Anmodning og Forslag til dHrr. Conditore og Trakteurer udenfor Porten.

Flere konditorer og traktører har foranstaltet at der i de pavilloner og traktørsteder der tilhører dem udenfor stadens porte og i de haver der ligger op til disse, nu og da på enkelte af disse steder endog dagligt høres harmonimusik. Ofte i forbindelse med en eller flere omrejsende sangeres stemmer. I hvor meget end de omtalte herrer derved har gjort sig fortjent til publikums påskønnelse, fordi vandreren der higer efter hvile og vederkvægelse hos dem finder endog så mere end han ventede - føde ikke alene for legemet, men også for ånden og hjertet - så tillader indsenderen af dette sig dog at fremsætte det ønske at de omtalte musici og sangere måtte blive godtgjort deres umage på en kunsten hvis repræsentanter disse personer på de ovenfor nævnte steder skulle være, mere værdig og for publikum mindre ubehagelig måde. 

Man anmoder derfor de herrer konditorer og traktører om for fremtiden at afskaffe den uskik at det personale der musicerer hos dem, går omkring med tallerken hos de tilstedeværende gæster der skønt det hedder sig at være frivilligt, dog for at undgå opsigt og at give anledning til andre ubehageligheder, mange gange nødtvungent må gribe i lommen og bidrage til at fylde tallerkenen for at kunne være uforstyrret den øvrige tid af de få øjeblikke der tilbringes på sådanne steder.

Langt bedre ville det uden tvivl være om betalingen for de varer der sælges på sådanne steder, forhøjedes med nogle få skilling over de sædvanlige priser for derved at tilvejebringe et passende lønningsfond for det fornødne musikpersonale. Herved ville sikkert alle parter vinde.

Publikum kunne i forstyrret ro og mag frit for alt besværligt overhæng, overlade sig til den nydelse som sind og legeme kræver. Musikpersonalet ville kunne gøre regning på en mere fast indtægt der nu ikke længere kom til at bero på ofre af en tilsyneladende eller virkelig godgørenhed, og det ville derved anspores til med fordoblet flid at stræbe efter publikums bifald. Og de herrer konditorer og traktører ville derved erhverve sig publikums forøgede yndest.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 501-502)

Jomfruerne L. Swabe og D. Mejer var blandt de som underholdt med sang og musik på Vesterbro, her Rosenlund. Adresseavisen, 1. august 1837.

Paaligger det de Reisende at udføre Veiarbeide?

Hvilket tåbeligt spørgsmål! råber mange. Hvorledes kan den der rejser, med det samme udføre vejarbejde? Og hvorledes kan sådant kræves af den rejsende der betaler bompenge og iler med at komme til sin bestemmelse?

Hvad enten man nu anser det fremsatte spørgsmål for tåbeligt eller ikke, så er der dog til visse sandt at den rejsende ofte standses i at komme hurtigere frem til sit mål ved i små skridt som ved en ligprocession at måtte passere lange vejstrækninger man har belagt med små sten som til makademisering skal knuses af de passerede vogne. Ikke overalt betjener man sig af stenvogne eller stentromler til at knuse disse småsten der piner hestene og opholder de vejfarende. Men intet sted glemmer man ved store sten på siderne af vejen at tvinge de rejsende til at passere det tunge vejstykke for at yde deres skærv til denne knusning. Er dette altså andet end at benytte de rejsendes tid og deres befordringstøj til vejarbejde? Og kan dette kaldes fornuftigt og rimeligt?

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 499-500)

Til Dem, som skulde have Tilsyn med Springvandsrenderne udenfor Byen.

Man har nyligt ladet grøften ved Øster Alle som fører til Vibenshus, oprense og opgrave. Hvilket for så vidt må anses for meget prisværdigt. Men mon man her ikke har været alt for nærgående? Springvandsrenderne fra Lundehussøen som ligger langs med grøften, er nemlig på en meget betydelig strækning, skønsmæssig flere hundrede favne, blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning. Formentlig må dette have til følge at renderne vil rådne længe før tiden. Men mon ikke også indtræffende frostvejr vil kunne gøre en meget stor skade? På sine steder ser det ud som om renderne endog forneden er berøvet en stor del af det jordlag hvorpå de skal hvile. Skulle dette være tilfældet, da er vist hastig hjælp fornøden hvis ikke renderne af den overliggende jordmasse skal tvinges ud af deres leje og ned i grøften på hvis side de nu hænger. 

"Springvandsrenderne fra Lundehussøen er blevet til dels og på sine steder næsten helt blottet for al bedækning" (Vandrende fra København. De var fremstillet af træ. Nationalmuseet.)

På Jagtvej tæt ved Vibenshus ligger en blottet arm af nævnte render tværs over grøften. Denne er næsten ganske rådnet op og har en så betydelig læk at der i grøften er et net lille springvand. Når de ansvarlige efterser om først omtalte render kan forblive liggende halvt bedækket som de nu forefindes, så er de i nærheden af dette sted og kan da måske ved samme lejlighed tage dette væld i øjesyn. Skulle det beholdes, kan det måske tjene til at frembringe en kunstig eng et eller andet sted i nærheden.

(Politivennen nr. 1128, Løverdagen, den 12te August 1837. Side 497-499)

Ønske ved Garnisons Kirke.

Anmelderen var søndag den 23. dennes tillige med sin familie gået i Garnisons Kirke for at høre vor alment yndede professor Brorson hvis udmærkede taler fyldestgørende er det enhver prædiken med rette burde være. Men kun for en del blev hans og fleres forventning opfyldt, da den støj der herskede under gudstjenesten (både under messen som også under prædiken) var så utålelig stor at ikke alene enkelte ord, men endog hele sætninger ganske gik tabt for tilhørerne, selv for dem der sad taleren nærmest. Man vover derfor at henlede vedkommendes opmærksomhed på de der stedfindende uordener med det ønske at der dog måtte gøres noget for at forebygge disse. - Først tillader man sig da at spørge om det ikke kunne pålægges kirkebetjentene at forholde sig rolige under messen? Ved deres bestandige frem- og tilbagegåen i gangene og koret, overdøver de den messendes stemme aldeles, hvortil især en kirkebetjents knirkende støvler i forbindelse med hans affektfulde bevægelser med et nøgleknippe, bidrager sit. - For det andet spørger man om der ikke kunne iagttages en mere passende og til stedets hellighed mere hensigtssvarende stilhed når de mangfoldige tavler ombæres? - Denne ombæren der allerede for lang tid tilbage er omtalt som noget der aldrig burde finde sted under prædiken, bør dog udføres således at den mindst mulige forstyrrelse derved bevirkes. I vore andre kirker hvor lige så mange tavler ombæres, høres langt fra ikke den støj som i Garnisons, for der er det kun en øjeblikkelig forstyrrelse som indtræffer, mens man her besværes ved næsten i et kvarter at høre de herrer kirkebetjentes tunge trin og de tunge trin fra de kordrenge som ledsager dem omkring i gangene og på pulpiturerne, hvorved stundom den bedste del af en prædiken går tabt. - Ligeledes er den lydelige oplukken og islåen af døre for folk der kommer efter at præsten er gået på prædikestolen som også omtalte kirkebetjentes lydelige konversation højst upassende og stødende på et sted hvor en højtidelig stilhed burde være herskende. - Mærkeligt er det imidlertid at dette ikke allerede offentligt er blevet omtalt, da det er et onde der længe har været følt af mange. Når lignende forstyrrelser havde fundet sted i Skuespilhuset, ville det vist ikke have manglet på dadlende bemærkninger om end ikke øjeblikkelig anmodning om ro havde været følgen deraf. Men skulle nu skuespillerne ord fortjene en større og mere udelt opmærksomhed end de ord der tales af en værdig gejstlig? eller er det vigtigere at der hersker stilhed og orden på det sted der er bestemt for fornøjelser end på dette der er helliget og indviet guddommen. Men muligvis ligger også grunden til tavsheden deri at man har undset sig for at påminde vedkommende hvis tidligere forhold i livet samt fortrinligere dannelse berettiger til at antage at de ikke kan være uvidende om hvilken indflydelse det udvortes (det er de udvortes ceremonier)udøver på det sanselige menneske så det ville være unødvendigt at gøre dem opmærksomme på hvad de selv måtte vide: Hvor lidt en sådan forstyrrelse under gudstjenesten kan bringes i harmoni med den andagt der bør besjæle enhver på et så helligt sted. - Anmelderen slutter disse linjer i det håb at de her udpegede mangler og misbrug på bedste måde måtte blive ophævede eller nogenlunde rettet. Da de ved at bestå med rette må betragtes som en styg uorden under den offentlige gudstjeneste.

6-7

(Politivennen nr. 1127, Løverdagen, den 5te August 1837. Side 483-486)

Redacteurens Anmærkning.

Præsten var Christian Frederik Brorson (1768-1847). Han var kapellan, senere sognepræst ved Garnisonskirken fra 1792, og fortsatte over 50 år her. Hans gravsten er indmuret i kirkemuren. Fotoet viser et værk at Edvard Lehmann (1815-1892) med Christian Frederik Brorson fra Det Kgl. Biblioteks billedsamling, fri af ophavsret.

Vesterbroes nye Theater.

Det er en stor fejl ved dette teater at lampekronen under spillet ikke går helt op i loftet *). Den generer øjnene forfærdeligt. Og desuden ville scenen vinde i belysning når tilskuerpladsen var mørk. Man vil måske sige at det kun er galleriet den generet. Åh ja, det ville vi også indrømme. Men, Herre gud! Galleriet har også et betalende publikum der til sin tid ikke afgiver en ringe part til kassen. Skulle lampekronen ikke kunne gå op uden fare for at antænde loftets bjælker, da lad den for alting blive nede. Faren er desuden stor nok. Men kunne den da ikke skjules i en grøn skærm som før på det Kongelige Teater? Kunne noget lignende gøres ved den store lampekrone der bruges til at belyse cirkus da ville det være et uskatteligt gode.

En anden meget betydelig ubehagelighed der rammer endog dem som betaler de dyreste pladser, er den afskyelige træk der nu er mærkbar, men om vinteren uudholdelig, hvilket ikke kan være andet da man på mange steder kan se gennem væggen. Kunne der foretages noget for at afhjælpe dette onde ville det ufejlbarlig bidrage til et langt større besøg, da man nu for en aftens fornøjelse må plages med forkølelse 8 til 14 dage og undertiden længere.

*) At den kan gå op, har man set i operaen "Maskeraden."

(Politivennen nr. 1126, Løverdagen, den 29de Juli 1837. Side 474-475)

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om Vesterbros ny Teater, som 1834-1875 lå ved Frihedsstøtten (Bernstorffsgade og Hotel Plaza). Det var startet af Petolettis Selskab og opførte bl.a. italienske operaer og pantomimer. Gautiers beriderselskab optrådte her. Efter Tivolis åbning 1843 gik det ned ad bakke for teatret, selv om man fra 1847 fik pantomimerne som en fast bestanddel af Tivolis repertoire, mens teateret selv opførte panorama, anatomiske udstillinger og lignende.