Om Vagtholdet paa Toldboden.

Som man erfarer har det græsselige eksempel på hundes blodtørst vi for nogen tid siden oplevede, ikke gjort de ansvarlige mere forsigtige. Vagtholdet på toldboden bestrides efter forlydende atter af hunde hvor iblandt en hvalp af et blandt de vilde uhyrer der sønderrev den ulykkelige pige. Når man ikke ellers bruger rovdyr af en så glubende race til at bevogte vigtige forråd, ikke engang forvaringsstederne for betydelige offentlige kasser og bankens rede fonds, gemmestedet for regalier m.m. skulle da et oplag af pakker og foustager med handelsvarer ikke kunne betrygges uden ved et vagthold af ustyrlige, blodtørstige rovdyr der har lighed med Afrikas vilde bæster? - Selv land og rige bevogtes jo ved nattetid af vore krigere. Og disse som fører krudt og lod, og forstår at bruge det, kunne vel også bestå i en kamp med det par natlige tyve dersom sådanne skulle vove at nærme sig toldbodoplaget. Bekostningen herved eller ved en væbnet nattevagt, ville kun være ringe mod de andre til dels betydelige lønninger som finder sted ved toldvæsnet og som ikke just alle anses forlige nødvendige.

(Politivennen nr. 1231, Løverdagen, den 3die August 1839. Side 484-485) 

Kehlets Kaffehuus.

At ovennævnte kaffehus for tiden er det bedste her i byen, synes den store mængde mennesker man daglig træffer der fra den tidlige morgen til den sildige aften at være det bedste bevis for. Efter vores mening synes der nu også at være nærved at blive så godt som vi forlanget det af et sådant. Heri ligger imidlertid at vi der forefinder adskillige små, let afhjælpelige mangler som vi er overbeviste om ejeren vil afhjælpe når han bliver gjort opmærksom på det. Som sådanne vil vi påpege:

1) At det skønt man i det hele taget får gode varer i forhold til prisen, dog må anses som en stor mangel at man ikke er sikker på altid at træffe dem lige gode. Vi har således der drukket kaffe der fuldkommen stod ved siden af den, man for tredobbelt betaling får hos konditorerne, men enkelte gange har den også været under det middelmådige. Denne mangel synes meget let at måtte kunne afhjælpes på et sted med så stadig søgning.

2) Likørerne er under al kritik. Man kan kun få to slags, hvilket er meget for lidt at vælge imellem på et sådant sted, og begge slags er tykke i en ganske utilbørlig høj grad. Ejeren ville sikkert finde regning ved at anskaffe langt flere arter, og til de forskelligste priser.

3) er vel opvartningen hurtig, men vi mener at en opvarter er for lidt på et sådant sted. Det var ønskeligt at der blev antaget endnu en der kun havde med bladene at bestille, for disse er det vi især forefinder uorden med, og som vi især vil henlede opmærksomheden på, overbeviste om at det dog egentlig er dem der trækker mest.

4) Skønt der således holdes blade nok og valget i det store hele ikke kan kaldes uheldigt, er det øjensynligt at disse behandles som en biting. Det må således kaldes et stort misgreb af ejeren at han sjælden tager notits af de besøgendes anmodninger om forandring i denne henseende. Og vi ved med bestemthed at han derved fjerner mange gæster fra sig som derpå tyr andre steder hen, hvor de forefinder de blade de ønsker. De blade som holdes, behandles desuden på en temmelig sjuske maner. Som eksempel kan tjene at stentrykkkene med det sidst udkommende nummer af porteføljen aldrig indsættes i de dertil anskaffede rammer, men bliver liggende i et skab inde ved udsalgsstedet, hvorved man altid får dem i smudset forfatning, mens de allerførst udkomne på rund af en utilgivelig slendrian, vedblivende hænger i rammerne. Ligeledes er det meget vanskeligt at få fat i det blad man ønsker, dels fordi gæsterne gerne henslænger demhvor de har sidder, men dels også fordi den eneste opvarter der er, umuligt kan overkomme at stille dem i orden efter hver især.
Ville ejeren afhjælpe disse små uordner samt de flere han måtte gøres opmærksom på, er vi forvisset om at hn herefter skal se sin restaurant endnu mere talrigt besøgt, navnlig hvis vi om aftenen måtte få den gamle udmærkede pianist igen.

(Politivennen nr. 1230, Løverdagen, den 27de Juli 1839. Side 473-476) 

Til Sundhedspolitiet.

Den ifølge sin farve såkaldte "Blå Vogn" hvori der almindeligvis føres aldeles fattige afdøde til det sidste hvilested, udbreder ikke sjældent ved sin passage gennem gaderne en forpestende stank, der ganske opfylder værelserne i de nærliggende bygninger når man ikke er så heldig at blive opmærksom på den i en sådan afstand at man har tid til at befri sig for den værste del af den ved at lukke vinduerne. En stank så væmmelig at den natterenovationsvognene udbreder i sammenligning er for intet at regne, og så vedhængende at man ikke kan passere vognen endog når den vender tilbage og har udtømt sit indhold uden at lugteorganerne afficeres på det mest ømtfindtlige. 

Man vil også have bemærket at de sager der er indeholdt i denne vogn, er i en så opløst tilstand at flydende dele deraf jævnligt baner sig vej gennem vognens sammenføjninger. Og hvad virkning et sådant fluidum må have på luften i vores gader, behøver ingen omtale.

Hvorfra disse i høj grad forrådnede menneskelige levninger kommer, ved man egentlig ikke. Men det er utroligt at man i vores vist med føje roste hospitaler skulle gemme ligene så længe at de i det mindste for en del befinder sig i en sådan tilstand. Tanken falder da nærmest på vores anatomisale som man dog heller ikke kan tro at være i vores oplyste tider oplagssteder for sådanne sager. Den sidste af indsenderen bemærkede transport af denne art passerede Nørrevold sidste lørdag klokken halv otte om morgenen og for rette vedkommende må det formentlig være en let sag at finde ud af hvorfra den har haft sit udgangssted.

Af Sundhedspolitiet udbeder man sig vedbørlig opmærksomhed for denne sag, såvel med hensyn til de steder hvorfra denne transport sker, som til transporten selv. Den strenge økonomi der måske kunne tilråde opsættelse indtil man får fuldt læs, er i sandhed her ilde anvendt, og i alle tilfælde burde udførelsen af sådanne sager indskrænkes til tiden for natterenovationsudførslen og ikke finde sted på en tid af dagen da de fleste stadens beboere er i fuld virksomhed.

(Politivennen nr. 1230, Løverdagen, den 27e Juli 1839. Side 466-468) 

Hundebad i Bechs Badehuse bag Castellet.

Hr Bech erklærede for nogen tid siden i Politivennen at det var ham ubekendt at hunde havde adgang til hans badehuse. I tillid til at denne uskik altså var standset, attråede indsenderen at benytte sig af et af de ovennævnte badehuse hvor han i rummet ved siden af sit lukaf så en person i vandet som var meget beskæftiget med at vaske en stor, rød hund. Dette skete sidste onsdag eftermiddag mellem kl. 2 og 3 og kan ifald det forlanges bevidnes af flere af de badende. Betænkes nu at baderummene ikke efterses mellem hvert bad, så kan man forestille sig hvorledes der ser ud efter sådan en hundevaskning. Damerne vedbliver at klage over de store sprækker i deres baderum, hvori dog som hr. Bech påstår, solen alene har skyld. Broerne der fører til badehusene er endnu i den ynkværdigste og uforsvarligste tilstand.

Uagtet alle disse mangler aftager søgningen ikke, men beklage må man at denne indretning bestyres af en mand der viser så lidt følelse for det anstændige, for orden og renlighed og som derved ganske tilsidesætter den opmærksomhed han skylder publikum. 

(Politivennen nr. 1229, Løverdagen, den 20e Juli 1839. Side 458-459)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen knytter sig til Politivennen nr. 1226, 29. juni 1839, side 403-405 og til Politivennen nr. 1227, 6. juli 1839, side 424.

Lad de Døde hvile i Fred!

Et syn der længe har mishaget indsenderen, tillader han sig herved at omtale offentligt. På Helligåndskirkegården har det i mange år været skik at nabolagets beboere sagtens imodvisse dusører ophænger deres vasketøj til tørring og får deres engetøj solede. - Når man nu træder ind på kirkegården for at søge en kær afdøds grav, kan man undertiden næppe komme ti den på grund af det ophængte tøj, eller de over gravene placerede sengeklæder. Uden tvivl er synet af sådanne genstande allerede ubehageligt. Men når dertil kommer at man i dyre domme betaler for gravenes vedligeholdelse, og den ulovlige benyttelse af kirkegården giver anledning til at både voksne og børn jævnligt nedtræder og ødelægger de vedligeholdte grave, kan man vel med grund vente en forandring deri, bevirket ved dem hvis pligt det er at påse den savnede orden.

(Politivennen nr. 1229, Løverdagen, den 20e Juli 1839. Side 453-454)