Bøn til Politiet i Dyrehaven

Man har intet imod at der i skoven indfinder sig nogle få personer som søger en lille fortjeneste ved at skille Dyrehavens besøgende for den mængde støv som de bedækkes af på vejene. Men deres antal synes virkelig i år at være alt for stort, og af den grund falder de til nogen besvær da de så at sige slås om hvem af dem der kan komme i virksomhed. 

Allerede før man endnu når indgangen til skoven, omringes vognen af en skare af drenge med børster. Og næppe er man steget af vognen før man nolens volens føler sig bearbejdet af disse drenge der næsten med vold tvinger Dyrehavens besøgende til at lade sig børste. Da deres antal formodentlig i år ikke kan formindskes, indskrænker man sin bøn til det: at politiet vil formå eller holde dem til ikke at falde Dyrehavens gæster besværlig med deres ubehagelige overhæng, men lader det bero på enhvers forgodtbefindede om han vil benytte deres tjeneste eller ikke.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 430-431)

Om de mosaiske Troesbekjenderes Edsfæstelse.

Atter bør man gribe pennen for at gøre de ansvarlige opmærksom på den høje pris der er forbundet med at lade en mosaist aflægge ed efter de lovbefalede ceremonier. Når denne handling for den kristne højst koster henved 3 rigsbankdaler, må man for en mosaist derimod betale 15 til 16 rigsbankdaler.

Vi har før gjort de ansvarlige opmærksom på at retssikkerheden på en måde er i fare når man ved overdreven høje procesomkostninger forhindrer borgerne fra at se deres rettigheder anerkendt. Og dette må vist nok med henvisning til foranførte kunne siges om en edsfæstelse for mosaister.

Vel er det sådan at man ved at indgive ansøgning til højeste ansvarlige en gang imellem kan blive fritaget for at betale. Men når trang eller andre væsentlige omstændigheder ikke soleklart er til stede hos den pågældende, nægtes sådant, og meget ofte.

Har man for eksempel en lille gældsfordring at inddrive, hvortil der behøves et mosaisk vidne for at afgive forklaring, da må man såfremt man vil undgå uudeblivelige indvendinger fra modpartens side lade vidnet edsfæste i Synagogen. Og selvom genstanden kun er 20 rigsbankdaler, koster denne handling som bemærket dog 15 til 16 rigsbankdaler, hvilket almindeligvis ikke bliver godtgjort nogen ved procesomkostningernes betaling. Heraf fremgår det vel tydeligt nok at vi trænger til en reform i denne henseende. Og det er på høje tid denne sker.

Så vidt indsenderen mindes, er der for nogen tid siden foreslået at præsten ved menigheden her i staden der som bekendt nyder en klækkelig løn, og de såkaldte 10 mænd (hvoraf der haves overflødighed ved de i Synagogen ansatte betjente mv. som ligeledes nu er godt aflagt) burde ingen betaling tilkomme. For det møde de i så henseende skulle afgive i Synagogen ligesom man har troet at edsrekvirenten selv burde kunne besørge præsten tilsagt og denne derom videre med sine betjente udstede de fornødne ordres. Herved blev sparet en udgift af mindst 13 rigsbankdaler.

At de juridiske eller gejstlige embedsmænd ved menighederne ikke for længe siden har indset og foreslået denne nødvendige forandring, er ikke så meget påfaldende da de derved ville gå glip af en betydelig indtægt. Men vi vil håbe at også de ønsker at skride frem med tidens oplysning og humanitet og heri såvel som i deres kommunalanliggender ved Repræsentantskaberne indføre en passende tidsorden og et offentlig i pressen besørget forhandlingssystem angående deres finansielle og økonomiske status. Gid også at det ret meget måtte ligge dem på hjerte at gøre deres medborgere af uplettet vandel valgdygtige og valgbare til samtlige repræsentantposter for de mosaiske trosbekendere i Danmark ved at ansøge om en forandring af reglementet af 29 marts 1814 §§ 1-2 og 14.

(Politivennen nr. 1175, Løverdagen, den 7de Juli 1838. Side 421-423)

Redacteurens Anmærkning

Sidstnævnte reglement af 29. marts 1814 er det såkaldte "Jødiske frihedsbrev". Den omtalte § 14 lød sådan:

Da Vi have authoriseret en Lærebog i Religionen for Ungdommen af den mosaiske Troesbekiendelse, saa skulle alle, saavel Drenge som Pigebørn, herefter være pligtige til, ved en offentlig Prøve at giøre Rede for hvad de, efter denne Bogs Veiledning, have lært, og derefter høitideligen aflægge deres Troesbekiendelse, samt give Løfte om ikke med frie Villie at handle mod de af dem erkiendte og i denne Bog foredragne Grundsætninger.  

Et stygt Malerie i Jægersborg Dyrehauge.

I tyske aviser og så vidt vises derfra optaget i nogle danske blade, har været indført en fortælling om en tyrkisk slagter der havde dræbt børn og fruentimmer, stegt og solgt kødet som blev nydt med megen begærlighed af hans landsmænd, og at han endelig da hans udåd var opdaget, dømtes til at kødet skulle skæres stykkevis af ham og kastes for hunde. 

På Bakken i Dyrehaven findes udhængt et tableau af detaljerede gyseligheder efter denne fortælling. Således findes afbildet slagterens bopæl og hans udsalgsbutik, hvori kødet findes ophængt. En anden afbildning forestiller slagteren, som holder et lille dræbt barn ved det ene ben. Et tredje viser hvorledes han stikker en kniv i et fruentimmers bryst. På flere findes nogle dræbte personer og endelig er afbildet dommens fuldbyrdelse på slagteren, der er bundet til en pæl mens bøddelen skærer stykker af hans arme og ben og kaster dem for hunde. Desuden findes der endnu nogle andre malerier, som forestiller forskellige personers henrettelse, alt meget blodigt og væmmeligt at beskue. 

Man har vel årsag til at spørge: Er det anstændigt og passende at ophænge sådanne gysopvækkende afbildninger på et sted hvor folk af alle klasser søger hen for at more sig. Når fremmede som besøger Dyrehaven, ser sådant sammen med den gamle blinde kone på Bakken, og den benløse mand der neden for samme i sin vogn gnider en violin, og desuden støder på adskillige betlere, må de da ikke tro at Københavns indbyggere er halvvilde da de kan finde glæde på et sted hvor gyseligheder, menneskelig elendighed, abestreger og støjende morskab udgør et for hver dannet infernalsk ensemble. 

I forrige år var der i Dyrehaven udhængt et maleri hvorpå den sørgelige passage med pigen på Toldboden var afbildet. Men dette skal efter nogle dages forløb på de ansvarliges foranstaltning være taget bort. Underligt er det derfor at omhandlede tableau er blev hængende så længe. For selv om fortællingen muligvis er opdigtet og helten i samme en tyrker, så er dog skuet af samme højst oprørende for enhver der har følelse for menneskelig elendighed.

(Politivennen nr. 1174, Løverdagen, den 30de Juni 1838. Side 410-412)

Asminderød Kro.

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

(Politivennen nr. 1173, Løverdagen, den 23de Juni 1838. Side 401-402)

Asminderød Kro som den ser ud i i nutiden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Skribentens klage var forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket, den lever tilmed stadig. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. På Politivennens tid blev den drevet af Johannes Chr. Hammer. Hans søn, Fritz Hammer var kendt fra Københavns Bombardement 1807, hvor det lykkedes ham at ramme den engelske general Baird. Imponeret af dette hilste generalen på ham efter slaget. Som belønning fik han en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De findes stadig, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.

Et velmeent Forslag.

Hr. Udgiver!
Jeg har ofte ærgret mig over den skandaløse behandling der vederfares beskænkede mennesker, og over andre gadeuordner som øjeblikkeligt burde standses, men ikke sjældent varer i flere timer af mangel på kraft eller vilje hos omboende eller forbigående til at påtale sådant. Politiet kan ikke være overalt, og jeg har derfor tænkt mig det muligt at der, på en tid da så mange nyttige selskaber danner sig, også kunne opstå en forening mellem en del af stadens borgere og embedsmænd i den hensigt at udføre på en måde de engelske konstablers tjeneste, ved nemlig når de traf på en eller anden uorden, straks at søge den fjernet ved deres umiddelbare indgreb. Det vil næppe være at betvivle at jo politidirektøren gerne ville meddele en sådan forenings medlemmer en slags tegn som kunne forevises hvis det skulle behøves for at sikre disse for overlast.
Y

***   ***   ***

Det er ganske vist harmeligt at være vidne til de ubehagelig optrin som undertiden finder sted på vores gader. Men hvilken fornuftig mand ville vel uden en slags autorisation påtale eller blande sig i sådant? For han kunne da vente straks at blive omringet og overfaldet af pøbel og uvorne gadedrenge. Og det ville gå ham som der står i visen: "Hvo som sig blander i andres tvist, får skam til tak for sin flid til sidst." Imidlertid er jeg i øvrigt enig med Dem i at udførelsen af deres forslag sikkert ville være gavnligt, og har derfor indrykket, skønt et lignende allerede i dette blads nr. 970, for 2. august 1834 har været fremsat under titel: "Gadepoliti uden bekostning" (se denne)

I sommeren 1831 da man her i staden svævede i stor frygt for den på andre steder grasserende og kolera der nærmede sig vores grænser, og gjorde mange foranstaltninger for muligt at undgå dens angreb og udbredelse, blev også renlighed i gårde og huse anprist som et særdeles virksomt middel til at forhindre fremavling og udbredelse af sygdommen. Men da erfaring havde lært at mange såvel husejere som lejere var ligegyldige i denne henseende, fremsattes i Politivennen det forslag: "at af hver gades beboere skulle udvælges 2 agtede mænd (eller hvilket var bedre, om de frivilligt meldte sig på øvrighedens opfordring) som skulle bemyndiges til dagligt at efterse i husene om alt var renligt, om vinduer åbnedes, senge- og gangklæder udluftedes og at intet som kunne forårsage stank eller ilde lugt, fangtes liggendes, at de i så fald ufortøvet skulle anmelde sådant for vedkommende øvrighed. Dette forslag fandt bifald, og kort efter opfordrede politidirektøren "de af staden agtede borgere der måtte findes villige til deri at hjælpe politiet ved jævnligt distriktsvis at føre ovennævnte tilsyn, at møde på politikammeret hvor det fornødne skulle blive ordnet". At mange agtede borgere en gang tilbød deres hjælp var bekendt, og man tvivlede ikke på at det samme ville blive tilfældet hvis en opfordring skete i anledning af det andet forslag om at påse orden på gaderne. Men forslaget fandt ikke indgang hos øvrigheden, hvorfor den sikker må have haft vægtige grunde. Men ikke kan man antage at det ikke blev tages til følge fordi øvrigheden frygtede for at agtede og sindige embedsmænd eller borgere ikke skulle bruge konduite, eller ville misbruge en myndighed som nu betros politiets underordnede betjente der for størstedelen er taget og tages af de mindre dannede klasser.
Udg.

(Politivennen nr. 1171, Løverdagen den 2den Juni 1838, s. 361-366)