Vi have allerede et Tivoli!

Det Tivoli som hr. Carstensen har bebudet færdigt i august, kommer flere år for sent, for vi har i en række af år haft et tivoli, skønt størstedelen af Københavns beboere der frekventerer det, synes at være uvidende om det. Det Tivoli vi tænker på, begynder nemlig der hvor hr. Carstensens ender. Det når til indgangen af Frederiksberg Have og indbefatter således alleen udenfor staden, hele Vesterbro og den skønne Frederiksberg Alle. Et terræn der kan rumme henimod 50 af hr. Carstensens bebudede tivolier. Dette Tivoli er forsynet med et skuespil- og sommerteater, jonglører, linedansere og tableaufremstillere, panoramaer, karusselbaner, gynger, dansesalonner, restaurationer, konditorier, beværtningssteder osv. og forener dermed en skøn spadseretur som mangler aldeles intet. 

Ved indtrædelse i alleen udenfor Vesterport støder vi således til venstre på Pettolettis sommerteater, hvor der snart spilles franske eller tyske skuespil, eller gives forestilling af beridere. Dernæst kommer vi til Schönströms jonglørforestillinger og skrider derfra over til pricernes så meget yndede teater hvis lunefulde, komiske, mimiske forestillinger fra Caportis tider indtil vores har skaffet københavnerne megen morskab. Idet vi går videre frem indtil jernporten, gør vi en lille afstikker til højre, til et forfriskningssted som er nødvendigt på denne lange tur, nemlig Rosenlund hvorhen et meget lystigt indfald er blevet udklækket af den gamle student Kehlets gamle, kløgtige hoved. 

Vil man imidlertid ikke tage forfriskninger, eller hvile sig, har man nogle få skridt fremad mod Frederiksberg Slot. Valget er mellem 2 steder, nemlig Monigattis Pavillon og Töpfstådts panoramaudstilling. For den som har en tør gane eller vil høre en sang af italienske, tyrolske eller tyske struber har Monigattis Pavillon stor tiltrækningskraft, derimod for den trætte er Töpfstådts panorama omtrent i midten af vores tivoli. Idet legemet hviler sig, kan øjet her fornøje sig ved betragtninger af de ulykkelige begivenheder i året 1842, de skønne prospekter af verdens skønneste egne og stæder og de æresbevisninger der blev ydet helten Napoleons sidste levninger på deres henbringelse til Paris. 

Herfra har besøgerne af vores tivoli en skøn spadseretur opad den kølige Frederiksberg Alle til Kehlets karusselbane og traktørsted Alleenberg. Fra dette sted der ved denne smukke lysthule ud til vejen så smagfuldt indrettede pavillon, sin udmærkede gode og billige beværtning nu for tiden, er blevet et af københavnerne mest besøgte og yndede forfriskningssteder, når man målet for deres kæreste spadseretur, såvel om søndagen som om hverdagen, Frederiksberg Have. 

Sammenligner man nu hr. Carstensens projekterede Tivoli med dette af os beskrevne, så tror vi at vores vil og må vinde fortrinnet. Til vores betales ingen adgangsbillet, vores når som allerede sagt fra udgangen af Vesterport til Frederiksberg Have, københavnernes yndlingsopholdssted. Hr. Carstensen ligger lige ved udgangen af Vesterport, yder næsten ingen spadseretur og meget lidt skygge for de spadserende. Vi tør derfor påstå at det gamle tivoli ikke vil lide tab ved det nye og at de på Vesterbro værende teatre, kunstnere osv. vil kunne bestå ved sig selv og ikke nødsages til at blive vasaller af hr. Carstensen.

(Politivennen nr. 1436. Fredagen, den 7de Juli 1843. Side 425-528). 

Uteerligheder i St. Gertrudsstræde.

I Sankt Gertruds Stræde bor en familie der ved sin upassende adfærd og opførsel mod sine genboer har gjort sig bekendt i gaden. Snart kryber moderen og datteren på alle fire omkring på gulvet i deres værelser, for i deres mening ubemærket at udspejde hvad deres genboer foretager sig. Snart står de i uskyldighedens klædebon for åbne vinduer uden at lade sig genere af deres mandlige genboer. Til en tid sidder de ved åbent vindue med benene i karmen og syrr på deres påhavende benklæder. Til en anden tid sætter de et vist kar som ellers står i sovekammeret, ligeledes i vinduet i den tanke at drille en eller anden genbo dermed. Grimasser og uhøviske gebærder til genboerne hører hos den til dagens orden. Da dette uvæsen har fundet upåtalt sted i længere tid, og er til megen gene for genboerne, så advares den oven omtalte familie at afholde sig fra fremtidigt at krænke deres genboers sædelighedsfølelse eller fra at fornærme disse, da man ellers agter at offentliggør dens navn.

J. Hansen.

(Politivennen nr. 1435. Løverdagen, den 29 Juni 1843. Side 401-402). 

Brudstykker af et Brev til en Ven i Kjøbenhavn angaaende Maifesten i Egebæksvang.

(Indsendt).

---Ja du kan tro kære Tobias, der blev holdt ypperlige taler, drukket mange skåler på hansmajestæt kongens velbefindende og på stænderinstitutionens længe beståen. Musikken tonede, fjælleskuret rystede, de dansende surrede som en bisværm. Damer i hundredvis, mænd i snesevis, de fleste våde til skindet, for næsten det hele var vand. Alt var vandet, undtagen talerne, de var så tørre så det var en lyst, men de der holdt dem, var bestemt også våde, for begejstringens sved trillede i store dråber fra deres pande. Skuret var fortrinlig dekoreret, man så en pyramide af grankviste i hvilken der var sat en buste af Frederik den Sjette, desuden var der smuk oplysning fra de store trælysekroner der hang under taget. Man morede sig kun lidt, mange knurrede, dels over de penge de havde spildt, og dels over regnvejret der var endog dem som sagde at de var tilfreds at Fanden havde hele --- Andre frydede sig over regnvejret og sagde at en eneste dråbe var mere værd end hele ---

(Politivennen nr. 1431. Løverdagen, den 2 Juni 1843. Side 347-348). 

"Dansk Folkeblad."

Siden Monrad har modtaget redaktionen af "Folkebladet", har det i sandhed fået et ganske andet sving end det havde under det forrige redaktør. Og når det således vedbliver, vil bladet snart blive kvalificeret til at bære navnet "folkeblad". Dog var det vist nok ønskeligt for et blad der skrive for "folket" om man så meget som muligt udelod de mange fremmedord og høje stilemåde der for det meste er uforståelig for menigmand, og det er jo vel selskabet mening at de skrifter som de udgiver, skal kunne forstås af den simpleste håndværker eller bonde. For mere dannede behøver vel næppe de af selskabet udgivne skrifter, da det kun er sådanne der har til formål at oplyse almuen. "Folkebladet" er jo derfor for en stor del beregnet på almuens oplysning, og burde især have til formål at give oplysning om alle nyttige opfindelser som gøres såvel hos os som i udlandet, og som man troede kunne med held indføres hos os. Dog, man vil jo ikke kunne tvivle om bladets opkomst under den nuværende redaktioner da hr. Monrad er bekendt som en mand der er sit kald fuldkommen voksen i enhver henseende.

(Politivennen nr. 1431. Løverdagen, den 2 Juni 1843. Side 340-341). 

Redacteurens Anmærkning

Der er tale om den senere så velkendte teolog, biskop, politiker og minister Ditlev Gothard Monrad (1811-1887). Han var 1840 politisk redaktør af Fædrelandet, og fra 1843 Selskabet for Trykkefrihedens rette Brugs medlemsblad Dansk Folkeblad.

Om Assistence-Kirkegaard.

Min kære, gode Politiven!

Deres nærværelse var måske ikke så ganske unødvendig, eller rettere sagt, se dog endelig engang ud til Assistenskirkegårdeen. For der vil være meget at betragte, efterse og påse for at forhindre at den uorden der hersker der, ikke skal blive alt for overhåndtagende og til slut blive almindelig så at man næsten må blive bange for at komme derud.

Hvorledes de betjente der er ansat der - jeg mener graverne - hver dag kan se på denne vederstyggelighed, er ikke til at begribe, og da de desuden er godt betalt for deres umage, så var det vist nok ikke et urimeligt ønske om de tog sig lidt mere af den ting som de egentlig uden opfordring burde påse på det nøjagtigste. For de kan og må ikke være uvidende om at der nu for tiden kræves lidt mere til at passe en tjeneste - og som føder sin mand - end at æde og sove og så at tage imod penge. Der kræves af mange et uophørligt arbejde såvel tidligt som sent, og de må om de også bliver gamle, blive ved til graven forunder dem hvile, hvis de ikke vil tage til takke med en lille pension, som ikke er tilstrækkelig til deres underholdning i alderens og nødens tid. Se, det er en lykke graveren har frem for mange andre: at han ikke er nødsaget til at leve af en understøttelse når han bliver gammel.

Det er klart for alle og enhver at der ofte bortkommer - jeg siger ikke stjæles - urtepotter, blomsterstokke og plukkes og oprykkes blomster. Dette bør sandelig ikke være sådan. Det er ugudeligt og ligner et kirkeran. Bør ikke graverne se til at sådan noget ikke sker - og at alt der er ordentlig - bør de ikke være opmærksomme på at ingen bruger eller gør andre veje til eller fra kirkegården end de som er de rette? Bør de ikke melde til deres foresatte når de ser at der laves andre veje end de lovlige, og anholde eller formane den som træffes på, ved en sådan vildfarelse, til at lade det være. Og er indhegningen forfalden, da på behørig sted melde det til vedkommende. Ligeledes var det vist nok godt om de grave som var forladte af de dødes venner eller familie, de da blev jævnet lige med jorden, eller på en eller anden måde sørget for at disse forladte grave blev holdt i en slags orden for de levendes skyld. For det er bedrøveligt at et sted er så højst forfængeligt udstyret, og ved siden af et andet sted  så frygtelig forladt. Døden går dog alle lige og det anstændige burde der, ligesom andet steds, iagttages.

Den graver der her gjorde lidt mere end sin absolutte pligt, dog den bør han nødes til at gøre hvis han ikke gør det, vil vist blive omtalt som en hæderværdig mand og om ikke belønnet her, med tiden. Dog hos sig selv finder en store beroligelse - og et hæderligt eftermæle.

Jeg vil nu ønske fred over gravene og håbe at de kærlighedsminder som venner hensæter på deres elskedes grave, må blive betragtet som minder om den fredens og gudsfrygtens ånd som bør besjæle enhver kristen der her lever for evigheden, og at de som mangler denne ånd, må af ham som ser alt, blive benådede med følelse for det som er pligt og ret. For gravens fred bør være hellig og uforstyrret.

Jeg har her fremsat mine tanker i enfoldighed og ønsker og venter at de brave mænd hvis pligt det er at tage vare på den ting som ikke hører til denne verden, ville med ord og virken tage sig med kraft af denne sag og ikke ophøre før de afdødes aske ikke vanhellige eller deres hvilestedmishandles ved gerningen som ikke sømmer sig for kristne. 

Fred med de døde, og helliget være deres hvilested.

Gid deres opmærksomhed som er rede til at forskønne byen, især må blive henvendt på denne sag.

(Politivennen nr. 1430. Løverdagen, den 25 Mai 1843. Side 322-326).