Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat)
"Jeg samlede mig rigtig sammen og krøb saa stille som en Muus baglænds ud ad af Kratten med Øinene stivt heftede paa Hunden, en dejlig Hund at see til. Mit Haab var, at komme over de faa Favne, jeg havde til Storskoven, hvor jeg smigrede mig med Haabet om at kunne undløbe. Men, - neppe havde jeg rørt mig, førend et halvt Dusin Kugler pebe over mig. Havde jeg været paa Benene, havde de vist pirret mig overende, men da jeg krøb paa alle Fire, slap jeg. Saasnart Skuddene vare faldne, reiste jeg mig og løb af alle Livsens Kræfter, for at komme ud af Forfølgernes Øiesyn. Der blev paany skudt efter mig, men ligeledes uden at de ramte mig.
"Som en jaget Hjort løb jeg; et Minut eller to gik det godt, jeg fornam Ingen bag mig og troede mig næsten frelst,- thi dertil behøvede jeg ikke lange Forspring, - da Hunden med Eet halsede lige bag ved mig. Han maa være sluppet igennem Tykningen.
“Nu er du fortabt” var min første Tanke, men snarraadig som jeg er af Naturen, Vorherre være lovet,” sagde Jørgen, idet han atter lettede paa Kabudsen, “spændte jeg, medens jeg løb, Hanen paa Bøssen og speidede nu kun efter et Sted, hvor jeg kunde gjøre Holdt, for at skyde Hunden. Thi det indsaae jeg klart, at han maatte bort, ellers vilde han trække mig Forfølgerne saalænge paa Halsen - hvis jeg forresten kunde værge mig imod at blive bidt - at jeg blev deres Mand.
"Opmuntrende Raab til Hunden løde bag ved mig, hvilket sagde mig, at Engelskmændene ogsaa maatte være komne udenom Tykningen. En Fordeel følte jeg, at jeg havde af Hunden, den nemlig, at der ei blev skudt efter mig, saalænge han var imellem mig og Soldaterne. Støiende og raabende i vilden Sky, fulgte Soldaterne efter mig og Hunden, der allerede havde faaet et godt Forspring for dem. Hunden var mig lige i Haserne. Engang havde han allerede nappet mig i mine Skindbuxer, uden at kunne komme igjennem med Tænderne. Jeg følte, at paa denne Maade kunde det ikke gaae længere. I samme Nu øinede jeg en lille Lysning, kun nogle faa Alen bred, og strax var min Beslutning tagen. Ligesom jeg naaede Lysningen, spændte jeg atter Hanen ned igjen og da Hunden i allerstærkeste Fart for anden Gang skulde fare paa mig, lod jeg mig dumpe. Hunden gik i det stærke Løb, han var i, over mig med et Skrig af Forbauselse og tre fire Spring videre, inden han fik vendt sig. Denne Tid benyttede jeg, og i et Nu laa jeg paa Knæ, og da vi to, jeg og Hunden, saae hinanden i Øinene, havde jeg min Bøsse ved Kinden.
"Det dejlige Dyr, der med disse kloge Dyrs Instinkt nok vidste, hvad det betød, vilde knibe ud, men dertil kunde jeg desværre ikke give mit Minde, uagtet det skar mig i Hjertet at ødelægge saadan en dejlig Hund. Jeg vidste tillige meget vel, at det kun var med den yderste Grad af Forsigtighed, at det vilde lykkes mig at dræbe eller ialfald uskadeliggøre denne min Dødsfjende; thi saasnart jeg gjorde Mine til at brænde løs, vilde den springe tilside eller trykke sig. Derfor lod jeg, som om jeg trykkede af, og meget rigtigt, som jeg havde formodet, gjorde han et vældigt Sidespring og vendte mig derpa derpaa hylende Ryggen. Nu var den uigjenkaldelig min, og Knald! der gik den rundt, uden en Lyd fra sig.
"Mine Forfølgere opløftede et Skrig og skøde for tredie Gang efter mig, men dette forudsaae jeg og havde allerede dækket mig bag et deiligt stort Bøgetræ, der tog sin Part af Salven; thi senere fandt jeg saamæn ikke færre end tre Kugler i dens Bark. Nu følte jeg mig let om Hjertet, og det varede kun føie Tid, saa var jeg uden al Fare fra den Kant. Ved Hundens Død havde de formodentlig opgivet Forfølgelsen, thi jeg hørte ikke mere til dem.
"Chasseur var hævnet." Men havde mit eget Liv ikke staaet paa Spil, havde jeg neppe skudt Hunden, nu kan han troe mig, om han vil," sagde Jørgen med en saa høitidelig Alvor, at jeg følte mig fuldt og fast overbevidst om, at det var hans sande Mening han ytrede.
"Da det begyndte at lakke ad Mørkningen," vedblev han, listede jeg mig over paa Gaarden. Den forrige Nat havde jeg sovet i Skoven og ikke været der siden den omtalte Morgen. Birthe og Drengen bleve meget glade ved at see mig, thi Qvinden havde været meget bange for mig. Jeg skal sige ham, vi holdt meget af hinanden.
(Forts.)
(Kjøge Avis 28. oktober 1866)
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T." Fortsat)
"Saa snart "Manden" fik høre, at jeg var paa Gaarden, blev jeg strax kaldt op til ham. Her maatte jeg fortælle, hvad han senere altid kaldte "Jørgens Hundehistorie med Engelskmanden". Han lod mig vide, at der Dagen forud havde været en Patrouille ved mit Huus og derefter ovre paa Gaarden for at lede efter mig, og at Niels havde skjult sig, da han saae dem komme. Samvittigheden slog ham vel, mente Herremanden. Efter hvad Manden fortalte mig, havde den Officeer, som førte an, netop saadan Hund med sig som den, jeg skød i Krageskoven. Det er derfor ikke umuligt, at den Patrouille, jeg traf paa, maaskee netop har været sendt ud for at gribe mig. Da Manden raadede mig fra at blive paa Gaarden om Natten, saa søgte jeg Skoven, efter at have faaet noget varm Mad nede i Herskabskøkkenet og sammesteds faaet fyldt min Jagttaske. I de tykke Hasselbuske, som endnu den Dag idag findes paa Aasen, fik jeg mig en Luur, indtil Solen næste Morgen brændte mig paa Næsen.
"Da jeg havde strækket mig lidt - man bliver saa stiv langs med Rygraden af at ligge og sove paa Jorden - og faaet mig toet i Aaen ved Foden af Aasen, listede jeg mig over Aaen, forbi mit Huus, hvor jeg fandt den Gamle og Alt tilsyneladende i god Orden, og igen ind i Krageskoven. Hvad der her forbausede mig og gjorde, at jeg neppe vilde troe mine egne Øren, var, at jeg aldeles Intet kunde høre, da jeg kom i Nærheden af de Steder, hvor jeg vidste, at Engelskmandens Poster vare stillede. Først troede jeg, at det var en Snare, der var lagt for mig, men da jeg gik til Skovkanten og ei heller der kunde øine nogen Post ude paa Markerne, hvor Kjeden havde staaet de to foregaaende Dage, blev jeg dristigere. Jeg undersøgte nu Sagen nøiere og fandt til min Glæde, at vore Skove vare blevne Fjenden qvit. I Lellinge, hvortil jeg søgte for at høre Nyt, fortaltes der, at Engelskmanden ved Morgengry var dragen ad Ringsted og Roeskilde til.
"Saa glad, som jeg kunde være, skyndte jeg mig til Gammelkjøgegaard. Men her kunde jeg intet nyt fortælle, thi Fjendens Afmarche var allerede bekjendt der.
"Det var nu min Agt, strax at tage Birthe og Drengen hjem med, men det vilde Hanselv ikke tillade. Han mente, at det dog var bedst at see Tiden lidt an endnu.
"Det kunde gjerne hænde sig, at de fik i sinde endnu engang at skikke Bud efter Dig," sagde Manden, "og hvad saa? Tag Du hellere henad Middagstid og rid efter Engelskmanden og see til at faae rigtig Redelighed paa, hvor langt de ere dragne bort, og hvor deres Poster nu staae. Bliv Du paa Gaarden for det Første; her kan Du altid bedre retirere Dig end ovre i dit eget Huus, hvor de saa nemt kunde omringe Dig og nappe dig som en Grævling."
"Herremanden vilde ikke høre noget Svar, og det blev altsaa ved, hvad han havde sagt. Ved "Halvgaaenmiddag" red jeg ud, og i Skjendsved Kro fik jeg at vide af en Hønsekræmmer, at de Engelske stode imellem Ringsted og Roskilde, med en Fløi ned imod Kjøge Strand. Saa meget langt vare de altsaa ikke borte, og jeg maatte sande Herremandens Ord, at det under saadanne omstændigheder kunde være usikkert at tage hjem til mit Huus.
"Ved Hjemkomsten fortalte jeg Manden, hvad jeg havde hørt. Og hvad troer han saa, at jeg gjorde? Jeg søgte Sengen samtidigt med Hønsene. Naar man i nogle Dage ikke har været af Klæderne, saa smager det godt at slippe af dem og i en rigtig Seng, og den fandt jeg i Nielses Kammer.
"Da jeg var kommen op næste Morgen og, for at hege mig rigtig, skulde rage mig, saae jeg noget Hvidt i den ene Tinding, og da jeg kigede nøiere efter, opdagede jeg en lille Tot graae Haar, som jeg formoder at "Hundehistorien" i Krageskoven har plantet der. Det var Begyndelsen til Den Kulør, nu ere de allerede i lang Tid, som han seer, Alle af den Slags.
"I denne Ufredens Tid passede jeg saa godt som jeg kunde Tjenesten i min Skovpart og hjalp desforuden Niels med at skyde en Slump Raavildt, der blev solgt til Handlere, der igjen solgte det til Engelskmanden. Manden mente, at det var bedre, da Jagttiden stod lige for Døren, selv at nedlægge det overflødige Vildt end at friste Engelskmanden dertil, saafremt han kom igjen, hvad der kunde ventes med hver Dag.
(Sluttes)
(Kjøge Avis 30. oktober 1866)
Den gamle Skovfogeds Fortælling.
(Af B. H. - Efter "B. T.". Sluttet)
Til os kom han imidlertid ikke mere; han forfulgte Landeværnet sydpaa og gik derpaa, som han jo nok veed, mod Kjøbenhavn, som det Skjarnstøi bombarderede og stak Ild paa den halve By. Der var megen Sorg i Landet, og Ingen vidste, hvad Enden skulde blive paa al den Elendighed.
“Som jeg nu,” vedblev den gamle Mand efter et lille Ophold, "en halv Snes Dage efter at jeg havde maattet forlade mit Huus, en Aften kom hjem til Gaarden, blev jeg strax kaldt op til Manden. Det var ikke i Skrivestuen, men i "de Selves" egne Værelser, at jeg blev ført ind. Det var en Tirsdag, det husker jeg saa rigeligt. Da jeg kom ind, sad Herremanden med Ryggen imod mig, og da han vendte sig om, saae jeg strax, at der maatte være noget Galt paa færde, thi han saae meget nedslaaet ud.
"Jørgen," sagde han, idet han reiste sig og gik hen imod mig, "igaar havde de overgivet Byen og tilladt Flaadens Udlevering og derfor kjøbt Fred for sig selv og alle Andre med. Fra idag af er Du altsaa fri og kan nu uden Fare tage over til dit Huus, hvor Ingen vil vove at krumme et Haar paa dit forvovne Hoved."
"Det var Alt, hvad han sagde. Da jeg vilde takke ham, vendte han sig om og vinkede ad mig, at jeg skulde gaae. Han var meget bedrøvet, og jeg troer bestemt ikke, at jeg lyver, naar jeg siger, at han græd som et Barn, og det vilde han vel ikke lade mig see. Ja, han kan troe, at vi andre simple Folk vare saamæn ogsaa bedrøvede, da vi først rigtig fik at vide, hvad det var, vi havde mistet.
Seer han," saadan sluttede Jørgen, idet han reiste sig op, "det var nu Ufredens Dage, og de er ikke gode. Nu kommer der nok ingen Ufred mere, siger de, thi nu have Folk Andet at tage vare paa end at slaae hverandre ihjel. Skulle vi imidlertid faae Krig, imedens jeg endnu har mine Øine aabne, skal jeg rigtignok raade Jacob, at han holder sin Næse fra det, som ikke vedkommer ham, thi jeg har dog, sandt at sige, efter den Tid, jeg nu har fortalt om, ofte havt mine egne Tanker, naar jeg vandrede i Skoven og kom til at mindes - Engelskmanden.
"Som han maaske har hørt, taler jeg ikke gjerne om den Ting, thi Folk ere saa nysgjerrige her paa Egnen. De kunne sige om mig, hvad de ville, men det har Ingen hidindtil kunnet rose sig af, at Jørgen Jakobsen selv har fortalt ham det Ringeste om, hvad der skete i de Dage.
"Nu har jeg fortalt ham, hvordan det rigtigt hænger sammen den Snak, at jeg ogsaa skulde have skudt de to Engelskmænd, som et Par Sankekjællinger fandt oppe i Skovene ad Gummerød til, er Noget, han ingen Lid skal fæste til. Der var jo Flere end jeg, der dengang tog Bøssen med, naar de gik i Skoven. Men reen Mund, hører han, indtil jeg kommer derop," sagde Jørgen og pegede paa Lellinge Kirketaarn, ved hvis Fod hans trætte Fødder engang skulde hvile.
Med et stumt Nik og et kraftigt haandslag forlod den gamle Mand mig, idet han, ligesom efter en Aftale, alene gik dybere ind i Skoven.
Omendskjøndt at gamle Jørgens Udtalelser om de to skudte Engelskmænd, der øiensynligt laae ham overmaade meget paa Hjertet, ikke kunde bidrage til at bibringe mig andre Meninger derom end dem, som Almeenheden nærede, fandt jeg det dog ikke passende at udfritte den gamle Mand mere, men lod ham uforstyrret fortsætte sin Gang længere indad i Skoven, hvor han havde traadt sine fleste Trin og hvis Træer havde været stumme Vidner, saavel til hans fredelige Dont som til hans Kamp og Eventyr med Fjenden, hvoraf han havde fortalt mig om ikke Alt, saa sikkerligen dog den største Deel.
I modsætning til Jørgen søgte jeg ud paa Landeveien, og da jeg kom forbi Hovstrædet, som fører til Gammellellingegaard, kunde jeg ikke modstaae Lysten til at gaae ned for at lede efter Flængen, som den engelske Kanon skulde have revet i et af de gamle Piletræer, som maaske den Dag idag endnu staaer paa "Dæmningen". Det havde sin Rigtighed. Flængen var der, ganske overensstemmende, med hvad Jørgen havde fortalt.
Da jeg Sommeren derpaa atter gjæstede Egnen, som Maleren Rump nys har trukket frem for Publikums Øine ved det udmærkede smukke Maleri: "Aaen i Skovhuusvænget", og jeg hos Skovrideren spurgte efter Jørgen Jakobsen, lød Svaret: "Han døde pludseligt ved juletid og ligger nu oppe paa Kirkegaarden ved Siden af Birthe, som han savnede saa stærkt i det par Aar, han overlevede hende, at han siden hendes Død aldrig mere blev rigtig Menneske."
------
Gamle Jørgen havde kun ligget en halv Snes Aar i sin Grav paa Lellinge Kirkegaard, da vi, rigtignok noget uventet, atter fik Ufred, men dengang som bekjendt, ikke paa Sjælland. Tillige var det skrevet i stjernerne, at Jørgens Søn den lille Jakob fra 1807, skulde komme med i Krigen og hvad mere er, sansynligviis komme til at slaaes imod de samme Folk, imod hvis Fædre gamle Jørgen havde kæmpet i Aaret 1807. Som Herregaardsskytte, stillet af Vallø Stift, gjorde Jakob Jørgensen Felttoget med i 1848 og deeltog navnlig i Kampen i Sundeved mod Forbundstropperne, hvoraf Hannoveranerne - de der i 1807 gave Gjæsterolle paa Sjælland som Englændere - udgjorde en ikke uvæsentlig Deel.
Sønnen gjorde ikke Faderen tilskamme som Skytte. I Nestved, hvor Herregaardsskytterne meldte sig og bleve prøvede, skjød han paa fri Haand saaledes ved den første Prøve, at han selv mellem de mange gode Skytter, som der vare forsamlede, gjorde stor Opsigt. Han skød fem Skud, og de fire sidste Kugler satte han i det samme Hul, som den første Kugle havde gjort.
I Felten var han ikke mindre dygtig. Paa en udadgaaende Patrouille, hvor han og at Par andre Herregaardsskytter havde iført Dragonkapper, for at gjøre de fjendtlige Kavallerister trygge (thi saasnart disse saae Herregaardsskytternes mørke Skikkelser imellem de lyseblaae Dragoner, holdt de aldrig Stand salænge, at Skytterne kunde komme dem paa Skud), doublerede han med sin Büchsenflint to slesvig holstenske Dragoner, der begge maatte bide i Græsset. Han vendte hjem, prydet med det Sølvkors, som Faderen ikke naaede at faae.
Hvis gamle Jørgen har faaet dette at vide, har han sikkerligen vendt sig i sin Grav af Glæde over, at Slægten ikke var vanslægtet, over, at det gode Øie og den sikre Haand endnu fandtes hos Repræsentanten for den Skovfogedfamilie, der igjennem flere Slægtled har afgivet de bedste Skytter i Miles Omkreds.
Uden, som jeg haaber, herved paa nogen Maade at krænke Jørgen Jakobsens Manes, overgiver jeg den lille Fortælling til Publikum med det Ønske, at det Forhold imellem Damark og England intet Stof maa frembyde til en Fortælling som min.
(Kjøge Avis 1.november 1866)
