Er det Kobbersmedene tilladt at udøve deres Haandværk paa de offentlige Gader?

Enhver vil vist besvare nærværende spørgsmål benægtende, selv om den jævnlige erfaring viser at sådant undertiden finder sted.

Ikke alene at naboer og genboer såvel som forbigående personer på det mest ømfindtlige forulempes af den støjen der som en torden fra disse på gaden oprettede værksteder gennemryster den forbigående, så at han ofte nødes til at gå en lang afvej, for at undgå denne kanonade, men endog såvel kørende som ridende personer står i fare for, ved at passere et sådant sted, selv at blive beskadiget, og at beskadige andre på lemmer og helbred, ja vel endog at miste livet.

Således gik det indsenderen da han for nogen tid siden kørte med 2 (ellers ikke sky heste) forbi tre på gaden arbejdende, og på en en stor kedel hamrende kobbersmede, at nemlig hestene ved denne alarm nær havde taget magten fra kusken, og følgelig løbet løbsk, dersom ikke denne havde været desto mere duelig i at køre, og tøjet på hestene desto stærkere.

Vort ypperlige politi der i alle henseender sørger for stadens bedste og borgernes sikkerhed, vil vist også hæmme denne uorden ved kraftige foranstaltninger. Det var jo mere passende og mindre skadebefrygtende, om disse håndværkere blev forpligtet at udøve dette rolighedsforstyrrende arbejde i gården ved end netop på gaden udenfor deres hus, hvilket virkelig kan give anledning til stor skade.

(Politivennen Nr. 1543, Fredagen den 30 Mai 1845, s. 329-330)

Ønske paa Kultorvet.

Det var ønskeligt om en politibetjent, kommissær eller anden autoriseret person om formiddagen måtte være til stede på Kultorvet for at påse at den anordning: at bønderne skal sælge deres tørv i snesevis, hvilken anordning formodes endnu at være i kraft, overholdtes, og at sælgeren ikke under påskud af læsset ikke er til at sælge i snesevis, opskruer prisen til det flerdobbelte. I sådant tilfælde skulle nævnte betjent have ret til at bestemme prisen efter rimelighed der således burde gælde som takst. 

Med hensyn til brændeved var det nok også såre meget at ønske at 1 eller 2 halve favnemål fandtes der til brug da som bekendt brænde-og tørvevogne er fyldt på bunden, dels for, dels bag, med halm eller fyldte sække som almindeligvis findes så omhyggeligt forvaret at man først ved aflæsningen bliver klar over det, og da må man nøjes med hvad man får, hvis man ikke vil høre en hel hoben bondesladder og banden når man taler om forurettelse. Disse favnemål kunne en på torvet eller i nærheden boende gårdejer anmodes om at have stående i sin gård eller måske der fandtes folk der imod en rimelig afgift for afbenyttelsen ville udleje justerede favnemål når det blev dem tilladt.

(Politivennen Nr. 1541, Fredagen den 23 Mai 1845, s. 313-314)

Kultorvet. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Ydmyg Bøn om Klæders Tørring paa Byens Kirkegaarde.

Inds. ser ofte ved at gå gennem Trinitatis Kirkegård at folk står på gravhøjene og hænger deres tøj til tørring på de i forvejen ophængte snore, hvilket er harmeligt at se på da som det hedder: "Ens støv skal hvile i ro". Skønt nu den dødes ro vel ikke forstyrres, er det dog ubehageligt at den over dem ophøjede gravhøj skal nedtrampes af folk ved at tjene dem til stige for at de i magelighed kan ophænge deres tøj. - Et smukt syn er det heller ikke når man spadserer igennem gangene da i stedet for smukke og klappede, med blomster og træer besatte gravhøje at se lagener, særke, kjoler osv., og i stedet for at vandre gennem sådan en smuk gang som Helligånds og Trinitatis kirkegang, at nyde en behagelig, frisk og sund luft. Da folk om vinteren ikke tørrer på kirkegården, må tørre på det til ethvert hus hørende tørreloft, hvorfor kan de da ikke det om sommeren, da vasket tøj dog nok snarere tørres der om sommeren end om vinteren.

Enhver som tørrer tøj på kirkegårde,må jo betale for det (man har endog hørt at folk har givet flere rigsbankdaler for det) og da denne betaling alene tilfalder, som det hedder, graverkarlene, så var det at ønske at de ærede herrer kirkeforstandere eller hvem der har opsigt med kirken, ville forbyde at tørre klæder på kirkegården, så at folk som der har begravet venner og frænder osv., og ofte lader deres grave pynte, kan have den fornøjelse når de går gennem kirkegangen, at se disse vel vedligeholdt. 

Denne bøn ønsker vist enhver der har frænder eller venner på en af byens kirkegårde, lige såvel indsenderen at se opfyldt. Man håber derfor at høje ansvarlige vil tage dem til eftertanke.

(Politivennen Nr. 1540, Onsdagen den 21 Mai 1845, s. 305-307)

Trinitatis Kirke, forrest området hvor kirkegården og kirkegangen var. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2019.

Tøjtørring på kirkegårde var ikke kun et københavnsk fænomen, hvilket fremgår af nedenstående annonce som vedrører Rønne, i Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 22. oktober 1861:

Om at bære paa Fortougene.

Ved politiplakat af 14. feb. 1810 bestemtes den såkaldte fortovsret for gående, hvorved de før så ofte indfaldende barnagtige tvistigheder om hvem der skulle vige, og som ikke sjældent udartede til voldsomheder, lidt efter lift forsvandt, og nu næsten ikke høres mere. Ved samme plakat blev ældre politiforbud mod at bære og hvile med byrder på fortovene tillige gentaget.

Slagtersvende og drenge bliver derimod ved med at bære på fortovene: kød og blodige huder, sælgerkonerne deres kurve, sjoverne deres flæskesider og håndværksdrengene deres byrder, og alle gør det med en dristighed og en tryghed som om ingen lov var dem imod. Gives der engang en enkelt som har det mod at bede disse folk om at gå ud på gaden, møder han enten grovhed eller bliver frækt ud, leet, og dette gør at alle tier og forlader fortovet som dog egentlig er bestemt for dem. Anm. heraf er fuldkommen overbevist om at enhver som således uberettiget bærer på fortovene, vil blive straffet i overensstemmelse med anordningerne når han kun bliver angivet, men der gives så få som enten har lyst eller lejlighed til det, eller ved hvorledes han rettest har at forholde sig derved. For det anstændige og velklædte fruentimmer som egentlig mest lider ved bæren med smudsige ting for fortovene fordi hun i proper beklædning og med tyndt skotøj ofte i en hast nødes til at søge den skidne gade, er det næsten en umulighed. Skønt den her anmeldte selvrådige opførsel hos bærende ikke hører til politidirektørens allervigtigste embedssorger, så er den dog heller ikke uvigtig, og derfor både ønskes og håbes det at der må blive sat vedbørlige grænser for den. Det håbes med så megen mere grund som politidirektøren altid har vist at han besidder ikke alene midler, men også klogskab til at anvende disse for at få de love efterlevet som han fundet sig beføjet til at give.

(Politivennen Nr. 1559, Fredagen den 16 Mai 1845, s. 300-301)

Anmodn. til Vedk.

Når gaderne fejes, bliver urenlighederrne samlet i bunker ved rendestenene på begge sider af gaden for at renovationsvognene kan køre midt ad gaden og således komme til på begge sider at læsse på vognen. Denne indretning synes meget god. Men de karle der kører renovationsvognene, har den uskik at to kører jævnsides midt ad gaden når de vil pålæsse, og således spærrer al passage for kørende der vil køre på gaden. Anm. har ofte været vidne til ubehagelig ordveksling mellem nævnte karle og andre kuske som tror at gaden ikke uden nødvendighed bør spærres på denne måde. Ikke sjældent går striden så vidt at man idet man stoler på sin vogns styrke, kører på hinanden og forsøger om den kan holde. Men da tabet som herved kan forårsages, dog kommer  på husbondens regning, og sådan adfærd i sig selv kan kaldes uordentlig, så vil det være godt om gadekommissæren eller også renovationskontrahenten pålagde kørekarlene at de ikke måtte køre jævnsides, men at den ene burde i det mindste holde så langt fra den anden at en anden vogn kan passere mellem dem. Herved ville megen disput og vognmolestrering blive forebygget

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 2 Mai 1845, s. 269-270)