Tallotteriets Trækning. (Efterskrift til Politivennen)

Een af de Ting, som en stor Deel af Kjøbenhavnere ikke værdige nogen synderlig Opmærksomhed, er Tallotteriets Trækning. Men interessant er det imidlertid dog for Menneskegrandskeren at betragte den. Dette Lotterie, som forhen blev trukket paa Raadhuset, trække nu paa Charlottenborg. En stor Stillads med et Telt over opreises lige udenfor Indgangen til Bygningen. Allerede nogle Timer førend Trækningen arbeider man paa Tilberedelserne. Fra Klokken tre samles efterhaanden alle Lykkens Candidater. Qvinder med deres forsultne Børn paa Armen, som forgjeves skrige, at de ere sultne, - thi deres Moder har offret de 8 sk., hun skulde kjøbt et Brød for, paa Lykkens Altar - staae foran Lykkehjulet og glæde sig allerede i Tankerne over den Ambe eller Terne, de ville saae ud. Dovne Lykkefristere, som ville leve godt uden at arbeide, staae med deres Sedler i Haanden, for i Øieblikket at kunne see, hvorvidt Fortuna er dem gunstig. Kjellinger, saa sorte som Caffegruus, hvoraf de have spaaet, hvilke Numere der skulle komme ud, fortælle og lade sig fortælle, forklare og udtyde Drømme. Anne Gertsen fortæller, at hun har drømt i Nat, at handes Mand havde et Par Støvler paa af - Ild, og dette betyder No. 24. - Hans Tydskers Kone har drømt, at Rundetaarn var bleven forvandlet til en eneste Butterdeigskage, som et heelt Regiment Italienske Conditore vare i Færd med at skjære itu for den Kjøbenhavnse Ungdom, og dette betyder No. 3 - Ole Smeds kone har drømt, at hun havde været paa Masquerade, hvor alle Masquerne vare klædte som Fleskeskinker og Faarehoveder, og bleve fortærede, og dette betyder No. 80. Disse Drømmere tale altsaa ikke om andet end om Drømme - om den Fadaise, som Mette har begaaet ved ikke at tage No. 15 i Wandsbek og den hun nu begaaer i ikke at tage No. 80 i Kjøbenhavn. - I nogen Frastand fra disse seer man andre Personer af mere Distinction. - disse beskyde ikke Lykkens Tempel med Lommepufferter som hine, men med Mørsere. De plyndre Casser for at kunne spille i Lotteriet. - Nu rykker der en Commando Soldater frem og slaaer en Kreds omkring Lykkehjulet, som omkring en Synder, der skal henrettes. Paukere og Trompeter forkynde Festens Begyndelse. En Opfostringshuusdreng, som en Time tilforn har havt blaa uldne Strømper og en grøn Vadmels Kjole paa, er nu klædt i Guld og Silke, og er et sandt Billede paa Lykkens underlige Nykker. Haabet - denne brogede Sommerfugl, - som gjøglende svæver for hver af de Tilstedeværendes Phantasie,  bærer sig her af som saa mange Store - det lover meget og holdet lidet. 90 Numere lægges ned i Hjulet og Musikken gjenlyder 6 Gange, førend den knipske og stundom ubillige Fortuna indfinder sig i egen Person. Der bindes et Bind for Øinene paa Drengen, fordi han, som den personificerede Lykke, maa og bør være blind. Nu trækkes 5 Numere, som for Publicitetens Skyld efterhaanden kastes ud iblandt Publicum, N. B. det Publicum, som næsten slaaer hinanden ihjel for at faae et Numer, for hvis Tilbagelevering der paa Lottocomtoiret betales 2 Mk. Haabet, som gjøglede saa meget for de Tilstedeværende, begiver sig nu paa Flugten - som omtrent ved Spidsrodløben - istand til at dæmpe de forsultne Børns Skraal og de i deres Forhaabninger skuffede Mødres Forbandelser. Hele Skarer trække nu bort med Fortvivlelse i Ansigtet og inderlig Fortrydelse i Hjertet over deres tabte Penge.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 44, den 30 April, 1804, spalte 693-696)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

Troen paa Hexerie synes nu paa visse Steder ligesom Jesuitterordenen at leve op igjen. I Haderslev Amt blev der nylig anholdt et Fruentimmer, der var bekiendt der i Egnen under Navn af den kloge Kone. Hun havde fortjent en Deel Penge og Korn ved at helbrede saavel Mennesker som Qvæg, der efter hendes Forgivende vare forhexede. Hendes Lægemidler vare temmelig simple: de bestode i at opramse visse Bønner, male nogle Tegn paa de forhexede Personers Døre, nedgrave Staal derunder etc. Hun er bleven dømt til at arbeide i Tugthuset et Aar, og hendes Tilhængere have nu begyndt at tabe Troen, da de see, at hun ved Aandernes Hjelp ikke har formaaet at afværge denne Straf.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 86, 24 september 1804, side 1372-1373)

Soldat afstraffet. (Efterskrift til Politivennen)

En Major her af Garnisonen saae forleden Dag i Grönnegade en afskediget Soldat sælge et pr. gl. Stövler og en gl. Stok, og da denne gav trodsigt Svar, fuklede han ham over Ryggen; herover gav Pöbelen sig til at forfölge ham; den kjække værdige Officer saae sig nödt til at gjöre Modværge. Forsamlingen var saa stor, at den blev ukjendt; men en Matros som flöjtede og forfulgte ham, blev anfaldt.

(Dagen, 27. juli 1804)

Religiös Forfald i Helsingør. (Efterskrift til Politivennen)

Man hörer ofte Klager over religiösitetens Forfald i Hovedstaden. Er denne Klage grundet, saa synes den at kunde föres endnu stærkere om Helsingör. Fra Katholicismen, som holdt sig der længere end i nogen anden Kant af Landet, synes Helsingöranerne at være faldne til en fuldkommen Indifferentisme. Hele Familier og en stor Mængde enkelte Personer leve der aldeles uden Dyrkelse, det vil sige, gaae aldrig i Kirke, nyde aldrig Sakramentet. En Rejsende gik nylig paa en Helligdag ind i den danske og siden den tydske Kirke under Tjenesten. I den ene fandt han 8 til 10, i den anden 10 til 12 Tilhörere, og dog har Helsingör 6 til 7000 Mennesker. Hvilke Kulde  og hvor nedslagende for Præsterne der! Kan man da undres over den Skandal, at en der i 1792 oprettet Kirke allerede 1802 igjen nedlagdes, ja solgtes, og over den endnu större Skandal, at ingen bröd sig derom. Saavel Pastor Mourier som Pastor v. Gehren have nyligen paa Tryk tilbudet de Reformerte der deres gejstlige Tjeneste, men de havde vist sparet Umagen, hvis de havde kjendt Stadens Aand nöjere.

(Dagen, 23. juni 1804)

Rosenborg Hauge. (Efterskrift til Politivennen)

Denne Hauge ligner i mange Henseender det fordum saa berømte Eden. Saalænge Folk befinde sig her, ere de tildeels i en fuldkommen Uskyldighedsstand. Det eneste, de synde med, er maaskee Øinene. Haugen koster imidlertid Landet mange Penge, det vil sige, ikke at underholde, men som en Rede, hvor al Mode- og Glimresyge i Klædedragt udklækkes. Uagtet den besøges af Spadserende den hele Dag fra tidlig Morgen til sildig om Aftenen, saa lader Dagen sig dog her inddele i fire Perioder. Den første Periode begynder om Morgenen Kl. 5. Paa den Tid hører man Fuglene synge og qviddre, og seer hist og her imellem Buskene en eensom Nymphe, som har været saa heldig eller uheldig at komme for silde den forrige Aften til Udgangene. Hun anstiller philosophiske Betragtninger over Menneskenes Tilstand i Paradis og det paafølgende Syndefald. Henimod Kl. 9 samles Ammer med Børn, - Hypochondrister, som ikke gide være hjemme, - Dagdrivere, som ikke vide hvorledes de skulle dræbe de Dage, som de ikke kunne faae nok af. Denne Periode varer til omtrent Kl. 11. Da begynder der en ny, som maaskee kunde kaldes den politiske. Nu indfinder der sig drabelige Politikere med Aviser og andre courieuse Blade i Haanden. Her afgjøres, om Bonapartes Consulat skal være arveligt eller ei, - om Expeditionen paa Engelland skal udføres, - her fortælles, blandt mange andre vigtige Nyheder: "at den 1 Maji bleve de første Reier solgte i Kjøbenhavn", - her holdes Forelæsninger over den Europæiske Politiks Over- og Undervægt. - De Politiserendes Appetit gjør da i Almindelighed Udslaget i Sagen. Naar Kl. slaaer 12, vandrer Selskabet hjem, om der end ikke skulde blive noget af Expeditionen paa Engelland; thi man tænker her, hvad der er meget rigtigt, at man ikke bør forsømme sit Middagsmaaltid eller lade sin Appetit desertere for en saadan Bagatels Skyld. Nu forandrer Scenen sig igjen og den tredie Periode indfinder sig. Folk, som vel kunne blive kjede af Tiden, men ikke af den frie Luft, - Drenge, som ville sanke vilde Castanier, og Tjenestepiger, som ere vacante, samles efterhaanden. Bønderkoner og Goldammer med den nye Generation ved Haanden og ved Brystet vælte sig omkring i Græsset, Notabene der, hvor der er noget. Endnu er man her ganske ugeneret. Men endelig kommer den fjerde Periode, som er ganske forskjellig fra alle de foregaaende. Fra alle Kanter stimle nu de Spadserende til, i forskjellige Klædedragt, i forskjellige Hensigter, af forskjellige Stænder og af forskjellige Nationer. Med Natuglernes og Aftenens Ankomst nærmer der sig ogsaa et Slags Musik, som der bedre lader sig spadsere end danse eller nynne efter. Musicanterne tage Sæde i den saakaldte Cavaliergang, der, som hver Mand ved, just ikke altid besøges allene af Cavalierer. Hvad der foregaaer og hvad her underhandles om, det hverken kan eller bør der tales om paa Prent, nok er det, den kydske Maane er Vidne dertil, og det vilde den sandeligen ikke være, dersom man bar sig anderledes ad, end man burde. Imidlertid spadserer man op og ned i den cavaliermæssige Cavaliergang og indaander den Duft, som en velgjørende Vestenvind af og til hemmeligen fører over fra Gartnerens veltillukte og velbefæstede Blomsterhauge. At see og lugte Blomsterne selv, det skal, som man vil paastaae, kun være dem forbeholdt, der ville forsyne sig med en Bouquet, og denne Lykke nyde kun Damerne, naar de skulle staae til Comfirmation eller staae Fadder. Naar nu saaledes Elskeren med sin Elskede under Armen og Forretningsmanden efter fuldent Dagarbeide nyder den kjølende Aftenstunds Vederqvægelse, saa behøver midt i deres Glæde kun en Gartnerdreng at gjøre et Træk i Klokken, for at skræmme dem alle som Spurver ud af Haugen.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn nr. 47, 11. maj 1804, side 719-742)