Om Stadsmusikant-Bestillingen.

Et reskript til stiftamtmændene i Danmark og Norge af 14. juni 1780 om at der til stadsmusikanter i købstæderne skal tages medlemmer af det Kongelige Kapel, indledes med følgende ord:

"Da den musik som man overalt i købstæderne har, er mådelig og på de fleste steder besynderlig slet, og kongen gerne så at endog heri en bedre smag kunne udbrede sig, ligesom Kunstakademiet allerede ser en forbedring at udbrede sig til provinserne, så har kongen til dette øjemed intet bedre middel fundet, end at gøre sit eget kapel til skole hvorfra kan udgå sådanne som, efter at være lærte og øvede i den nye og bedre musik, kunne forplantes efterhånden om i provinserne."

I de 58 år der er tilbagelagt siden reskriptet, er uendelig meget forandret i vores købstæder, og da også i dyrkelsen af musikken, så at den almindelige bemærkning vel kan passe endnu på de meget små byer, hvor man aldrig har kendt til stadsmusikanter, men næppe til de større, især de hvor der findes regiments- eller korpsmusik. I enhver nogenlunde anselig købstad vil man finde både mere og mindre bemidlede som har smag for musik og lære samme af folk som har gjort musikundervisning til næringsvej, og i sådan by vil der heller ikke let mangle duelige subjekter til balmusik. Man kan altså med rette spørge om stadsmusikantbestillingen er nødvendig eller ikke. Nødvendig ville den være hvis man ikke uden sådan bestillingsmand kunne få ordentlig musik, eller hvis han oplærte unge mennesker i musik qva håndværk. Men det første er næppe tilfældet og sjældent det andet.

Stadsmusikant vil som oftest blive en person hos hvem man bestiller musikpersonale og som er pligtig at sende samme til bestemt tid og sted, vel at mærke for så vidt der er så mange musikanter i byen, men er de på anden måde engagerede, så er også han undskyldt. For denne ringe ulejlighed og ansvar, vel også måske en gang imellem for at låne et enkelt kostbart musikinstrument, beregner han sig en klækkelig del af betalingen for hver musikant til fordel, men andre ord, han bliver betalt for så godt som intet. Men hertil kommer endnu den rettighed, at ingen i byen selv må engagere musikanter til hvilken som helst festlighed, uden først i det mindste at affinde sig med stadsmusikanten. Sker det ikke, bliver musikken ulovlig, og bøder blev da let musikkens endelige finale.

Det hører til tidsalderens bestræbelser at løsrive sig fra alle ufornødne bånd og pålæg, og som sådant tager indsenderen af dette ikke i betænkning at nævne den anførte skat til en person hvis tilværelse er mere eller mindre overflødig. I de fleste byer vil man uden stadsmusikant kunne få god musik til baller og festligheder og den bekostelige mellemmand kan derfor helt vel undgås. En anden sag er naturligvis at de nuværende stadsmusikanter bør blive i besiddelse af deres rettigheder. Fordi man ønsker en forandring i det bestående, derfor mener man ikke at betage nogen det gode der engang er ham givet. 

(Politivennen nr. 1157, Løverdagen, den 3die Marts 1838. Side 129-131)

Ærbødig Bøn til General-Postdirektionen.

Den ærede generalpostdirektions udmærkede virksomhed og sjældne takt for at imødekomme publikums ønsker lader indsenderen håbe at disse linjer ikke vil blive upåagtede.

Støj på gaden er vel et uundgåeligt onde for beboere af en hovedpassage i en stor stad. Ikke desto mindre ønsker sikkert mange af dem at befris fra unyttig eller overflødig støj, især når denne finder sted om natten.

Uden tvivl går det Kultorvets og Frederiksborggades beboere således med hensyn til den helsingoranske brevpostrytters øreskærende hornmusik både aften og især morgen på den tid da man endnu har adskilligt at sove. De som endelig vil vækkes tidligt, har desuden til sådant den bedste anledning i vægternes højst utidige banken på døre og vinduessprodser. Indsenderen ved vel ikke hvortil denne blæsen tjener, men tror den overflødig for en post som denne der hele året igennem må kunne gå og komme på minutten. Sker det for at avertere vagten, kan sådant jo ske i nærheden af porten ved et kort signal som skik er i andre kristne lande. Eller blæser han efter befaling udenfor nogen mands hus, kan det ske på samme måde, og i hvert tilfælde med halv tone som i nattens stilhed vil være stærk nok. Frygtende allerede at have været for vidtløftig, slutter indsenderen sin ærbødige p. m. og lever med flere i håbet om snart at befris fra denne øreskærende tuden!

(Politivennen nr. 1153, Løverdagen, den 3die Februar 1838. Side 73-74)

Tranlugt i Byen og Lampeos i Theatret.

hvem af Københavns indbyggere ender ikke den afskyelige lugt som trankogeriet på Christianshavn udbreder over byen, og ved visse vinde især forpester Amalienborg og dens omegn, en lugt hvis tilværelse gør det til en kval at indånde endogså den i øvrigt reneste luft. I selve værelserne forfølges man af denne stank så at den for alle er uundgåelig. Skulle der da intet middel gives til at befri kongens residens og dens beboere fra en sådan daglig plage?

For nyligt efter om dagen at have indåndet denne pestilentialske tranlugt, gik indsenderen en aften i teatret for at glæde sig ved Lulus smukke musik. Men denne nydelse forbitredes og desværre ikke for første gang, ved flere osende lamper såvel i orkestret som foran scenen som udbredte en utålelig lugt over parterret og undertiden forårsagede at man kun ligesom gennem et slør af røg så hvad der foregik på scenen. Man håber at teaterdirektionens foranstaltning og omsorg vil vide i fremtiden at sikre tilskuerne for denne lampeos som er dobbelt ømfindtlig efter næsten hele dagen at have døjet tranlugten, ret som om man boede i eskimoernes land.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 41-42)

En Reisebeskrivelse.

(Den højkongelige generalpostdirektion underdanig tilegnet)

I. Rejsepræliminærer.

Min kvittering for indskrivningspengene med Lollandsposten pålagde mig at møde på postgården klokken 5.30 eftermmiddag. Til dette klokkesæt indfandt jeg mig da også, skønt jeg nok vidste jeg fik en god stund at vente. Men jeg trøstede mig ved rejseværelset hvor jeg dog før havde fristet tiden ret tåleligt i selskab med andre rejsende og dem der ledsagede disse til vogns. Jeg gik da straks hen til den sædvanlige dør, men fandt der brevkontoret i stedet for rejseværelset. På mit spørgsmål om et andet rejseværelse anvistes mig et firkantet hul med tykke jernstænger for vinduet, hvorom man ingen ide kan gøre sig uden at have set det. Vi var denne gang 5 rejsende, hvoraf de 3 til nød kunne stuves derind. Man tænker sig nu engang at der var flere rejsende eller at disse var damer. Hvor skulle disse dog placeres i den stive time man som oftest må vente inden man kommer afsted? og hvor skulle postkarlene få plads til kasserne og kufferterne der skulle med, uden at sætte disse ud i gården? Ja, dette værelses hele indretning (?) ville jeg i sandhed anse som et forsøg i det komiske hvis jeg ikkemåtte anse sådant for at være under postdirektionens værdighed. Jeg stod (for af naturen er jeg nu engang således indrettet at jeg - især i rejseklæder - ikke kan sidde på den langs med væggen værende nymalede tremme) altså jeg stod og grundede over hvad der kunne være i vejen for at overlade os personpostens rejseværelse til afbenyttelse. Efter at have stået og grundet en times tid, fandt jeg da en tænkelig grund, nemlig at det muligvis ville kollidere med personpostens ankomst- og afgangstider. Men denne modgrund fik jeg netop mig selv gendrevet dels dermed at dette højst sjældent ville ske, dels dermed at der ingen ulykke var i at det skete en meget enkelt gang, da posthornet i det samme kaldte os til vogns. Vi besteg da vognene og kørte ud af postgårdens port.

II Rejse til Køge

Længe kunne jeg ikke begribe hvorfor postillonen på det ubarmhjertigste gennempiskede de stakkels heste. Jeg troede i begyndelsen de havde forset sig ved et eller andet, hvorfor de skulle "straffes", men næppe var vi kommet udenfor Vesterport, før jeg erfarede grunden. Postillonen vendte sig nemlig om til os og sagde i en triumferende tone: "De har gået i tøjet siden i morges halv otte." Ved samme lejlighed bad han os sige ham om han kørte stærkt nok, "for han havde aldrig kørt post før." Ligeledes leverede han den ene af os sit tudehorn "for han forstod ikke at blæse det op." Mens han nu fortalte min medrejsende vidtløftigt at han havde været i Hamborg, Lübeck osv., men aldrig i Køge, og derfor bad ham sige sig vejen dertil, så snart der var drejet af ved Roskilde Kro, grundede jeg atter fr at udfinde hvorfor hovedvognen ikke kørte foran da denne dog altid må have en øvet kusk der kender vejen, har uret på vognen at rette kørslen efter, og kan "blæse hornet op" for derved at vække bommændene så betids at man ikke behøver at holde ved bommene. Men jeg kunne denne gang ikke tænke mig nogen grund. Under en kørsel, højst ubehagelig på grund af lyden af den snertende svøbe, der i bogstaveligste forstand kunne siges ikke at være af hestenes ryg inden vi nåede Køge postgård, nåede vi da denne hvor vi vederkvægedes ved et hyggeligt, godt opvarmet rejseværelse og ved proper og billig beværtning.

III Reise til Vordingborg

Fra Køge til Rønnede var hesteplageriet lige så utåleligt som før og kørslen langsommere. Dog fandt jeg mig tålmodigt heri, for i Rønnede fik vi jo nye heste og kørte da på vores magelige fjedervogn lige til Vordingborg, tænkte jeg. Men ak! vi mennesker tænker så tit fejl. Efter et lille ophold i Rønnede gik vi alle ud i regn og slud for at stige til vogns. Hvor blev jeg ikke lang i ansigtet ved at forefinde - i stedet for fjedervognen hvilken jeg havde tænkt mig ligesom hovedvognen holdende tør inde i vognskuret - en af de gamle postvogne holdende aldeles gennemvåd uden for vognskuret. Dog fandt jeg mig også heri og satte mig trøstigt i det svømmende lædersæde. Enhver vil vist være enig med mig deri at dette ikke er så ganske rigtigt gjort af postdirektionen. Det er at ove mere end den kan holde, således at lade de rejsende gøre begyndelsen af rejsen i en bekvem vogn, tage denne fra dem midt på ruten og i stedet give dem en fra forrige århundrede.

Vi kørte da afsted, men nu tabte jeg tålmodigheden. Vejen gik nemlig: til Præstø. Har du, kære læser! nogensinde rejst med posten fra København til Vordingborg? Gennemfarer der dig da ikke en vis gysen ved at høre Præstø nævne? Du vil sikkert i forening med mig henvende dine bønner til postdirektionen at de rejsende dog endelig må blive befriede fra denne dræbende, trvielle omvej, og at pakkenillekerne til Præstø blev aflagt i Rønnede Kro eller det sted på Vordingborgvejen der er det nærmeste. Dog - tilbage til rejsebeskrivelsen! tidlig på morgenstunden ankom vi til Præstø. En nedslående efterretning modtog vi her, nemlig den at der intet gæstgiveri var på aftrædelsesstedet. "Der var et gæstgiveri i den anden ende af byen, men der var nok ingen oppe og værelserne vist kolde." så vi følte ikke synderlig lyst til at begive os på opdagelsesrejse efter dette. I den lige over posthuset liggende kippe hvor postillonerne samledes, nød vi et koldt værelse, en kop kaffe, satte os derpå til vogns, havde en bandsat vej indtil vi igen nåede Vordingborgvejen som vi havde måttet forlade, og ankom efter en halsbrækkende tur ned ad et med store klippestykker brolagt, yderst smalt stræde til Vordingborg Postgård hvor vifandt os fuldkommen tilfredse i enhver henseende.

IV Rejse til Gåbense.

Om denne er meget lidt at sige Vi betalte vores "ispenge" i Vordingborg, sejlede i den korte tid af 1½ time over vandet i en lille båd uden at se en smule is, men om istransporten skulle vi i næste nummer udtale os, såvel om denne i almindelighed som om postdirektionens andel.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 33-38)

Redacteurens Anmærkning

Køge Postgård lå på hjørnet af Torvet og Nørregade. Den er nu nedrevet. Ejendommen blev først i 1785 postgård, og senere det førende værtshus i Køge og “Hotel Prinsen”.

En styg Muur i Kannikestræde.

Vi vil ikke her indlade os på om verden er gået frem eller tilbage i arkitektonisk henseende. Så meget synes vist at København i denne henseende i det hele er gået frem. Og efter berejste folks udsagn gives der ikke mange skønnere offentlige pladser end den foran universitetsbygningen trods alle de indvendinger man har gjort med alle de bygninger der omgiver pladsen. Men jo skønnere denne plads er, desto ubehageligere er det for øjet umiddelbart ved denne at møde det vist nok grimmeste som København har at opvise, nemlig den mur (?) der sammen med Metropolitanskolen danner indgangen til Kannikestræde, og det falder os ubegribeligt at vedkommende har fået lov til at lade den stå således så langt mands minde når. I lang tid stod den og truede enhver fodgænger med at begrave ham under sine ruiner. Hvad man længe havde forudset skete da endelig: Muren blæste ned - heldigvis om natten - og man glædede sig til at se gaden befriet for det omtalte skue. Men havde det været galt før, blev det langt værre nu. For før kunne man dog betragte muren som en slags ruin. Men nu at se en ny mur opført som ville vansire den mest usle landsby, er virkelig et så stødende syn for øjet at vi på det mest indstændige beder vedkommende at tage sig af det.

(Politivennen nr. 1149, Løverdagen, den 6de Januar 1838. Side 9-10)

Metropolitanskolen. Hjørnet til Store Kannikestræde længst væk. Muren er væk i dag. (Eget foto, 2015).