Om deet helsingørske Magistrats- eller Vægter-Maaneskin.

Hvoraf kan det vel komme at den kærlige magistratsmåne lyser så forskellig at den p en og samme tidbåde er fuld halv og sidste kvarter? På Stengade og adskillige andre gader, dvs. hvor honoratiores har bopæl, skinner den velsignede måne i sin fuldeste glans, men derimod i de gader der kun bebos af andet godtfolk, der ikke har plads i rangforordningen eller sidder i råd, hersker et egyptiskmørke hvilket så ofte har været tilfældet i Sct. Olai Gade. Og når da endelig lygterne bliver tændt i disse gader, er dog belysningen langt fra at sammenligne med den der findes i de veloplyste. At vægterne er ganske uskyldig heri er vist. For hvor ingen lygter er, kan disse jo heller ikke skaffe lys. Det vil derfor vist ikke kunne synes urimeligt om der i den ende af Strandgade som går ud til den såkaldte snurre såvel som i Brøndstræde blev placeret flere lygter da den ene borger eller husejer lige såvel må betale lygteskat som den anden.

(Politivennen nr. 1413. Løverdagen, den 28de Januar 1843. Side 61-62). 

Redacteurens Anmærkning.

Sct. Olai Gade fik sit navn efter først at have heddet Mellemgaden og Brøndstræde (sidst nævnte på Politivennens tid). Brønden lå i den østlige ende. Andre navne var Danske Kirkestræde og Store Kirkestræde. I 1830'erne blev gaden forlænget nord for Skt. Olai Kirke, og i begyndelsen af 1900-årene fik gaden sit nuværende navn, måske som følge af det dårlige ry som Brøndstræderne i København havde.

Anmodning til Kjøbenhavns Politi og Magistrat.

Disse to autoriteter bedes om at kaste et nådigt øje på Københavns Østerbro og på Blegdamsvej, to steder der virkelig trænger til deres virksomme bistand. Det første nemlig med hensyn til renlighed da man vader i dynd og snavs alle de tider på året hvor det ikke er komplet tørvejr, da ifølge en højst forunderlig indretning denne bro skal fejes 2 gange om året, nemlig en gang om foråret og en gang om efteråret, og da denne bro uophørligt befærdes af renovationsvogne der jævnligt spilder fra de stærkt belæssede vogne, og dette skarn således skal ligge fra det ene halvår til det andet inden det bortkøres, så kan vedkommende høje autoriteter indse hvorledes føret må blive der og hvorom de let kan overbevise sig når de behageligst ville trække deres vandstøvler på og gøre sig en tur ad den omtalte vej. De ville da tillige bringe i erfaring hvor halsbrækkende Østerbros fortov er at passere hvor ikke en eneste flise ligger ordentlig, men vind og skæv i alle retninger, og da man på grund af det evindelige søle på stenbroen er nødt til at ty ind på dette farefulde fortov, så anmodes de høje ansvarshavende om i det mindste at lade fortovsfliserne rette således at man uden livsfare kan passere dem.

Derpå kommer vi til Blegdamsvej på hvilken der alle vinteraftner hersker et egyptisk mærke som bliver så meget mere farefuldt som der hverken findes fejning eller indhugning sted så at man når frosten begynder, balancerer med livet i hænderne langs med den dybe, moradsige grøft. Vor mest ydmyge begæring er derfor at der måtte tildeles os nogle enkelte af de i byen i den sidste tid afskaffede såkaldte ældre lygter for at afhjælpe dette onde. Og da vi nu er lige så skatteydende borgere som hovedstadens beboere, så mener vi at vores her fremsatte ønsker ikke er urimelige og forventer nådigst bønhørelse.

Nogle af Østerbros og Blegdammens beboere.

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 48). 

Til Inds. af Stykket, i Nr. 1410 af "Politivennen," angaaende Vægterne paa Lappen.

Da der ikke er nogen anden vægter på Lappen end undertegnede, byder pligten mig a modsige de beskyldninger som indsenderen af det stykke har lagt mig til last, da jeg kan bevisliggøre min ret. At jeg til enhver tid har passet min dont og råbt mine råb, vil jeg når de afkræves, kunne beedige. Og at man ofte træffer mig ved accisseporten, er ikke fordi jeg er bange for at være ude på posten, men kun ene og alene for at kunne høre de andre vægters råb da det ikke altid er muligt at kunne høre klokken slå. - Men der gives en slags mennesker hvis eneste fornøjelse består i at gøre ondt, og som altid vil over hvor gærdet er lavest. De betragter ikke en vægter som om han hørte til det menneskelige samfund, men som om han var et umælende dyr.

P.Olsen

(Politivennen nr. 1412. Løverdagen, den 21de Januar 1843. Side 46). 

Uordener.

Ved hjørnet af Kultorvet og Købmagergade plejer næsten daglig en del drenge og fruentimmer at være placeret som på det skammeligste overhænger de forbigående med deres uægte ringe, brystnåle, sakse osv. De viser endog den frækhed at kalde folk til side og indbilde folk da at de er ægte sager, og er noget de har fundet. Siger man da at ingen m købe fundet gods, og at man ikke vil have det, da vender de straks tonen og siger da at det langt fra ikke er sådan. Folk der kender forskellen mellem ægte og uægte sager kan vel undgå dette bedrageri, men hvor mange mennesker findes der ikke som ikke kender forskellen som synes alt hvad som glimrer er guld. Disse tror da at have gjort et godt kup, langt fra at ane bedrageriet.

Da dette vistnok er en uskik der burde hæmmes, håber man at politiet som just ikke forbyder denne sjakrehandel, så i det mindste beordrer disse handelsfolk at de for fremtiden ikke antaster folk påså plump en måde og at de ikke indbilder ukyndige mennesker eller børn at deres sager er ægte, men at sælge det for hvad det er.

(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 30-31) 

En meget uhyggelig, og tildeels meget farlig Skik, som alvorlig og paa det strængeste burde forbydes, formedelst dens skadelige Følger.

Det har fra Arilds tid været skik overalt i Danmark at helligholde enhver jule- eller nytårsaften ved alt for fulde pokaler, dvs. med svir og sværm. Det har som oftest den sørgelige følge at selv folk som man dels på grund af deres stilling i livet ville kunne forsværge som en umulighed at de således kunne være i stand til at forglemme sig selv i den grad at de i stedet for at opføre sig som fornuftige mænd, opfører sig som ufornuftige børn ved at tage del i det mest  naragtige og tøjlesløse forlystelser. 

Man hørte således sidste nytårsaften efter at en del af disse lystige eller rettere kåde personer havde nydt deres aftensmåltid i flere af byens gader, ligesom også udenfor portene, hele tiden knald af gamle lerkar, jydepotter osv som man fandt fornøjelse i at kaste mod stue- og kælderdøre, porte og vinduesskodder. Og fra adskillige haver hørtes gevær- og pistolskud, ligesom også adskillige af disse herrer havde fundet det for godt at lægge et papir fyldt med knaldhætter i dørfalse, på trappestene, i gange osv. Det kunne let have haft de værste følger. Man sætter fx at en kvinde der er i velsignede omstændigheder, en aldrende eller svagelig person, kommer uforvarende til at træde på sådanne knaldsager eller ved at lukke en dør til, kommer til at aftrykke dem, bliver så bestyrtet over det uformodede knald at det får et slagtilfælde, krampetilfælde eller falder og slår sig til skamme. Hvem erstatter vel et sådant menneskes lemmer og helbred? 

Og nu geværskuddene. Hvor let kan det ikke hænde sig at et sådant skud kan, da det jo for det meste løsnes i mulm og mørke, træffer et mennesker, og om just ikke skamskænder ham, så dog ødelægger øjnene eller forvolder alteration hos dem hvis legemskonstruktion eller nerver er svage. Indsenderen erindrer sig at for en del år siden, da han boede i København, blev et menneske på en nytårsaften dog uden at deltage i disse narrestreger, så heftig såret af et nytårsskud at han straks på grund af sårets farlighed måtte bringes til hospitalet. Uagtet dette uvæsen er forbudt under mulkt, drives det dog i den grad at man skulle tro at de som forårsager denne uorden, slet ikke kendte til dette vist nok gavnlige forbud. Det ville derfor vist nok være ønskeligt om politiet på ny lod dette forbud indskærpe, og at der nogle dage før hver nytårsdag blev opslået plakater om det.

(Politivennen nr. 1411. Løverdagen, den 14de Januar 1843. Side 24-26)