(Politivennen nr. 1345 Løverdagen, den 9de October 1841. Side 656).
20 juni 2017
Jøderne paa Hjørnet af Læderstrædet.
Som bekendt findes dagligt på oven nævnte sted en hob mosaiter med de mest afskyelige fysiognomier man vel kan tænke sig. Disse subjekter gør i gamle klæder og tiltaler derfor enhver forbigående med de to ord: "gamle klæ'r?", hvilke de tilhvisker os med den impertinenteste fremstikken af deres næsvise fjæser. Kan det nu end ikke forbydes dem at afgive en konstant prydelse for den plads de har indtaget, skulle vi dog mene der kunne og burde forbydes deem således påtrængende at antaste dem der aldrig har tænkt på at have noget med dem at skaffe. For ofte har man følgeskab med sig, fx af damer, der let kunne formode at man har lidt hæderlige forbindelser med disse personer, og antager deres næsvise antastelse for en venskabelig hilsen og takken for sidst.
19 juni 2017
Børsbygningens indvendige Forfald.
De som mindes Børsen en del år tilbage i tiden, korser sig med grund over dens nuværende forfatning. Mens den før var fuld af butikker med alle mulige slags varer, ser man den nu næsten ganske tom, og de fleste butikslejligheder taget i brug til pulterkamre, dens vægge og døre er skidne og lige så stygge som de er gamle. Mens alt her i byen i de sidste årtier har forynget og forskønnet sig, står børsbygningen forladt og tiggefærdig i sin gamle klædning, uagtet den dog efter det navn den bærer, vel burde og let kunne være en af byens skønneste prydelser. Det ville derfor sikkert finde taknemmelig påskønnelse hos almenheden om de ansvarlige ville antage sig dens forfaldne sager, for at den ikke længere skal stå til skamme. Unægtelig ville den kunne behøve en temmelig betydelig kalfatring indvendig, når den skulle have et smukt og til tiderne svarende udseende. Dog vil det formentlig ikke medføre noget tab for det offentlige. For da der er al sandsynlighed for at alle butikkerne i den øverste række om nogle år ville blive lukket, kommer jo denne del af bygningen slet ingen nytte til som er værd at tale om. Sætter man derimod bygningen i smuk og proper stand indvendig, indretter butikker som ikke står tilbage for de smukke butikslejligheder man nu har i byen, kan der vist gøres sikker regning på at hele bygningen bestandig kan holdes bortlejet og således indbringe en klækkelig sum selv om lejlighederne endog er billige.
(Politivennen nr. 1339, Løverdagen, den 28de August 1841. Side 556-557).
18 juni 2017
Klosterstræde.
Det er farligt om aftenen at passere denne gade på grund af de mange manglende brædder over renderne. Ikke alene er der mangel på sådanne ud for husets indgang eller indkørsel, men endog på et par steder over udløbsrenderne. Vel er det ikke pålagt husejerne at ilægge de første, men alligevel sker det dog i almindelighed frivilligt, og hvor fortovet er så smalt som her, så at fodgængerne hele tiden for at komme forbi hinanden er nødt til at gå ud på gaden, er manglen af disse brædder i grunden lige så farlig og ubekvem som den af de andre. De herrer husejere opfordres derfor til at afhjælpe denne mangel.
(Politivennen nr. 1338, Løverdagen, den 21de August 1841. Side 544).
Hunderakkernes Triumphtog.
Blandt de gadescener som hele året igennem tildrager sig i hovedstaden, henhører unægtelig rakkertoget til en af de meste interessante for byens gadedrenge som her har en herlig lejlighed til at pibe og råbe hurra. Den imødeses vist nok derfor af disse med levende deltagelse, og stod det til dem, da var det nævnte optog vist nok langt sikrere på at blive gentaget end nogen højtidsfest. Men betragtes denne sag fra sømmelighedens side, da synes der virkelig adskilligt at tale for afskaffelsen af denne politiskik. For det første er det en skandale at se denne hundejagt rundt omkring i byen. En hel hob af pøbel med skrig og piben, rakkeren med sit net, de forskrækkede uskyldige dyr, alt dette til sammen taget fremkalder et så ubehageligt indtryk at man virkelig må forundres over at sådant kan finde sted i en så gentil by som København der i det hele taget udmærker sig ved orden og politur.
Men ikke alene det ydre indtryk går den nævnte skik modbydelig. Men den er desuden unyttig i det mindste for en del. I et foregående nummer af dette blad blev det foreslået at husejerne skulle optage en fortegnelse over de hunde som beboerne holder, og det på deres eget ansvar under straf af mulkt. Dette forslag fortjente sikkert at tages til følge. Politikassen ville sikkert vinde derved, og indbyggerne blive fri for det stygge syn af rakkervognen med dens gelejde. Hvad mon fremmede der befinder sig i byen på denne tid, ville tænke om vores gode stad og dens politi når de ser dette skuespil? Mon det således sker i andre lande? Lad os dog ikke give tyske avisskrivere lejlighed til at fortælle endnu mere om vores jurisdiktion over de umælende, således som der for nogle år siden berettedes at man havde pågrebet og lagt sag an imod nogle hunde som havde overfaldet et menneske og dømt dem til at hænges.
Til slut skal indsenderen ikke undlade at gøre opmærksom på hvor upassende det er at politibetjente skal bruges til en så uværdig anledning. Man må erkende at de ifølge deres stilling kan være hvad sikkert også mange blandt dem er, agtbare mænd for hvem delagtighed i sådant må være noget ømfindtligt. og besidder de en sådan æresfølelse, da må man vist nok anse det for umagen værd ikke at træde den for nær hvor der ikke er nogen nødvendighed for hånden som gør sådant uundgåeligt.
(Politivennen nr. 1335, Løverdagen, den 31te Juli 1841. Side 493-495).
17 juni 2017
Høker R. Petersens Pakhuus i Klosterstræde.
For få år siden købte høker R. Petersen fra Valby afdøde grosserer Wulffs gård nr. 16 i Vimmelskaftet med tilhørende pakhus nr. 79 i Klosterstræde, og da denne mand påtager sig forskellige leverancer såvel af fede- som kornvarer, så er det at formode at han især købte denne ejendom for pakhusets skyld. At han gør sig denne ejendom så indbringende som muligt, er i sin orden. Men når han ved brugen af sin ejendomsret indskrænker og skader andres, da må man formode at han enten gør det af uvidenhed idet han af ukendskab med øvrighedens anordninger dertil tror sig berettiget, eller dersom dette ikke er tilfældet, af pengestolthed idet han anser sig for en mand der ikke bryder sig om de følger som sådan vilkårlig og ulovlig fremgangsmåde mod sine medborgere kan påføre ham - hans udøvelse af ejendomsretten bliver blive lovstridig og bør som sådan påtales.
Siden hr. Petersen tiltrådte nævnte ejendom har han til forskellige tider i pakhuset i Klosterstræde ladet rense sæd på maskine og på denne måde plaget beboerne i gaden ved støj og støv fra den tidlige morgen i den grad at deres morgenro aldeles er blevet forstyrret, og at det har været dem umuligt at have noget vindue åbent eller holde disse samt gardiner og møbler fri for det gennemtrængende støv som sådant smudsigt arbejde medfører.
Da hr. Petersen bestandig har så vidt anmelderen ved bestræbt sig for at anses for en galant mand, kan man vist vente at han efter at være gjort opmærksom på denne uorden, ikke længere vil plage sine naboer og genboer med dette utålelige svineri, men ved at anbringe rensemaskinen ud til sit ikke ringe gårdsrum beholde støvet på sin egen grund og selv med sine naboer erfare om denne anke er rimelig eller ikke.
Skulle hr. Petersen ikke ville dette, da vil han vist nok ikke fortænke beboerne om de sagsøger ham til en bestemt årlig skadeserstatning for det tab de kommer til at lide på deres ejendom m.m.
(Politivennen nr. 1334, Løverdagen, den 24de Juli 1841. Side 476-478).
Redacteurens Anmærkning.
Klosterstræde 79, nutidens nr. 7, blev sammenlagt med Vimmelskaftet 30 i 1826. I 1931 blev den henlagt Vimmelskaftet 28-30.
Abonner på:
Opslag (Atom)