Om Stampemøllen i St. Pederstræde.

Indsenderen som bor lige for Stampemøllen i St. Pedersstræde og som har et meget svageligt helbred, kan ikke undlade at påanke at han hvilket i hans sygelige forfatning er meget hårdt og beklageligt, på grund af oven nævnte mølles stampen som finder sted både dag og nat, ja! endog om søndagen under prædikenen, hvilket ifølge vores love er helligbrøde og altså en strafbar handling, ikke har  haft lukket et øje i 14 dage og nætter. Han gør herved politidirektøren opmærksom på denne uskik og ønsker at det må påbydes ejeren ikke at stampe undtagen om dagen og kun på hverdagene.

(Politivennen nr. 1389, Løverdagen, den 13de August 1842. Side 522). 

Anmodning til Herr Lieutenant Carstensen.

Deres velbyrdighed har indlagt Dem så stor ære ved den smagfulde måde hvorpå de har vidst at underholde den københavnske almenhed ved Deres mesterligt arrangerede vauxhaller som De bestandig ved at forskønne mere og mere, at indsenderen ikke tager i betænkning ifølge mange af hans bekendtes begæring, at anmode deres velbyrdighed om ved næste vauxhall (i efteråret) at forhøje nydelsen ved at lade opføre små vaudeviller i Kavalergangen.

(Politivennen nr. 1388, Løverdagen, den 6te August 1842. Side 502). 

Anke over de ved Gammelstrand posterede holsteenske Skippere.

Fodgængere som passerer det stykke af Ved Stranden der ligger mellem Amagertorv og Holmens Bro, klager over at de ved at følge fortovet langs med bolværket ikke sjældent besværes af de såkaldte holstenske skippere der på en ofte nærgående måde søger at vindicere sig fortovet som deres ejendom ved at tvinge folk til at forlade det. Det burde dog indskærpes disse fremmede herrer at de fordi de betaler en vis afgift for deres fartøjers henlæggelse ved bolværket derfor ikke har nogen videre eneret til det tilstødende fortov der kun eksisterer for borgernes bekvemmeligheds skyld.

(Politivennen nr. 1387, Løverdagen, den 30te Juli 1842. Side 490-491). 

Spørgsmaal til "Politivennen".

Højstærede!

Dengang Frederik den sjette højlovlig ihukommelse, var gået til sine fædre, og Christian den ottende blev hans efterfølger, befandt undertegnede sig blandt dem der indgik med en adresse the hans majestæt, i hvilken vore ønsker og forhåbninger på en loyal måde blev ytret. Hans majestæt henviste os som bekendt til stænderne, hvilken henvisning også blev fulgt, idet de nødvendige petitioner blev indgivet for fra de af folket udvalgte deputerede at blive forelagt hans majestæt. Så vidt var alt godt. Men nu desværre har flere af vore allerunderdanigske ansøgninger ikke fundet hans majestæts bifald og er derfor blevet afslået eller ikke besvaret. Som en simpel ulærd mand henvender jeg mig af den årsag til Dem, hr. politiven der jo som De selv har sagt, er en ven af "ret og orden", hvori vi altså stemmer overens, og tillader mig at spørge Deem til råds.

Ærbødigst

E. Petersen. Fuldmægtig.

Min herre!

Som skyldigst svar på Deres meget ærede spørgsmål har jeg kun at anføre dette: De erklærer Dem selv for en ven af orden, altså - følg denne og De vil vide hvad De har at gøre. Ved atter at indgive Deres andragende til stænderne, vil De gå den lovlige og tilladte vej. Dette er den eneste måde på hvilken De som en ynder af lov og ret muligvis vil kunne opnå det af dem tilsigtede øjemed.

Jeg forbliver osv.

"Politivennen".

(Politivennen nr. 1387, Løverdagen, den 30te Juli 1842. Side 481-482). 

Ogsaa et Par Ord om Baptisterne.

På en tid da der skrives så meget om baptisterne, da de her til lands ifølge en forordning fra 1742 er underkastet stadige retsforfølgelser som de konservative billiger og roser, men de liberale misbilliger og dadler, er det måske ikke af vejen at vise hvor overensstemmende to af Tysklands mest frisindede og grundige tænkere i fortiden, den store reformator Martin Luther og den holstenske digter Müller i Itzehoe er med hinanden indbyrdes og med vores frisindede i henseende til barnedåben. Den sidste siger i sine Rovantiken (Braunschweig, 1796, 1ster Band, S. 502-6:) Gottfried (helten i en af Müllers romaner) havde aldrig erklæret barnedåben for unyttig, ikke engang for unødvendig, men vel for ubibelsk, fordi troen må gå foran dåben, og undervisningen foran troen. I hele det nye testamente forekommer ikke et eneste eksempel på barnedåb, og ikke et ord som retfærdiggør den. For det ved hårene trukne: "Hindrer dog ikke de små børn i at komme til mig!" vil dog vel intet fornuftigt menneske anse for gyldigt bevis for barnedåb?

Luther erklærer sig selv imod barnedåben fx i sin K. P. post. epiph, siger han: "Når man ikke bedre kan bevise at børnene har deres egen tro, så er det mit velmente råd og min mening at man straks, jo før jo hellere opgiver sagen, og aldrig døber noget barn, på det at vi ikke med sådanne narrestreger som intet har til grund, skal bespotte og håne Guds højlovlige majestæt." Men vist nok ville præsten da dødeligheden er størst fra fødslen til det 10. år miste offer hos dem der døde uden dåb. Det er hele grunden til barnedåben som hjælper barnet lige så meget som sjælemesserne de afdøde. Alle præsteopfindelser er beregnet på lægmands pung. Og Luther hvis store sjæl var fri for al egennytte, måtte til sidst, uagtet sin flammeiver, se gennem fingre med barnedåben og berolige sig med at den ikke er forbudt i skriften.

R. Hansen, landmand.

(Politivennen nr. 1385, Løverdagen, den 16de Juli 1842. Side 458-459. Sidetallene er byttet om).