Problemet med hvervningen. (Efterskrift til Politivennen)

Da de foregaaende Foranstaltninger mod fremmede Hvervinger i Provindsen Sønderjylland og Hertugdømmet Holsten ikke ere befundne passende nok, har Kongen igjennem det tydske Kanselli udstædet en ypperlig Forordning imod slige Hvervinger under 13 April d. A. Efter den er enhver, der hverver i bemeldte Lande, enten Indfødt eller Udlænding, forfaldne under Tugthus eller Fæstnings-Straf i fem Aar og derefter Landsforvisning for Livstid, uden Hensyn til hvem der havde sendt dem i dette Ærinde. Er Hververen indfødt, straffes han med tiaarig Tugthus, eller Fæstnings-Straf, og i Gjentagende Fald med samme Straf paa Livstid. Haard Straf er ogsaa bestemt for alle Medhjelpere, indfødte eller uindfødte. Ogsaa kongelige Undersaatter, der lade sig hverve til fremmed Krigstjeneste, straffes med Tugthus eller Fæstnings-Arbejde fra ½ til 3 Aar. Selv det blotte Forsøg paa et eller to Aar. Er Landet i Krig, straffes den Indfødte, der beblander sig med utilladelig Hvervning, som Landsforræder, og hans Medhjelpere som Medhjelpere ved Landsforræderi. Hverving er fuldbragt, naar nogen er antagen til fremmed Krigstjeneste, hvad enten han allerede er ude af Landet, paa Vejen derudaf, eller ikke, item hvad enten han har modtaget Haandpenge, Mondur, Lønning eller ikke.

(Dagen den 16. april 1805)

Træer. (Efterskrift til Politivennen)

I Hempels Avis findes følgende Udtog af en Besvarelse af det i Aviserne for anførte Spørgsmaal: om Lovene imod Nedhuggelsen af hele Strækninger gode friske tildeels unge Træer *) ere tilbagekaldte eller ophævede, især med Hensyn til Skovenes Udryddelse i Jylland og Fyen? Efter at have anmærket, at dette Spørgsmaal kommer, i det mindste for Jylland, 20 til 30 Aar for sildig, da der ikke er synderlig mere Skov at ødelægge, ledes Forfatteren til en anden vigtigere Beregning over Følgerne, naar den Kulde, som føles ikke kan bortdemonteres, og ønsker, at Skov-Forfølgerne maatte i Købstæderne og de usle og aabne Landsbohytter være Vidne til den Elendighed, der findes blant Flokke af Børn, som for ikke at forkomme af Kulde - blandt Syge og Gamle, hvis naturlige Varme er borte, og see den Urenlighed og forpestede Luft, som fremkommer, fordi mennesker ei kunne undvære deres egen Uddunstning, for et at stivne. Og til hvilke Sygdomme og Elendigheder kan slig en Levemaade ikke blive Anledning?

*) Saaledes arbejder Øxen endnu daglig paa at oprykke den sidste spæde Levning af den skjønne Marienlunds Skov nær ved Odense, og Ingen veed hvorfra han om faa Aar skal tage sit Brændsel, ei at tale om de ædle Øjeblikke, Vandringen gjennem Naturens Herrredømme tilbød saavel Mennesket som Digteren, hvis Begejstring saa ofte hentede Næring i Lundene - Melpomenes rolige hjem

(Dagen, 12. februar 1805)

Ildebrand i Sukkerraffinaderi. (Efterskrift til Politivennen)

Ved ildebranden paa Unionssukkerhuset udmærkede Redningskorpset sig meget. Man veed at dette bestaaer af borgerlige Artilllerister under Kommando af deres Over- og Underofficerer (denne Gang var det den anden Afdeling af Korpsets 4de Kompagni). Deres utrættelige Angstrængelser, hvorved de selv ved Gavlens Indstyrtning vare i stor Fare, og Kommandersergeant Uhrmager Petersen endog fik et Been af Led, var til saa stor Nytte, at ikke allene Interessentskabet i Sukkerhuset, men ogsaa senere Assurance Kompagniet har tilstillet Korpset en Erkjendtlighed til Uddelelse til de Artillerister, som havde Vagt paa denne frygtelige Nat.

(Dagen, den 5. januar 1805)

Der er sandsynligvis tale om sukkerraffinaderiet "Union House" som eksisterede 1771-1811. Det lå i Strandgade 48-50, senere udvidet til nr. 46-50. Det var oprettet af nogle af de rigeste plantageejere på St. Croix (Tuite, Macevou, Bourke) som havde erhvervet dansk borgerret og ansat William Chppendale som administrator. Sukkeret kom fra de slaveribaserede plantager. Efter at England havde besat de Vestindiske Øer, gik det tilbage for firmaet, og det lukkede i 1811.

Tallotteriets Trækning. (Efterskrift til Politivennen)

Een af de Ting, som en stor Deel af Kjøbenhavnere ikke værdige nogen synderlig Opmærksomhed, er Tallotteriets Trækning. Men interessant er det imidlertid dog for Menneskegrandskeren at betragte den. Dette Lotterie, som forhen blev trukket paa Raadhuset, trække nu paa Charlottenborg. En stor Stillads med et Telt over opreises lige udenfor Indgangen til Bygningen. Allerede nogle Timer førend Trækningen arbeider man paa Tilberedelserne. Fra Klokken tre samles efterhaanden alle Lykkens Candidater. Qvinder med deres forsultne Børn paa Armen, som forgjeves skrige, at de ere sultne, - thi deres Moder har offret de 8 sk., hun skulde kjøbt et Brød for, paa Lykkens Altar - staae foran Lykkehjulet og glæde sig allerede i Tankerne over den Ambe eller Terne, de ville saae ud. Dovne Lykkefristere, som ville leve godt uden at arbeide, staae med deres Sedler i Haanden, for i Øieblikket at kunne see, hvorvidt Fortuna er dem gunstig. Kjellinger, saa sorte som Caffegruus, hvoraf de have spaaet, hvilke Numere der skulle komme ud, fortælle og lade sig fortælle, forklare og udtyde Drømme. Anne Gertsen fortæller, at hun har drømt i Nat, at handes Mand havde et Par Støvler paa af - Ild, og dette betyder No. 24. - Hans Tydskers Kone har drømt, at Rundetaarn var bleven forvandlet til en eneste Butterdeigskage, som et heelt Regiment Italienske Conditore vare i Færd med at skjære itu for den Kjøbenhavnse Ungdom, og dette betyder No. 3 - Ole Smeds kone har drømt, at hun havde været paa Masquerade, hvor alle Masquerne vare klædte som Fleskeskinker og Faarehoveder, og bleve fortærede, og dette betyder No. 80. Disse Drømmere tale altsaa ikke om andet end om Drømme - om den Fadaise, som Mette har begaaet ved ikke at tage No. 15 i Wandsbek og den hun nu begaaer i ikke at tage No. 80 i Kjøbenhavn. - I nogen Frastand fra disse seer man andre Personer af mere Distinction. - disse beskyde ikke Lykkens Tempel med Lommepufferter som hine, men med Mørsere. De plyndre Casser for at kunne spille i Lotteriet. - Nu rykker der en Commando Soldater frem og slaaer en Kreds omkring Lykkehjulet, som omkring en Synder, der skal henrettes. Paukere og Trompeter forkynde Festens Begyndelse. En Opfostringshuusdreng, som en Time tilforn har havt blaa uldne Strømper og en grøn Vadmels Kjole paa, er nu klædt i Guld og Silke, og er et sandt Billede paa Lykkens underlige Nykker. Haabet - denne brogede Sommerfugl, - som gjøglende svæver for hver af de Tilstedeværendes Phantasie,  bærer sig her af som saa mange Store - det lover meget og holdet lidet. 90 Numere lægges ned i Hjulet og Musikken gjenlyder 6 Gange, førend den knipske og stundom ubillige Fortuna indfinder sig i egen Person. Der bindes et Bind for Øinene paa Drengen, fordi han, som den personificerede Lykke, maa og bør være blind. Nu trækkes 5 Numere, som for Publicitetens Skyld efterhaanden kastes ud iblandt Publicum, N. B. det Publicum, som næsten slaaer hinanden ihjel for at faae et Numer, for hvis Tilbagelevering der paa Lottocomtoiret betales 2 Mk. Haabet, som gjøglede saa meget for de Tilstedeværende, begiver sig nu paa Flugten - som omtrent ved Spidsrodløben - istand til at dæmpe de forsultne Børns Skraal og de i deres Forhaabninger skuffede Mødres Forbandelser. Hele Skarer trække nu bort med Fortvivlelse i Ansigtet og inderlig Fortrydelse i Hjertet over deres tabte Penge.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 44, den 30 April, 1804, spalte 693-696)

Hexe. (Efterskrift til Politivennen)

Troen paa Hexerie synes nu paa visse Steder ligesom Jesuitterordenen at leve op igjen. I Haderslev Amt blev der nylig anholdt et Fruentimmer, der var bekiendt der i Egnen under Navn af den kloge Kone. Hun havde fortjent en Deel Penge og Korn ved at helbrede saavel Mennesker som Qvæg, der efter hendes Forgivende vare forhexede. Hendes Lægemidler vare temmelig simple: de bestode i at opramse visse Bønner, male nogle Tegn paa de forhexede Personers Døre, nedgrave Staal derunder etc. Hun er bleven dømt til at arbeide i Tugthuset et Aar, og hendes Tilhængere have nu begyndt at tabe Troen, da de see, at hun ved Aandernes Hjelp ikke har formaaet at afværge denne Straf.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 86, 24 september 1804, side 1372-1373)