En styg Muur i Kannikestræde.

Vi vil ikke her indlade os på om verden er gået frem eller tilbage i arkitektonisk henseende. Så meget synes vist at København i denne henseende i det hele er gået frem. Og efter berejste folks udsagn gives der ikke mange skønnere offentlige pladser end den foran universitetsbygningen trods alle de indvendinger man har gjort med alle de bygninger der omgiver pladsen. Men jo skønnere denne plads er, desto ubehageligere er det for øjet umiddelbart ved denne at møde det vist nok grimmeste som København har at opvise, nemlig den mur (?) der sammen med Metropolitanskolen danner indgangen til Kannikestræde, og det falder os ubegribeligt at vedkommende har fået lov til at lade den stå således så langt mands minde når. I lang tid stod den og truede enhver fodgænger med at begrave ham under sine ruiner. Hvad man længe havde forudset skete da endelig: Muren blæste ned - heldigvis om natten - og man glædede sig til at se gaden befriet for det omtalte skue. Men havde det været galt før, blev det langt værre nu. For før kunne man dog betragte muren som en slags ruin. Men nu at se en ny mur opført som ville vansire den mest usle landsby, er virkelig et så stødende syn for øjet at vi på det mest indstændige beder vedkommende at tage sig af det.

(Politivennen nr. 1149, Løverdagen, den 6de Januar 1838. Side 9-10)

Metropolitanskolen. Hjørnet til Store Kannikestræde længst væk. Muren er væk i dag. (Eget foto, 2015).

Anmodning til Snedkermester-Enken i Klosterstræde.

Det har forundret flere af Deres genboer og naboer at der sidste flyttedag er etableret en slags værtshus i Deres stueetage. Især da en driftig og redelig mand i vist nok over 20 år har ernæret sig i Deres kælder ved den samme næringsvej. Det synes derfor at være ikke just så ganske rigtigt at De med deres vilje og vidende påfører en mand som De i så lang tid har været tilfreds med som lejer, en rival der vel nok som her er tilfældet, ikke synderlig kan skade ham, men dog heller ikke gavne ham, og som han derfor vist helst ønsker at være fri for.

Den orden som De hidtil har iagttaget med hensyn til valget af Deres husbeboere, lader formode at De sørger for at denne misalliance mellem stue og kælder snarest muligt hæves, som også at den malede kvindelige figur som undertiden findes posteret i vinduerne, bortskaffes da den let kan antages for en af Veneris præstinder i stedet for hvad den nok på det sted skal forestille: en af Bacchus'.

(Politivennen nr. 1147, Løverdagen, den 23de December 1837. Side 809-810)

Bøn om en saare nødvendig Broforbedring.

Er der nogen gade eller noget gadestykke i København eller på Christianshavn hvis stenbro trænger til omlægning, så er det det stykke af Overgaden over Vandet der løber fra Børnehustorvet forbi Børnehusbygningen til Snorrebroen. Det er umuligt andet end at denne stenbros trang til omlægning jo for længe siden må have tiltrukket sig vedkommendes opmærksomhed. Årsagen til at den altså ikke allerede for adskillige år siden er blevet omlagt, må man efter al formodning søge deri at der nok har været ventet på at den afbrændte del af Børnehuset, tilligemed de tilstødende smårønner ville blive opbygget og at man derfor har udsat brolægningen. (Så vidt indsenderen mindes er der omtrent for 2 år siden allernådigst blevet nedsat en kommission for at tage under overvejelse hvorvidt der er resurser til at opbygge den del af straffeanstaltens bygninger der afbrændte i året 1817, men dens resultater er endnu ubekendt for publikum). Men da straffeanstalten må betale en betydelig årlig leje til Søkvæsthuset for en del af denne bygning der er overladt den til brug, og der intet synderligt skal blive oplagt fra fortjenesten ved tvangsarbejdernes arbejde, har det nok lang udsigt endnu inden det engang vil komme dertil. 

Man kunne vel sige at det er unødvendigt at dette stykke gade står åbent til almindelig passage siden denne strækning ved en lille omvej kan passeres enten på den venstre side af kanalen eller gennem Dronningensgade. Men nødvendigt er det dog at vejen passeres ikke alene af dem der bor i disse Børnehusets tilbygninger og dem der har forretninger enten på Børnehuskontoret eller hos de betjente der bor i disse, hvor i blandt inspektøren, men også af vagten, af de der udstillede skildvagter og af forbedringshusfanger som for tiden hver dag bruges til at trække trillebøre med spise og drikke samt materialer til og fra Kvæsthuset og fra og til Børnehuset såvel som af de arbejdsfolk og opsynsmænd der på vejen holder vagt over dem. 

Christianshavn Straffeanstalt o. 1840 (Both).

Når man ser hvorledes disse fanger nogen gange medtages som dragere for svære trillebøre på denne elendige stenbro, hvor de ved at gå på trætøfler udsættes for at forvride benene og måske at blive til krøblinge, hvorved deres ulykkelige tilstand i verden kan blive endnu mere ulykkelig, nødes ethvert følende menneske til at ønske denne stenbro omlagt. Indtil dette sker, var det vist godt om de fanger der bruges til dette, dem næppe i straffeanstalten ved deres idømte pålagte arbejde, blev forsynet med sko i stedet for tøfler, og at dette ikke allerede er sket, må man vel for en del tilskrive de overhåndtagende forretninger den for sin dristighed bekendte inspektør har uden hvilke nødvendigheden af en sådan forsorg for disse mennesker vel næppe ville blevet bemærket. Var det endda mennesker der var idømt straffeanstalt for livstid, kunne straffeanstalten om de kom til skade og blev krøblinge, nogenlunde formilde deres ulykke ved efter pligt at brødføde dem, men ufejlbarligt er de mennesker som bruges til denne transporteren, alle årsfanger som i fremtiden når deres straffetid er til ende, skal tjene deres brød som frie mennesker.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 791-794)

Redacteurens Anmærkning

Et indtryk af omfanget af antallet af fanger uden for Danmark fik man i Kjøbenhavnsposten den 19. september 1837:

Ved Slutningen af den forløbne Junimaaned befandt der sig i Glückstadt-Straffeanstalter 689 Fanger. Af disse vare 326 fra Hertugdømmet Holstein, 336 fra Hertugdømmet Slesvig, 20 fra Hertugdømmet Lauenburg og 7 fra Fyrstendømmet Lübeck. Fra 1ste Apil til 11ste Juli bleve modtagne 53 og løsladte 43; der døde 7. Antallet af Tugthuusfangerne er saaledes forøget med 3. 

Skattegravere i stor Stiil.

I denne tid drives et uvæsen der må tildrage sig almindelig opmærksomhed og i sine følger være højst foruroligende: Det består nemlig deri at en masse lazaroner af begge køn - såkaldte benhandlere - lige uden for fæstningens volde og på dens glaciser daglig fra den tidligste morgenstund (i sidste måneskin endog om natten) opgraver jorden og roder omkring i det for at søge efter ben og glasstumper etc.

Indsenderen gør det til pligt at henlede høje ansvarliges opmærksomhed på denne genstand ikke alene på grund af den omstændighed at disse fatale gæster derved beskadiger træerne, græsningen og gør jorden hullet og ujævn, men hvad der måske er værre, at de ved denne lejlighed samles i store hobe og under udøvelse af deres lovstridige beskæftigelse vist nok aftaler og lægger planer til mange brud på den fredelige borgers ejendomsret for hvilken disse personer ikke har nogen agtelse eller respekt. Flertallet af disse skattegravere er ganske unge mennesker hvor i blandt endog en mængde drenge af den klasse der ellers sædvanligvis gæster torvene og går på fangst hvor der findes lejlighed til at bestjæle bønder og andre. Ligesom fruentimmerne er af det lasede løsagtige slags der om sommeren er så bekendt på vores Farimagsveje.

Indsenderen der længe med rimelig harme har set den mageløse frækhed hvormed disse personer vedbliver deres håndteringer, endog efter at der flere gange er gjort jagt på dem, og der er opsat brædder som erindrer om ikke at udøve deres lovstridige handlinger på fæstningens glaciser og dikterer straf for det, måtte især i højeste grad blive indigneret fredag den 24. og lørdag den 25. november ved at bemærke at ligesom slaverne der var udsendt for igen at udjævne jorden overalt hvor den var oprodet, var beskæftiget uden for Vesterport på den ene side af alleerne, ligeså hurtigt var igen deres plads indtaget af store hobe lazaroner på den anden eller modsatte side som med en dristighed næppe nogen skulle tro fortsatte deres skattegravning uforstyrret. 

Senere har man set dem i fuld virksomhed så godt som jævnsides slaverne der rimeligvis er deres venner. Det uvæsen der uagtet hvad der hidtil er gjort i mod det, synes at skulle vedblive, må være enhver borger, men især enhver grundejer foruroligende. Da ingen kan borge for at når dette utøj intet mere udbytte finder på fæstningens enemærker, de da måske lig en bisværm i masse anfalder private folks ejendomme, der lige så lidt som det offentliges i deres øjne har noget helligt, og der med ødelæggelsens sværd fortsætter deres håndtering.

Ser autoriteterne sig ikke i stand til at holde dem borte fra fæstningens territorium, må den enkelte private mand til hvis rådighed der ikke står sådanne midler, endnu mindre kunne det. Og at gå dette pak i møde for enkeltmand, ville være foruden en masse af grovheder, at risikere liv og lemmer, for de spader og hakker hvormed de alle er forsynet, er våben de sikkert ville vide at bruge i påkommende tilfælde. Og spørger man endelig hvortil anvendes de således fortjente penge, bliver svaret at de svires bort i værtshusene og anvendes kun på at fylde halsen med brændevin og andre spirituøse drikke under jublen og triumferen over at have kunnet unddrage sig de anstillede forfølgelser og den velfortjente straf. 

Kom virkelig disse penge til nogen sand nytte, blev den yderste nødtørftigheds trang derved afhjulpet, så var der dog noget hvormed sagen for en del kunne undskyldes. Men hvem der mod aften passerer Vesterbro og ser hvorledes hele flokke af disse væmmelige skabninger hvis moralske forbedring sikkert kun er en tom lyd - kvinder og unge drenge, mange endnu næppe konfirmerede - straks efter at have fået penge for deres varer, ligesom glubende dyr styrter ned i værtshuskældrene hvor de sædvanligvis fordriver hele aftenen så længe der er noget af fortjenesten tilbage - han kan sikkert ikke uden harme betragte anvendelsen. Under nydelsen af disse drikkevarer og i beruselsen ligger sikkert ofte planer til indbrud og tyveri. Hvad den ene ikke kan udfinde vil nok en anden hitte på af de mange, der fra den spæde barndom er indprentet had imod enhver hvis stilling og skæbne synes bedre end deres. og blandt det store selskab vil der vel altid findes flere der allerede har deltaget i, vel muligt også er straffet for forbrydelser af denne art.

Med tavshed vil indsenderen aldeles forbigå hvad der i moralsk henseende på disse steder og i disse selskaber går i svang. Men konversationsgenstanden er vel i almindelighed kun måder på hvilken man bedst kan trodse og forhåne lovene, og dem, deres håndhævelse er betroet samt undgå retfærdighedens arm.

Da mængden som allerede bemærket er halvvoksne drenge og piger til hvem efter de bestående politianordninger ingen værtshusholder tør skænke brændevin eller andre spirituosa, tror indsenderen det ikke at være af vejen om politiet ville se ned i disse værtshuskældre hvoraf en straks foran på venstre side af Vesterbro især skal udmærke sig og hvor disse væsner holder til.

Det er indlysende hvor dårligt de ældres eksempel må virke på de måske endnu ikke aldeles fordærvede unge der befinder sig i deres selskab. Og betragtet fra denne side fortjener den her fremstillede sag det offentliges opmærksomhed. Ligesom forstædernes indbyggere ville være politiet tak skyldig om der snarest muligt skete en renselse ved hvilken det tilhold som disse personer nu uforstyrret nyder i disse kipper, blev forstørret og vedkommende værter draget til ansvar hvorved sikkert mane tyverier ville forebygges. Hvorvidt for øvrigt de tiltagende benoplag der om sommeren udbreder en pestilentialsk stank trindt omkring, og tit kan forårsage sygdomme, bør tåles af Sundhedspolitiet må indsenderen henstille til høje ansvarliges bedømmelse.

Efterskrift. Efter at denne opsats for ca. 14 dage siden var færdig, indtraf forhindringer hvorved sammes indsendelse blev forhalet. Og da senere nogle yderligere foranstaltninger blev truffet fra det offentliges side ved bekendtgørelse i aviserne og opslag udenfor portene for at hæmme dette uvæsen så besluttede indsenderen at holde den tilbage. Men da han bemærkede hvor frugtesløse disse foranstaltninger var, og da disse lovovertræder dagligt, især søndag den 10. og mandag den 11. i store flokke drev deres håndtering, bestemte han sig til indsendelsen.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 779-784)

Vægter-Maaneskin.

Det går hos os yderst langsomt med at afskaffe eller forandre indgroede sædvaner, forældet slendrian og groteske skikke, skønt tusind stemmer har hævet sig derimod. Således har her den meget underlige indgroede skik som i ingen anden hovedstad finder sted: ikke at tænde lygterne når almanakken forkynder måneskin. Man tager aldeles intet hensyn til at der på de bebudede måneskinsaftener kan indtræffe tåge, sne, regn, tyk luft m.m.; men vægterne har fra Arilds tid den ordre ikke på sådanne almanakaftener at tænde lygterne, eller også blot at lade dem lyse visse timer og atter slukke dem til en bestemt tid, om endog et egyptisk mørke da finder sted. I andre hovedstæder slukker man derimod slet ikke lygterne, men lader dem lyse fra den mørke aften til den klare dag. For ikke at tale om at København skønt forsynet med nye lygter, alligevel står tilbage i gadebelysning for andre hovedstæder. Så længe altså København har haft lygter, har den formodentlig også haft omtalte formørkelsesanordning, og ingen af de høje vedkommende har endnu indset: at af alle måner er den københavnske måne en af de mest genstridige og trodsige, den respekterer hverken Magistrat eller politi og ænser ikke almanakkens bebudelser.

Skønt lygteskatten opkræves med en klækkelig sum, må vi dog i flere aftener vandre i bælgmærke, og det undertiden således at vi ikke kan se hånd for øje eller finde hjørnet af gaden, ja ofte udsættes vi for at falde og blive lemlæstede. Det er på sådanne aftener et held for os at der fra så mange butikker og kældre udbredes lys over gaderne. Var det ikke tilfældet, ville det ikke være muligt at gå uden håndlygter fra det ene sted i byen til det andet. Man må altså takke butik- og kælderbeboerne der dog hver især må yde deres andel i lygteskatten, for dette gode! - I de to sidste måneder ville den stridige københavnske måne ikke udbrede sit lys over byen. Den holdt sig til trods for almanakkens bebudelse skjult i tåge eller skyer, og selv ikke aftenen før flyttedagen ville den lyse før henimod kl. 9, mens vi arme indbyggere snublede over halm og møddinger. Ja man hørte endog (for se kunne man ikke) at flere karle med byrder stødte mod hinanden og spolerede flyttegodset. Man kan da ikke andet end falde i forundring over vedkommendes utidige sparsommelighed især på sådan travl aften. Vel tales og skrives der meget om besparelser, men alt til sin tid, sagde den vise Salomon. - at lade indbyggerne vandre i mørke når vægtermåneskin er bebudet, er en latterlig og højst utidig sparsommelighed.

Har nu denne uskik fundet sted i århundreder, så tror man med ret og rimelighed at det må anses for at være på tide at den endelig bliver afskaffet, så at det anbefales vægterne at tænde lygterne forinden mørket falder på, og under intet påskud at slukke dem før månen lyser klart og luften er fri for skyer.

Hvad lygternes slukning kl. 12 angår, vil man her ikke berøre dette. Dog var det at ønske at nogle flere lygter måtte være tændte i hver gade.

Idet vi indstiller ovenstående til de ansvarliges opmærksomhed, håber vi at se den her påankede mangel afhjulpet, da der aldeles ikke findes nogen årsag, der kan tale for at lade den vedvare.

(Politievennen nr. 1145, Løverdagen, den 9de December 1837. Side 768-771)