En uheldig Kongelig Kudsk.

Adskillige store uheld der i den sidste tid er ramt flere kørende her i staden, har forøget den opmærksomhed hvormed man må betragte en kongelig kusk der synes at være meget uheldig. For at uduelighed ligefrem skulle være årsagen til de mange fataliteter der er truffet ham, tør man næppe antage, da han vel i så fald ikke havde opnået en sådan ansættelse. 

Denne mand hvis navn skal være Niels Petersen Skousgaard, kørte således i oktober måned forrige år i Filosofgangen hvor begge hestene der var af det kongelige røde spænd, styrtede i den dybe slamkiste, hvoraf de måtte løftes op med stænger. At de der har fået et betydeligt knæk, er troligt, da den ene efter en langvarig sygdom er død for kort tid siden. For samme mand kuldkastedes i juni måned dette år på samme sted 4 af kongens sorte hingste som ved slaver måtte graves ud af den dybe grav. 

Ligeledes har han haft det uheld mens et medlem af den kongelige familie sad i vognen, at køre på en afvisersten med en sådan kraft at lakajen styrtede af vognen. Og samme dag tog hesten der var spændt for den tomme vogn, sig den frihed at spadsere ind mellem fourchetterne udenfor vagten på Amalienborg, hvorfra de måtte ledes ud ved vagtmandskabet. 

Næppe nogen af stadens borgere ville betro en mand hvem sådant var hændt, deres heste og vogne og endnu mindre deres og families liv og lemmer. Og vi kan derfor heller ikke uden stor ængstelse tænke os ham som kusk for de os allerdyrebareste medlemmer af den kongelige familie. Dog vil vi ikke dvæle ved et sørgeligt maleri af de ulykker der kan afstedkommes ved en sådan mands malkonduite. Eller hvad navn man nu heller ville give det. Men vi henstiller trøstigt til hans excellence staldmesteren om det ikke måtte anses passende at den her nævnte mand blev fjernet fra en post hvortil han synes mindre brugbar hvis man tør dømme efter de her anførte bevislige fakta, som vi dog antager ikke at være hans excellence ubekendte. For mandens forsørgelse på anden måde vil der vel ved hans excellences gunst findes udvej.

(Politivennen nr. 1238, Løverdagen, den 21de September 1839. Side 599-601)

Bør Skolelærere være Prangere?

I Fanefjord Sogn på Møn har det i mange år fundet sted at flere af de skolelærere der er ansat der, påtager sig den kommission at opkøbe kornvarer for købmændene. Selvom man nu kunne ønske at sådanne i almindelighed knapt aflønnede embedsmænd kunne finde lejlighed til på en passende måde at anvende deres fritid til nogen bifortjeneste, bør der dog på ingen måde tillades dem at være handelsmænd og allermindst at agere prangere hos de forældre hvem deres ungdom er betroet. Det samme der taler for at præsten ikke bør befatte sig med handel, gælder i sandhed også med hensyn til skolelærerne. Ingen kan tjene Gud og Mammon. Men når pludselig der indtræffer en ordre til opkøb, må bevægelsen i en aldeles uvant sfære og tanken om den dermed følgende vinding uden tvivl have en skadelig indflydelse på selve skoleundervisningen. Ja, utilbørlig forsømmelse kan vel endog fra tid til anden være følgen. 

Finder den omtalte prangen eller handlen endog sted med skolebørnenes forældre, bliver sagen dobbelt betænkelig da bonden vel ofte for sine skolesøgende børns skyld entrerer med skolelæreren i en handel som han ikke indgik med nogen anden. Da i øvrigt de her omtalte skolelærere sidder i mere end almindelig gode embeder, håber man så meget mere at deres foresatte som ikke kan være uvidende om det her påankede forhold, vil sørge for at få det fjernet, hvilket burde være sket for længe. siden.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 585-586)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1247, den 23. november 1839.

Anmodning til Kjøbenhavns Politie samt Politiet i Kjøbenhavns Amts søndre Birk.

Anmelderen som ofte i indeværende sommer har passeret Falkoner Alle, tillader sig at henlede det ansvarlige politis opmærksomhed på at der i nævnte alle især i den del af samme som hører under Københavns politi, nemlig fra Assistenskirkegården til Ladegårdsåen, næsten altid fra om formiddagen til om aftenen såvel i selve alleen som indenfor grøfterne opholder sig adskillige af den laveste art offentlige fruentimmer som der driver deres uvæsen, dels betler, dels tilbyder lysthavende deres tjeneste, fornærmer og forskrækker forbigående anstændige kvinder mm. At disse væsner der ofte ses i selskab med ladegårdslemmer og deslige folk, når lejlighed gives til det, bestjæler de omkringboende er vel mere end rimeligt. I hvert fald er de en vederstyggelighed for enhver rolig og anstændig promenerende, ligesom de aldeles henhører under klassen af betlere og løsgængere, og der vil derfor næppe behøves mere end at gøre politiet opmærksom på det for at vejen omsider kan blive renset for dette utøj. Hvilket vil være så meget mere ønskeligt som de tilstundende mørkere aftener gør sådanne selskabers nærværelse endnu mere ubehageligt.

(Politivennen nr. 1237, Løverdagen, den 14de September 1839. Side 580-581) 

Advarsel.

Flere gange er advaret mod at bruge hagl til flaskers rensning og anbefalet brugen af en kæde, småsten etc. Men det er dog i almindelighed blevet ved det gamle. Forleden dag fandtes i en halv flaske dansk porter hentet fra det fordelagtigst bekendte øludsalg her i staden, ikke mindre end 14 hagl af forskellig kaliber. - Hvorvidt nu dette bly har haft nogen skadelig indflydelse på det syrlige øl kan indsenderen ikke sige. Men det ved han at dersom der i stedet for øl var blevet tappet eddike på dette kvantum bly og den havde fået lov til at stå nogen tid, ville der have dannet sig et bundfald som havde været en meget stærk gift. Måtte disse linjer tjene til advarsel og brugen af hagl til flaskers rensning afskaffes hos en og anden, vil det glæde indsenderen.

(Politivennen nr. 1232, Løverdagen, den 10de August 1839. Side 507) 

Om Vagtholdet paa Toldboden.

Som man erfarer har det græsselige eksempel på hundes blodtørst vi for nogen tid siden oplevede, ikke gjort de ansvarlige mere forsigtige. Vagtholdet på toldboden bestrides efter forlydende atter af hunde hvor iblandt en hvalp af et blandt de vilde uhyrer der sønderrev den ulykkelige pige. Når man ikke ellers bruger rovdyr af en så glubende race til at bevogte vigtige forråd, ikke engang forvaringsstederne for betydelige offentlige kasser og bankens rede fonds, gemmestedet for regalier m.m. skulle da et oplag af pakker og foustager med handelsvarer ikke kunne betrygges uden ved et vagthold af ustyrlige, blodtørstige rovdyr der har lighed med Afrikas vilde bæster? - Selv land og rige bevogtes jo ved nattetid af vore krigere. Og disse som fører krudt og lod, og forstår at bruge det, kunne vel også bestå i en kamp med det par natlige tyve dersom sådanne skulle vove at nærme sig toldbodoplaget. Bekostningen herved eller ved en væbnet nattevagt, ville kun være ringe mod de andre til dels betydelige lønninger som finder sted ved toldvæsnet og som ikke just alle anses forlige nødvendige.

(Politivennen nr. 1231, Løverdagen, den 3die August 1839. Side 484-485)