Den 14de lagde Blokskibene, Orlogsskibet Jylland og Vægrien, Briggen Nidelven paa 18 Kanoner og Skierbaadene: Arendal, Odense, Aalborg, Christiansund, Langesund, Flensborg, Steege, Naskou, Nykiøbing og Stavern igiennem Bommen ved Kiøbenhavn.
(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 21. marts 1801)
Der skulle en altødelæggende kvægpest til før landbrugslandet i Danmark begyndte at interessere sig for dyrlægekunst 1750-60. Og der skulle gå endnu en snes år før man to det helt alvorligt. Det var da Nordens første dyrlæge, Peter Christian Abildgaard, standsede kvægpesten i 1781. I mellemtiden havde man i samarbejde med staten oprettet den dyrlægeskole der blev den spæde begyndelse til Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. P. C. Abildgaard mindes i denne uge af 900 deltagere i den nordiske veterinærkongres i København.
P. C. Abildgaard var af norsk afstamning. Faderen, Søren Abildgaard var kommet hertil fra Flekkefjord i Norge for at studere. Han giftede sig og levede for en stor del af et stort tegnetalent, der gik i arv til sønnerne. Peter Christians yngre broder, Nikolaj Abildgaard, blev sin tids største danske maler og kunstakademiets direktør.
Peter Christian Abildgaard blev sat i apotekerlære. Det var ham Ikke nok. Havde faderen ikke råd til at lade ham læse til student, måtte han klare det ved siden af arbejdet i Cappels Apotek Efter fire års natlige studier blev han i 1780 akademisk borger og gik videre med medicinen
Men i 1763 ledte skæbnen ham ind på dyrlægekunsten, som for øvrigt i første omgang blev ham en skuffelse. Kvægpesten, der på ny var dukket op i 1782, fik rigets styrelse til at spekulere på, hvordan man skulle standse den. Man besluttede at sende tre unge medicinske studerende til veterinærskolen i Lyon. Blandt disse var Abildgaard.
Da de tre danskere kom til Lyon i 1763, var den første opdagelse, de gjorde, at man ikke interesserede sig for kvæg. Skolens opgave var at uddanne kursmede eller hestelæger. Skolens leder, Bourgelat, var i øvrigt så fornem, at han lod andre holde forelæsninger om hvad han skrev.
Kun Abildgaards videbegær og energi hindrede, at det hele blev en fiasko. Abildgård fik så omfattende en viden om heste og beslagkunst, at han senere vakte opmærksomhed ved at konstruere en hestesko på de rigtige og videnskabelige grundsætninger. Det var typisk for Abildgård, at han Ikke nøjedes med Bourgelats grundsætninger. Han studerede tillige hos dennes svorne modstander, Vitet.
Abildgaards hjemkomst har sikkert været ham en skuffelse. - Kvægpesten rasede endnu. Men Abildgaard beholdt sit stipendiat, så han kunne rejse ud i landet og finde en medicin mod pesten. Det lykkedes ikke. I 1767 skrev han en bog om dyrlægekunst. Den blev lagt hen. Så opgav han dyrlægekunsten i denne omgang og vendte tilbage til det medicinske studium. I 1768 blev han dr. med. på en afhandling om åreladning som middel mod undertrykt menstruation og erhvervede sig ret til at praktisere som læge. Han fik især praksis hos de udenlandske ministre I København.
Men dyrlægekunsten spøgede videre i hans hjerne. I 1770 udkom fra hans hånd en fortrinlig bog "En dansk heste- og quæglæge i et lidet udtog. Efter kongelig allernådigst befaling forfærdiget til bøndernes brug og nytte". Det blev 82 stærkt brugte sider. Senere kom udvidede udgaver. og de blev oversat til svensk og tysk.
Det var baggrunden for, at professor Oeder foreslog Struensee at få planen om en veterinærskole fremmet. Abildgård vægrede sig ved at gå i gang med opgaven, vel vidende hvilke vanskeligheder, der ville melde sig. Dyrlægekunsten var kun på forsøgsstadiet.
Men Struensee trøstede ham med, at blot hestelægerne blev undervist, så de ikke slog de dyr, der blev dem betroet i kur, ihjel, var det godt. Og det krav var overkommeligt at følge, selv under den tids forhold,
Struensees fald kort tid efter var ved at standse det hele. Men da Abildgaard i 1772 standsede den smitsomme lungebetændelse hos hesten i de kongelige stutterier, skulle det blive alvor. Den 13. Juli 1773 åbnede skolen på Christianshavn med den 33-årige P. C. Abildgaard som planlægger, ejer, forstander og eneste lærer. Samtidig fortsatte han som praktiserende læge, og han studerede videre i zoologi, botanik, fysik, kemi og mineralogi. I 1775 blev den første prøve holdt, og samme år blev Abildgård medlem af Videnskabernes Selskab og stadslæge i København.
Han havde nok at gøre, og det var forståeligt, at han Ikke kunne vedblive at bestride arbejdet alene, da skolen allerede i 1776 blev udvidet. Han fik en tysk kursmed og to unge medicinere som hjælpere.
Den 13. juli 1773 åbnede Peter Chr. Abildgaard sin skole på Christianshavn og lagde dermed grunden til det der siden blev til Landbohøjskolen. Her ses hovedbygningen på den gamle landbohøjskole i København der nu for længst er blevet for lille.
I 1779 holdtes den første egentlige dyrlægeeksamen. Og to år senere var Abildgård nået så vidt med sine kvægstudier, at kvægpesten i Danmark kunne standse. Da var der gået 19 år, efter at sygdommen havde fået rigets styrelse til at "gøre noget".
Skolen blev efter udvidelserne I 1776 solgt til staten. De penge, Abildgård fik for skolen, blev ikke til lykke for ham. Han begyndte at spekulere på Børsen. Og her var åbenbart noget, Abildgård Ikke havde forstand på. 1 1783 var han i så store økonomiske vanskeligheder på grund af fejlspekulationer, at han ikke kunne se sig ud af en gæld på 16.000 rigsdaler, et betragteligt beløb på den tid.
Den lille detalje står at læse i "Skat-Cammerets Deliberationsprotocoll", hvori det står anført, at staten købte biblioteket, lnstrumentsamllngen og den mineralogiske samling af Abildgård. Og denne omstændighed skabte grundlaget for det store bibliotek, Veterinær- og Landbohøjskolen har i dag.
Siden har Abildgård nok alene holdt sig til videnskaben og dyrlægekunsten. Han rejste meget for at Indsamle ny viden og omsatte denne viden i skrifter og forelæsninger. Han bragte nye stamfår fra Spanien hjem til det danske landbrug, og han blev optaget som medlem i flere og flere udenlandske naturvidenskabelige sammenslutninger. Han tog aldrig hensyn til, at helbredet Ikke var for stærkt, og i 1801 - kun 61 år gammel - bukkede han under for en hjerneblødning.
Tage Jessen.
(Aalborg Amtstidende, 9. juli 1962. Demokraten (Århus), 6. juli 1962).
Efter at kvægpesten havde raset med stor voldsomhed i årene 1745-48, kom den efter en pause tilbage 1762, og året efter blev den daværende medicinske student Peter Christian Abildgaard af regeringen sendt til den nyoprettede veterinærskole i Lyon for at gøre sig bekendt med midlerne til kvægpestens bekæmpelse.
Abildgaard var en meget dygtig og stærkt interesseret mand. Han blev i Lyon i halvtredie år, og da han kom hjem, åbnede han med beskeden støtte af regeringen den første veterinærskole i Danmark. Det var i året 1773 under det Guldberg'ske ministerium. Forinden havde han i 1770 udgivet en meget nyttig bog "Dansk Heste- og Qvæg-Iæge", og året efter en på det tyske sprog skrevet Bog om Husdyrenes Avl og Pleje. Veterinærskolen blev i 1776 overtaget af den danske stat.
Før man her i landet fik uddannede dyrlæger, hjalp man sig i sygdomstilfælde blandt husdyrene med såkaldte kloge mænd og koner, hvis råd var en vidunderlig blanding af indvundne erfaringer og overtro.
Når en ny stald var bygget, var det meget almindeligt at grave et levende kreatur ned i jorden udenfor stalddøren. Det var et brutalt offer til Hævnens Gud, for ethvert sygdomstilfælde blev betragtet som en hævn fra onde magter, og det gjaldt derfor om at stemme disse mildere ved at bringe et offer i form af et levende dyr.
Da udbygningerne til Hardenberg i 1890 brændte og genopførtes efter branden, fandt man således udenfor stalddøren de hensmuldrende skeletdele af en hest. De brændte bygninger var ældgamle, og der er ingen tvivl om, at hesten i sin tid er blevet nedgravet levende som et offer. Lignende fund er gjort mange andre steder, og de viser, at man på bøndergårdene er nøjedes med at nedgrave et mindre dyr, enten en stor kalv eller en kvie. Ved mit barndomshjem i Sydøstjylland har jeg selv uden for stalddøren fundet resterne af et dyreskelet.
Meget almindeligt var det også, når et husdyr blev angrebet af en eller anden sygdom, at antænde et bål af halm og kvas på marken og derefter trække det syge dyr gennem bålet, for at ilden kunne fortære sygdommen.
Sådan bar man sig i kvægpestens tid ad mange steder. At det ikke hjalp, kunne man tænke sig skyldtes de onde ånders store magt. At visse kreatursygdomme. bl. a. skab hos heste, var smittefarlige, og at det derfor gjaldt om at hindre smittens udbredeIse. havde man allerede øje for så tidligt som i 1693, da Christian V Danske Lov udkom. Det hedder nemlig i denne vise lovbog:
"Vorder Storhors skabede, og den, der ejer dem, vil ej forvare dem særlig paa sit eget. da man Ejerne, naar de hannem det til Tinge forelagt haver, jage dem i Dynd og Bløde og dræbe dem uden Paatale. Det samme er og om tamme Høns, om de vorde skabede".
Det var en barbarisk bestemmelse, idet de fleste nøjedes med at drive hestene ud i bundløse moradser, hvor de herefter døde en langsom og pinefuld død af sult, kulde og frugtesløse anstrengelser for at komme op. Og at man i vid udstrækning har gjort brug af lovens bestemmelser, derom vidner de mange hesteskeletter, som man siden har fundet ved tørvegravning i moserne.
På den tid, loven udkom, levede der imidlertid en præst, som vel af såvel humane som økonomiske grunde gav anvisning på at helbrede sygdomme hos dyr. De midler, han gav anvisning på, var imidlertid i bogstavelig forstand en hestekur, og hvis dyrene selv havde kunnet vælge mellem den og døden i mosen, er det et spørgsmål, om de alligevel ikke havde valgt det sidste. Den af præsten anbefalede kur mod skab hos heste lyder i al sin gru således:
I en balje samler man sur lud og lader den blive gammel, koger den og overgnider derefter den syge hest med en halmvisk. som flittigt dyppes i luden. Dernæst skraber man hesten med en skraber, så det bløder, hvorefter man på ny vasker hesten med lud, der er så varm, som den kan tåle det, og sætter så hesten på stald, til den bliver tør. Man tager så et halvt pund salpeter eller krudt, laurbær eller tolv lod svovl, støder hver af disse ingredienser i en morter og tager dernæst to potter køkkenfedt, hvornæst det hele røres sammen. Man varmer derefter denne salve i en lerpotte, smører salven på hesten og gnider den godt ind. Endelig tager man en gloende jernskovl og holder den over det syge sted, således at smørelsen smelter og langsomt drikkes ind i såret. Lidt tjære i smørelsen er godt. Midlet skal bruges hver fjerde dag, og hesten skal stå inde i et hus til sårene er lægte.
I det 16. og 17. Aarhundrede var oksens ondartede lungesyge også meget udbredt. For denne sygdom vidste præsten dog ligeledes råd, og dette råd lød således:
"Om aftenen, når solen er gået ned, tager man en tudse, hakker den, som den er, rører eller ælter den i sød mælk - dog med en pind for giftens skyld - sammen med rugmel, bager det som en kage og bager det hårdt. Hver morgen river man så lidt af denne hårdbagte kage og giver kvæget det, både det, som har ondt, og det, som intet fejler".
Når en studeret mand kunne give råd som dette, kan man uden vanskeligheder tænke sig til, at de råd, der blev givet af "kloge mænd og koner", ingenlunde var bedre.
Tudsen synes i det hele taget at have spillet en meget stor rolle som middel mod alle slags kreatursygdomme. Når den kluntede, uskønne tudse om sommeraftenerne kom frem fra sit skjul i småhuller under bygningerne, blev den betragtet med overtroisk ærefrygt. Den listede så sindigt om, gjorde ingen fortræd, men alligevel var det ikke værd at komme den for nær. Den kunne nemlig - mente man - spytte edder og forgift på den, der rørte den. At den selv var en eneste giftklods på fire stumpede ben, var der ingen tvivl om. Derfor var ikke alene hele dens krop, men også dens organer meget virksomme mod kreatursygdomme, når den, som præsten anbefalede, blev hakket og blandet med rugmel og bagt til en kage, thi med ondt skulle ondt fordrives.
Mod kastning af kvæget var et af de "kloge mænds og koner"s råd at hænge en død ræv op i stalden. Dette råd havde i hvert fald den fordel, at det ikke gjorde dyrene fortræd eller påførte dem lidelser, men særlig behageligt kan det ikke have været at komme i nærheden af ræven, så længe forrådnelsesprocessen varede.
I det hele taget må både dyr og mennesker være glade for, at vort land - omend lidt sent - fik så dygtige dyrlæger, som tilfældet nu er.
(Isefjordposten, 3. januar 1948).
Fra en australsk læser og 6 x oldebarn af John Diston, Jan Perry har Politivennens Redacteur modtaget en mindeartikel, formentlig skrevet af Distons nevø. Artiklen er ifølge Jan nok pyntet lidt. Ikke desto mindre var John Diston en kendt person i sin samtid:
At Lowestoft, on 24th of July, aged 75, Mr. John Diston, an active and intelligent mariner, author of several useful nautical works; among other "The Seaman's Guide", which has ever since been used by seamen, Charts of the Swin, North Sea, &c. made from surveys by himself, and esteemed the best of their kind. He was a native of Lowestoft, where he resided the early part of his life; after which he removed to London, and had the command of various ships. He was particular noticed by the late Earl Howe in the affair in Cancille-bay, in the year 1758, for the spirited and judicious manner in which he laid the transport he commanded on shore, amidst the fire of the enemy, to land the troops he had on board. About 25 years of the latter part of his life, he was a merchant at Elsineur, in Denmark, during which time he rendered many important services to his countrymen, in venturing in open boats, in gales of wind, to them in distress. He was perfectly master of the navigation of most parts, and of the Baltic and Cattagat Seas especially; the latter of which he surveyed in a vessel he fitted out at his own expence to explore the fisheries, in which he furnished the Danes with important information, and proved how easily an advantageous fishery might be established at the Sound, had the inhabitants sufficient public spirit for such undertaking. The government of Denmark saw the importance of Mr. Diston's discoveries, and granted him the privilege (which no other subject of Denmark ever had) of carrying his fish directly into Copenhagen, without being stopped by the custom-house. His advice in nautical affairs was often asked by persons of the first eminence in that kingdom. He was particularly noticed by the minister Guldberg, and Admiral Count Moltke frequently visited him for information. He was very assiduous in getting the Danish government to improve the navigation of those parts; and was anxious in procuring the establisment of a light upon the north end of Bornholm, the want of which has caused the lofs of many lives; and had, at last, the satisfaction of seeing it fixed. He left Denmark about two years ago, to return to his native country; and, latterly, fixed his residence at his native place, where he ended a long and vigorous life, devoted always to the benefit of mankind, and preferring, at all times, the welfare of others to his own. All who thoroughly knew him will acknowledge this, and that they held him in the highest estimation. He has also left behind him a most valuable manuscript on the English fisheries.(August 1804, The Monthly Magazine,pag. 180).
Københavns første botaniske have blev anlagt i Christian d. 4.s tid hvor Krystalgade ligger, dengang Lille Skidenstræde stødte op til Nørregade, på en stor ubebygget Grund bagved den daværende Universitetsbygning. Egentlig skulle grunden have været brugt til to præsteenker. Men de blev imidlertid aldrig opført, og i stedet skænkede Christian den 4. den 2. august 1600 jordstykket, (110 Alen x 6n Alen bredt) dels til professorbolig, dels til en medicinsk-botanisk have. Omkostningerne skulle betales af professoren selv. Fra 1696 fik den dog renter af en kapital på 1200 rdlr. i kroner skænket af professor Rasmus Bartholin, samt af og til ekstraordinær donationer af kongerne fx til rejser og indsamling af Planter.
Efter bybranden i 1728 udvidede man gaderne, og den i forvejen lille have blev endnu mindre.
Den botaniske Have. Kjøbenhavn, den 10de Oktober. I Anledning af den paatænkte Flytning af den botaniske Have er der blevet forelagt Rigsdagen en interessant Oversigt over Havens Historie, hvoraf del Følgende er et Uddrag.
Universitetets første botaniske Have laa ved den saakaldte Studiegaard, der blev opført i Aaret 1000. I denne "medicinske Have", som den kaldtes, skulde der "ympes og plantes især simplicia". Den havde ingen egenlige Indtægter, men Professoren, der boede ved den, var forpligtet til at vedligeholde den. Først 1698 skjænkede Rasmus Bartholin den 1200 Rd. To Gange er den bleven flyttet; i 1752, da Oeder blev indkaldt som Professor, anlagdes en ny Have paa 11,000 Kvadratalen der, hvor Amaliegade ender med Toldbodveien, men allerede 1778 blev den flyttet til sin nuværende Plads, der skjænkedes af Kongen. Oprindelig var denne 3 1/4 Td. Land stor, men 1811, da den maatte afgive et Stykke Jord til Mynten, fik den til Erstatning 2000 Kvadratalen af en tilstødende Have, og 1843 fik den en ny Forøgelse, saa at den nu er 4 Tdr. 1580 Kvadratalen. Under Botanikerne Hornemann (1804-41) og Schouw (1841-52) og Liebmann (1852-56) og Bestyrerne Holbøll, Mørch og Weilbach har Haven hævet sig til en anseet Plads blandt Europas botaniske Haver. Antallet af de dyrkede Arter, der 1801 udgjorde omtrent 5000, var i 1857 steget til henimod det Dobbelte (9531 Arter i 20,843 Exemplarer). Ved Bytning af Frø har Haven i Tiaaret 1848-58 modtaget Frø af 10,450 Arter og afgivet 14,913. Da Schouw i 1841 overtog Havens Bestyrelse, vare Væxthusene imidlertid helt overfyldte, og de dyrkere Planters Antal var voxet op til en Grændse, man ikke burde overskride, saa at en Reduktion blev nødvendig. Til Haven hører desuden meget betydelige og værdifulde Samlinger af tørrede Planter eller Herbarier, der indtage 57 større og mindre Skabe. Til Grund for denne Samling ligger Bahls fortrinlige Herbarium paa 20,000 Arter. Desuden hører der til den et Museeum, et Bibliothek og et Forelæsningslokale. Beliggenheden midt i et bebygget Kvarter saavelsom Mangelen paa Plads har nu imidlertid gjort Havens Flytning i høi Grad nødvendig.
(Fs. St.).
(Thisted Amtsavis 20. oktober 1870)
Den 4de Sept. 1680 indgik Peder Kylling, der først havde søgt "ved Prædikestolen at anvende sit Pund", men nu strejfede Landet rundt og samlede Urter for at studere disse, til det høje Konsistorium med en Supplik "at hannem maatte forundes et lidet Kammers paa det øverste Loft i Collegio Walkendorfiano med Deeter afskilt, hvorudi Urterne, Semina, radices *) . . . kunde være i god Forvaring"." Dette tilstodes ham paa den Betingelse, "at de andre stipendiarii ikke derved betoges den fornødne Plads til deres Brændeved". Saa rykkede Peder Kylling, der af Samtiden ansaas for en Særling, hvorom de Vers, der digtedes ved hans Død, noksom vidner, ind i Walkendorfs Kollegium, hvor han boede i 16 Aar. Hele sit Liv helligede han Botaniken. Ingen kendte som han Planteverdenen baade i Københavns Nærhed (Gyldenlund = Charlottenlund) og i fjernere ligne. I den af Dr. Maar (1910) udgivne Manuskript af Holger Jaeobirus (Rejsebog 1671-92) findes en samtidig Tegning, hvor man ser Peder Kylling i en Dragt af den Mode, som man er vant til at tænke sig Chr. IV med, gaaende "herbatim" (o : botaniserende) under Vejledning af Ole Borch. Senere blev Kylling selv Lærer for de studerende. Hans botaniske Skrifter vidner om en ikke almindelig Indsigt i sit Fag; men nogen Berømthed blev Kylling ikke. Medens hver Mand vidste, at Ole Borch i Florents havde kunnet ægte en Prinsesse af Medici, om han havde villet gaa over til Katolicismen) - thi han var den berømte Læge og Kemiker, hvis Navn var omgivet med den Nimbus, der mindedes fra Bartholinernes store dage - saa var Kylling kun Botaniker og nærmest regnet for en Særling, hvem faa forstod. Og dog! Kunde han ikke prise sig lykkelig ! Hans ydre Kaar var gode, og Botaniken fyldte hans Liv. Af Chr. V blev han udnævnt til Botanicus regius med 300 Rdlr. aarlig Løn. Hvor let kunde det ikke være gaaet ham som Dr. Otto Sperling i disse urolige Tider?
Samme Sperling var allerede 24 Aar gammel Botanicus i Venezia hos Raadsherren Contarini, der havde en botanisk Have. Dette var i Aaret 1624. Vi træffer ham senere (1638) i København som "Børnehuus-Medicus, Hof-Botanicus og Inspector ved den i kgl. Have" (ved Rosenborg). Men den svenske Fejde slugte de Penge, som den botaniske Have skulde have nydt, og Sperling, der "mengede sig" i Politik, faldt i Unaade. Omkring ved den Tid, da Kylling begyndte sin botaniske Løbebane, sad Sperling fangen paa Københavns Slot. Ud paa Efteraaret 1673 (den 12te [mangler]mber), da Vejret begyndte at blive koldt og sludfuldt, skriver Kristian den 5te: "Wor synderlig Gunst tilforn, Vider, at Ti allernaadigst have bevilget, Doet. Otto Sperling en Lammeskinds-Kjortel og en Bibel at maa bekomme" - til at varme henholdsvis Legeme og Sjæl paa.
Det vandre Tiden end i det skønne Venezia i Raadsherren Contarinis Urtegaard.
(Riget (København) 31. juli 1911. Uddrag om Kylling af kronik af Axel Garboe)
Peder Kylling bestemte og beskrev 404 planter, der voksede i skoven ved Charlottenlund, og 1688 fremlagde han en fortegnelse over de danske vækster (Flora Danica). Peder Kylling døde ca. 56 Aar gammel i oktober 1696, Det omtalte vers kan hentyde til et gravskrift over ham, hvori det bl. a. heder:
En morsom Knart
Her sover hart
fra Kyllingsorg og Møde,
som vox'de snart,
men uden Art en gammel Kylling døde
Thi han var klog
i Urtebog
som Mester Fix at sige;
men døde dog,
og Graven tog
hans Konst og ham tillige.
Det skrev jeg kort
paa Hvidt med Sort
lad, Læser, det dig tækkes
trods nogen Ort
et Æg er gjort
hvoraf slig Kylling klækkes
(Citat fra København, 28. december 1922 fra en kronik af Carl C. Christensen, grosserer og forfatter 1866-1960).
Den tyske læge Georg Christian Oeder (udnævnt 1754 til Botanikus) udvirkede 1752 anlægget af en ny botanisk have for enden af Amaliegade på 11.000 kvadratalen. Oeder boede på Frederiks Hospital. Den 2. botaniske have lå på begge sider af Amaliegade på arealet hvor Nordre Toldbod nu står. Haven blev åben for publikum i 1763, dog kun den del der lå nærmest hospitalet. Oeder skal have gjort sig uvenner med både gartneren og kongens kabinetssekretær, justditsråd H. C. Esmarck.
Den gamle have i Krystalgade blev dog bevaret efter flytningen til Charlottenborg som en lysthave for professorboligen der. Senere blev der opført en bygning, men omkring 1840 fandtes stadig rester af haven gemt bag en høj mur ud til Krystalgade. 1863-69 opførtes Zoologiske Museum.
Universitetet stillede sig imidlertid uvilligt hertil, men pekuniære Hensyn tvang dog Partikulærkammeret til i 1770 at fremkomme med en reel Proposition, der gik ud paa, at Havens større, ikke fuldførte Del blev overladt Kommercekollegiet (dvs. Toldvæsenet), og den mindre Del med Bygninger, Bibliotek, Træer, Planter etc. overdroges Universitetet, ligesom dette af Kongen fik et aarligt Tilskud paa 300 Rdlr. til Vedligeholdelse m.m.
Det blev dog ikke Oeder, som kom til at bestyre denne Have, som skulde supplere den hensygnende Have i Skidenstræde, men derimod Botanikeren Friis Rottbøll, og det var ham unægtelig en Streg i Regningen. Han maatte fortrække fra København, hvor han havde boet i ca. 20 Aar, og fik Ansættelse som Landfoged i Oldenburg.
Det viste sig imidlertid at være uheldigt for Universitetet at have botaniske Haver paa to Steder i Byen saa langt fra hinanden, og efter mange Underhandlinger besluttede saa Kongen sig til at skænke Haven bagved Charlottenborg Slot til Universitetet, saa at dette her kunde have en stor samlet Have. Dette skete saa i 1778, hvorefter de andre Havers Saga var ude.
(København, 28. december 1922).
Carl C. Christensen, grosserer og forfatter 1866-1960.
Adskillige Gange har Indsenderen passeret Veien til St. Hans Hospital, - den som skiller Sortesøe fra Peblingesøen - og ligesaa ofte har han undret sig over, at denne Vei ikke er forsynet med nogen Vold, eller i det mindste med et Rækværk. Hvor let var det ikke mueligt, at et Menneske, som om Natten i Mørke passerede denne Vei, kunde ved et Feiltrin styrte ned fra Veien. Han udsatte sig da ikke alleneste for at brække Lemmerne - og lykkelig kunde han vist prise sig om han slap med det. Men hvorledes vilde han redde sig af Vandet, naar han var sønderslagen? Betragter man den Høide der er paa begge Sider af Veien, ned til Søerne, saa maae man noksom skrækkes. Endnu mere: Den 7. Junii kom et par Bønderheste i fuld Spring over denne Vei; - de løb løbsk - Bonden laae midt i Vognen, og efter al Tilsyneladende var fuld; Tømmen hang paa Hamlerne, og et lille Pigebarns frygtelige Skrig gjorde Scenen endnu rædsommere. De løb forbi St. Hans Hospital og saa langt jeg kunde øine dem; om de bleve standsede veed jeg ei. Hvad om nu Vognen havde væltet der, og Mand og Barn blevne kastet ned i en af Søerne. Gid Vedkommende vilde tage sig det til Hierte, og sørge for slige farlige Følgers Afværgelse! Naar Veien blev indrettet, som den paa Nørre- og Østerbroe, saa var det heele hævet.
(Kiøbenhavnsbladet eller Borgeren og Politiet, nr. 3, 13. juni 1799)
