Ønske ved Garnisons Kirke.

Anmelderen var søndag den 23. dennes tillige med sin familie gået i Garnisons Kirke for at høre vor alment yndede professor Brorson hvis udmærkede taler fyldestgørende er det enhver prædiken med rette burde være. Men kun for en del blev hans og fleres forventning opfyldt, da den støj der herskede under gudstjenesten (både under messen som også under prædiken) var så utålelig stor at ikke alene enkelte ord, men endog hele sætninger ganske gik tabt for tilhørerne, selv for dem der sad taleren nærmest. Man vover derfor at henlede vedkommendes opmærksomhed på de der stedfindende uordener med det ønske at der dog måtte gøres noget for at forebygge disse. - Først tillader man sig da at spørge om det ikke kunne pålægges kirkebetjentene at forholde sig rolige under messen? Ved deres bestandige frem- og tilbagegåen i gangene og koret, overdøver de den messendes stemme aldeles, hvortil især en kirkebetjents knirkende støvler i forbindelse med hans affektfulde bevægelser med et nøgleknippe, bidrager sit. - For det andet spørger man om der ikke kunne iagttages en mere passende og til stedets hellighed mere hensigtssvarende stilhed når de mangfoldige tavler ombæres? - Denne ombæren der allerede for lang tid tilbage er omtalt som noget der aldrig burde finde sted under prædiken, bør dog udføres således at den mindst mulige forstyrrelse derved bevirkes. I vore andre kirker hvor lige så mange tavler ombæres, høres langt fra ikke den støj som i Garnisons, for der er det kun en øjeblikkelig forstyrrelse som indtræffer, mens man her besværes ved næsten i et kvarter at høre de herrer kirkebetjentes tunge trin og de tunge trin fra de kordrenge som ledsager dem omkring i gangene og på pulpiturerne, hvorved stundom den bedste del af en prædiken går tabt. - Ligeledes er den lydelige oplukken og islåen af døre for folk der kommer efter at præsten er gået på prædikestolen som også omtalte kirkebetjentes lydelige konversation højst upassende og stødende på et sted hvor en højtidelig stilhed burde være herskende. - Mærkeligt er det imidlertid at dette ikke allerede offentligt er blevet omtalt, da det er et onde der længe har været følt af mange. Når lignende forstyrrelser havde fundet sted i Skuespilhuset, ville det vist ikke have manglet på dadlende bemærkninger om end ikke øjeblikkelig anmodning om ro havde været følgen deraf. Men skulle nu skuespillerne ord fortjene en større og mere udelt opmærksomhed end de ord der tales af en værdig gejstlig? eller er det vigtigere at der hersker stilhed og orden på det sted der er bestemt for fornøjelser end på dette der er helliget og indviet guddommen. Men muligvis ligger også grunden til tavsheden deri at man har undset sig for at påminde vedkommende hvis tidligere forhold i livet samt fortrinligere dannelse berettiger til at antage at de ikke kan være uvidende om hvilken indflydelse det udvortes (det er de udvortes ceremonier)udøver på det sanselige menneske så det ville være unødvendigt at gøre dem opmærksomme på hvad de selv måtte vide: Hvor lidt en sådan forstyrrelse under gudstjenesten kan bringes i harmoni med den andagt der bør besjæle enhver på et så helligt sted. - Anmelderen slutter disse linjer i det håb at de her udpegede mangler og misbrug på bedste måde måtte blive ophævede eller nogenlunde rettet. Da de ved at bestå med rette må betragtes som en styg uorden under den offentlige gudstjeneste.

6-7

(Politivennen nr. 1127, Løverdagen, den 5te August 1837. Side 483-486)

Redacteurens Anmærkning.

Præsten var Christian Frederik Brorson (1768-1847). Han var kapellan, senere sognepræst ved Garnisonskirken fra 1792, og fortsatte over 50 år her. Hans gravsten er indmuret i kirkemuren. Fotoet viser et værk at Edvard Lehmann (1815-1892) med Christian Frederik Brorson fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling, fri af ophavsret.

Vesterbroes nye Theater.

Det er en stor fejl ved dette teater at lampekronen under spillet ikke går helt op i loftet *). Den generer øjnene forfærdeligt. Og desuden ville scenen vinde i belysning når tilskuerpladsen var mørk. Man vil måske sige at det kun er galleriet den generet. Åh ja, det ville vi også indrømme. Men, Herre gud! Galleriet har også et betalende publikum der til sin tid ikke afgiver en ringe part til kassen. Skulle lampekronen ikke kunne gå op uden fare for at antænde loftets bjælker, da lad den for alting blive nede. Faren er desuden stor nok. Men kunne den da ikke skjules i en grøn skærm som før på det Kongelige Teater? Kunne noget lignende gøres ved den store lampekrone der bruges til at belyse cirkus da ville det være et uskatteligt gode.

En anden meget betydelig ubehagelighed der rammer endog dem som betaler de dyreste pladser, er den afskyelige træk der nu er mærkbar, men om vinteren uudholdelig, hvilket ikke kan være andet da man på mange steder kan se gennem væggen. Kunne der foretages noget for at afhjælpe dette onde ville det ufejlbarlig bidrage til et langt større besøg, da man nu for en aftens fornøjelse må plages med forkølelse 8 til 14 dage og undertiden længere.

*) At den kan gå op, har man set i operaen "Maskeraden."

(Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 474-475)

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om Vesterbros ny Teater, som 1834-1875 lå ved Frihedsstøtten (Bernstorffsgade og Hotel Plaza). Det var startet af Petolettis Selskab og opførte bl.a. italienske operaer og pantomimer. Gautiers beriderselskab optrådte her. Efter Tivolis åbning 1843 gik det ned ad bakke for teatret, selv om man fra 1847 fik pantomimerne som en fast bestanddel af Tivolis repertoire, mens teateret selv opførte panorama, anatomiske udstillinger og lignende.

Ogsaa Noget om Sengelads Udsættelse.

I dette blads nr. 1124 er på ny anket over at politiet tåler at fortove og gader ofte spærres af sengelad, at sengeklæder udbankes der osv. Man kan ikke frakende denne anke al rimelighed, men på den anden side bør man heller ikke overse at en del taler for denne uorden og på en måde gør den til et nødvendigt onde. At sengeklæder jævnligt udluftes, er som bekendt noget som hører til huslig renlighed og tjener til at vedligeholde sundheden. Men hvorledes skal dette kunne iværksættes når der til hovedstadens huse i almindelighed hører indskrænkede gårdrum og fortovene heller ikke må benyttes? Distancen er ofte for lang til at bringe sengeklæderne til offentlige pladser og kirkegårde. Og når også dette sker er sikkerheden for tyve ikke så stor at man kan lade disse vigtige indbostykker være der hele dagen uden tilsyn. 

Man bør derfor ikke således uden videre påstå den hindring for passagen hævet når noget godt og nyttigt er forbundet med det. Men hellere tænke på at finde en udvej til at tilfredsstille begge parters ønsker. I vores som det hedder næringsløse tid, falder man på nye industrigrene. Måske også den ikke var så aldeles forkastelig at skikkelige fattige folk til hvilke man kunne have tillid, påtog sig mod en rimelig godtgørelse for hvert enkelt stykke at besørge sengeklæderne udluftede og udbankede. Og i dette øjemed hentede disse om morgenen og bragte dem tilbage om aftenen. Sådanne folk ville vel kunne få pladser til leje til dette brug og de måtte naturligvis også drage omsorg for at sengeklæderne ikke tog nogen skade af indtræffende regn osv. 

Indsenderen vil som sagt ikke have dette forslag betragtet for andet end for en ide der muligvis kan lede til en bedre. Og hvis værste anstødssten måske turde være den at det er næsten lige så vanskeligt at finde folk til hvilke man kan have tillid for for disse selv at erhverve samme. For entreprisen udfordrer ikke mindre streng redelighed end orden og akkuratesse.

(Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 467-469)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er svar på artikel i Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 436-438

Varsko

Da anmelderen i selskab med flere søndag aften kl. 11 passerede hjørnet af Nørrevold og Skidentorvet, blev fra den øverste etage i hjørnehuset hvor hørbod er i kælderen, udkastet en stor slump væske af en mindre vellugtende slags. Selskabet var dog så heldigt at slippe med at få enkelte stænk på klæderne der sikkert var blevet aldeles ødelagt hvis man havde fået hele salven. Man kan derfor ikke undlade at anmode husets ejer at underrette vedkommende tjenestetyende om at sådan udskaffen på gaden er ulovlig, og at pålægge dem at afholde sig fra sådant for fremtiden. Dersom man havde fået sine klæder ødelagt af den udkastede væske, havde måske den pågældende næppe kunnet erstatte skaden, hvad man dog havde været berettiget til at kræve. Og det er i øvrigt meget ubehageligt uventet at få et sådant styrtebad af en ukendt og efter omstændighederne meget mistænkelig væske.

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 443-444)

Et Par Ord i Anledning af Commissionair Agerøes Beskyldning.

I "Raketten" nr. 170 har kommissionær Agerøe indrykket en krænkende beskyldning mod mig hvis gendrivelse jeg skylder publikum. Jeg nævner udtrykkelig "publikum", for det er på ingen måde min hensigt at indlade mig i nogen pennefejde med hr. Agerøe hvis omdømme er mig lige så ligegyldig som hans ufortjente angreb ringeagtet. Kun for min agtede medborgere vil jeg bevis urigtigheden af hr. Agerøes, på usandhed byggede, usle fremfærd hvis hensigt at skade den fredelige borger af enhver retsindig upåtvivlelighed vil mødes med fortjent foragt.

(Forinden De imidlertid, hr. Agerøe pr. kommission indlader Dem på at dadle nogen i offentlige blade, råder jeg Dem at undersøge sandheden af de nyheder De opvarter med. For De kan eller let slumpe til en forsvarlig mundkurv - for ikke at tale om små, men slemme bøder.)

I 34 år har jeg været borger her i staden og ved uheldige tidsomstændigheder navnlig det ustadige pengevæsen tilsat en ikke ubetydelig formue. I en alder af 70 år har jeg nu begyndt på mine gamle dage at udleje klæder for at ernære min familie ved et lovligt erhverv. Jeg har med denne lille, tarvelige indtægtskilde i flere år boet i hr. Hildemanns (ikke Hildemarks) hus nr. 239 på hjørnet af Holmensgade og Hummergade, og hidtil svaret enhver sit. Om der nu i samme hus skulle findes nogen som forøger sin indtægt ved rufferi eller bordel, vil jeg just ikke påstå. Men at der findes logerende fruentimmer på salen, hvis støjende adfærd og liderlige levned vækker opmærksomhed og forargelse hos omboende og forbigående, kan jeg bevise. Om denne uværdige indtægtskilde til vedligeholdelsen af flaskens velstand for en mand er tilladt af politiet er mig ligegyldigt, når jeg blot forskånes for de liderlige sange ud af vinduerne eller den med natlige visitter følgende uro.

Sådan, ærede publikum! er anledningen til kommissionær Agerøes beskyldning mod mig der er fremavlet enten af egen dumhed eller andres ondskab. Jeg tror at det danske folk blandt hvilket jeg så mange år har levet og virket, næppe misunder mig den ubetydelige indtægt jeg kan erhverve ved at udleje klæder. Ligesom jeg også tror at det ligesom jeg ringeagter lav ondskab, hader løgnen og ærer sandheden. Og med denne overbevisning tegner den forhenværende møller sig: et agtet publikums

ærbødigste

F. Ollschansky

(Politivennen nr. 1124, Løverdagen, den 15de Juli 1837. Side 438-440)

Redacteurens Anmærkninger

Krak 1837 angiver kon?farver F. Olchansky, Holmensgade 239. Agerøe er ikke at finde i Krak. Adressen hed senest Bremerholm 38/Hummergade 9, og eksisterer ikke længere.