Optøier af en gal Ko paa Christianshavn.

Forleden dag sås en slagter trække en ko gennem Christianshavns gader. Koen var noget ustyrlig og sled sig endelig løs fra slagteren som godt nok forsøgte at indhente den. Men da de velsignede gadedrenge som der ikke er mangel på på Christianshavn, med deres hurra-råb og piben opmuntrede den, var den ikke let at få fat på, men blev hele tiden mere og mere urolig. Således løb den ikke alene adskillige personer over ende, men slog et spejl itu og forårsagede flere uordener inden man til sidst fik den drevet ind i en port og der fik magt over den. 

Da sådant muligvis kan indtræffe oftere, da køer som fx hos brændevinsbrændere har stået på stald måske et helt år er meget lystige når de slipper ud, var det ønskeligt om slagtere eller andre der holder kreaturer inden i byen, blev pålagt at forhindre de kreaturer de er betroet, fra at løbe på egen hånd ved at lade det reb som er bundet om hornene fastgøre om et af forbenene. Dette bruges af kodriverne i Jylland og på Fyn med megen nytte. For derved forhindres kreaturet i at løbe og må følge driveren med gravitetiske skridt. Der står i vores gamle abc: En arrig okse eller tyr er et ubændigt voldsomt dyr og når skade er påført en eller anden ved et sådant, mon da en slagter kan give den skadelidte fuldkommen oprejsning?

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 234-235)

Et slemt Skue paa Christianshavn.

 Hr. udgiver!

Jeg har ofte lagt mærke til en gaderenovationsvogn som næsten daglig kører forbi min bopæl på Christianshavn. Vognen er forspændt med en hvid stumprumpet og en rødbrun hest som går nærmer. Begge disse heste er i en jammerlig tilstand og formår næppe med al anstrengelse at trække den ofte stærkt belæssede vogn. Men desuden får de af kusken en så overvældende mængde prygl at det må skære ethvert aldeles ikke forhærdet menneske i hjertet. Skønt han med grusom betænksomhed anvender slagene på enkelte steder så at disse er aldeles blottet for hår,  kan selv denne straffemetode ikke skaffe hestene flere kræfter. For at blive fri for dette virkelig oprørende skue, beder man Dem om i Deres blad at gøre disse stakkels hestes ukendte ejer opmærksom herpå, med anmodning om enten at lade dem få fornøden hvile og tilstrækkelig foder, eller gøre ende på deres ulykkelige tilværelse ved at sælge dem til en hesteslagter.

(Politivennen nr. 1215, Løverdagen, den 13de April 1839. Side 231)

Et Par Bemærkninger, Frederikshoms Arrest angaaende.

Der er så ofte påanket mangler ved forskellige straffeanstalter og fangehuse samt arrester at indsenderen ikke tror det er overflødigt at berøre de mangler og fejl der finder sted ved Frederiksholms Arresthus eller det såkaldte Blåtårn.

For omtrent 1 år siden blev arrestforvareren Marqvart afskediget fra sit embede efter rygte på grund af embedspligts forsømmelse. Og en hof- og stadsretsbetjent blev konstitueret i hans sted for at varetage hans embedsfunktioner under den sag der midlertidig blev anlagt imod ham. Det gamle ordsprog siger "nye koste fejer bedst", men for så vidt man har bragt i erfaring, finder der adskillige uordener sted endnu som bør afhjælpes.

1) Hver aften når arrestforvareren visiterer, bliver arrestanternes klæder kastet ud på en snavset sandet gang. Og det er ikke usædvanligt tilfældet at rotterne skambider et og andet af arrestanternes klædebon uden at disse tør eller kan påstå nogen som helst erstatning.

2) Hver fredag kan arrestanter få en portion varm mad der består uden afveksling af ærter og flæsk. Maden er god og upåklagelig. Men arrestanterne kommer denne dag kun en gang i gården, og det er efter indsenderen opfattelse et for langt tidsrum at tvinge naturen fra kl. 1 eftermiddag til anden dags morgen kl. 8. 

3) Det er forbudt i andre straffearrester at udskænke brændevin til arrestanterne, fx i Hof- og Stadsrettens, Inkvisitionskommissionens, Gammelholms arrester og flere steder. Hvorfor bør denne gode skik ikke indføres i Frederiksholms Arresthus og udsalg af spirituøse drikke til arrestanterne forbydes.

4. Der eksisterer en instruks for arrestforvareren hvorved det pålægges ham som pligt at lade hente mad fra byen til arrestanterne når disse har evne til det, men dette bliver dem nægtet. Dog får 2 højst mistænkelige personer hver morgen 1 pot varm afskummet mælk for 2 skilling. Dette er en undtagelse. Men det er ønskeligt at det i fremtiden må tillades arrestanterne at få varm mad hentet fra byen på de dage da denne ikke kan fås hos arrestforvareren.

5) Arresterne er i almindelighed meget små, og der må ofte sidde 3 til 4 mennesker indesluttet i en arrest der kun er 3½ alen i længde og 4½ alen i bredden. Dog har man erfaret at der i sommer skal ske en tilbygning og altså vil denne mangel vel forsvinde. Til slut vil indsenderen gøre de høje ansvarlige opmærksom på at arrestlokalerne ved den forandring der nu skal finde sted, bør indrettes således at arrestanterne ingen samtale eller samkvem kan have med hinanden.

Hvad ellers provianten som arrestanterne får angår, da er den i det hele god og upåklagelig. Kun ønskede indsenderen at arrestforvareren eller hans ægteskabelige halvdel, ikke gjorde nogen forskel på arrestanterne hvad enten den ene får godt bud eller penge udefra, den anden intet. For når den ansvarlige øvrighed tillader en arrestant at tale med sin kone, hvorfor skal samtalen da finde sted i gården gennem en trækrude, når en anden straks efter kan blive indkaldt i stuen fordi han har råd til at fortære penge?

Til slut mener indsenderen det var gavnligt at det blev tilladt i den mindste de arrestanter der ikke er overbevist om forbrydelser, at få en eller anden god bog i arresten, men dette nægtes dem og hvad der er påfaldende, endog gudelige bøger. Trykkefrihedsselskabet har skænket bøger til så mange arrester. Hvorfor er Frederiksholms Arresthus undgået dets veldædige opmærksomhed? Skulle disse linjer ikke blive en røst i ørkenen, men høje ansvarlige tage notits af dem, vil det glæde indsenderen meget at have anvendt nogle få øjeblikke med at nedskrive dem.

(Politivennen nr. 1214, Løverdagen, den 6te April 1839. Side 211-214)

"Kjøbenhavns Amts Thing og Arrest-Huus" står der på denne bygning på Blegdamsvej på Nørrebro. Hertil flyttede Frederiksholms Arrests funktioner i 1848, altså 9 år efter klagerne i artiklen. Den afbildede bygning kendes nu mere som Blegdamsvejens Fængsel.

Redacteurens Anmærkning

Frederiksholms Arrest lå ved Bryghuset ved Frederiksholms Kanal 1728-1848. Den sidste rest i gården til Vester Voldgade 131 blev nedrevet ca. 1965. "Blåtårn" erstattede det mere kendte Blåtårn. Arresthuset blev brugt til personer fra de jurisdiktioner i Københavns amt, der lå uden for selve byen. Disse funktioner blev derefter flyttet til Blegdamsvej.

En Fare paa det Kongelige Theater.

I sidste nummer af dette blad findes en rimelig anke over at man et sted i parkettet i det Kongelige Teater er udsat for at få slemme rifter i sine klæder. Det vil man have pålagt inspektøren at forebygge. Dette er nu i sandhed helt i sin orden da det er højst ubehageligt at få sine kæder sønderrevet, især for sådanne der som den officer vel har kredit hos kirurgen, men ikke hos skrædderen. 

Imidlertid mener indsenderen at man nu om stunder i teatret er udsat for endnu være rifter, end de der er omtalt i den artikel. Det har nemlig flere gange behaget teatrets kat at indfinde sig på scenen under forestillingen, og forebyggelsen heraf synes en ikke mindre værdig genstand for hr. inspektørens udstrakte virksomhed. For vi ved jo alle at katten er et træsk dyr, og det er ikke uden gru at indsenderen har set denne frigænger skue ud over teatret som om den kunne have lyst til at tage plads i parkettet eller i 1. etage hvor den ville være meget uvelkommen for mange damer, ja vel også som vi kunne se hos vores udødelige Baggesen for en eller anden herre. 

Man vil ikke her omtale at det forstyrrer al illusion og det komiske der ligger i at se denne person der ikke er foreskrevet af forfatteren, optræde ganske roligt på scenen under en helts eller heltindes tragiske deklamation, til hvilken den synes at lytte opmærksomt. For vi har jo dog tit nok anledning til at græde i teatret. Men skulle nu Mons virkelig have den ovenfor påpegede lyst og engang give efter for den, hvem kan vel da beregne følgerne? For de optrædende er faren for et angreb dog meget større. For mens parkettet er forskanset bag det velbevæbnede orkester der rimeligvis ville forsøge på at modsætte sig en overgang over dets territorium, står den optrædende, især damen som oftest helt uden våben i en tynd påklædning udsat for det listige dyrs angreb. 

Vil man nu tænke sig et sådant rettet mod en fru Heiberg, en jomfru Grahn eller nogen anden af teatret åndfulde, yndige, zefyr - let hensvævende etc. etc. gratier og hvilke unaturlige rifter der ville blive så godt som uundgåelige følger af det, så behøver vi ikke at tilføje et ord for videre at dokumentere nødvendigheden af at teatrets missekat - eller katte, for man har også set dame Mons som en god moder der ved at det skal tidligt krøges som god krog skal blive, har ført sine poder ind på scenen for at lade dem deltage i en aftenunderholdning - sættes under hr. inspektørens særdeles inspektion, og at den eller de formenes adgang til gratis komedie. Hvortil hr. inspektøren bør indrømmes anvendelsen af de midler han bedst ved, vil og kan. Man indvender i øvrigt ikke hvad vi ret gerne ville tro, at teaterkissen er et særdeles vel opdraget eksemplar af misser. For en kat er - et kat, en kat har kattenatur, og "naturam si tu pellas ex, hun kommer dog igen, den her". 

(Politivennen nr. 1213, Løverdagen, den 30de Marts 1839. Side 204-206)

Anmeldelse til Bestyreren af Vaisenhusapotheket.

Søndag den 10. i denne måned lod indsenderen 6 igler købe på oven nævnte apotek, hvorfor blev betalt 4 mark 8 skilling. Ved anbringelsen af disse igler viste de sig meget bidske på nær en der opfyldte sin pligt. De øvrige blev sendt tilbage med anmodning om at få dem ombyttet med bedre. Men man fik til svar formodentligt af et subjekt at iglerne var gode og bed nok når stedet de skulle anbringes blev vel vasket. Skønt den person som anbragte iglerne var vant til denne forretning og allerede havde iagttaget dette, blev forsøget gentaget, men med samme følge, for ingen af iglerne ville bide. To af dem var vel at undskylde da de var døde undervejs. De 4 mark 8 skilling var således kastet ud uden nytte. For mange en ubetydelig sum, men i sandhed trykkende nok for en fattig familie at udrede. Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed.

Da Vaisenhusapoteket har ry for at kunne levere de bedste og mest friske varer, på grund af dets store omsætning, lader mange endog dem som bor langt fra, deres medicin hente der. Det kan derfor vist næppe være apotekets ejer ligegyldigt om sådan forseelse eller ligegyldighed som formodentlig hidrører fra et subjekt som er ansat ved apoteket, oftere skulle gentage sig., hvorfor man herved har villet gøre opmærksom på det. 

(Politivennen nr. 1211, Løverdagen, den 16de Marts 1839. Side 174-176)

"Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed." (Det røde hus yderst til venstre er Gothersgade 37 hvor apoteker Tychsen holdt til. Nr. 35 er uden for billedet. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Vaisenhusapotek lå på Politivennens tid og indtil 2003 på hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade. Apoteker og assessor pharmaciæ i Sundhedskollegiet J. L.Tychsen boede ifølge Krak 1839 i Gothergade 336. Dette hus var i 1806 ejet af apoteker Nikolaj Tychsen. I 1836 blev det delt: 336 A (opført 1836-37 af apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 37. 336 B (opført 1800-01 for apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 35. Begge huse findes stadig.