Bemærkning om de kjøbenhavnske Præsters Forhold til Menigheden.

Skønt forholdet mellem præst og menighed i almindelighed er langt fra idealet og lader nok tilbage at ønske, bliver det dog alle vegne anerkendt at dette forhold bør afspejle den kristelige ånd i velvillig og kærlig omgængelse, så præsten på ingen måde bør spille enten den fornemme mands rolle eller betragte sig som pave i sit sogn, og lade sin opførsel mod menighedens enkelte medlemmer være afhængig af lune og for godt befindende. Man kan derfor ikke undertrykke sin misfornøjelse når en enkelt gejstlig nu og da antages at tilsidesætte agtelsen for de fordringer som den offentlige mening gør til ham med hensyn til hans forhold mod sine sognebørn, uagtet sagens delikate natur som oftest forbyder nogen offentlig omtale af sådanne tilfælde. De forekommer vist nok i det mindste ikke så sjældent som man af tavsheden skulle formode. Og det er let at forklare sig årsagen dertil.

En stor del af de københavnske præster har i sammenligning med landets øvrige gejstlige rundelige indtægter og lever på en brillant fod. Dette står alt for meget i modsætning til den elendighed som findes hos mange af menighedens familier. Da disse ikke ved andre forhold kan komme i berøring med den præstelige familie, er de som oftest i de store sogne højærværdigheden ganske ubekendte. Og når det er dennes pligt at besøge armodens bolig enten ved begravelse eller andre lejligheder, da fristes han let til at forglemme sit gejstlige kald ved synet af kontrasten til hans eget privatliv.

Det er dog på ingen måde indsenderens mening at de københavnske præster skal lide afdrag i deres indkomster, ligesom det heller ikke kan falde ham ind at misbillige det liv som disse sætter dem i stand til at føre. Det er kun den mangel på deltagelse og interesse for det enkelte individ som er forbundet med det, især af den fattige klasse, som misbilliges og menes at burde erstattes af den kristelige kærlighed der byder os at elske vores næste som os selv og at være ydmyge af hjertet. Velstand og gode kår udelukker aldeles ikke med nødvendighed denne følelse, men det synes tværtimod at være naturligt for ethvert kristent menneske at have den i samme grad som han ser sin næste lide det onde han selv kan glæde sig over at være fri for. For da må der jo opstå en taknemmelighedsfølelse hos ham både mod Gud og menneskene. 

Den sande årsag til den omtalte absentia animi christiani for så vidt denne ytrer sig i de ydre forhold, er altså ikke præsternes gode kår. Det er snarere måden hvorpå de hæver deres indkomster. Da disse nemlig består i frivillige gaver, ligger det i præstens familieinteresse at være mere opmærksom og forekommende mod den formuende familie end mod den fattige som intet har at give. Men derved står præstens forhold i strid med hans gejstlige karakter, så meget mere som det især er den fattige der trænger til trøst og deltagelse. Når den fattige mand lader sin søn jorde, da finder han sin følelse såret ved den fornemhed hos Guds ords forkynder, at denne som vel ikke er uden eksempel, ikke vil træde ind under hans tag, men forretter den hellige jordpåkastelse i gangen eller i gadedøren og ønsker han ellers at tale med sin sjælesørger om reelle sager, fx attester og deslige, da kan det vel hænde at hans højærværdighed ikke for sådanne folk er at træffe uden til en vis tid eller han ikke på den fastsatte tid har lejlighed til at ekspedere vedkommende, eller betalingen ikke tilfredsstiller, osv.

Med hensyn til det sidst nævnte punkt er det virkelig noget som må forundre i høj grad at gejstlige, uagtet det er overladt til hver især at give efter sin evne dog undertiden skulle tillade sig at lægge deres misfornøjelse for dagen, ja vel endog ytrer den med ord og upassende gebærder. Skønt dette er en ting som ikke er ubekendt, men i det mindste siges for ikke langt tilbage i tiden at være sket, lader det sig vanskelig oplyse ved eksempler. Men de mange værdige gejstlige som findes her i byen, kan ikke føle sig fornærmede ved at denne bemærkning bliver udtalt. For den offentlige mening er dommeren: Hvem som frifindes af denne, er uantastelig. Og hvem som fordømmes af den, kan ikke blive fri ved det bedste forsvar.

Imidlertid vil vi til dels undskylde de gejstliges nidkærhed i at sørge for indkomsten, i erkendelse af at vi alle er mennesker og har en skrøbelig natur, og vi vil her indskrænke os til i almindelighed at ønske den københavnske gejstlighed sat på fast gage eller dog en fastsat takst for hver enkelt af de ministerielle forretninger i og udenfor kirken. Dersom dette sker, da er indsenderen overbevist om at et bedre og mere kristelig passende forhold vil indtræde mellem præst og menighed.

(Politivennen nr. 1313, Løverdagen, den 27de Februar 1841. Side 129-133). 

Redacteurens Anmærkning

Det kunne være ganske kostbart at nægte at betale de utallige afgifter som præsterne opkrævede, se fx Kjøbenhavnsposten 14 oktober 1833:

Ved en i Thisted Amt fældet Under-Politierets Dom er en Gaardmand, for at have tilbageholdt for sin Præst Pintseofferet for 1832, fordi han for sin Datters udeblivelse fra Skolen var mulkteret for 9 Sk., og derefter paa en ham til Julen 1832 tilstillet Offerseddel, paa hvilken han var erindret om det resterende Pintseoffer, havde skrevet de Ord: "qvit Skolemulkt betalt," dømt til at betale 10 Rbd. Sølv til Politiekassen og udrede Sagens Omkostninger skadesløs.

Anmodning til Huuseiere.

Ligesom de større stæder på mange måder har fortrin fremfor de mindre byer, således er man igen i disse fri for synet af megen elendighed og fordærvelse både i fysisk og moralsk henseende, som de første frembyder i rigelig mål. At København skulle gøre nogen undtagelse fra denne almindelige regel, var urimeligt at vente. Men det bliver ikke desto mindre enhver god borgers pligt i hans kreds, så vidt muligt at bidrage sit til at fjerne og forebygge forargelige eller sørgelige scener som publikum er vidne til uden nytte for pågældende. Indsenderen har de sidste 10 år boet på forskellige steder i byen og allevegne fundet gentagelse af det samme ubehagelige skue som han altid forgæves har håbet at blive fri for i sin nye bolig. Nemlig pjaltede og elendige mennesker som ved at synge eller spille i gårdene tiltrygler sig et par skilling. 

Omtrent i 5 år har således et par mennesker formodentlig mand og kone, opvartet ham med deres musik, som har noget særdeles ubehageligt ved sig og minder om alt usselt og elendigt. Også går i den senere tid en gammel mand omkring i den midterste del af byen og synger salmer. Han er næppe i stand til at holde sig fra at tumle omkuld. De herrer husejere burde i sandhed holde deres beboere fri for sådanne besøg som det jo ikke er muligt for politiet at forhindre. De ville derved gøre sig fortjent af de ulykkelige selv, som ingen nytte har af det par skilling de på denne måde afnøder deres medmenneskers medlidenhed, men fortærer dem på en rus hvorved følelsen af deres elendighed kun får fornyet styrke når de kommer til besindelse igen.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 76-77). 

En farlig Kjelderhule i Magstræde.

I Magstræde nr. 24 findes en luge som ofte bliver åbnet, og hvorved åbnes adgang for folk der har lyst til at fald en 4 eller 5 alen og brække et ben eller andre lemmer. Den åbning som er tilvejebragt ved lugens oplukning, optager næsten hele fortovet, så man for at undgå faren her nødvendigvis må gå ud midt på gaden. Indsenderen troede først at det var et brat nedgående underjordisk hul. Ved nærmere beskuelse opdagede han imidlertid en trappe, men som så temmelig nær dannede en ret vinkel med jorden, hvorfor man vel til forskel fra andre kælderhalse passende kan benævne den omtale åbning en kælderhule. Da der nu intet rækværk eller noget som helst afvisende tegn findes anbragt på dette sted, ville ulykkelige hændelser næppe udeblive hvis nævnte hule for fremtiden skal stå åben. Og man må derfor bede ejeren om at gøre det fornødne, politiet om at sørge for at samme ikke bliver åbnet som hidtil. Kælderen benyttes til brænde, og der kommer vel kun lidt lysning ind gennem et lavt vindue. Men hvis det er tilfældet, burde ejeren hellere bekoste vinduet forandret eller anbragt et nyt vindue end tilvejebringe en lysning hvorved den almindelige sikkerhed kommer i fare.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 75-76).  

Redacteurens Anmærkning

Magstræde 24 blev i 1856 delt i A og B. A blev i 1856 til Nybrogade 24 B, I 1859 Nybrogade 32. B blev i 1859 til Magstræde 19, 1919 til Magstræde 17-19, Nybrogade 30. Magstræde 23 er tidligere omtalt i forbindelse med en dansebod.

Yderligere Bemærkninger angaaende den af Hr. Eibeschütz oprettede Stiftelse i Compagnistræde.

I et inserat i sidste nummer af dette blad er det blevet erklæret at ovennævnte stiftelse ikke har noget med menighed eller Fattigvæsen at gøre, og at hr. Eibeschütz selv administrerer samme. At det sidste er tilfældet har indsenderen også senere erfaret. Men ikke desto mindre bliver det dog sandt at huset engang ved gave af hr. Eibeschütz er blevet til en stiftelse, og at det altså er det offentlige (ligegyldigt om det er Fattigvæsen, repræsentanter eller andre autoriteter) der har at påtale det, når man søger at gøre nogen forandring ved det der engang er skænket samme. 

At huset nemlig en gang for alle er skænket, må som allerede berørt i forrige inserat, antages på grund af at der uden på huset står, læseligt for alle: "Skjænket af H. S. A. Eibeschütz" osv. og det omtalte reglement viser alene at hr. Eibeschütz selv er bestyrer af samme og altså som sådan har ret til at opsige beboerne, når deres opførsel gør dem uværdige til længere at bo i det. Når det endvidere hedder i dette inserat at hr. Eibeschütz muligvis har i sinde at udvide sin velgerning ved at lade de familier der bor i nævnte stiftelse tilligemed en del andre bor i et hus i Studiestræde, da er det ingenlunde indsenderens agt på ringeste måde at betvivle hr. Eibeschütz' gode hensigt med det gode arrangement, men han skal dog tillade sig følgende bemærkninger: Det man især roste hr. Eibeschütz for da han bortskænkede denne stiftelse, var at han lod familier bo i samme der før havde været velhavende, men som nu ved uheld var kommet tilbage. Den mosaiske menighed har også andre fattigstiftelser, men som alle bebos af folk der på få undtagelser nær, hører til den lavere klasse.

Når nu hr. Eibeschütz ombyttede dette hus i Kompagnistræde med det i Studiestræde, hvilket sidste skal bestå af meget små lejligheder, der kun er indrettet for de mest forarmede familier, da var det væsentligste ved denne velgerning ophævet. Der ville således nemlig ikke længere være noget hus hvor de trængende, skønt mere dannede familier af den mosaiske tro skænkedes fri bolig hvorimod de ældre stiftelser kun ville blive forøget med en ny af samme slags. Og det bliver således dog rigtigt at hr. Eibeschütz i det væsentlige ville ophæve den gave han engang havde skænket.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 59-61). 

Redacteurens Anmærkning

Debatten startede i nr. 1306, 9. Januar 1841. Side 31-32. Artiklen besvaredes i nr. 1307, 16. januar 1841, side 41-42.

Noget om den Uskik at lade Fruentimmer spille Mandfolkeroller.

Blandt de misgreb der finder sted ved teaterstykkers opførelse på vores scene, er det vist nok et af de væsentligste at man lader kvinder spille drengeroller. Hvorfor denne fremgangsmåde er i højeste grad forkert, ligger især i at illusionen der naturligvis er det vigtigste ved al komediespil, ganske forstyrres. Hvor megen umage de end gør sig, kan kvinderne dog ikke forhindre at deres kvindelige sopranstemme forråder dem. Og hvor megen umage tilskuerne på den anden side gør sig for at sætte sig ind i rollen, må dog den tanke bestandig falde dem ind at det er en kvinde der er forklædt som mand. Dette er således for at tage et eksempel, i særdeleshed tilfælde ved Madame Stages spil som den unge søkadet i "De uadskillelige". For om hun end måtte spille sin rolle nok så godt og med nok så megen flid søger at bringe publikum til at tro at det ser en virkelig søkadet for sig, vil hendes temmelig spæde kvindestemme tilintetgøre alle hendes bestræbelser.

Teaterdirektionen kan vist næppe undskylde sig med at der mangler skuespillere til at besætte disse roller. For der er unge elever nok der nu så længe har fungeret ved teatret uden at være blevet brugt til synderlig andet end til tjenerroller og lignende. Og dog gives der af den nogle såsom Gundersen, Møller og flere der vist nok har talent. Og når de fik lejlighed til at øve sig i noget mere omfattende roller end dem man sædvanlig lader dem udføre.

(Politivennen nr. 1308, Løverdagen, den 23de Januar 1841. Side 58-59).  

Redacteurens Anmærkning

J. L. Heibergs vaudeville "De Uadskillelige" (1827) var blevet opført på Det Kongelige Teater 22.november og 16. december 1840, samt 13. og 30. januar 1841. Stykket var en af hans københavnervaudeviller, måske tilegnet hans senere kone Johanne Luise.