Tranlugt i Byen og Lampeos i Theatret.

hvem af Københavns indbyggere ender ikke den afskyelige lugt som trankogeriet på Christianshavn udbreder over byen, og ved visse vinde især forpester Amalienborg og dens omegn, en lugt hvis tilværelse gør det til en kval at indånde endogså den i øvrigt reneste luft. I selve værelserne forfølges man af denne stank så at den for alle er uundgåelig. Skulle der da intet middel gives til at befri kongens residens og dens beboere fra en sådan daglig plage?

For nyligt efter om dagen at have indåndet denne pestilentialske tranlugt, gik indsenderen en aften i teatret for at glæde sig ved Lulus smukke musik. Men denne nydelse forbitredes og desværre ikke for første gang, ved flere osende lamper såvel i orkestret som foran scenen som udbredte en utålelig lugt over parterret og undertiden forårsagede at man kun ligesom gennem et slør af røg så hvad der foregik på scenen. Man håber at teaterdirektionens foranstaltning og omsorg vil vide i fremtiden at sikre tilskuerne for denne lampeos som er dobbelt ømfindtlig efter næsten hele dagen at have døjet tranlugten, ret som om man boede i eskimoernes land.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 41-42)

En Reisebeskrivelse.

(Den højkongelige generalpostdirektion underdanig tilegnet)

I. Rejsepræliminærer.

Min kvittering for indskrivningspengene med Lollandsposten pålagde mig at møde på postgården klokken 5.30 eftermmiddag. Til dette klokkesæt indfandt jeg mig da også, skønt jeg nok vidste jeg fik en god stund at vente. Men jeg trøstede mig ved rejseværelset hvor jeg dog før havde fristet tiden ret tåleligt i selskab med andre rejsende og dem der ledsagede disse til vogns. Jeg gik da straks hen til den sædvanlige dør, men fandt der brevkontoret i stedet for rejseværelset. På mit spørgsmål om et andet rejseværelse anvistes mig et firkantet hul med tykke jernstænger for vinduet, hvorom man ingen ide kan gøre sig uden at have set det. Vi var denne gang 5 rejsende, hvoraf de 3 til nød kunne stuves derind. Man tænker sig nu engang at der var flere rejsende eller at disse var damer. Hvor skulle disse dog placeres i den stive time man som oftest må vente inden man kommer afsted? og hvor skulle postkarlene få plads til kasserne og kufferterne der skulle med, uden at sætte disse ud i gården? Ja, dette værelses hele indretning (?) ville jeg i sandhed anse som et forsøg i det komiske hvis jeg ikkemåtte anse sådant for at være under postdirektionens værdighed. Jeg stod (for af naturen er jeg nu engang således indrettet at jeg - især i rejseklæder - ikke kan sidde på den langs med væggen værende nymalede tremme) altså jeg stod og grundede over hvad der kunne være i vejen for at overlade os personpostens rejseværelse til afbenyttelse. Efter at have stået og grundet en times tid, fandt jeg da en tænkelig grund, nemlig at det muligvis ville kollidere med personpostens ankomst- og afgangstider. Men denne modgrund fik jeg netop mig selv gendrevet dels dermed at dette højst sjældent ville ske, dels dermed at der ingen ulykke var i at det skete en meget enkelt gang, da posthornet i det samme kaldte os til vogns. Vi besteg da vognene og kørte ud af postgårdens port.

II Rejse til Køge

Længe kunne jeg ikke begribe hvorfor postillonen på det ubarmhjertigste gennempiskede de stakkels heste. Jeg troede i begyndelsen de havde forset sig ved et eller andet, hvorfor de skulle "straffes", men næppe var vi kommet udenfor Vesterport, før jeg erfarede grunden. Postillonen vendte sig nemlig om til os og sagde i en triumferende tone: "De har gået i tøjet siden i morges halv otte." Ved samme lejlighed bad han os sige ham om han kørte stærkt nok, "for han havde aldrig kørt post før." Ligeledes leverede han den ene af os sit tudehorn "for han forstod ikke at blæse det op." Mens han nu fortalte min medrejsende vidtløftigt at han havde været i Hamborg, Lübeck osv., men aldrig i Køge, og derfor bad ham sige sig vejen dertil, så snart der var drejet af ved Roskilde Kro, grundede jeg atter fr at udfinde hvorfor hovedvognen ikke kørte foran da denne dog altid må have en øvet kusk der kender vejen, har uret på vognen at rette kørslen efter, og kan "blæse hornet op" for derved at vække bommændene så betids at man ikke behøver at holde ved bommene. Men jeg kunne denne gang ikke tænke mig nogen grund. Under en kørsel, højst ubehagelig på grund af lyden af den snertende svøbe, der i bogstaveligste forstand kunne siges ikke at være af hestenes ryg inden vi nåede Køge postgård, nåede vi da denne hvor vi vederkvægedes ved et hyggeligt, godt opvarmet rejseværelse og ved proper og billig beværtning.

III Reise til Vordingborg

Fra Køge til Rønnede var hesteplageriet lige så utåleligt som før og kørslen langsommere. Dog fandt jeg mig tålmodigt heri, for i Rønnede fik vi jo nye heste og kørte da på vores magelige fjedervogn lige til Vordingborg, tænkte jeg. Men ak! vi mennesker tænker så tit fejl. Efter et lille ophold i Rønnede gik vi alle ud i regn og slud for at stige til vogns. Hvor blev jeg ikke lang i ansigtet ved at forefinde - i stedet for fjedervognen hvilken jeg havde tænkt mig ligesom hovedvognen holdende tør inde i vognskuret - en af de gamle postvogne holdende aldeles gennemvåd uden for vognskuret. Dog fandt jeg mig også heri og satte mig trøstigt i det svømmende lædersæde. Enhver vil vist være enig med mig deri at dette ikke er så ganske rigtigt gjort af postdirektionen. Det er at ove mere end den kan holde, således at lade de rejsende gøre begyndelsen af rejsen i en bekvem vogn, tage denne fra dem midt på ruten og i stedet give dem en fra forrige århundrede.

Vi kørte da afsted, men nu tabte jeg tålmodigheden. Vejen gik nemlig: til Præstø. Har du, kære læser! nogensinde rejst med posten fra København til Vordingborg? Gennemfarer der dig da ikke en vis gysen ved at høre Præstø nævne? Du vil sikkert i forening med mig henvende dine bønner til postdirektionen at de rejsende dog endelig må blive befriede fra denne dræbende, trvielle omvej, og at pakkenillekerne til Præstø blev aflagt i Rønnede Kro eller det sted på Vordingborgvejen der er det nærmeste. Dog - tilbage til rejsebeskrivelsen! tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns, havde en bandsat vej indtil vi igen nåede Vordingborgvejen som vi havde måttet forlade, og ankom efter en halsbrækkende tur ned ad et med store klippestykker brolagt, yderst smalt stræde til Vordingborg Postgård hvor vifandt os fuldkommen tilfredse i enhver henseende.

IV Rejse til Gåbense.

Om denne er meget lidt at sige Vi betalte vores "ispenge" i Vordingborg, sejlede i den korte tid af 1½ time over vandet i en lille båd uden at se en smule is, men om istransporten skulle vi i næste nummer udtale os, såvel om denne i almindelighed som om postdirektionens andel.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 33-38)

Redacteurens Anmærkning

Køge Postgård lå på hjørnet af Torvet og Nørregade. Den er nu nedrevet. Ejendommen blev først i 1785 postgård, og senere det førende værtshus i Køge og “Hotel Prinsen”.

En styg Muur i Kannikestræde.

Vi vil ikke her indlade os på om verden er gået frem eller tilbage i arkitektonisk henseende. Så meget synes vist at København i denne henseende i det hele er gået frem. Og efter berejste folks udsagn gives der ikke mange skønnere offentlige pladser end den foran universitetsbygningen trods alle de indvendinger man har gjort med alle de bygninger der omgiver pladsen. Men jo skønnere denne plads er, desto ubehageligere er det for øjet umiddelbart ved denne at møde det vist nok grimmeste som København har at opvise, nemlig den mur (?) der sammen med Metropolitanskolen danner indgangen til Kannikestræde, og det falder os ubegribeligt at vedkommende har fået lov til at lade den stå således så langt mands minde når. I lang tid stod den og truede enhver fodgænger med at begrave ham under sine ruiner. Hvad man længe havde forudset skete da endelig: Muren blæste ned - heldigvis om natten - og man glædede sig til at se gaden befriet for det omtalte skue. Men havde det været galt før, blev det langt værre nu. For før kunne man dog betragte muren som en slags ruin. Men nu at se en ny mur opført som ville vansire den mest usle landsby, er virkelig et så stødende syn for øjet at vi på det mest indstændige beder vedkommende at tage sig af det.

(Politivennen nr. 1149, Løverdagen, den 6de Januar 1838. Side 9-10)

Metropolitanskolen. Hjørnet til Store Kannikestræde længst væk. Muren er væk i dag. (Eget foto, 2015).

Anmodning til Snedkermester-Enken i Klosterstræde.

Det har forundret flere af Deres genboer og naboer at der sidste flyttedag er etableret en slags værtshus i Deres stueetage. Især da en driftig og redelig mand i vist nok over 20 år har ernæret sig i Deres kælder ved den samme næringsvej. Det synes derfor at være ikke just så ganske rigtigt at De med deres vilje og vidende påfører en mand som De i så lang tid har været tilfreds med som lejer, en rival der vel nok som her er tilfældet, ikke synderlig kan skade ham, men dog heller ikke gavne ham, og som han derfor vist helst ønsker at være fri for.

Den orden som De hidtil har iagttaget med hensyn til valget af Deres husbeboere, lader formode at De sørger for at denne misalliance mellem stue og kælder snarest muligt hæves, som også at den malede kvindelige figur som undertiden findes posteret i vinduerne, bortskaffes da den let kan antages for en af Veneris præstinder i stedet for hvad den nok på det sted skal forestille: en af Bacchus'.

(Politivennen nr. 1147, Løverdagen, den 23de December 1837. Side 809-810)

Bøn om en saare nødvendig Broforbedring.

Er der nogen gade eller noget gadestykke i København eller på Christianshavn hvis stenbro trænger til omlægning, så er det det stykke af Overgaden over Vandet der løber fra Børnehustorvet forbi Børnehusbygningen til Snorrebroen. Det er umuligt andet end at denne stenbros trang til omlægning jo for længe siden må have tiltrukket sig vedkommendes opmærksomhed. Årsagen til at den altså ikke allerede for adskillige år siden er blevet omlagt, må man efter al formodning søge deri at der nok har været ventet på at den afbrændte del af Børnehuset, tilligemed de tilstødende smårønner ville blive opbygget og at man derfor har udsat brolægningen. (Så vidt indsenderen mindes er der omtrent for 2 år siden allernådigst blevet nedsat en kommission for at tage under overvejelse hvorvidt der er resurser til at opbygge den del af straffeanstaltens bygninger der afbrændte i året 1817, men dens resultater er endnu ubekendt for publikum). Men da straffeanstalten må betale en betydelig årlig leje til Søkvæsthuset for en del af denne bygning der er overladt den til brug, og der intet synderligt skal blive oplagt fra fortjenesten ved tvangsarbejdernes arbejde, har det nok lang udsigt endnu inden det engang vil komme dertil. 

Man kunne vel sige at det er unødvendigt at dette stykke gade står åbent til almindelig passage siden denne strækning ved en lille omvej kan passeres enten på den venstre side af kanalen eller gennem Dronningensgade. Men nødvendigt er det dog at vejen passeres ikke alene af dem der bor i disse Børnehusets tilbygninger og dem der har forretninger enten på Børnehuskontoret eller hos de betjente der bor i disse, hvor i blandt inspektøren, men også af vagten, af de der udstillede skildvagter og af forbedringshusfanger som for tiden hver dag bruges til at trække trillebøre med spise og drikke samt materialer til og fra Kvæsthuset og fra og til Børnehuset såvel som af de arbejdsfolk og opsynsmænd der på vejen holder vagt over dem. 

Christianshavn Straffeanstalt o. 1840 (Both).

Når man ser hvorledes disse fanger nogen gange medtages som dragere for svære trillebøre på denne elendige stenbro, hvor de ved at gå på trætøfler udsættes for at forvride benene og måske at blive til krøblinge, hvorved deres ulykkelige tilstand i verden kan blive endnu mere ulykkelig, nødes ethvert følende menneske til at ønske denne stenbro omlagt. Indtil dette sker, var det vist godt om de fanger der bruges til dette, dem næppe i straffeanstalten ved deres idømte pålagte arbejde, blev forsynet med sko i stedet for tøfler, og at dette ikke allerede er sket, må man vel for en del tilskrive de overhåndtagende forretninger den for sin dristighed bekendte inspektør har uden hvilke nødvendigheden af en sådan forsorg for disse mennesker vel næppe ville blevet bemærket. Var det endda mennesker der var idømt straffeanstalt for livstid, kunne straffeanstalten om de kom til skade og blev krøblinge, nogenlunde formilde deres ulykke ved efter pligt at brødføde dem, men ufejlbarligt er de mennesker som bruges til denne transporteren, alle årsfanger som i fremtiden når deres straffetid er til ende, skal tjene deres brød som frie mennesker.

(Politivennen nr. 1146, Løverdagen, den 16de December 1837. Side 791-794)

Redacteurens Anmærkning

Et indtryk af omfanget af antallet af fanger uden for Danmark fik man i Kjøbenhavnsposten den 19. september 1837:

Ved Slutningen af den forløbne Junimaaned befandt der sig i Glückstadt-Straffeanstalter 689 Fanger. Af disse vare 326 fra Hertugdømmet Holstein, 336 fra Hertugdømmet Slesvig, 20 fra Hertugdømmet Lauenburg og 7 fra Fyrstendømmet Lübeck. Fra 1ste Apil til 11ste Juli bleve modtagne 53 og løsladte 43; der døde 7. Antallet af Tugthuusfangerne er saaledes forøget med 3.