Et velmeent Forslag.

Hr. Udgiver!
Jeg har ofte ærgret mig over den skandaløse behandling der vederfares beskænkede mennesker, og over andre gadeuordner som øjeblikkeligt burde standses, men ikke sjældent varer i flere timer af mangel på kraft eller vilje hos omboende eller forbigående til at påtale sådant. Politiet kan ikke være overalt, og jeg har derfor tænkt mig det muligt at der, på en tid da så mange nyttige selskaber danner sig, også kunne opstå en forening mellem en del af stadens borgere og embedsmænd i den hensigt at udføre på en måde de engelske konstablers tjeneste, ved nemlig når de traf på en eller anden uorden, straks at søge den fjernet ved deres umiddelbare indgreb. Det vil næppe være at betvivle at jo politidirektøren gerne ville meddele en sådan forenings medlemmer en slags tegn som kunne forevises hvis det skulle behøves for at sikre disse for overlast.
Y

***   ***   ***

Det er ganske vist harmeligt at være vidne til de ubehagelig optrin som undertiden finder sted på vores gader. Men hvilken fornuftig mand ville vel uden en slags autorisation påtale eller blande sig i sådant? For han kunne da vente straks at blive omringet og overfaldet af pøbel og uvorne gadedrenge. Og det ville gå ham som der står i visen: "Hvo som sig blander i andres tvist, får skam til tak for sin flid til sidst." Imidlertid er jeg i øvrigt enig med Dem i at udførelsen af deres forslag sikkert ville være gavnligt, og har derfor indrykket, skønt et lignende allerede i dette blads nr. 970, for 2. august 1834 har været fremsat under titel: "Gadepoliti uden bekostning" (se denne)

I sommeren 1831 da man her i staden svævede i stor frygt for den på andre steder grasserende og kolera der nærmede sig vores grænser, og gjorde mange foranstaltninger for muligt at undgå dens angreb og udbredelse, blev også renlighed i gårde og huse anprist som et særdeles virksomt middel til at forhindre fremavling og udbredelse af sygdommen. Men da erfaring havde lært at mange såvel husejere som lejere var ligegyldige i denne henseende, fremsattes i Politivennen det forslag: "at af hver gades beboere skulle udvælges 2 agtede mænd (eller hvilket var bedre, om de frivilligt meldte sig på øvrighedens opfordring) som skulle bemyndiges til dagligt at efterse i husene om alt var renligt, om vinduer åbnedes, senge- og gangklæder udluftedes og at intet som kunne forårsage stank eller ilde lugt, fangtes liggendes, at de i så fald ufortøvet skulle anmelde sådant for vedkommende øvrighed. Dette forslag fandt bifald, og kort efter opfordrede politidirektøren "de af staden agtede borgere der måtte findes villige til deri at hjælpe politiet ved jævnligt distriktsvis at føre ovennævnte tilsyn, at møde på politikammeret hvor det fornødne skulle blive ordnet". At mange agtede borgere en gang tilbød deres hjælp var bekendt, og man tvivlede ikke på at det samme ville blive tilfældet hvis en opfordring skete i anledning af det andet forslag om at påse orden på gaderne. Men forslaget fandt ikke indgang hos øvrigheden, hvorfor den sikker må have haft vægtige grunde. Men ikke kan man antage at det ikke blev tages til følge fordi øvrigheden frygtede for at agtede og sindige embedsmænd eller borgere ikke skulle bruge konduite, eller ville misbruge en myndighed som nu betros politiets underordnede betjente der for størstedelen er taget og tages af de mindre dannede klasser.
Udg.

(Politivennen nr. 1171, Løverdagen den 2den Juni 1838, s. 361-366)

Spørgsmaal.

Er det passende at de kongelige herskabers stole i kirken udfyldes af andres familier når disse får i sinde at overvære en brudevielse etc. i kirken? Indsenderen befandt sig lørdag den 26. i Garnisonskirken for at overvære en brudevielse som fandt sted der. Med et træder nogle damer og en herre ind i den kongelige stol. Alles øjne henvendtes pludselig til dette sted, ligesom fulde af forundring. Og indsenderen - et Adams barn! hvis naturlige øjne så ofte har bedraget ham - tyede straks til kunstens for at opdage hvem der på dette sted benådede brudeparret med deres nærværelse. Men hvor forbavset blev han ikke da han opdagede sognepræstens frøken datter i midten af de andre! 

Man tillader sig derfor at spørge om en sådan indtagelse af de kongelige herskabers pladser ikke let skulle kunne blive et smittende eksempel for "kirkebetjentene" (for ikke at tale om for menigheden i almindelighed) når de ser at deres præst ikke lader håndhæve den ærbødighed som det ydmyge sind tilsiger enhver at udvise, men i en hel forsamlings nærværelse lader sine indlades på et sted hvor de ikke har hjemme. Især da kirken har så mange andre stole at tilbyde? At de vist mere ville have iagttaget det sømmelige ved at vise deres personer i enhver anden stol, derom kan vel næppe være nogen tvivl.

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 357-358)

Bøn fra Borchs Collegium til Herr Inspectør Aalborg.

I alle de institutter der er indsenderen bekendt, er det kun få øjeblikke af dagen at eleverne får lov til at gå ned i gården for at røre sig og forstyrre de omkringboende ved deres som oftest støjende lege. Hos Dem derimod er det omvendte tilfældet, idet det nemlig hører til sjældenhederne at Deres gård er fri for denne besværlige tummel. Da vi ikke antager  det er en circus gymnasticus, De har oprettet, tillader vi os herved at anmode Dem om at holde Deres elever lidt længere inde om dagen, eller hvis hele undervisningen muligvis foretages under åben himmel, da at lade den udføres med lidt mindre tummel end hidtil har været tilfældet.

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 355-356)

En Syn, Lugt og Sømmelighed stødende Krog.

Det er et højst væmmeligt syn at se den krog til venstre i Amaliegade foran palæet, og det er næsten umuligt at passere fortovet der med damer, ikke blot for det søle der gerne findes, men som oftest har man skuet af en eller flere af vagtmandskabet som opstiller sig der for at lystre naturens trængende bud. På et hvilket som helst andet sted vil offentlighed af dette slags være upassende, men er det endnu mere udenfor et kongeligt palæ. Hvad må fremmede i almindelighed og den forventede høje gæst i særdeleshed tænke om danskes sans for renlighed og for det sømmelige? Skulle der ikke i nærheden findes et eller andet afsides sted der kunne anvises til det brug, hvortil denne krog i så lang tid har måtte tjene?

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 354-355)

Redacteurens Anmærkning.

Klagen blev gentaget næsten ordret - og suppleret med hvad udlændinge måtte tænke - i Politivennen nr. 1215, 13. april 1839, s. 237-238. I Politivennen nr. 1226, 29.juni 1839, s. 412 bekendtgjordes at stenkummen nu var flyttet til et mere passende sted og krogen renset.

Et Par Kirkeønsker.

Besøgende af Slotskirken er ofte i høj grad generet af det blændende dagslys der falder ind fra vinduerne på begge bygningens sider. Det var derfor ønskeligt at der ligesom i vores andre kirker måtte anskaffe nogle gardiner for at afhjælpe denne ubekvemhed der er ubehagelig for dem der kommer til at sidde eller stå lige for et vindue. Men endnu mere for dem der er placeret i midten da disse har det skærende lys fra begge sider.

Ved denne lejlighed tillader indsenderen sig også at fremføre en bøn for de følgende vintre. Nemlig at der dog i det mindste i de kirker der har stengulve, måtte anskaffes fodtæpper både for varme skyld og tillige for at mildne virkningen af den afskyelige træk der findes mere eller mindre i næsten alle vores kirker. Sådanne tæpper ville også dæmpe lyden af de kommendes og gåendes fodtrin. Især de herrer kirkebetjentes når de i flere af vores kirker går med tavlerne. Det nytter vel næppe at gentage det så ofte ytrede ønske at tavlerne måtte ombæres enten før eller straks efter prædiken. Men en anden af de herrer kirkebetjentes forretninger der synes ligeså overflødig som forstyrrende, turde måske være så heldig at tildrage sig vedkommendes opmærksomhed. Nemlig den støjende op og ilukning af stolene.

Når dørene engang er åbnet, antages det ikke at være nødvendigt at lukke dem efter ethvert menneske der bliver ladt ind. For er gudstjenesten først begyndt, synes det ganske i sin orden at stoleejerne finder deres pladser besat af andre der er kommet til rette tid. 

(Politivennen nr. 1170, Løverdagen, den 2den Juni 1838. Side 352-353)