Nogle Betragtninger over en Liigbegængelse.

Indsenderen af denne artikel der for nogen tid siden viste en afdød slægtning den sidste ære ved at følge hende til graven, anstillede ved denne lejlighed nogle betragtninger som herved fremsættes til vedkommendes nærmere overvejelser.

Da kisten skulle bringes fra ligstuen ud på ligvognen, tildrog sig en scene som jeg aldrig skal glemme. Trappegangen var nemlig for smal til denne, hvorfor den med største anstrengelse måtte løftes helt op over gelænderet af ligbærerne, og næsten ved et mirakel skete det at den ikke blev tabt. Indsenderen har ikke ofte fulgt lig, men de få gange han har været med og toget er udgået fra private huse, har samme ubekvemhed fundet sted, omend i mindre grad. Og det er højst besynderligt at et så rimeligt ønske som flere blade har udtalt, dog ikke engang kan blive opfyldt, nemlig at staden må få et lighus hvor den afdøde straks kan blive bragt hen og ligge til begravelsesdagen. Hvilken ulejlighed blev huset, navnlig huset beboere ikke fritaget fra på denne måde? Hvilke ubehageligheder ville ikke blive sparet ved kistens transport ud af huset. Og hvor gerne gav ikke enhver en afgift til sådan et lighus som sikkert når det blev indrettet lidt mere bekvemt og mere ordentligt end det på Frederiks Hospital, ville blive benyttet så meget at det godt svarede regning.

Jeg fulgte nu til fods den afdøde. Men den gigt og stærke forkølelse jeg pådrog mig ved således at stå i den bare kjole midt i vinterens hjerte, forvinder jeg næppe i mit hele liv igennem. Rigtig nok havde jeg "sørgekappen" på, men den varme jeg fik af denne, var aldeles ingen, og det er ubegribeligt at disses udlejere dog ikke kunne indrette dem således at man kunne have gavn af dem ved en tur der er så farlig for sundheden. Indtægterne af at udleje sådanne er sikkert så stor at de uden skade kunne lade forfærdige sådanne. Og disse ville snart blive så søgte at udlægget ved dem om kort tid blev indhentet. Man vil måske indvende at de da var for varme om sommeren. Men hvorfor netop ens til enhver årstid?

Da vi ankom til kirken, forefandt vi i denne en stor del personer der var ligtoget ganske uvedkommende. Gud må vide hvad de ville, næppe var de kommet for andet end for at glo og gabe. For indsenderen som temmelig nøje kendte alle den afdødes bekendte, traf ikke en af disse blandt dem, men det er desværre noget man ser ved enhver nok så ubetydelig anledning at folk her i byen stimler sammen uden selv at vide hvorfor.

(Politivennen nr. 1161, Løverdagen, den 31de Marts 1838. Side 212-214)

Noget om Frederiks Hospital.

Det er blevet skik i den senere tid at hver gang man har noget at anke over ved en eller anden genstand, begynder man med at opregne alle fuldkommenhederne ved denne for ligesom at vise at man påskønner disse. Denne indledning vil vi denne gang og herefter når vi har noget at påtale, udelade og straks skride til teksten. Denne gang vil vi påanke alle de bryderier den uformuende har frem for den der har evne til at betale for at blive indlagt på hospitalet. og denne anke tror jeg fremføres bedst ved at berette sandfærdigt om en episode desangående.

Jeg kom en formiddag op til min bror og fandt ham sengeliggende og temmelig stærkt angrebet. Han bad mig at "gøre anstalter" for at få ham på hospitalet da han boede ene og ingen pleje kunne få. Og sygdommen var desuden smitsom. Han ville meget gerne derud samme dag. Jeg lovede at gøre hvad jeg kunne. Jeg gik nu til hospitalet hvor jeg fik en blanket som skulle udfyldes og påtegnes. Den lød på at patienten var "arm og nødlidende" og "ingen understøttelse havde". Med denne gik jeg da til en af fattigforstanderne, tillige medbringende hans testimonium paupertatis og nogle andre pålidelige attester. Men disse hjalp ikke. Jeg skulle også skaffe attest fra hans vært. Denne var borte, og konen kunne hverken læse eller skrive, og ingen af dem kunne da desuden på nogen tænkelig maner vide hvor mange "understøttelser" han havde osv. Imidlertid, for ikke at spilde tiden, fik jeg hende til at undertegne en linje jeg selv havde skrevet som jeg læste for hende, hvori der stod "at patienten N.N. er fattig, attesterer N. N." Det var for resten godt at konen ikke kunne læse. For ellers havde hun måske tabt al kredit for sin "nødlidende" lejer. 

Med denne "tilstrækkelige" attest begav jeg mig da atter til forstanderen og det var allerede blevet sent om eftermiddagen. Han var da ikke hjemme før om en time og denne mellemtime kunne jeg ikke benytte til at skaffe blanketten påtegnet af den anden forstander, for den anden skulle påtegne først. Da jeg nu havde fået hans påtegning, måtte jeg helt ud ved Amagerport for at få den andens påtegning. Denne var heldigvis hjemme, men alligevel var det blevet aften. Jeg ilede da fra Amagerport til hospitalet (pulchrum vides intervallum!) med denne seddel og bad om han måtte blive indlagt endnu samme aften. Men dette kunne ingenlunde ske. "I morgen formiddag engang" kom kandidaten til ham. Altså endnu en nat måtte han ligge ene og uden pleje. Først næste dags aften var preliminærerne til ende så han kunne køres derud hvor han havde kunnet komme straks hvis han havde haft råd til at betale.

Det er nu ikke vores mening at alle og enhver som kræver det, skal frit indlægges på hospitalet. Men vi mener at alle disse formaliteter (for andet er det da ikke) kunne indskrænkes betydeligt, og i alle tilfælde mener vi at enhver, han være sig rig eller fattig, burde kunne kræve en kandidat til sig samme dag og lade sig indlægge straks, mod at stille sikkerhed for den tid der medgår inden papirerne bringes i deres orden, som vi har vist, hvilket er møjsommeligt i høj grad.

 (Politivennen nr. 1158, Løverdagen, den 10de Marts 1838. Side 145-148)

"Jeg gik nu til hospitalet hvor jeg fik en blanket som skulle udfyldes og påtegnes". (Frederiks Hospital, 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning.

En artikel fra Kjøbenhavnsposten 29. august 1844 beretter om de sanitære forhold:

- Den nylig i "Fædrelandet" omtalte "Correspondance mellem en Cloak ved Frederiks Hospital og Vandrenderne sammesteds", er nu ogsaa bleven Gjenstand for Omtale i et af Provindsbladene (O. Th. Av.) hvor det med end klarere Ord hedder: "Man har længe klaget over den slette Beskaffenhed af Vandet paa Frederiks Hospital, og har endelig besluttet at lade Vandrenden eller Vandrenderne undersøge. Man har derved gjort den forbausende opdagelse, at en Vandrende ligger klods op til en Rende, der udfører Uhumskhederne fra Hospitalet, navnlig fra Anatomikammeret, og da begge Render ere pilraadne, har Svineriet staaet i den venskabelige Forbindelse med Vandet. Det kunde være interessant at vide, hvor mange Mennesker, der ere slaaede ihjel paa Hospitalet ved dette Vand".

Om Stadsmusikant-Bestillingen.

Et reskript til stiftamtmændene i Danmark og Norge af 14. juni 1780 om at der til stadsmusikanter i købstæderne skal tages medlemmer af det Kongelige Kapel, indledes med følgende ord:

"Da den musik som man overalt i købstæderne har, er mådelig og på de fleste steder besynderlig slet, og kongen gerne så at endog heri en bedre smag kunne udbrede sig, ligesom Kunstakademiet allerede ser en forbedring at udbrede sig til provinserne, så har kongen til dette øjemed intet bedre middel fundet, end at gøre sit eget kapel til skole hvorfra kan udgå sådanne som, efter at være lærte og øvede i den nye og bedre musik, kunne forplantes efterhånden om i provinserne."

I de 58 år der er tilbagelagt siden reskriptet, er uendelig meget forandret i vores købstæder, og da også i dyrkelsen af musikken, så at den almindelige bemærkning vel kan passe endnu på de meget små byer, hvor man aldrig har kendt til stadsmusikanter, men næppe til de større, især de hvor der findes regiments- eller korpsmusik. I enhver nogenlunde anselig købstad vil man finde både mere og mindre bemidlede som har smag for musik og lære samme af folk som har gjort musikundervisning til næringsvej, og i sådan by vil der heller ikke let mangle duelige subjekter til balmusik. Man kan altså med rette spørge om stadsmusikantbestillingen er nødvendig eller ikke. Nødvendig ville den være hvis man ikke uden sådan bestillingsmand kunne få ordentlig musik, eller hvis han oplærte unge mennesker i musik qva håndværk. Men det første er næppe tilfældet og sjældent det andet.

Stadsmusikant vil som oftest blive en person hos hvem man bestiller musikpersonale og som er pligtig at sende samme til bestemt tid og sted, vel at mærke for så vidt der er så mange musikanter i byen, men er de på anden måde engagerede, så er også han undskyldt. For denne ringe ulejlighed og ansvar, vel også måske en gang imellem for at låne et enkelt kostbart musikinstrument, beregner han sig en klækkelig del af betalingen for hver musikant til fordel, men andre ord, han bliver betalt for så godt som intet. Men hertil kommer endnu den rettighed, at ingen i byen selv må engagere musikanter til hvilken som helst festlighed, uden først i det mindste at affinde sig med stadsmusikanten. Sker det ikke, bliver musikken ulovlig, og bøder blev da let musikkens endelige finale.

Det hører til tidsalderens bestræbelser at løsrive sig fra alle ufornødne bånd og pålæg, og som sådant tager indsenderen af dette ikke i betænkning at nævne den anførte skat til en person hvis tilværelse er mere eller mindre overflødig. I de fleste byer vil man uden stadsmusikant kunne få god musik til baller og festligheder og den bekostelige mellemmand kan derfor helt vel undgås. En anden sag er naturligvis at de nuværende stadsmusikanter bør blive i besiddelse af deres rettigheder. Fordi man ønsker en forandring i det bestående, derfor mener man ikke at betage nogen det gode der engang er ham givet. 

(Politivennen nr. 1157, Løverdagen, den 3die Marts 1838. Side 129-131)

Ærbødig Bøn til General-Postdirektionen.

Den ærede generalpostdirektions udmærkede virksomhed og sjældne takt for at imødekomme publikums ønsker lader indsenderen håbe at disse linjer ikke vil blive upåagtede.

Støj på gaden er vel et uundgåeligt onde for beboere af en hovedpassage i en stor stad. Ikke desto mindre ønsker sikkert mange af dem at befris fra unyttig eller overflødig støj, især når denne finder sted om natten.

Uden tvivl går det Kultorvets og Frederiksborggades beboere således med hensyn til den helsingoranske brevpostrytters øreskærende hornmusik både aften og især morgen på den tid da man endnu har adskilligt at sove. De som endelig vil vækkes tidligt, har desuden til sådant den bedste anledning i vægternes højst utidige banken på døre og vinduessprodser. Indsenderen ved vel ikke hvortil denne blæsen tjener, men tror den overflødig for en post som denne der hele året igennem må kunne gå og komme på minutten. Sker det for at avertere vagten, kan sådant jo ske i nærheden af porten ved et kort signal som skik er i andre kristne lande. Eller blæser han efter befaling udenfor nogen mands hus, kan det ske på samme måde, og i hvert tilfælde med halv tone som i nattens stilhed vil være stærk nok. Frygtende allerede at have været for vidtløftig, slutter indsenderen sin ærbødige p. m. og lever med flere i håbet om snart at befris fra denne øreskærende tuden!

(Politivennen nr. 1153, Løverdagen, den 3die Februar 1838. Side 73-74)

Tranlugt i Byen og Lampeos i Theatret.

hvem af Københavns indbyggere ender ikke den afskyelige lugt som trankogeriet på Christianshavn udbreder over byen, og ved visse vinde især forpester Amalienborg og dens omegn, en lugt hvis tilværelse gør det til en kval at indånde endogså den i øvrigt reneste luft. I selve værelserne forfølges man af denne stank så at den for alle er uundgåelig. Skulle der da intet middel gives til at befri kongens residens og dens beboere fra en sådan daglig plage?

For nyligt efter om dagen at have indåndet denne pestilentialske tranlugt, gik indsenderen en aften i teatret for at glæde sig ved Lulus smukke musik. Men denne nydelse forbitredes og desværre ikke for første gang, ved flere osende lamper såvel i orkestret som foran scenen som udbredte en utålelig lugt over parterret og undertiden forårsagede at man kun ligesom gennem et slør af røg så hvad der foregik på scenen. Man håber at teaterdirektionens foranstaltning og omsorg vil vide i fremtiden at sikre tilskuerne for denne lampeos som er dobbelt ømfindtlig efter næsten hele dagen at have døjet tranlugten, ret som om man boede i eskimoernes land.

(Politivennen nr. 1151, Løverdagen, den 20de Januar 1838. Side 41-42)