Tavlebærere under Prædiken.

Skønt der ofte er ført anke over den uorden og forstyrrelse som det forårsager når tavlebærerne i prædikenens begyndelse trænger sig frem mellem den forsamlede andægtige mængde, hvorved al andagt og opmærksomhed for talen på en ubehagelig måde afbrydes, så er denne skik uforandret vedblevet. Mærkeligt nok er det at det koster så megen møje at få en sådan slendrian afskaffet og det bliver endnu mere forunderligt når man erindrer sig at denne griben i lommen efter skillingen på det hellige sted har været til anstød end også længe før mange andre ting som vor senere års forfatning har bragt på bane og fortrængt. Men det er gået her som så ofte at tingen på grund af andre sager er skrevet i glemmebogen, og de gejstlige hvis sag det var at have sådant i erindring, frygter måske for a miskendes i bestræbelser af den art.

Sagen synes måske også ubetydelig. Indsenderen er dog af den mening at dens betydning er langt større end det ved første øjekast kunne synes. Fører man klage over vor tids hang til verdslige sysler og adspredelser, da bør man uden tvivl heller ikke forsømme at gøre gudstjenesten så højtidelig og indbydende som muligt. Hertil hører naturligvis især at sindet ikke adspredes ved uvedkommende veredslige tanker og at roen ikke forstyrres. I den gamle kirke fandt det vist nok sted at man indsamlede gaver, men med hensyn til forholdenes natur dengang kunne dette betragtes som en af den gudelige handlings skønneste scener. For det var de fattige som man på denne måde forsørgede, og det i en trængselstid hvor kristensamfundets trængende medlemmer uden sådan gavmildhed måtte geråde i elendighed. De offentlige stiftelser påtager sig fattigforsørgelsen, så at der ikke er nogen grund til at efterligne en skik i den udvortes form, når ånden og betydningen i samme er forandret. Tavlepengene tilfalder vel til dels endnu de fattige, men det indses ikke hvorfor denne sum ikke kan indkræves på anden måde og på belejligere tid og sted. Noget mindre stødende ville det dog være hvis man gik omkring enten umiddelbart før prædiken eller også efter denne. Dette er skik adskillige steder i provinserne. Vel er det muligt at der herved ville gå en del tabt for bøssen, men om så var, kunne dette vel blive godt. Kirkebetjentene ville sikkert ikke have noget imod en forandring som den omtalte der i det højeste kunne formindske deres indtægter med nogle få rigsbankdaler om året.

(Politivennen nr. 1307, Løverdagen, den 16de Januar 1841. Side 44-46).  

Berigtigelse til Inseratet i sidste numer af Politievennen om Friboligen i Compagnistrædet Nr. 66.

Forfatteren af dette inserat synes ikke at have haft nøje kendskab til den sag han har villet omtale, hvorfor indsenderen der nøjere er underrettet om den, vil tillade sig at bemærke at omhandlede ejendom tilhører hr. S. A. Eibeschütz som deri har skænket bolig til 13 uformuende anstændige familier og at samme ejendom er det mosaiske samfunds Fattigvæsen samt dets repræsentanter uvedkommende. Dette ses også af det trykte reglement som leveres enhver familie ved inflytning i stiftelsen. Dette reglements § 1 lyder nemlig således: "Omendskjøndt de Familier, som jeg har forundt fri Bolig i ovennævnte Stiftelse, kunne gjøre sig Haab om at forblive sammesteds, saalænge deres Kaar ikke maatte forbedre sig, så ere de dog pligtige til at fraflytte samme, naar de til en af de lovlige Opsigelsestider forud varsles til Fraflytning i en af de sædvanlige Flyttetider. Skulde de derimod ved deres Forhold eller ved dette Reglements Overtrædelse gjøre sig uværdige til den dem forundte Velgjerning, da ere de pligtige til Fraflytnig paa hvilkensomhelst Tid, jeg maatte bestemme." Hr. Eibeschütz kan altså uden indskrænkning disponere over sin ejendom efter behag.

Men når talen har været om at denne ejendom skulle være til salg, stammer dette fra at hr. Eibeschütz i disse dage er blevet ejer af en større og til fribolig mere hensigtssvarende sted der kan rumme mere end det dobbelte antal familier end dette, har en stor gårdsplads og en rummelig have, hvori gamle eller syge kan nyde den fri luft om sommeren. Dersom nu hr. Eibeschütz har den hensigt at give det dobbelte antal familier og enker fri bolig i denne ejendom og at lade de i omhandlede stiftelse boende deri flytte ind, så er der vel ved denne forøgelse af hans godgørenhed mod fattige så meget mindre grund til at sige at han har taget tilbage hvad han engang har givet, hvilken tanke vist ikke ville kunne opstå hos nogen der kender mandens øvrige borgerlige færd.

(Politivennen nr. 1307, Løverdagen, den 16de Januar 1841. Side 41-42).  

Redacteurens Anmærkning

Debatten var foranlediget af en artikel i Politivennen nr. 1306, den 9. Januar 1841, side 31-32). Ovennævnte artikel besvaredes med et gensvar i nr. 1308, den 23. januar 1841, side 59-61). 

Hr. S. Eibeschütz's Stiftelse i Compagnistræde for Trængende af den mosaiske Troe.

Det er blevet fortalt at nævnte stiftelse i disse dage skulle være blevet anvist til salg. Indsenderen har imidlertid ikke kunnet fæste lid til denne beretning. Han tiltror nemlig hr. Eibeschütz den klogskab at han ikke vil prøve på noget som næppe lader sig udføre, nemlig at tilbagetage en en gang bortskænket ting. Nævnte hus er nemlig en gang for alle uden indskrænkning til visse år givet af hr. Eibeschütz til et veldædigt øjemed (der står endog uden på huset med store bogstaver: "Skjænket af Hr. Eibeschütz", osv.) og bør altså som gave stå ved magt. Og der er intet spørgsmål om at hvis det skulle gøres fornødent, vil vedkommende Fattigvæsen gøre sin ret gældende til at beholde noget hvorpå det har et lovgyldigt krav.

Så vidt vides har den mosaiske menighed sit eget Fattigvæsen, og det omtalte måtte da påligge menighedens repræsentanter. Men lige så lidt som indsenderen synes at oven nævnte beretning stemmer med hr. Eibeschütz' klogskab, lige så lidt synes den at stemme med den veldædige karakter som hr. Eibeschütz har navn for. Det ville måske være det første eksempel på at nogen havde tilbagetaget en gave han engang havde skænket til et velgørende øjemed. Efter at herr Eibeschütz har oprettet nævnte stiftelse, skal han have skænket flere kapitaler af ikke ubetydelig værdi dels til kirken, dels til de fattige, og det er af denne grund så meget mere rimeligt at allerede nævnte beretning fra begyndelsen af er udspredt, for at skade en mand der ligesom så mange i hans stilling, ikke er fri for misundere.

(Politivennen nr. 1306, Løverdagen, den 9de Januar 1841. Side 31-32). 

Redacteurens Anmærkning

Simon Aron Eibeschütz Fribolig blev oprettet 28. januar (Frederik 6's fødselsdag) 1834 Kompagnistræde 12 for 14 jødiske familier, deraf 4 fortrinsvis af stifterens og hustrus slægt. I Trap står at den nu har 40 boliger. 

Artiklen besvaredes i nr. 1307, 16. januar 1841, side 41-42, med et gensvar i nr. 1308, den 23. januar 1841, side 59-61. 

Bekjendtgørelse

Efter i 25 år at have redigeret Politivennen har jeg nu på grund af tiltagende alder overdraget redaktionen til hr. W. Walther. Idet jeg herved aflægger min skyldige tak til bladet velyndere der jævnligt har været mig med bidrag, hvorved arbejdet meget er blevet lettet for mig, tillader jeg mig at fremkomme med den bøn at De ville vise samme godhed mod min efterfølger. Da jeg imidlertid vedbliver udgivelsen, kan bidrag ligesom før afgives på min bopæl.

K. Kristensen.

(Politivennen nr. 1305, Løverdagen, den 2den Januar 1841. Side 16).

Bemærkninger ved et Besøg i Nyhavn.

Når man har passeret hjørnet af Charlottenborg for at gå ned ad Nyhavn, overhænges man først af en del kørekarle, dernæst af savskærere som tilbyder vogne, dernæst af savskærere som ligeledes tilbyder deres tjeneste og endelig af nogle lurvede subjekter som vil anvise hvor det bedste brænde fås. Erklærer man nu at man selv har vogn og at brændet ikke skal skæres, så slipper man vel fri for de to førstnævnte slags. Men det tredje er så påhængende at de følger en af skib til skib og man kan ikke komme løs fra dem uden at give dem et par skilling til brændevin, uagtet man aldeles ikke behøver deres tjeneste.

Men endnu værre er de kællinger eller voksne tøser som opholder sig i havnene hvor der sælges brænde. For disse under påskud af at være favnsætterne behjælpelige med at række dem brændet, begynder først med at opsamle barkstumper, dernæst med at afrive løse splinter af det brænde der er kastet i land, men ser de deres snit, kaprer de hele favnestykker som de indlægger i porte eller gadedøre, ja man er ikke sikker for at de når kusken under kørslen ikke ser sig om, napper et eller flere stykker af vognen.

Anmelderen som i forrige uge modtog nogle favne brænde, var vidne til sådanne optrin, og da han for at søge ly for regnen gik ind i en port, så han der 6 til 8 stykker favnetræ som således var erobrede fra købere eller skippere. Dette uvæsen selv om det er drevet i lang tid, burde dog engang sættes en grænse hvorom man herved anmoder politiet der let vil kunne overbevise sig om sandheden af oven anførte.

(Politivennen nr. 1296, Løverdagen, den 31te October 1840. Side 698-699). 

Redacteurens Anmærkning.

Der klages også over "kvindemenneskene i Nyhavn" i Politivennen 1349, 6. november 1841, s 717-718 og 1350, 13. november 1841, s. 727-729.