky, Holmensgade 239. Agerøe er ikke at finde i Krak. Adressen hed senest Bremerholm 38/Hummergade 9, og eksisterer ikke længere.

Gjentagen Anmodning.

Hvor forekommende politiet end ellers plejer at være med hensyn til anmodninger og ønsker det bliver givet til det gennem dette blad, kan man dog ikke sige det samme om en bøn der vistnok er meget rimelig og ofte fremsat, nemlig at sengesteller må blive fjernet fra gaderne. Indsenderen er aldeles uvidende om der findes nogen forbud imod deres udstilling. Men om det ikke er tilfældet, da kan han ikke undlade at undre sig derover. Især da han på ingen måde kan tro at det er medborgere tilladt at forulempe medborgere. For foruden det at synet af sådanne sengeklæder just ikke er så behageligt og at man må gå en omvej der just ikke er så lille, især for en svagelig og gammel person, er det støv som forårsages ved deres afbankning, i høj grad besværende. 

Er det da ikke politiets pligt at få dem bortskaffet? Jo, til visse! Lige så meget som enhver anden uorden har krav på politiets virksomhed. For at det er en uorden, er der dog vel ingen der vil benægte. Og nu, når man betænker at det for det meste kun er husejerne der har tilegnet sig denne udlægning af sengeklæder, kan man da undlade at spørge sig selv om disse da, fordi de er husejere, har mere rettighed til at forårsage uordener på gaden? Og når nu for det er jo nødvendigt, dette spørgsmål må besvares benægtende, kan man da vel undlade atter at spørge: Hvor er det muligt at det kan tillades og tåles? Og dog har vi set begge dele. For politiet har tilladt det, formodentlig fordi det ikke har villet forbyde det, og folk har tålt det fordi man var nødt til at tåle det. Men når det således skal vedvare og ingen forandring sker, da opfylder politiet meget lidt sin pligt og bestemmelse, den nemlig at sørge for at borgerne ikke besværes af ting som de ikke bør besvares af. Gid det da ville tage sig af dette her fremsatte ønske og vise at det i virkeligheden er et virksomt og agtpågivende politi. Forbuddet mod at noget som helst udsættes på gaden uden for husenes grundlinje har ikke nogen undtagelse med hensyn til den her nævnte genstand.
Simplex Verus.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 436-438)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 467-469. 

Hattekrig.

Adskillige mandfolk er i år i den varme årstid begyndt at bære en slags meget lette og prisbillige stråhatte i stedet for de meget tunge og dyrere filthatte. Men straks så man i et vist kvarter af byen skarnagerens assistent, en karl der sædvanligvis følger med renovationsvognen for at være behjælpelig med at læsse, prydet med en ny stråhat der ved sit pyntelige udseende stak ikke så lidt af mod hans øvrige påklædning. Det er bekendt at der i flere store stæder gives enkelte dagdrivere der af vedkommende i sagen interesserede lader sig højt betale for at bringe nye moder i vælten. Hos os har man dog næppe endnu bragt det så vidt. Men vi har lagt mærke til at man derimod flere gange ved det her påpegede middel har søgt at virke i en modsat retning, når en mere bekvem hovedbedækning truede med at blive mode. 

Dog denne gang synes man ikke at ville indskrænke sig til en sådan passiv fremgangsmåde alene. En flink høvedmand må have sat sig i spidsen for et betydeligt korps for at føre en udryddelseskrig mod stråhatte som hovedbeklædning for mandspersoner, og at den måtte begyndes offensivt, følger af sagens natur. Man har således også hørt en stråhatbærende skarnagerkarl der netop besynderligt nok kom ud fra en hattemager, vise sin iver i tjenesten ved at sige højt til en forbigående der bar stråhat: "det er dog forbandet at man intet kan have for sig selv." I Kongens Have har man om søndagen set skidne karle promenere med stråhatte og med briller, under hvilke de så skævt til andre skikkelige folk der var samme slags hatte. I Charlottenlund har pøbelen i søndags om aftenen udbragt et hurra for de ensfarvede stråhatte og et ditto for de spraglede. Endelig har man midt i hovedstaden set 3 lurvet klædte personer samle sig på gaden om en mand med stråhat på, håne ham ved at tage hatten af ham og fortælle ham om dens lethed osv. osv. Kort sagt, hovedstaden har virkelig en alvorlig hattekrig for døren. Ja, den er allerede begyndt, og det endda ikke så ueffent.

Det lader sig vel gætte hvilken en korporation der i almindelighed kunne have nogen særdeles interesse ved at afstedkomme denne ufred blandt det fredelige danske folk. Derimod er det ikke så ganske let at udfinde det enkelte individ der er anfører og har erhvervet skarnagerkarle og lignende folk under sin fane. Kunne dette imidlertid lade sig gøre, var det rimeligt at man dannede en koalition, der fornemmelig skulle gå ud på at nægte sig brugen af denne mandsfabrikata om han end måtte være nok så duelig, opfindsom eller tænkende i sit fag. At man i nødstilfælde vil have en herlig allieret i vores gode politi, behøver vel næppe at nævnes.

Indsenderen mener i øvrigt at det ville være til spot og spe for det københavnske stridbare mandskab om det af skarnagerkarle og konsorter lod sig bevæge til at aflægge en bekvem og for helbredet gavnlig hovedbedækning. Når bare det første angreb er mødt med mands mod og hjerte, vil vel fjendens udholdenhed og tapperhed ikke være mange skillinger værd.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 433-435)

Redacteurens Anmærkning

Stråhatte blev brugt af både mænd og kvinder gennem hele middelalderen. Men på Politivennens tid var det mest for kvinder. Og hvis mænd, da fra eksotiske lande. Således findes en beretning i Archiv for Historie og Geographie, 1831 s. 379. "Brudstykke af Capitain Otto von Kotzebues Reise omkring Verden i Aarene 1823-1826" hvori det hedder om en øbo fra Sandwichøerne at "Han var iført en Skjorte, og paa Hovedet bar han en meget bred Straahat." 

At de var ret almindelige, dokumenterer en annonce fra Adresseavisen 1836. Man kunne tjene på vedligeholdelse af stråhatte:
Moderne Fiskebeenshatte ere at bekomme i forskjellige Couleurer, og Straahatte vadskes og bleges, gamle modtages til Ombytning, i Studiistrædet Nr. 54, i Stuen, ved Nørregade.
Men annoncen drejer sig nok mest om stråhatte til kvinder. Den ældste annonce jeg har kunnet finde om stråhatte fra den ellers ret aktuelle Adresseavisen, er nedenstående:


Den stammer fra 1854, og der er flere om restudsalg i det følgende år 1855. Men det fremgår stadig ikke om der er tale om herre- og/eller damestråhatte. I 1849 reklameredes kun for dame- og børnestråhatte. 

Først fra slutningen af 1800-tallet ved vi med sikkerhed at stråhatte - denne gang den flade gondolierehat - kom på mode. Mens Guccis far i 1897 gik konkurs med sin stråhatteforretning i Italien og sønnen i stedet satsede på lædervarer, startede Coco Chanel sit modeimperium med den enkle flade stråhat med minimalistisk pynt (kaldet "skipper"). I Danmark kendt fra skagensmalerne (P. S. Krøyer & Co.)

14 februar 2017

Noget om Toldbod-Dragerne.

Når man en søndag eftermiddag vil spadsere ud på Københavns toldbod på den tid da dampskibet fra Kiel plejer at komme, så vil man få et begreb om den mageløse uorden der hersker ved ilandbringningen og bortbæringen af de ankommende rejsendes tøj. Som bekendt er nemlig drageriet frit for alle. Og som en følge heraf kan enhver gavtyv, ethvert udskud som kun har så mange laser på kroppen at han kan bedække sin nøgenhed, indfinde sig for at søge fortjeneste. 

Dette sker da også i guds velsignede mængde. Når nu en båd lægger til, griber og rapser disse gaster alt hvad blot den ene kan få fat på for den anden under idelig banden og slagsmål. Og for de rejsende er det umuligt at hindre, så de må tro sig hensat til en røverrede, og ikke til sø-, stabel- og hovedstaden København i kongeriget Danmark. Passagererne tør ikke stige i land af frygt for at blive skubbet overbord af den tætsluttende kreds lazaroner der omgiver dem. Godset bliver nu slæbt op på pladsen til bærebørene, og her må passes på for at en passagers gods ikke skal blive lagt på ti forskellige børe, da enhver vil bære hvad han har bemægtiget sig. Den stærkeres ret gør endelig udslaget efter megen spektakel, skælden og slagsmål, og godset kommer da endelig bort.

De fleste af disse sjovere ser mere ud som dyr end mennesker, og kun få har et så tåleligt udseende at man uden væmmelse kan tænke sit tøj i deres hænder. Det samme gælder ved bortrejse herfra. Når en vogn øjnes udenfor toldbodporten, spidser sjoverne ører, omringer den på pladsen og nu rives alt ud af den hvad der kan fås fingre i. Om den rejsende nok så meget protesterer, så nytter dette dog intet. Havesyge og frækhed gør dem døve for alt. At de rejsende ikke giver dem nogle dygtige stokkeprygl, må forundre enhver som blot en gang har været vidne til denne skandale. Det var at ønske at den kongelige generalpostdirektion som med prisværdig beredvillighed afhjælper så mange savn, vil lade træffe den foranstaltning at kun visse ordentlige folk blev antaget til dragere, og at disse fik en fælles kasse, hvoraf hver fik lige del. Og når da en moderat takst blev sat for disse folk, så tror man at en uorden ville blive hævet som næppe nogen anden stad i verden kan fremvise mage til.
6-18.
******
Udgiveren har fået tilsendt en anden lignende anke over de på Toldboden stedfindende uordener af sjovere, og han vil med forestående indsender ønske denne hævet ved ansættelse af faste og betroede folk, lig litsenbrødrene ved vore øvrige færgesteder som mod en bestemt rimelig godtgørelse skal modtage og befordre rejsendes gods til det opgivne logi. Skulle der imidlertid ikke reflekteres på dette ønske, da burde dog de her omhandlede sjovere formenes at opholde sig på broen med mindre deres tjeneste forlangtes der. Da vagten er i nærheden, kunne sådant let overholdes.

(Politivennen nr. 1120, Løverdagen, den 17de Juni 1837. Side 367-369)


Problemet syntes ikke at ophøre, hvis man skal tro dette billede (Toldboden), af Tikjøb 23 år senere i Illustreret Tidende, 9.december 1860.

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1222, 1. juni 1839 s. 350 blev bekendtgjort at der nu var stationeret 2 soldater som spærrede adgangen til broen, og kun lod dem passere som opsynsmanden kaldte til sig for at transportere de rejsendes gods.

Der var klager over at transporten til dampskibene skulle foregå i små både som havnekaptain Eskildsen havde monopol på. Lodsoldermanden Erich Eskildsen (1776-1856) var 1. april 1811 blevet transportforvalter for befordringen mellem Nyhavn og Christianshavn. Det skulle foregå med 6 gode rofartøjer (Bergensjoller). Det må have været en god forretning, for i 1812 fik han opført et syv fag bredt hus med kælder og fire etager på Frederiksborggade 7 (huset findes stadig). Her boede bl.a. fra 1812 Poul de Løvenørn (1751-1826). Direktør for Søkortarkivet, og senere kontreadmiral (1813). Da Pram- og Stenførerlaugets eneret på færgejollerne på Strømmen indenfor Toldbodbommen blev ophævet, blev den overtaget af Eskildsen. Lauget havde fastsat takster for turene til Christianshavn som 1 tur fra Nyhavn, 2 ture fra Larsens Plads og 3 ture fra Toldboden. Prisen var 4 sk. pr person pr. tur. Færgejollerne blev især brugt af forretningsfolk. En færgejolle fra Christianshavn til Toldboden kostede således 4-5 mark, mens en droske til 4-5 personer kostede 24 sk. pr. tur. 

Det var især københavnerblade som Kjøbenhavnsposten og Fædrelandet der kritiserede Eskildsen. Klagerne over de "Eskildsenske både" ophørte ikke efter hans afgang. Begrebet "Eskildsens Både" hang ved. Og med god grund, efterson færgevæsnet åbenbart blot fortsatte i hvert fald nogle år endnu med dårlige både og dyre takster. En af Eskildsens efterfølgere, havnekaptajn Hendrich Emil Krenchel (1801-1864) nægtede dog i 1855 at overtage Eskildsens færgeprivilegium. Krenchel var efter endt karriere i marinen blevet havnekaptajn i 1853, samt medlem af Københavns Havneadministration. Ham gik det dog værre: Den 24. januar 1856 blev han sigtet og senere fundet skyldig i at have tilegnet sig nogle fartøjshvilere, hvis værdi kun var nogle få Rdl. Han blev suspenderet 4. juni 1856 og varetægtsfængslet. Den 23. januar 1858 dømt til simpelt fængsel i 3 måneder i anledning af forskellige uregelmæssigheder og uordner i sin embedsførelse. Straffen blev afsonet i Kastellet. Genindsat i 1. januar 1859-1. april 1860. Hvorefter han blev afskediget med ventepenge i anledning af forandring ved havnekaptajnsstillingen. 

I 1857 blev monopolet ophævet. Og der blev etableret et regelmæssigt færgevæsen i havnen af ingen ringere end en af Eskildsens sønner, kancellist F. Eskildsen. Jollerne blev udskiftet med 10 bedre udrustede joller. Der var dog stadig ikke etableret anløbssteder, så bådene måtte bruge de private broer.