Danmarks Neutralitet. (Efterskrift til Polivennen)

... de forenede nordiske Magter Standhaftighed i at ville forsvare Neutralitætens Rettigheder, disse Rigers store Rustninger, Danmarks betydelige Forsvars Anstalter, nu kraftige til at afvise et hvert forvovent Angreb og Overfald, denne gandske Nasjons saavelsom den svenskes og russiskes Stemning, og Ha[]de over lidte Fornærmelser, Engellands Overmod, og bydende Stolthed; næsten alle Europas Havnes Sperring for dets Krigs- og Købmandsskibe, og endelig - Krig med alle Europas Søemagter, saa kan man ikke finde Grund til, at Engeland, - om det ikke vil søge, og befordre sin egen Undergang og om kort Tid betalt Ødelæggelse, skulde ville vove noget fiendtligt mod Danmark, men til Beroligelse snarere formode, at det kun har været en sædvanlig Trudsel, at Faren vil snart bortvige, og den truende Flaade forlade Kattegat og Nordsøen, og Engeland endelig finde sig i at lade Grundsætninger, byggede paa Retfærdighed, staae og giælde, saa meget mere, som disse ikke ved nogen Magt kunne aldeles tilindegiøres.

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger, den 28. marts 1801. Uddrag)

Helsingøer, d. 23de Marts. (Efterskrift til Politivennen)

- I Forgaars Aftes havde man den Efterretning, at den engelske Flaade skulde ligge ved T..ekov i Sverrig strax uden for Kullen. Fra Kirketaarrnet vil man have seet nogle Linieskibe. Samme Aften kom den engelske Officeer, som rejste d. 20de til Kjøbenhavn tilbage, tilligemed de engelske Ministre v. Zittar og Drummond, gik i gaar om Bord paa den engelske Fregat, som Kl. 2 gik til sejls til Nordsøen. De her bosiddende Engelske bleve af Hr. Drummond opfordrede til at forlade Dannemark, men ingen - den engelske Visekonsul og et Par andre, som havde i særegne Grunde, undtagne, modtog Tilbudet. Nogle afslørede endog, som danske Borgere, med den Erklæring: vi blive i Danmark, det gaae hvordan det end gaae vil! En anden engelsk Fregat, som krydsede ved Kullen, vendte tilbage, saasnart den saae hiin komme fra Sundet. En indkommen Skipper, som har ligget til ankers imellem den engelske Flaade uden for Kullen, beretter, at den er henimod 50 Sejlere stærk, hvoriblandt 12 Transportskibe. Fra Hornbek kan man i klart Væjr see omtrent 30 i alt. I gaar vil man have Efterretning, at der i Engelland nu ogsaa er lagt Beslag paa de preussiske Skibe. I gaar Aftes fik man her tvende Nyheder fra Kiøbenhavn, som vakte fyrig Glæde hos enhver. Den Første, - og denne glædede meest, da den atter giver Verden et Beviis paa den danske Regierings Fasthed i Grundsætninger og Selvstændighed i Tillid; og unægtelig er det dog den danske Regiering som i dette Øieblik staaer i Spidsen. For de maaske meest afgiørende Følger for Verdensfreden, - at vor Regiering; omsider trættet af opdyngede Fornærmelser, exempelløs Taalmodighed og frugtesløse Forventninger om billigere Tænkemaade, har erklæret det stolte Britanien Krig, denne Havenes Herskerinden Krig; til Svar paa dets sidste Forslag. Den anden - om en Flaades Ankomst undere Bornholm, 60 Sejlere stærk, som nogle formene at være den russiske, hvorom maa vel snart kunde vente større Vished, og hvilken da vilde hos mange formindske den paniske Skræk, som synes med Eet af have overfaldet dem. Dog hver vilde frygte ved en saa retfærdig Sag, som Dannemarks.

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 24. marts 1801) 

Kiøbenhavn. Den 17de Marts lagde Blokskibene Charlotte Amalia, Prøvestenen og Kronborg, ud giennem Bommen samt Kongejagden Søeormen, som skal ligge ved Beltet. I gaar d. 22de Marts vil man have seet en Flaade ved Bornholm, som menes, at være enten den svenske Flaade fra Karlskrone eller Skjærflaaden fra Stokholm. 

Efter Kjøbenhavns Postens Ankomst i gaar vides, at beretningen, at Dannemark skulde have erklæret Engelland ikke er saa, men at det danske Hof har paa Hr. Drummonds Forlangende enten at antages som Minister eller faae Rejsepas, sendt bemældte Drummond til Svar, et Rejsepas, som man maaskee fra Engelsk Side vil ansee for en Krigserklæring.

Vel havde man i gaar Beretning fra Kjøbenhavn, at 13 russiske Linieskibe vare ankomne til Dragøe, at 16.000 Mand vare i Rusland satte i Arbejde med at ise dem ud, men man maae vente nærmere Bekræftelse paa denne ønskelige Efterretning. Det heed og Kongens Regimente skulde indskibes, og Kronprindsens havde Ordre til at holde sig marsfærdige for afmar Helsingøer eller anden stæds.

Den engelske Flaade i Kattegat kunde i gaar sees fra Kirketaarnet at ligge ligesom i en Linie. - Skiønt Vinden om Eftermiddagen gik vestlig, og som har staaet i Nat, er den dog ikke kommet nærmere, derimod har man i Norge neppe kunnet see dem. Man kan formode, at Fregatten, som gik herfra Søndag, skal bringe vort Hofs Svar paa Engellands stoste Fordring tilbage, og derpaa bringe Admiral Nelson nærrmere Forholdsordre, som ventelig vil blive at vende hjem. Samlet og oversat af H. Jeger.

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 24. marts 1801. Tillæg)

Kiøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

Den 14de lagde Blokskibene, Orlogsskibet Jylland og Vægrien, Briggen Nidelven paa 18 Kanoner og Skierbaadene: Arendal, Odense, Aalborg, Christiansund, Langesund, Flensborg, Steege, Naskou, Nykiøbing og Stavern igiennem Bommen ved Kiøbenhavn. 

(Helsingøers Kongelig privilegerede inden- og udenlandske Efterretninger 21. marts 1801)

Peter Christian Abildgaard (1740-1801). (Efterskrift til Politivennen)

Dyrlægens første problem var at undgå at slå ihjel

Nordens første dyrlæge, Peter Chr. Abildgaard, hvis skole blev grundlaget for Landbohøjskolen, mindes af 900 dyrlæger på måde i København.

Der skulle en altødelæggende kvægpest til før landbrugslandet i Danmark begyndte at interessere sig for dyrlægekunst 1750-60. Og der skulle gå endnu en snes år før man to det helt alvorligt. Det var da Nordens første dyrlæge, Peter Christian Abildgaard, standsede kvægpesten i 1781. I mellemtiden havde man i samarbejde med staten oprettet den dyrlægeskole der blev den spæde begyndelse til Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. P. C. Abildgaard mindes i denne uge af 900 deltagere i den nordiske veterinærkongres i København.

Peter Chr. Abildgaard - Nordens første dyrlæge.

P. C. Abildgaard var af norsk afstamning. Faderen, Søren Abildgaard var kommet hertil fra Flekkefjord i Norge for at studere. Han giftede sig og levede for en stor del af et stort tegnetalent, der gik i arv til sønnerne. Peter Christians yngre broder, Nikolaj Abildgaard, blev sin tids største danske maler og kunstakademiets direktør.

Peter Christian Abildgaard blev sat i apotekerlære. Det var ham Ikke nok. Havde faderen ikke råd til at lade ham læse til student, måtte han klare det ved siden af arbejdet i Cappels Apotek Efter fire års natlige studier blev han i 1780 akademisk borger og gik videre med medicinen

En skuffelse

Men i 1763 ledte skæbnen ham ind på dyrlægekunsten, som for øvrigt i første omgang blev ham en skuffelse. Kvægpesten, der på ny var dukket op i 1782, fik rigets styrelse til at spekulere på, hvordan man skulle standse den. Man besluttede at sende tre unge medicinske studerende til veterinærskolen i Lyon. Blandt disse var Abildgaard.

Da de tre danskere kom til Lyon i 1763, var den første opdagelse, de gjorde, at man ikke interesserede sig for kvæg. Skolens opgave var at uddanne kursmede eller hestelæger. Skolens leder, Bourgelat, var i øvrigt så fornem, at han lod andre holde forelæsninger om hvad han skrev.

Kun Abildgaards videbegær og energi hindrede, at det hele blev en fiasko. Abildgård fik så omfattende en viden om heste og beslagkunst, at han senere vakte opmærksomhed ved at konstruere en hestesko på de rigtige og videnskabelige grundsætninger. Det var typisk for Abildgård, at han Ikke nøjedes med Bourgelats grundsætninger. Han studerede tillige hos dennes svorne modstander, Vitet.

Abildgaards hjemkomst har sikkert været ham en skuffelse. - Kvægpesten rasede endnu. Men Abildgaard beholdt sit stipendiat, så han kunne rejse ud i landet og finde en medicin mod pesten. Det lykkedes ikke. I 1767 skrev han en bog om dyrlægekunst. Den blev lagt hen. Så opgav han dyrlægekunsten i denne omgang og vendte tilbage til det medicinske studium. I 1768 blev han dr. med. på en afhandling om åreladning som middel mod undertrykt menstruation og erhvervede sig ret til at praktisere som læge. Han fik især praksis hos de udenlandske ministre I København.

Abildgaards første værk

Men dyrlægekunsten spøgede videre i hans hjerne. I 1770 udkom fra hans hånd en fortrinlig bog "En dansk heste- og quæglæge i et lidet udtog. Efter kongelig allernådigst befaling forfærdiget til bøndernes brug og nytte". Det blev 82 stærkt brugte sider. Senere kom udvidede udgaver. og de blev oversat til svensk og tysk. 

Det var baggrunden for, at professor Oeder foreslog Struensee at få planen om en veterinærskole fremmet. Abildgård vægrede sig ved at gå i gang med opgaven, vel vidende hvilke vanskeligheder, der ville melde sig. Dyrlægekunsten var kun på forsøgsstadiet. 

Men Struensee trøstede ham med, at blot hestelægerne blev undervist, så de ikke slog de dyr, der blev dem betroet i kur, ihjel, var det godt. Og det krav var overkommeligt at følge, selv under den tids forhold, 

Struensees fald kort tid efter var ved at standse det hele. Men da Abildgaard i 1772 standsede den smitsomme lungebetændelse hos hesten i de kongelige stutterier, skulle det blive alvor. Den 13. Juli 1773 åbnede skolen på Christianshavn med den 33-årige P. C. Abildgaard som planlægger, ejer, forstander og eneste lærer. Samtidig fortsatte han som praktiserende læge, og han studerede videre i zoologi, botanik, fysik, kemi og mineralogi. I 1775 blev den første prøve holdt, og samme år blev Abildgård medlem af Videnskabernes Selskab og stadslæge i København. 

Han havde nok at gøre, og det var forståeligt, at han Ikke kunne vedblive at bestride arbejdet alene, da skolen allerede i 1776 blev udvidet. Han fik en tysk kursmed og to unge medicinere som hjælpere.

Den 13. juli 1773 åbnede Peter Chr. Abildgaard sin skole på Christianshavn og lagde dermed grunden til det der siden blev til Landbohøjskolen. Her ses hovedbygningen på den gamle landbohøjskole i København der nu for længst er blevet for lille.

I 1779 holdtes den første egentlige dyrlægeeksamen. Og to år senere var Abildgård nået så vidt med sine kvægstudier, at kvægpesten i Danmark kunne standse. Da var der gået 19 år, efter at sygdommen havde fået rigets styrelse til at "gøre noget".

Sled sig op

Skolen blev efter udvidelserne I 1776 solgt til staten. De penge, Abildgård fik for skolen, blev ikke til lykke for ham. Han begyndte at spekulere på Børsen. Og her var åbenbart noget, Abildgård Ikke havde forstand på. 1 1783 var han i så store økonomiske vanskeligheder på grund af fejlspekulationer, at han ikke kunne se sig ud af en gæld på 16.000 rigsdaler, et betragteligt beløb på den tid.

Den lille detalje står at læse i "Skat-Cammerets Deliberationsprotocoll", hvori det står anført, at staten købte biblioteket, lnstrumentsamllngen og den mineralogiske samling af Abildgård. Og denne omstændighed skabte grundlaget for det store bibliotek, Veterinær- og Landbohøjskolen har i dag.

Siden har Abildgård nok alene holdt sig til videnskaben og dyrlægekunsten. Han rejste meget for at Indsamle ny viden og omsatte denne viden i skrifter og forelæsninger. Han bragte nye stamfår fra Spanien hjem til det danske landbrug, og han blev optaget som medlem i flere og flere udenlandske naturvidenskabelige sammenslutninger. Han tog aldrig hensyn til, at helbredet Ikke var for stærkt, og i 1801 - kun 61 år gammel - bukkede han under for en hjerneblødning.

Tage Jessen.

På 100-årsdagen for grundlæggelsen af den nuværende landbohøjskole mindedes Peter Chr. Abildgaard, og det samme vil ske når de 900 dyrlæger mødes i København. Abildgaards statue står på Landbohøjskolens grund.

(Aalborg Amtstidende, 9. juli 1962. Demokraten (Århus), 6. juli 1962).

Abildgaard er begravet på Assistens Kirkegård, afdeling A. Gravmælet er udført af broderen - som er begravet på samme kirkegård, dog i afdeling C. Figuren symboliserer bl.a frugtbarhed. På nederste halvdel findes attributter til dyreverdenen og lægevidenskaben. På det tidspunkt gravmælet blev rejst, var det formentlig lidt usædvanligt med sådanne "hedenske" figurer.Den lange tekst på gravmælet menes at være skrevet af Chr. Colbjørnsen (landbrugsreformernes forkæmper) ifølge Nationaltidende, 19. december 1940.

Peter Christian Abildgaard foretog også undersøgelser af kryolit. Den første undersøgelser af dette blev dog først foretaget af den svenske kemiker Berzelius. 

De kloge mænd og koner var dyrlæger.

Det var kvægpesten der var årsagen til at man begyndte at skænke dyrlægekunsten opmærksomhed.

Efter at kvægpesten havde raset med stor voldsomhed i årene 1745-48, kom den efter en pause tilbage 1762, og året efter blev den daværende medicinske student Peter Christian Abildgaard af regeringen sendt til den nyoprettede veterinærskole i Lyon for at gøre sig bekendt med midlerne til kvægpestens bekæmpelse.

Abildgaard var en meget dygtig og stærkt interesseret mand. Han blev i Lyon i halvtredie år, og da han kom hjem, åbnede han med beskeden støtte af regeringen den første veterinærskole i Danmark. Det var i året 1773 under det Guldberg'ske ministerium. Forinden havde han i 1770 udgivet en meget nyttig bog "Dansk Heste- og Qvæg-Iæge", og året efter en på det tyske sprog skrevet Bog om Husdyrenes Avl og Pleje. Veterinærskolen blev i 1776 overtaget af den danske stat.

Før man her i landet fik uddannede dyrlæger, hjalp man sig i sygdomstilfælde blandt husdyrene med såkaldte kloge mænd og koner, hvis råd var en vidunderlig blanding af indvundne erfaringer og overtro.

Når en ny stald var bygget, var det meget almindeligt at grave et levende kreatur ned i jorden udenfor stalddøren. Det var et brutalt offer til Hævnens Gud, for ethvert sygdomstilfælde blev betragtet som en hævn fra onde magter, og det gjaldt derfor om at stemme disse mildere ved at bringe et offer i form af et levende dyr.

Da udbygningerne til Hardenberg i 1890 brændte og genopførtes efter branden, fandt man således udenfor stalddøren de hensmuldrende skeletdele af en hest. De brændte bygninger var ældgamle, og der er ingen tvivl om, at hesten i sin tid er blevet nedgravet levende som et offer. Lignende fund er gjort mange andre steder, og de viser, at man på bøndergårdene er nøjedes med at nedgrave et mindre dyr, enten en stor kalv eller en kvie. Ved mit barndomshjem i Sydøstjylland har jeg selv uden for stalddøren fundet resterne af et dyreskelet.

Meget almindeligt var det også, når et husdyr blev angrebet af en eller anden sygdom, at antænde et bål af halm og kvas på marken og derefter trække det syge dyr gennem bålet, for at ilden kunne fortære sygdommen.

Sådan bar man sig i kvægpestens tid ad mange steder. At det ikke hjalp, kunne man tænke sig skyldtes de onde ånders store magt. At visse kreatursygdomme. bl. a. skab hos heste, var smittefarlige, og at det derfor gjaldt om at hindre smittens udbredeIse. havde man allerede øje for så tidligt som i 1693, da Christian V Danske Lov udkom. Det hedder nemlig i denne vise lovbog:

"Vorder Storhors skabede, og den, der ejer dem, vil ej forvare dem særlig paa sit eget. da man Ejerne, naar de hannem det til Tinge forelagt haver, jage dem i Dynd og Bløde og dræbe dem uden Paatale. Det samme er og om tamme Høns, om de vorde skabede".

Det var en barbarisk bestemmelse, idet de fleste nøjedes med at drive hestene ud i bundløse moradser, hvor de herefter døde en langsom og pinefuld død af sult, kulde og frugtesløse anstrengelser for at komme op. Og at man i vid udstrækning har gjort brug af lovens bestemmelser, derom vidner de mange hesteskeletter, som man siden har fundet ved tørvegravning i moserne.

På den tid, loven udkom, levede der imidlertid en præst, som vel af såvel humane som økonomiske grunde gav anvisning på at helbrede sygdomme hos dyr. De midler, han gav anvisning på, var imidlertid i bogstavelig forstand en hestekur, og hvis dyrene selv havde kunnet vælge mellem den og døden i mosen, er det et spørgsmål, om de alligevel ikke havde valgt det sidste. Den af præsten anbefalede kur mod skab hos heste lyder i al sin gru således:

I en balje samler man sur lud og lader den blive gammel, koger den og overgnider derefter den syge hest med en halmvisk. som flittigt dyppes i luden. Dernæst skraber man hesten med en skraber, så det bløder, hvorefter man på ny vasker hesten med lud, der er så varm, som den kan tåle det, og sætter så hesten på stald, til den bliver tør. Man tager så et halvt pund salpeter eller krudt, laurbær eller tolv lod svovl, støder hver af disse ingredienser i en morter og tager dernæst to potter køkkenfedt, hvornæst det hele røres sammen. Man varmer derefter denne salve i en lerpotte, smører salven på hesten og gnider den godt ind. Endelig tager man en gloende jernskovl og holder den over det syge sted, således at smørelsen smelter og langsomt drikkes ind i såret. Lidt tjære i smørelsen er godt. Midlet skal bruges hver fjerde dag, og hesten skal stå inde i et hus til sårene er lægte.

I det 16. og 17. Aarhundrede var oksens ondartede lungesyge også meget udbredt. For denne sygdom vidste præsten dog ligeledes råd, og dette råd lød således:

"Om aftenen, når solen er gået ned, tager man en tudse, hakker den, som den er, rører eller ælter den i sød mælk - dog med en pind for giftens skyld - sammen med rugmel, bager det som en kage og bager det hårdt. Hver morgen river man så lidt af denne hårdbagte kage og giver kvæget det, både det, som har ondt, og det, som intet fejler".

Når en studeret mand kunne give råd som dette, kan man uden vanskeligheder tænke sig til, at de råd, der blev givet af "kloge mænd og koner", ingenlunde var bedre.

Tudsen synes i det hele taget at have spillet en meget stor rolle som middel mod alle slags kreatursygdomme. Når den kluntede, uskønne tudse om sommeraftenerne kom frem fra sit skjul i småhuller under bygningerne, blev den betragtet med overtroisk ærefrygt. Den listede så sindigt om, gjorde ingen fortræd, men alligevel var det ikke værd at komme den for nær. Den kunne nemlig - mente man - spytte edder og forgift på den, der rørte den. At den selv var en eneste giftklods på fire stumpede ben, var der ingen tvivl om. Derfor var ikke alene hele dens krop, men også dens organer meget virksomme mod kreatursygdomme, når den, som præsten anbefalede, blev hakket og blandet med rugmel og bagt til en kage, thi med ondt skulle ondt fordrives.

Mod kastning af kvæget var et af de "kloge mænds og koner"s råd at hænge en død ræv op i stalden. Dette råd havde i hvert fald den fordel, at det ikke gjorde dyrene fortræd eller påførte dem lidelser, men særlig behageligt kan det ikke have været at komme i nærheden af ræven, så længe forrådnelsesprocessen varede.

I det hele taget må både dyr og mennesker være glade for, at vort land - omend lidt sent - fik så dygtige dyrlæger, som tilfældet nu er.

(Isefjordposten, 3. januar 1948).

John Diston (1729-1804). (Efterskrift til Politivennen)

Fra en australsk læser og 6 x oldebarn af John Diston, Jan Perry har Politivennens Redacteur modtaget en mindeartikel, formentlig skrevet af Distons nevø. Artiklen er ifølge Jan nok pyntet lidt. Ikke desto mindre var John Diston en kendt person i sin samtid:

At Lowestoft, on 24th of July, aged 75, Mr. John Diston, an active and intelligent mariner, author of several useful nautical works; among other "The Seaman's Guide", which has ever since been used by seamen, Charts of the Swin, North Sea, &c. made from surveys by himself, and esteemed the best of their kind. He was a native of Lowestoft, where he resided the early part of his life; after which he removed to London, and had the command of various ships. He was particular noticed by the late Earl Howe in the affair in Cancille-bay, in the year 1758, for the spirited and judicious manner in which he laid the transport he commanded on shore, amidst the fire of the enemy, to land the troops he had on board. About 25 years of the latter part of his life, he was a merchant at Elsineur, in Denmark, during which time he rendered many important services to his countrymen, in venturing in open boats, in gales of wind, to them in distress. He was perfectly master of the navigation of most parts, and of the Baltic and Cattagat Seas especially; the latter of which he surveyed in a vessel he fitted out at his own expence to explore the fisheries, in which he furnished the Danes with important information, and proved how easily an advantageous fishery might be established at the Sound, had the inhabitants sufficient public spirit for such undertaking. The government of Denmark saw the importance of Mr. Diston's discoveries, and granted him the privilege (which no other subject of Denmark ever had) of carrying his fish directly into Copenhagen, without being stopped by the custom-house. His advice in nautical affairs was often asked by persons of the first eminence in that kingdom. He was particularly noticed by the minister Guldberg, and Admiral Count Moltke frequently visited him for information. He was very assiduous in getting the Danish government to improve the navigation of those parts; and was anxious in procuring the establisment of a light upon the north end of Bornholm, the want of which has caused the lofs of many lives; and had, at last, the satisfaction of seeing it fixed. He left Denmark about two years ago, to return to his native country; and, latterly, fixed his residence at his native place, where he ended a long and vigorous life, devoted always to the benefit of mankind, and preferring, at all times, the welfare of others to his own. All who thoroughly knew him will acknowledge this, and that they held him in the highest estimation. He has also left behind him a most valuable manuscript on the English fisheries.

(August 1804, The Monthly Magazine,pag. 180).

1775 fik John Diston bevilling til at holde skipperhus. 1787 købmand i kompagni med Carsten Meulengracht i "Diston & Meulengracht", senere med sønnen i "John Diston & Son".

John Diston stod sammen med 6 andre britiske borgere i Helsingør 1780 bag en ansøgning til kongen om at briterne måtte blive begravet med samme ceremonier som de lutherske. De reformerte kunne nemlig ikke blive begravet med præken og jordpåkastelse, ligesom forbrydere blev begravet. Ansøgningen blev imødekommet og underskrevet af kongen 8. marts 1780.

Briterne var henvist til at høre den tysk-reformerte præst. 12 briter heriblandt J. Diston fik derfor oprettet et stipendium, så den britiske koloni kunne forsørge en præst, John Graham (Colinsburgh, Edinburgh) fra 1781. I 1784 var John Diston med til at ansøge om at præsten kunne få tilladelse om at administere sakramenter og forrette dåb på engelsk uden at fornærme den danske kirke. Det blev bremset af sognepræst ved St. Olai Kirke, Alexander Scheby som godt mente at hans engelske rakte til at kunne varetage det. Efter flere trakasserier rejste Graham i 1784 til Stockholm. 

John Smith Diston var med til i 1792 at søge om at få oprettet en kirke. William Jackson var blevet ansat som præst fra 1791. Igen blev den modarbejdet af Scheby, som dog måtte bøje sig i 1793. John (Smith) Diston blev sammen med Daniel Belfour kirkeværge. Kirken blev officielt indviet 17. juli 1793. Efter interne stridigheder trak han sig i 1795.

John Diston havde datteren Elizabeth Diston (f. 1775) og gift med Thomas Williams. Sønnen John Smith Diston (f. 1762), gift med Elizabeth Roman

Oplysninger fra J. W. G. Norrie: De britiske menigheder i Helsingør. Personalhistorisk Tidsskrift, 1940. 77-106.

Det omtalte værk findes i adskillige udgaver på internettet, fx den fra 1779: "The Seaman's Guide: (collected Chiefly from the Experience of the Author: ...) Containing the Courses by the Compass, ... With the Addition of a New and Correct Tide-table, ... By John Diston, ..."  På denne side gives følgende oplysninger om John Diston:

Han udgav omkring 1785 værket The seaman's guide : chiefly the experience of the author : ... The courses by the compass, and distances from place to place ... By John Diston, ... Some very useful additions will be found in this book, besides many unaccountable errors corrected from the former editions. Publiceret og solgt i Liverpool og hos Mr Norton's i London. Dette værk kan fra Det Kgl. Bibliotek ses elektronisk fra Br. Library's base.

Undersøgelser over John Diston

I 1970'erne søgte Louis H. Heydeman oplysninger om Distonfamiliens forbindelser med Danmark og danske farvande. Heydeman skrev nogle gange til den daværende byarkivar i Helsingør herr S. K. Petersen, der døde i sommeren 1975. En del af korrespondancen endte på H&S, og fra det dokument, som jeg har læst, har Heydeman bedt om oplysninger ud fra nogle citater, som jeg bringer her:

   "He surveyed the Kattegatt Straights, in a vessel, which he fitted out at his own expense, to explore the fisheries, in which he furnished the Danes with important information, and proved how easily an advantageous fishery might be established at the Sound, had the inhabitants sufficient public spirit for such undertaking."

   "The Government of Denmark saw the importance of Mr. Diston's discoveries, and granted him the privilege, (which no other subject of Denmark ever had), of carrying his fish directly into Copenhagen, without being stopped by the Customs House."

   "His advice in nautical affairs was often asked by persons of the first eminence in that Kingdom. He was particularly noticed by the Minister, Guldberg, and Admiral Count Moltke, frequently visited him for information."

   "He was very assidious in getting the Danish Government to improve the navigation of these parts; and was anxious in procurring the establishment of a light, upon the north end of Bornholm, the want of which, had caused the loss of many lives, and had last, the satisfaction of seeing it fixed."

   "He was a merchant at Helsinore, during which time, he rendered many important services to his countrymen [English] in venturing in open boats, in gales of wind, to them in distress."

   "He was perfectly master of the navigation of most parts, and of the Baltic and Kattegatt."

De ovenstående citater er fra nekrologen over John Diston, * 1729, † 1804. Han var født i Lowestoft og opholdt sig i Helsingør fra ca. 1775 til ca. 1802. John Diston havde en søn ved navn John Smith Diston, der omkring 1795 sad i gældsfængsel i Danmark, hvorfra han blev frigivet ved kongelig beslutning af 23/04 1795 [optrykt Sjællandske Registre p.657].

Ifølge Helsingør Leksikon er der følgende oplysninger om John Diston og englænderne i Helsingør:

En lang række englændere løste borgerskab i Helsingør i sidste halvdel af 1700-tallet. Blandt disse kan nævnes John Beckett (1741), Thomas Baildon (1752), John Diston (1775), John Chapman (1777), John Good (1783), John Daniel Belfour (1787) og Arthur Howden (1788). De var alle med til at præge byens udvikling. De fleste af dem boede i det fornemme kvarter omkring Strandgade eller på Stengade, bekvemt i forhold til deres forretninger. De drev købmandshuse og klarerervirksomhed, men enkelte af dem tog også andre initiativer.

John Diston handlede med kinesiske og ostindiske varer, men drev også et herberg, hvor han kunne indlogere skippere, som var i land for at handle. Han anlagde en køkkenhave på bakken ved Rosenkilde. Der dyrkede han grønsager og tyrkisk hvede. Han opbyggede en produktion af kaniner ved Sadelmagerleddet, og han startede et silderøgeri. Han påtog sig at holde torvet frit for dyrenes efterladenskaber - vel med den tanke, at det var nyttig gødning til køkkenhaven.

John Diston boede i 1801 i Stengade 42. Han var da 70 år gammel og registreret som købmand og ugift, hvilket må betyde enkemand. I huset boede også hans søns svigermor Elisabeth Romums på 50 år og i husstanden var tre tjenestefolk samt to indkvarterede soldater. Diston ejede også en ejendom på Gl. Hellebækvej, som blev udlejet til beboelse og hvor der derudover var lo, lade, stald og vognskur.

1787 boede John Diston på Stengade 139 (Dansk Demografisk Database). Det må ifølge leksikaet være nr. 42. Bygningen er fra 1736. Andre kilder mener det er nr. 68.

Der findes en artikel i Personalhistorisk Tidsskrift 1939, 10. rk bd. 1, side 61-72 hvor Diston nævnes. Gordon Norrie: Briterne i Helsingør omkring 1801. Heraf et lille uddrag her. John Good er også nævnt da han optræder i en af de omtalte retssager:

"Omkring 1801 bestod den britiske Koloni i Helsingør af ca. 100 Sjæle, i og for sig kun en lille Del af Byens godt 5000 Indbyggere, men paa Grund af deres Sammenhold, de førende Slægters Rigdom og deres Fastholden ved engelsk Sprog og Skik spillede de en meget stor Rolle i Byens Liv. 

---

I den nordligste Del af Stengade boede John Good, der næst Fenwick paa denne Tid var den mest ansete, og som tog Ledelsen, da Krigsbruddet nærmede sig. Hans Forretning hed John Good & Søn, idet han havde optaget sin ældste Søn, William Cadday Good som Kompagnon.

---

En Købmand af en anden Type var John Diston, der i hvert Fald manglede Evnen til at slaa igennem. Han var oprindelig begyndt som Skibskaptajn og havde derefter drevet et Skipperhus. Efterhaanden som denne Forretning gik godt, udvidede han den med en Købmandshandel og optog sin Søn, John Smith Diston, desuden forpagtede han et Stykke af Byens Overdrev for at drive et Gartneri, der skulde forsyne Skibene med Grøntsager. Det var sikkert energiske og foretagsomme Folk, men rigtig Hold har der næppe været i dem, thi midt i Halvfemserne endte det med et Krak, hvorunder den ældre Diston flygtede til Udlandet, medens Sønnen blev arresteret. Da Sagen var bragt i Orden, forlod den yngre Landet, medens Faderen fortsatte Forretningen paa Stengade, hvor han handlede med alt muligt fra bedste engelske Knappenaale, Dag- og Natkikkerter til pommerske Bjælker, Krydderier og Stentøj, tilbød Gamle og Børn Arbejde ved at pille Værk og i 1801 forsøgte at oprette en bekvem Forbindelse med København 2 Gange om Ugen med en lukket Vogn forspændt med fire gode Heste.

---

Briterne tog ikke i nogen højere Grad Del i det offentlige Liv i Byen, dog sad John Good og Arthur Howden i Bestyrelsen for Øresundsselskabet, og deltog derigennem i Bespisningen m. m. af Byens fattige om Vinteren, ligesom den engelske Koloni gav et Tilskud til Oprettelsen af Øresunds Hospital i 1796, og hver britisk Skipper, der passerede Kronborg, betalte 1 Rigsdaler til dets Drift, saaledes at syge britiske Søfolk kunde blive indlagt der.

Ifølge Højstrupgårds hjemmeside overlod kongen i 1790 "området til den engelske købmand John Diston som fæstegods. Her dyrker han indiansk korn, altså majs, og opretter en kaninfarm. Købmanden bygger Distongård på grunden. Grunden omdøbes senere til Godthåb."

Gennem Mediestream er det muligt at stykke et brudstykke-billede sammen af John Diston og søns virke i Helsingør: 

Første gang er i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (26. marts 1781) hvor der omtaltes "Høyeste Rets paadømte Sager i forrige Uge: ... No. 35. General-Consul Fenvik, contra Meulengracht og Diston."

Herefter følger en lind strøm af annoncer for Distons varer: "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (26. november 1784): 

Friske røgede Sild efter den bedste engelske Maade ere at bekomme i Helsingøer hos Hr. Diston og i Kiøbenhavn i Porcelains-Boden i Viingaardsstræde No. 180, a 100 Stkr. 1 Rdlr. eller Td. 8 Rdlr hos E. C. Weise. "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (2. december 1785): "I D Hos mig undertegnede er at bekomme et Partie engelsk røgede Sild, a 100 Stkr. 1 Rdlr. i Helsingøer
John Diston"

Han udtalte sig også om forædling af varerne, i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (5. december 1786): 

"Da Jordæbler eller Kartofler ere vel bekiendt at være den nyttigste Rod, som Jorden frembringer, har jeg underskrevne, som haver dyrket bemeldte Rod i mange Aar, og fornemmer, at Sæden eller Jordæbler af gamle Vexter udarter meget ved Tidens Længde, og giver ikkuns liden Fremvext, hvilket beviser, at Styrken af de gamle Urter er bortsvækket, til en Hielpemiddel udi en Tid af 4 Aar forvaret Æblerne af Stilkerne, og saaede Frøet deraf, og nu haver en stor Mængde baade af røde og hvide Kartofler fra Frøet, som er af en overmaade god Slags, ey allene for Tilvext, men ogsaa af meget behagelig Smag. Skulde derfor nogen finde Fornøyelse i at prøve af disse nye Arter, kan de af samme bekomme hos mig.
John Diston i Helsingør."

I Politivennen 11. januar 1800 omtales han fordi han (formentlig i 1791) havde opfundet en vogn med en brønd/hyttefad så han kunne bringe levende fisk til fisketorvet i København. Denne var dog blevet så voldsomt overfaldet at fiskekonerne at han havde opgivet foretagendet. 

Ligeledes i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (8. september 1794): 

"Da Tiden begynder nu at man planter Frugttræer, saa kan bekommes hos John Diston Sin i Helsingøer alle Sorter unge Stikkelsbærtræer, saasom grønne, røde, gule, sorte og graae, som ere overmaade store og ere af beste Smag, sælges for 24 sk Busken; ligeledes kan bekommes Planter af Lombardiske Nødder, som ere af største og beste Sort, alle Sorter Haugeerter, saasom Ronsewals, Marrowsats og tidlige Ærter for 12 sk. Pd." og i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (2. februar 1796): "De Hrr, som skulde behøve Kartofler til at lægge som er groet i forrige Aar, fra Frøet udtaget af Æblerne af Størrelse fra en Ært til en Valdnød, som giver en bedre Afgrøde end de sædvanlige Kartofler, kan dermed blive forsynede, en Skp. koster 2 Rdlr. Ligeledes meget tidlige Ærter til samme Priis for Skieppen i Helsingøer hos John Diston."
 
Se også "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (8. februar 1788), "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (22. februar 1788 og 17. august 1789). I sidstnævnte omtaltes at han var blevet papegøjeskydnings-fuglekonge: 

"Helsingøer, den 17de August. Onsdagen den 5te August h. a. foretog Helsingøers Kongeligt allernaadigst privilegerede Skydeselskab paa dets Skydebane Papegøjeskydningen for indeværende Aar ... og da man formedelst indfaldende Regnveir maatte udsætte Skydningen til næste Dags Formiddag, blev Brystpladen atter nedskudt af Fuglekongen St. T. Hr. Krigsraad og Regimentsqvarteermester Petersen for Hr. Kiøbmand Diston jun., der altsaa blev Fuglekonge, og bekom en meget ziirlig forarbeidet Sølv-Kaffekande ... Dernæst blev den nye Fuglekonge, Hr. Kiøbmand Diston jun., under Musik og Kanonernes Lyd, af hele Selskabet ledsaget til sit Hiem ..." Og det følgende år for at deltage i skydningen, hvor han dog ikke kunne beholde kronen, "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (17. august 1790).

I "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (29. august 1791) fremgik det at han opbevarede gods efter et skibsforlis: 

"Da Skipper Jean Andersen af Tønsberg i Norge sidst i Aaret 1788, hans førende Skib Ebbenezer kaldt, forulykkedes her ved Helsingøer, blev udi et os tilhørende Pakhuus her i Byen indlagt endeel gammel Tougværk, Seil og Blokke af bemelte Skib, og hvorfor os skulde betales udi Pakhuusleie maanedlig 10 Rdlr, saalænge samme der var liggende, men da vi til Dato hverken har kunnet blive Varene qvit eller bekommet nogen Pakhuusleie, saa bliver bemelte Skipper Jean Andersen, hans Commissionairer og andre Vedkommende, herved advaret inden 14 Dage fra Dato at afhente disse Skibsredskaber fra vores Pakhuus, og derfor betale den forfaldne Leie; thi i Mangel deraf bliver samme Vare strax ved offentlig Auction bortsolgt til Leiens Betaling saavidt tilstrække kan, og for det manglende reserveres vores Ret.
John Diston Son & Compagnie."

Herefter synes det at være gået ned ad bakke for firmaet, for i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (2. marts 1796) annonceres den første auktion over hans huse i Sudergade og Bjergegade. Dem er der mindst 6 af, fx anden auktion "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (15. juli 1796): 

"Mandagen den 18 Julii, Kl. 3, holdes Anden Auction over Kiøbmand John Diston seniors Opbudsboes tilhørende og i Sudergaden i Helsingøer under No. 303 beliggende Huus, der bestaaer af 8 et halvt Fag Huus til gaden af Muur og Bindingsværk med Kielder under, en Etage høi og en Quist af 3 Fag, Værelserne med Paneel, Lærred og Papiir betrukne, deri en 2 Etage Vindovn og en Bilægger, herforuden er der Kiøkken og Spisekammer. Et Gaardsrum hvorfra er afdeelt en liden Hauge. I Gaarden er en steensat Brønd med Opstander og Pomperedskab, samt et aabent Skuur og et Lokum. Over indbemeldte Gaard bliver holdet Tredie Auction den 8 Aug. kl. 3". Og i Bjerggade: "Onsdagen den 20 Juli, Kl. 3, holdes Anden Auction over Kiøbmand John Diston seniors Opbudsboes tilhørende og i Biergegaden i Helsingøer under No. 221 beliggende Gaard, der er bestaaende af en Bygningen til Gaden ...." (nærmere beskrivelse)

I "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (27. marts 1797" er tredje auktion, "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (3. april 1797) femte auktion og i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (10. april 1797) sjette auktion 

"Onsdagen den 19 April bliver efter Omvurdering foretaget Siette og om antagelig Bud skeer sidste Auction, om Eftermiddagen Kl. 4, over Kiøbmand John Diston seniors Opbudsboes tilhørende og i Biergegaden i Helsingøer under No. 221 beliggende Gaard, som efter den over samme tagne Syns- og Vurderingsforretning er bestaaende 1) Af en Bygning til Gaden af 11 Fag Muur og Bindingsværk med Kielder under, en Etage høi med Heeltag, indrettet til Beboelse" (herefter følger nøjebeskrivelse af sidehus og andre bygninger)

Fyens Stifts Kongelig allene privilegerede Adresse-Avis 13. juli 1798:

Løverdagen den 16de Junii

193)

Klingberg } John Diston, senior, contra

Haagen } John Good & Komp.

(Nærværende Sag havde reist sig af Citantens til John Good & Komp. den 18de Julii 1792 givne Forskrivning paa Capital 10,000 Rdlr, under den Betingelse at blive samme tilbageleverete inden Aarets Udgang, m. v.)

Dom: De ergangne Domme (hvorved John Good & Komp. er frikendt for John Distons Tiltale i denne Sag, men derimod forbeholdet dem deres lovlige Ret efter Skadesløsbeviset Quæstionis af 18 Julii 1792, samt ophævet Processens Omkostninger) bør ved magt at Stande. Til Justits-Cassen betaler John Diston senior som Tabende 5 Rdlr.

Helsingøersbladet den 11. februar samt 15. februar 1799 har følgende avertissement:

John Diston tager herved den Frihed at bekiendtgiøre for sine Venner og Velyndere, at han er henflyttet i den forhenværende Friskole paa Steengaden, hvor han har aabnet sin Boutik, og sælger alle sorter engelsk Steentøi, fra et complet Stel til een enkelt Kop, ostindisk Porcelain, alle Sorter Flasker, Glas, Tobaker, Thee m.m., Skaaren Bøgebrænde, 16 Mk. een Favn, 8 Mk. en halv , og 4 Mk. en qvart Favn. Fattige Folk og Børen kan erholde arbeide med at plukke Værk, og derfor blive betalt 20 Sk. Lpd. En tro og skikkelig Pige, som kan regne og skrive og pakke Boutiken, kan hos ham faae Condition.

Han brugtes dog stadig som ekspert, i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (7. februar 1800, uddrag:) 

"- Og desformedelst ville giøre Fordelen af dette Anlæg tvivlsom, maae det tillade mig her at anføre hvad min Compagnon Hr. John Diston i Helsingøer, der just, tildeels ogsaa som Medinteressent, faaer den executive Bestyrelse ved Hav- og Kystfiskerie; har meddeelt mig i Giensvar paa denne ham tilmeldte Anmærkning, nemlig: "Ikke et eneste Lands Kyster, siger han, ere bedre forsynede med Fisk af Sild, Makrel, Lax, Kabliau, Langer Hvillinger, Kuller, Helleflynder, Tunger, Rødspetter, Flynder, Krabber, Hummer, Østers, Cockles & Scallops (2de i Dansk ubenævnt Skielfisk) Muslinger etc. etc., end de Kyster, som hører til Hans Danske Majestæts Herredømme, og hvori ingen Næringsveie ere fordeelagtigere og tillige forskaffer flere dristige Søemænd, end de ved Fiskerierne." ... Forbemeldte Hr. Diston imodtager tillige Subscription i Helsingøer og omliggende egn ... Kiøbenhavn i Frideriksborggaden No. 92 d. n. 28. Januarii 1800. J. With,Kammerrraad."

Helsingøers Kongelig priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger 29. marts 1800:

Unge Drenge, som have Lyst til at lære Fiskeriet i alle dens forskjellige Grene, kunne, naar deres Slægtninge eller Venner ville lade dem gaae med paa en vis Tiid, efter deres Alder, finde god Opmuntring hos Undertegnede. To stedse skikkelige unge Mennesker, som kunne forrette, hvad der udkræves paa store Baade, og som forstaae lidt af Fiskeriet, kunne ligeledes finde Opmuntring, naar de henvende sig til

John Diston, i Helsingøer.

Fra århundredskiftet er der flere meddelelser om at han er gået fallit, fx i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (1. oktober 1800) hvor der er aftrykt en dom:

No. 246.
Schønheider. - Consulerne Lilliendahl og von Aller som Skiftecommissairer i John Diston seniors Fallitboe, contra
Ingen mødt. - Helsingøers Magistrat og de eligerede Mænd.
Denne Sag betræffer, hvorvidt Distons Boe er berettiget til at afhænde et Diston af bemeldte Magistrat tilfæstet Stykke Overdrevsjord. Ved Siellands Landstings Dom af 20 Martti 1799 ere Citanterne friekiendte for de Indstævntes Tiltale i denne Sag, men de derimod være berettigede til, i Overeensstemmelse med Fæstebrevet af 17. Maji 1790, paa saa lang Tid, som endnu er tildage af det i samme fastsatte Aaremaal, og John Diston, samt son John Smith Diston imidlertid maatte være i Live, til andre at overlade paa John Distons Boes Vegne og til dets Fordeel Brugen af det John Diston senior og Søn tilfæstede Stykke af Helsingøers Byes Overdrev. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves. Derimod var ved Helsingøers Byetings Dom af 16 Julii 1798 kiendt: at naar det omtvistede Stykke Overdrevsjord, som af Byen er bortfæstet paa 40 Aar til John Diston den Ældre, eller efter hans Død til hans Arving John Smith Diston, ikke bruges af John Diston senior, eller han paa Brugen af samme for sig og den i Leie-Contracten denominerede Arving, hans ældste Søn, renuncerer, bør den omquæstionerede Jord uden Godtgiørelse til Distons Boes Creditorer, falde tilbage til Byen, og ikke komme hans Udbudsboe eller Creditorer til Fordeel i nogen Maade: Saa bør og Boes Commissarier betale til Byens Magistrat og eligerede Mænds befalede Sagfører Procurator Gamst i Salario 12 Rdlr. Processens Omkostninger i deenne Sag ophæves.
Dom: Landstingsdommen bør ved Magt at stande. Til Justitskassen betaler Citanterne som Tabende 5 Rdlr.

Og senere i "De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender" (1. februar 1801):

No. 245
Ingen mødte. - Kiøbmand Christian v. Mehren,
contra
Ingen mødte. - Consulerne Fritz de Lilliendahl og Just Jacob v. Aller, som Skiftecommissarier i John Distons seniors Fallitboe.
Nærværende Sag vedkom: om bemeldte Boes Commissarier bør hiemle Citanten een ham ved Auction den 18 April 1797 solgt Hauge. Ved Siellands Landstings Dom af 20 Marcii 1799 er den foregaaende Helsingørs Bytings Dom af 19 Martii 1798 stadfæstet, ved hvilket John Diston seniors Boes Commissarier er friekiendt for von Mehrens Tiltale i denne Sag.
Dom: Citanten, som hverken selv møder eller ved Fuldmægtig lader melde til bestemte Tid for Høiesteret, bør betale 80 Lod Sølv til vor Frelsers Kirke paa Christianshavn, førend det tillades ham med denne Sag at gaae i Rette; og, saafremt han ikke inden 3 Uger melder sig med Qvittering, ar bemeldte 80 Lod Sølv er betalte, bør han aldeles have tabt Sagen og ei tillades videre derpaa at tale.

Alligevel ser det dog ud til at Distons handelsvirksomhed på en eller anden måde er fortsat, for i "Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger" (12. august 1801) stod han for en auktion af master mm.: "Mandagen d. 17. August om FormiddagenKl. 9, bliver i Helsingøer ved Auktion bortsolgt 100 a 130 Stkr Mastespire 20 a 25 Al lange og ???? Tommer tykke, hvilke forinden Auctionen kan blive Liebhabere foreviste af John Diston Sammesteds."

Helsingøers Kongelig priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger 30. juli 1802:

Commissarierne i J. Diston Søn & Comps. Boe bekjentgjøre herved, at Mandagen d. 9de August føstkommende om Eftermiddagen Kl. 4 bliver i Consul Frid. de Lilliendahls Gaard paa Steengaden i Helsingøer holdet offentlig Auction over en Deel for uvis anseet regningskrav (ongefær 2800 Rd.) paa Udenrigske, af hvem Betaling hidtil ikke har været erholdelig, efter de Conditioner, som paa Aukttionsstedet meddeles og forkyndes.

Helsingøer d. 31te Juli 1802.

I Helsingøers Kongelig priviligerede inden- og udenlandske Efterretninger 11. december 1802 fremgår at der for november måned fra Hamborg er et uindløst brev fra J. Diston.

Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende 8. august 1825:

Fredagen den 26de dennes, Eftermiddag Kl. 3, bliver i Enkefru v. Aller's Huus heri Byen holdet Skiftesamling i Fallitboet af det forrige Handelshuus hersteds John Diston Søn & Comp., hvor en Status af dette boe vil vorde fremlagt og bestemmelse taget med hensyn ttil dets Behandling til Slutning.

Helsingøer, den 7de August 1825. C. B. Rogert.