Noget om den svenske Mirakelpiges Undercurer.

Det er ofte blevet sagt at man i provinserne en gang imellem ved bedre besked om København end i København selv. Dette stadfæster sig da også i henseende til den svenske lægepige. Mens man i de københavnske blade kappes om at nedrive hendes rygte og gøre hende latterlig, giver Aalborg Avis os den underretning at mange er kurerede af hende, blandt andre en søofficer, kommandør de. C. som var så plaget af gigt i ryggen at han næppe kunne tåle at køre hen til hende. Da hun havde anvendt sin kurmetode, gik han sund og rask bort. Forfatteren i Aalborg Avis siger at hun uden tvivl er begavet med større del elektricitet end andre mennesker, og at derfor gnidning med hendes hånd har en særdeles lægekraft. Derimod har forfatteren i Københvans tidsblade som formodentlig misunder hende de 2.000 rigsbankdaler hun tjente i København, villet indbilde publikum at hun heksede, at hun helbredte ved signen og manen osv. Sådanne urimeligheder gendriver sig selv, for man må dog vel tiltro mennesker af de højere klasser især fyrstelige personer, så stor fordomsfrihed at de ikke ville på en så plump måde lade sig føre bag lyset af en bondepige.

Det var ønskeligt for opdagelsen af sandheden om nogle af dem som har været i hendes kurer, ville offentliggære resultatet. For man skulle dog ikke tro at hun aldeles uden grund havde fået sin landsherres tilladelse til at praktisere eller at hun havde vundet et sådant ry, at så mange mennesker langvejs fra ville med store bekostninger rejse til hendes hjem for at underkaste sig hendes kurer. Mærkeligt er det at også i Raumburg tæt ved Neustadt an der Oder, er fremtrådt en bødkersvende der ved magnetisk strygen har foretaget mange heldige kurer, og ved at helbrede en læge i særdeleshed har tiltrukket sig den almindelige opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1203, Løverdagen, den 19de Januar 1839. Side 42-43)

Noget Paafaldende i Slutningen af Aar 1838

I slutningstimen af afvigte år viste endnu den sædvanlige råhed i adfærd som man i det mindste skulle tro fjernet fra de bedre klasser, at forurolige fredelige medborgere ved at slænge lerkar og andre ting mod deres porte og gadedøre, ja endog mod stuedøre, hvorved mange kan falde på trapperne over pottestumperne og komme til ulykke i mørke. Ja, på Nørrebro noget forbi Blegdamsvej, så indsenderen fruentimmere og børn flygte fra den ene side af vejen til den anden for pistolskud eller flinteskud, som affyredes fra vinduer og døre. Besynderligt at der ikke på en sådan aften udsendes politipatruljer der kan holde øje med gerningsmændene så at de kan tiltales og mulkteres. At frugtsommelige og børn kan få en heftig og farlig skræk ved sådant skyderi er øjensynligt. Og en forladning kan beskadige ansigt og klæder, ja let kan en kugle være glemt i bøssen efter en jagttur.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 12te Januar 1839. Side 28-29)

Til Vedkommende i Almindeligt Hospital.

Meget ofte, men ikke ofte nok, har man gennem dette og flere blade anket over et stinkende gult fluidum der har sit udløb fra Almindeligt Hospital. Beboerne i Amaliegade inkommoderes daglig af denne afskyelige og yderst ubehagelige stank, og især i middagsstunden er det væmmeligt for enhver der passerer gaden og nødsages til at indånde denne forpestede lugt. Dobbelt ubehageligt og væmmeligt er det, når man tænker på at dette stinkende vand flyder ud fra svovlbadene, hvori de fleste ilde befængte og fnattede mennesker bliver badet. 

Da der findes en anordning der forbyder fiskebløderne at smide det stinkende vand ud om dagen, så håber man at politiet ligeledes vil forbyde de ansvarlige i Almindeligt Hospital at lade dette ækle, væmmelige og stinkende fluidum løbe ud om dagen. Mest tilrådeligt ville det være at de ansvarlige i nævnte hospital ville sørge for at det her allerede nævnte stinkevand fik udløb fra hospitalet gennem gården ud af Østersøiske Compagnis Plads til havet. Dette kunne iværksættes uden stor bekostning ved en simpel trærende. Imidlertid nærer man det håb at politiet enten vil forbyde dette udløb om dagen eller de ansvarlige benytter det her fremsatte simple forslag og således befri de omkringboende og andre for den kvælende stank.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 5de Januar 1839. Side 13-14)

Almindeligt Hospital lå 1769-1895 på dette stykke af Amaliegade (36-30) og blev udvidet adskillige gange. Det er nu nedrevet og erstattet af de viste bygninger.

Forslag, angaaende Præstepenges Erlæggelse.

Der var engang en landsbypræst der af sine sognefolk blev anklaget for at han i længere tid havde ladet dem høre en og samme prædiken. Biskoppen sendte klagen til præsten og æskede hans erklæring, hvilket han gav således lydende: Jeg har for lang tid siden gjort mine sognefolk opmærksom på forskellige af deres fejl og skrøbeligheder og formanet dem til ikke at fremture deri, men jeg sporer ikke nogen forbedring eller forandring hos dem. Jeg har derfor troet at burde vedblive med de samme påmindelser og formaninger, indtil jeg så at de havde båret gode frugter, da jeg ville komme frem med andre. 

Om biskoppen fandt denne erklæring tilfredsstillende, ved udgiveren ikke. Imidlertid må han benytte sig af den som en undskyldning for at han efter forfatterens anmodning, atter fremsætter følgende forslag der for henved 4 år siden har været indført i dette blad, men formodentlig den gang har undgået vedkommendes opmærksomhed. "Af alle de skatter som Københavns borgere må betale, er der vist næppe nogen der ydes mindre beredvilligt end den såkaldte præsteskat, og det ikke fordi man misunder gejstligheden at en arbejder er sin løn værd, men fordi bestemmelsen af hver enkelt borgers bidrag synes ikke at være ganske fri for vilkårlighed. Rodemestrene går nemlig om til de skatteydende og beder dem tegne sig for hvad de vil give. Men når han kommer igen for at modtage skatten, lyder kvitteringen som oftest nogle rigsbankdaler højere, ja undertiden på det dobbelte af det man har tegnet sig for, og dette må da uvægerligt betales, hvis man ikke vil udsætte sig for udpantning. Spørger man rodemesteren om hvorfor man er sat højere end det man har tegnet sig for, så får man til svar: "Kommissionen har bestemt det således."

Man har haft den opfattelse at der ved denne betalingsmåde burde tages hensyn til hvor mange børn en familie har, da en familiefar med talrig børneflok allerede har ydet klækkeligt til kirkens betjente, og for fremtiden kommer til at yde endnu mere, mens den ugifte borger eller barnløse familie slipper med at betale det halve, ja vel endog kun en tredjedel mod andre. At tage hensyn på næringsvejene, er vel ikke urimeligt, når kun ikke den ene borger der sidder i lignende næringsvej som hans nabo, måske med meget større indkomster og uden børn pålægges det dobbelt imod denne, eller år der ikke uden forespørgsel afkræves ham mere end hvad han har tegnet sig for. Enhver skat, altså også denne, bør efter rimelighedens bydende betales efter ydernes formueomstændigheder. Men hvorledes er det muligt for de respektive kommissioner at kende disse hos folk de måske aldrig har set, og om hvis handel, levemåde osv. de er aldeles uvidende. Man vil vel indvende at rodemestrene kunne hjælpe til at forskaffe nogen kundskab om det, men da disse som oftest ikke bor i det kvarter af byen hvor de fingerer, og desuden efter anciennitet forflyttes fra de mindre til de større kvarterer, kunne de vist nok kun have såre lidt kundskab om de skatteydendes formueomstændigheder der. Den borger der altid på anfordring betaler de påbudte skatter, anser de for rig eller formuende, mens de måske erklærer den for uformuende der ikke af mangel, men for desto længere at kunne gøre brug af sine penge, lader dem løbe flere gange efter et ubetydeligt pengebeløb. At skattens fordeling under sådanne omstændigheder ikke kan ske med den ønskede nøjagtighed, er deraf indlysende.

Om årsagen til den modvillighed hvormed denne skat ydes, mere bør søges i tvivl om dens nøjagtige fordeling efter faste retfærdige grundsætninger, eller den har sin grund deri, at gejstligheden er den eneste stand der lønnes med en direkte skat *), er ikke let at sige. Men at denne modvillighed ofte finder sted, viser de ikke sjældne eksekutioner som folk der er almindelig bekendt for at eje formue, underkaster sig før de bekvemmer sig til at betale det der afkræves dem. Højst ubehageligt må det også være for gejstligheden på denne måde at modtage en del af deres embedsindtægter og den vinder vist nok ikke ved det. For før ofrede mange på hver af de store højtider både til sin sjælesørger og til de andre kirkebetjente, men siden skatten blev pålagt har de fleste ophørt med at yde frivilligt offer. Igen at ophæve skatte ville imidlertid næppe være tilrådeligt. For det er uvist om de der engang har ophørt med det frivillige offer, igen vil bekvemme sig til at yde det, men mere rigtigt ville det være om man kunne finde en anden måde hvorpå kirkens tjenere kunne lønnes, uden at den havde omtalte ubehageligheder til følge, men derimod konvenerede modtagerne uden at vække ubehagelige følelser hos yderne.

Forfatteren af dette tillader sig derfor at fremkomme med et forslag som hvis det end ikke skulle findes værdigt til antagelse, dog måske kunne give anledning til at nogen anden fremkommer med et heldigere og mere hensigtsmæssigt. Han mener nemlig at når det pålagdes husejerne i København at betale årligt ½ promille af deres ejendoms forsikringssum, så ville da samtlige ejendomme i København er forsikret, for ca. 49 millioner, tilvejebringes en sum der ikke alene ville ære tilstrækkelig til stadens kirkebetjentes løn, men endog afgive et overskud på nogle tusinde rigsbankdaler der kunne tjene til en eller anden gavnlig indretning, såsom oprettelse af friskoler, kirkers vedligeholdelse og lignende, hvortil der ellers indsamles frivillige gaver. Når ejeren af et hus eller en gård hvis forsikringsum var 10.000 Rbd. således betalte 5 Rbd. hvori hans husbeboere tog del efter det lejede lokales størrelse, så indses let hvor ubetydelig udgiften ville blive for hver familie.  **) Den rige ville således som han bør, komme til at betale mere end den mindre formuende, og al tvivl om en retfærdig og nøjagtig fordeling ville bortfalde, da enhver husbeboer let kunne erfare den pågældende ejendoms forsikringssum, og derefter beregne hvad der tilkom ham at yde. ***) Da navnet "præsteskat" af mange findes stødende, kunne det med så megen mere grund forandres som afgiften kunne få en flersidig bestemmelse. Rigtigste og kortest ville det være dersom denne afgift blev betalt i forening med forsikringspræmien, og af forsikringsselskabet igen indbetaltes til Magistraten der så vidt man ved, udbetaler lønninger til kirkebetjentene. For megen tid og mange ubehagelige bryderier ville derved spares, såvel for de respektive kommissioner, der nu bestemmer hvad enhver skal yde, som især for de herrer rodemestre hvoraf forfatteren har hørt flere erklære at den allerubehageligste af de forretninger de er pålagt, er den at opkræve præstepengene.

Måtte dette forslag af højere vedkommende værdiges opmærksomhed og ikke henlægges upåaget, fordi vi kommer fra en lægmand, ville forfatteren glæde sig, og han ville ikke anse den korte tid han har anvendt på dets fremlæggelse for spildt eller anvendt til unytte.

*) For så vidt forfatteren ved er der for tiden ingen embedsmand der lønnes ved en til det øjemed påbudt skat. For 40 år siden og derover lønnedes stadens skarpretter ved at gå om til borgerne og indkræve 6 skilling af hver stue- eller kælderbeboer, under navn af mestermandspenge. Nu nyder han derimod en bestemt årlig løn, samt betaling for enhver eksekutionsforretning efter en fastsat takst. 

**) Bonden yder foruden konge- og kirketiende, tiende til præsten, der er 1/30 af hans jords frembringelser. Hvis husejeren i København selv skulle betale den foreslåede udgift, uden at hans husbeboere tog del i det, ydede han halv tusindedel af sin ejendoms værdi.

***) Vil man regne efter en anden målestok som fx præsteskattens beløb er 12.000 Rbd og Københavns gårde og huses antal er 4.000, så blev udgiften for hvert hus eller gård 3 Rbd. Men så kom man i forlegenhed for at finde hvorfor flere familier i en og samme gård nu betaler 3 til 5 Rbd. 
Udg. Anm.

****) At inkassationen under nærværende omstændigheder må være forbundet med megen tidsspilde og løben for de herrer rodemestre er ikke at betvivle, så at de til fulde kunne fortjene de for deres ulejlighed dem tilståede procenter, hvilke dog ifald forslaget blev taget til følge, muligvis kunne tåle en nedsættelse eftersom ulejligheden ville blive mindre.
Udg. Anm.

(Politivennen nr. 1202, Løverdagen, den 5de Januar 1839. Side 1-8)

Tak til Vedkommende.

Hr. Udgiver!

Da man er sikker på at De deler den anskuelse der såvel i "Søndagen" som i "Kjøbenhavnsposten" er udtalt i henseende til de ophævelser der gøres om Worm, håber man at De ikke vil nægte nedenstående plads i Deres meget læste blad.

* * *

Ved at betænke den deltagelse der fra publikums side er ydet morderen Worm, kan man rigtig nok ikke sige andet end at den danske godhjertethed har åbenbaret sig til gavn. Men ligesom alle gode ting kan misbruges, så har dette også her i en høj grad været tilfældet. Og da der såvel fra hans forsvarer som fra andres side var gjort alt muligt for at fri ham fra den velfortjente straf han fik, så synes der at være gjort så meget at man med en god samvittighed havde kunnet overlade stymperen til en lige så velfortjent forglemmelse. Men næppe er han borte, før man fra flere sider kappes om at forevige hans minde og opløfte hans rygte til skyerne. Ja et vist blad der af nogle kaldes den ildesindede, søger ikke alene at indbilde folk at Worm var ingen simpel morder, hvis forbrydelse var kvalificeret til den straf som overgik ham. Man går i sin fromme iver endog så vidt at det slet ikke vil erkende det for nogen overtro da ved hans henrettelse en person indfandt sig ikke som ved Ludvig den 16. s henrettelse for at dyppe sit lommetørklæde i blod, men for virkelig at drikke det som et helbredende middel. Der manglede nu i det hele kun en opfordring til Thorvaldsen at han ved sin kunstnerhånd ville forevige denne nationalhelt der ikke alene har givet folk emne til at tale om, men også forfattere stof til at skrive om, så at han som Tysklands Andreas Hoser, omgivet af en hellig gloria kan overleveres efterverdenen som en virkelig heltekarakter. 

Det var vel ikke umuligt at dette var sket, dersom ikke en stemme havde hævet sig kraftigt såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten, og derved ikke alene råbte stop til den tankeløse hob, men også fremstillet den ubetydelige Worm såvel som hr. Pastor Visbyes færd i det rette lys. Uagtet en røst har ladet sig høre i Dagen fra i torsdags, med et forsvar for hr. pastoren, lige så jammerligt som den sag han forsvarer, så kan det dog ikke forandre tænkende mænds mening om denne sag. Hvad Worms digte og øvrige smørerier angår, så kan indsenderen slet ikke få i sit hoved at der just skulle nogen Oehlenschläger eller Grundtvig til at skrive noget bedre. Man formener at enhver stymper med en smule hjerne især når han har fået en del af Wildts og Lafontaines romaner til livs, må kunne gøre det lige så godt, så at de der i den ædle hensigt at tilvejebringe en understøttelse for den værdige moder, har tilbudt at udgive hvad han har sammenflikket, ville have opnået hensigten bedre ved at indbyde til almindelig understøttelse, da der vist ville findes mange som ville yde deres skærv, og hvortil indsenderen ikke skal være med de sidste, uden derfor at ønske at eje en eneste pjalt af Worms lapperier. 

Idet indsenderen priser at den konge der altid har vist at det har været hans lyst at løse frem for at binde, at benåde frem for at dømme, her har ladet loven gå sin jerngang, uden at lade sig bevæge til nogen utidig medlidenhed, kan han heller ikke undlade på eget og fleres vegne at aflægge sin tak til de brave der såvel i søndags som i Kjøbenhavnsposten har søgt at standse hoben, da den tankeløs lod sig henrive af strømmen ligesom franskmændene da morderne Fieschi tilligemed den afskyelige Nina Lassave gjorde opsigt i Paris, til at beundre en usling hvis feje og karakterløse væsen vel kunne egne sig til medynk, men ingenlunde til agtelse og således ikke alene har givet publikum et anskueligt billede af hr. pastor V. færd, men også berøvet stymperen Worm et eftermæle blandt publikum som han ikke på ringeste måde har fortjent

J. C.

(Politivennen nr. 1198, Løverdagen, den 15de December 1838. Side 797-800)

Redacteurens Anmærkning.

Kandidat Jens Peter Tønder (1773-1836) boede i Nyhavn 65, 2. sal. Og om Worms mordsag er et kort resume i Wikipedia. Her på bloggen er hele sagen om Petri Worm og mordet på Tønder indgående omtalt i baggrundsartikel.