Politievennens Nytaarsbetragtning.

Med dette nummer begynder Politivennen sin 25. årgang. Tiden ligger os nærmere ved at skue tilbage end ved at se fremad. Men det kvarte århundrede der er forløbet, omfatter dog så betydelig en årrække at meget deri må være undergået forandring. Og virkeligt er dette også tilfældet i betydelig grad med nærværende blads tilbagelagte eksistens hvad enten vi tager hensyn til vilkårene hvorunder eller formålet hvorfor det har virket.

Skønt Politivennen som et "almenhedsblad" ikke har valgt højere stof til genstand for sin behandling, og altid har søgt at vedligeholde en populær, men dog værdig tone, så var den dog ved sin opkomst og længe efter det eneste såkaldte oppositionsblad i Danmark. Det eneste i hvis plan det lå at påtale mangler i det bestående. Hvad der på prent kunne siges eller ikke siges i Danmark, derom var begreberne dengang meget dunkle. Man var da ængstelig for at gå ind på et gebet hvor man troede let at kunne geråde i vildfarelse, og der var heller ikke nogen særdeles opmuntring for nogen at vove sig ud på denne bane. For læselysten var kun ringe, og offentlighed var kun lidt kendt, endnu mindre agtet.

Hvor aldeles har tiden og dens begivenheder dog forandret disse forhold? Vi har nu ikke blot flere blade udelukkende for den tendens, men enhver nogenlunde selvstændig journalist tager nu ikke i betænkning at optage artikler i samme ånd når form og tone kun lader sig forsvare. Man er kommet til den erkendelse at den offentlige ytringsfrihed er langt større end nogensinde blev anet. Offentlighed finder indgang næsten overalt, og sine ivrige talsmænd, og der læses nu flere bøger end før ark papir. Hvor ofte end pressen i de senere år har begået misgreb og synder, så er der dog kun få som ikke erkender dens magt og velgørende indflydelse. Vi har, kort sagt i århundredets fjerde decennium gjort fremskridt i denne henseende som unægteligt kan kaldes forbavsende.

Men - ligesom dette blad nu ser andre vilkår for sin virksomhed end da det optog sin første uforglemmelige udgivers, den frimodige Klaus Henrik Seidelins slupne tråd, således er der ikke mindre foregået forandringer i det, efter sit navn offentlige formål. Grundforbedringer er vel ikke, idet mindste ikke overalt, truffet i vores politiforanstaltninger, og vi savner navnlig endnu på de fleste steder et velordnet landpoliti. Men vi overser derfor ikke de mere og mindre betydelige forbedringer der er indtrådt i denne del af den offentlige forvaltning. Vi behøver blot at nævne de mere hensigtsmæssige love for påtale og straf af fornærmelser i ord og gerning, den strengere kontrol med rejsende håndværkssvende, de skærpede forskrifter mod løsgængere og betlere, osv. osv. for at minde enhver om at vores oplyste og retelskende regering også i den henseende har stræbt at sørge for undersåtternes sikkerhed og udvortes velvære.

Det ville være ubeskedent og anmassende at tiltro Politivennens artikler en væsentlig indvirkning på de indtrådte forbedringer. Men dette tør vi dog, uden at træde sandheden for nær, påstå at bladets ytringer langt fra at blive upåagtet de oftere har tildraget sig højere vedkommendes opmærksomhed og at bladet derfor ikke er uden fortjeneste når meget, det være sig i det store eller i det små, ses nu at være anderledes end for 10 eller 20 år tilbage. Ved flere lejligheder har vores nys hensovede konge hvem intet var for ringe til at skænkes højsammes landsfaderlige hensyn, af Politivens-artikler taget anledning til at fordre oplysning af sine embedsmænd angående de deri påtalte genstande. Og for blot at nævne en autoritet der jævnligt har lånt øre til hvad her blev bemærket, da er det til visse en sandhed at mange forbedrede indretninger under generalpostdirektionen søger sin første spire i dette ugeblad. 

Hvad der i den forbigangne tid som mangelfuldt er blevet forbedret, kan selvfølgelig nu ikke længere blive genstand for vores bemærkninger, og det kan altså ikke nægtes at vores stof for så vidt er blevet formindsket. Men ligesom intet i verden så let opnår den højeste grad af fuldkommenhed, således er forbedringer som ovenfor antydet, ikke indtrådt i alt hvad der kan henføres under politiadministrationen, og derfor levnes os følgelig materiale nok til betragtninger. Desuden beror det ikke altid på gode love og forskrifter alene at disses formål opnås, men meget heri er afhængig af dem som skal bringe de foreskrevne regler i udførelse. Og da disse stundom kan fejle af større eller mindre uagtsomhed, så vil der altså fra den side ikke sjældent blive anledning til offentligt at udtale sig og derved at søge bevirket mere agtpågivenhed fra de ansvarliges side.

Til alt anførte kommer endvidere at navnet "Politivennen" ikke udelukker artikler som ikke strengt angår politi og sammes udøvelse. Som ved af god orden og som almenhedsblad kan og tør bladet også underholde sine læsere med genstande som i anden henseende har krav på den offentlige interesse.Og det bør navnlig ikke undlade at fremhæve det gode og fuldkomne. Fremstillingen heraf kan lige såvel, og rettere sagt endnu mere virke på folkets tænke- og handlemåde end anførelsen af eksempler og anker over det slette og ufuldkomne. Politivennen har før udtalt sig også i den retning. Den vil vedblive hermed ligeledes i fremtiden.

Med disse bemærkninger åbner vi denne årgang, idet vi tillidsfuldt anbefaler os gentagende til vores læseres og velynderes opmærksomhed og gunstige omdømme.

(Politivennen nr. 1253, Løverdagen, den 4de Januar 1840. Side 1-5) 

Hvo boer i Slippen Nr. 155, 1ste Sal?

På ovennævnte sted findes i vinduet opstillet 2 dameportrætter hvortil originalerne skulle bo indenfor. Er dette sådan, da er det hos os den første udstilling af denne art. Om disse damer skulle være portrætmalerinder og ville således give en prøve på deres kunstfærdighed, vides ikke. Men man ved at det på flere steder i udlandet skal være skik at skøger således udstiller deres portrætter for at drage kunder til sig. Da der nu ved vores fortrinlige politi er truffet den ikke nok så påskønnede, men meget rosværdige foranstaltning at disse væsner ikke længere tør offentligt udstille deres halvnøgne yndigheder i vinduer og døre, så kunne man let falde på at tro at de her omtale kvinder var af dette slags og på denne måde ville omgå loven. Dette vil man dog håbe ikke lader sig gøre på denne måde som vel snart ville blive almindelig. Især på dette sted ville det være en dobbelt skandale, da der i samme hus er en skole, og lige overfor flere offentlige skoler, hvoriblandt en pigeskole hvor mange skikkelige folks børn og deriblandt indsenderens, dagligt skal hente deres undervisning i dyd og gudsfrygt der skal være deres bedste støtte gennem hele livet. Man forventer altså at en nøjagtig undersøgelse vil finde sted og at før nævnte damer fjernes fra et sted hvor de må give en sørgelig forargelse hvis de driver den smudsige profession som her er antydet.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 804-805)  

Redacteurens Anmærkning

Slippen 155 lå i det berygtede kvarter ved Lille Brøndstræde. I 1873 hed adressen Landemærket 30/Lille Brøndstræde 14. Siden 1913 indlemmet i matrikel 267, og 1928 til matrikel 268 (Møntergården) som er opført 1915-16.

Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide.

Det må synes påfaldende at man ikke for statens regning sysselsætter de til fæstningsarbejde dømte samt alle andre fanger således at statskassen kan undgå de betydelige udgifter der anvendes på deres underhold, og fangerne tillige selv erhverver et overskud som efter deres løsladelse ved straffetidens udløb kan tjene dem til understøttelse eller til at begynde en lille håndtering med, for ikke tvunget ved nød og elendighed på ny at måtte gribe til forbrydelser.

I Preussen bruges sådanne mennesker til at istandsætte landevejene, hvilket da også synes langt mere rimeligt end at pålægge landmanden sådanne personlige byrder. I det mindste burde det stå disse frit for at betale staten en godtgørelse for det ved fanger udførte arbejde eller selv at besørge det forsvarligt fuldført under det sædvanlige opsyn af vejvæsenets embedsmænd og disses underordnede. Det allerbedste var vel således som nærværende forfatter allerede for nogle år siden foreslog i Politivennen at pålægge en almindelig vejskat (efter derom at have først hørt provinsialstændernes mening); for nu ligger hele byrden med vejenes anlæg og istandholdelse ene og alene på bondestanden og de øvrige mindre landejere, hvilket dog vist aldrig kan antages at være i overensstemmelse med rimelighed og retfærd. 

Glostrup Kirke er stort set det eneste som eksisterer af Glostrup Sogn på Politivennens tid. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Således må ejere af bondegårde i Glostrup Sogn ofte i den for bonden allertravleste tid sende deres folk og vogne til arbejde på Frederikssundsvejen omtrent en mils vej fra deres hjem, ja endog til Grøndal og Falkoneralle mens de der boende lyststedsejere og priviligerede jordejere ganske roligt og mageligt kan sidde indenfor deres pragtvinduer og betragte de arbejde som de mindre begunstigede under kommando af vejbetjente må fuldføre til deres bekvemmelighed. Og nemlig er det især sådanne velhavende jordejere der kører på de istandsatte veje uden at betale andet end bompenge, hvilket bonden også må betale, uagtet det er ham selv som ved flid og opofrelse af mange arter har tilvejebragt vores nu fortrinlige kunstveje. Enhver som holder heste og vogne, burde betale sin forholdsmæssige andel af vejskatten; da kunne vejbyrderne anses at være nogenlunde fordelte. Og hvad vejvæsenet kostede mere året om efter afdrag af vejskattens og bompengenes totalbeløb, kunne da fordeles på det samtlige hartkorn og indkræves med januar eller april kvartals skatter.

En sådan foranstaltning ville sikkert medføre en betydelig lettelse for landmanden, og for statskassen ville det være en betydelig besparelse når en stor mængde fanger kunne, naturligvis under tilstrækkeligt opsyn, beskæftiges på de større og minde landeveje. Det er næsten ubegribeligt hvorledes man kan undgå hyppigere undvigelser af slaverne da de så ugenert vandrer om på Københavns gader, blot under opsyn af en for det meste affældig justitssergeant og hele tiden tilstedes i hele flokke at påtage sig havearbejde hos gartnere og andre haveejere i omegnen af København. Langt bedre var det at de således som vi har har foreslået, og som i andre lande er brug, aflaste bonden og befriede ham fra at spilde sin ofte kostbare tid. - Desuden gives der jo andre måder hvorpå staten kan benytte disse arbejdsdygtige folk, istedet for at private benytter deres flinkhed og førlighed. De nordamerikanske fristater giver heri som i så meget andet, et lysende eksempel for vores ældre verdensdel: ikke ofte nok kan man påpege deres tænksomme færd og hensigtsmæssige foranstaltninger. 

Der findes i Nordamerika to fængselssystemer. Men begge fører til et både for staten og for fangerne højst gavnligt resultat, ja så heldbringende at man for længst burde have være betænkt på at foranstalte noget lignende hos os. Ikke alene spares derved fangernes underhold som hvert år løber op i mange tusinder, men hvad der er det vigtigste, fangernes karakter forbedres ved denne arbejdsmåde og det dermed forbundne opsyn, og foruden det de ved deres arbejde godtgør staten for underhold og varetægt, beholder de altid en lille sum til overs som ved udtrædelsen af fængslet levere dem, hvormed de kan begynde en lille næringsvej og ikke behøver at overgive sig til laster og forbrydelser. Vel hedder det at vore fangehuses indretning hindrer indførelsen af dette menneskekærlige og statsgavnlige system. Men dels kan det jo for længst have været sat i værk i Københavns Forbedringshus ved dets opførelse på ny, når man ikke i så lang en årrække havde ladet grund og rudera henligge til mispryd for hovedstaden, dels mangler det i øvrigt især kun på kraftig vilje, for kunne der findes udvej til at vedligeholde en staldetat hvortil havren alene, efter generalkrigskommissær dr. Neergaards offentlige beretning, kostede årligt 60.000 Rbd., og kunne man skaffe penge til den nye kaserne på Christianshavn som kostede 3 til 4 tønder guld, da måtte der el også kunne blive råd til en så indgribende foranstaltning som den her omtalte der ville i moralsk og materielt hensyn gavne ikke blot den nulevende genration, men endog ufødte slægter.

(Politivennen nr. 1251, Løverdagen, den 21de December 1839. Side 795-799)  

Redacteurens Anmærkning

Flere eksempler på sådanne arrangementer stod omtalt i Kjøbenhavnsposten den 22. april 1845:

I en Gaard i Amaliegaden ligeover for den Side, der vender ud mod Hs. Maj. Palais, og ved Siden af Gouverneurens Bolig, foretages i denne Tid en Hovedreparation, hvorved der arbeider en Deel Slaver. - Det maa vistnok ansees for et høist forargeligt Misbrug, saaledes at udleie Straffefanger til Private: thi foruden at henvise til det Upassende i at lade dømte Forbrydere arbeide i Fællesskab med Haandværkere, og derved anvende de værnepligtige Soldater til Vogtere, kan man vel med Føie spørge, hvorledes skal den arbeidende Classe kunne fortjene det Fornødne til Livets Ophold, naars dens Arbeide paa en saadan Maade og ved saadanne Midler underbydes af det Offenlige? Med slig en Bygherre vil da heller ingen anden kunne concurrere.

Og dagen efter i Kjøbenhavnsposten 23. april 1845:

Paa Hjørnet af Regnegaden og Gammelmønt, hvor man er ifærd med at nedrive et gammelt Huus og opføre et nyt, sees det samme uhyggelige Syn, som igaar paankedes i dette Blad, at nemlig Straffefanger fra Stokhuset i Arbeidet blandt Haandværkerne, medens en Soldat med skarptladet Gevær staaer midt iblandt dem for at bevogte Slaverne. 

Noget mere om Skolelærere.

i Politivennen læste vi for nylig et stykke om skolelærerne i Fanefjord sogn som kritiserede som for "kornprangere". Indsenderen af dette kan og vil ikke nægte at et par af dette sogns skolelærere og vel flere lader sig bruge af købmændene i Stege og Stubbekøbing til for disse regning at købe korn hos bønderne. Men man indser dog ikke at dette kan fortjene offentlig dadel eller engang forbydes dem når de gør det i deres fritimer og ikke derved lader sig forlede til drikken og spil i bondens hus eller gård. Derimod burde det efter min og flere mening ved lov forbydes enhver skolelærer at have jord til leje eller til eje udenfor den skolelod og have de er tillagt. De er i skoletiden med deres hele sjæl på ageren og ved avlingen. Ja, vi kunne vel antage at de ikke sjældent selv i skoletiden er der både med legeme og sjæl, især på de steder hvor præsten er for gammel eller for svag og overbærende. Disse skolemænd bør ikke have for mange beskæftigelser eller bekymringer for dette livs næring. Alt hvad de efter deres stilling behøver til eget og families underhold bør gives og tilbringes dem. Og i den henseende har skolelærerne på Møn vist ingen grund til at klage, især når afdraget for offer og biindtægter nu efter stændernes indstilling og kongens befaling ophører hvor kommunerne kan bære dette tillæg.

(Politivennen nr. 1247, Løverdagen, den 23de November 1839. Side 744-745) 

Redacteurens Anmærkning.

Indledningen hentyder til en artikel i Politivennen nr. 1237, 14. september 1839 

Havaneser Boutiken.

Det hører til tidens tone at efterabe fremmed, enten ved at radbrække gamle huse for i store vinduer at stille sin kram til skue, eller opfinde nye navne for derved at vække mængdens opsigt og tiltrække sig kunder. Sådant er sket med det nye tobaksudsalg på Østergade nr. 67 der er givet navn af Havaneser Boutik. Da der nu i samme ikke alene sælges havanna-cigarer, men butikken efter avertissementet i nr. 236 af Kommissionstidende altid vil være forsynet med samtlige til tobaksfabrikationen henhørende artikler, så ses ikke mere grund til at give butikken omhandlede navn end om enhver urtekræmmer ville kalde sit udsalgssted: Kineser-butik, fordi han blandt sine mange forskellige handelsartikler også solgte kinesisk te. 

Dog navnet gør intet til sagen, men da man meget betvivler at der i tidsrummet af et år er kommet tobakker hertil fra Havanna, og man aldeles ikke kender noget til hr. agent C. F. Capello, men vel en hamborgsk cigarmager af samme navn der måske før blev kaldt Koppel, så ønskede man at hr. Salomon ville opgive når og med hvilken lejlighed de fortræffelige såkaldte havanna-cigarer som han lader sig betale med 6-10 skilling pr. styk er ankommet hertil. Man har så meget mere grund til at fremsætte dette spørgsmål for som køber at sikre sig for at disse havanna-cigarer ikke er af samme beskaffenhed som den af ham i foråret fra Østergade nr. 70, 3. sal solgte ægte Laguayra Kanaster der var en muggen ildelugtende tobak som ingen uden væmmelse kunne ryge eller som de "fortræffelige Manilla-cigarer som sælges 100 procent under prisen" hvilke begge dele er omtalt i dette blads nr. 1221.

(Politivennen nr. 1242, Løverdagen, den 19de October 1839. Side 663-664)  

Redacteurens Anmærkning

Datidens Østergade 67 blev 1859 til Østergade 26. Bygningen eksisterer ikke længere og har i dag indgang fra Kresten Bernikowsgade 2. Ifølge Allgemeine Encyclopädie für Kaufleute und Fabrikanten so wie für Geschäftsleute überhaupt (1841) var kanaster var et andet navn for Barinas (sydamerikansk provins) som var kendt for at være noget af det bedste tobak. Tobakken blev udskibet fra La Guayra.