Negrenes Tilstand i Vestindien og Midler til at forbedre den. (Efterskrift til Politivennen)

 (Efter Malte Brun; meddeelt. *)

De Rigdomme, som Holland, Frankrig og Engelland have hentet fra de vestindiske Øer, have bidraget Mere til Moderlandenes Velstand, end alt Guldet, alt Sølvet, alle Diamanter fra det americanske Fastland; men de have været kostbare for Menneskeheden, for Moraliteten; de ere erhvervede for Blod og Taarer af flere Hundrede Tusinde menneskelige Væsener, som ere bragte i en Forfatning, der strider mod Naturrettens og den christelige Religions Grundsætninger. Omendskjønt Planteurerne for en store Deel ere milde, menneskekjærlige og medlidende Herrer, omendskjønt Koloniernes Raadsforsamlinger have taget adskillige Forholdsregler for at lænke Luner og Grusomhed, er Negerslavernes Tilstand dog i Sandhed ynkvædig. Denne sørgelige Sandhed er sat udenfor al Tvivl ved disse menneskers altfor store Dødelighed, som ikke kan være en Virkning af Klimaet, eftersom de i deres Fødeland ere vante til den samme fugtige hede. Uagtet den tildeels egennyttige Omsorg, Planteurerne bære for at have Negre, fødte paa Stedet, har denne Races Forplantelse kun maadelig Fremgang. Sorger, Lidelser, Piinsler af ethvert Slags, som Negerslaverne udstaae, forkorte i den Grad deres Liv at medens de efter Naturens Regler skulde formere sig, kan deres Antal i nogle Colonier, formedelst deres slette Behandling, ikke engang vedligeholdes, med mindre der hvert Aar indføres nye. Paa Martinique var der 1810 imellem 77.500 Slaver ikkun 1250 Fødseler d. e. 1 imod 62 Levende. Man siger, at de ere stivsindede, trodsige, ustyrlige; man siger, at de maa styres med et Jernscepter: vistnok er der Negre, som ikke skjønne paa Velgjerninger, og som kun tænke paa Forræderie og Uorden, det er dem, som i Africa have været Læger, Præster eller Koglere; men med Undtagelse af disse, som ikkun ere faa, ere Negrene raae, men gode og lærvillige Væsener. De fortjente ikke at betragtes som et Slags Lastdyr uden Sjæl, og dog betragte nogle af deres Herrer og Fogeder, der meget ofte selv høre til Europas Afskum, dem saaledes. Imidlertid tillader det brændende Klima i de lavere Egne nær Æqvator, de Egne som ere skikkede til Sukker-Avl, ikke at bruge andre end Negre til at dyrke dem. Denne Slægt er altsaa nødvendig for Colonierne.For at føre disse vigtige Anlæg tl en blomstrende og rolig Forfatning, er det aldeles nødvendigt at fremskynde Negrenes Formerelse paa Øerne, selv ved Hjelp af strænge Forholdsregler til at hindre de Grusomheder, hvortil Vanen altfor ofte driver Planteurerne og deres Fogeder. Efter at have sørget for de ulykkelige Slavers Liv og Sundhed, bør man tænke paa at skaffe dem smaa Ejendomme, hvis Besiddelse kan bringe dem til at elske den Egn, som de væde med deres Sved. At gjøre Ægteskabets Baand mere Helligt, mere fast, at sørge for Neger-Børnenes Opdragelse, at hindre Udsvævelser, er et andet væsentligt Punkt for at forbedre Negrenes Vilkaar. Naar man lidt efter lidt lader dem nyde Deel i Forstandens Oplysning og den christelige Religions Trøst, kan Negrenes successive Frigivelse og deres Overgang fra Trældom tl Fæstebønders *) Forfatning gaae for sig uden Fare, uden noget gaae for sig uden Fare, uden noget Voldsomt Stød og til stor Fordeel for Planteurerne.

*) Af: Précis de la Géographie universelle, T. V.

**) Paysans fermiers.

(Kjøbenhavnsposten 6. november 1827)

Bøger og Læseverden.

(Billeder, af Wilhelm Hauff)

(Under ovenstaaende Titel har den geniale Forfatter af "Memoiren des Satan", "Dr Mann im Monde, v. H. Clausen", "Die Lichtensteiner" o. fl., i Morgenbl. f. gebild. St. April 1827, leveret en Række af humoristiske og satiriske Meddeleler, hvilke, skjøndt nærmest beregnede paa at træffe den tydske Bog- og Læseverden, ogsaa for en saa stor Deel ramme den danske, at Udg. ikke har kunnet nægte sig en Fornøielse her at forplante dem paa dansk Grund, i det han med Føie tør haabe, at sikkert Fleertallet af dette Blads Læsere vil dele den Nydelse, som Bkjendtskabet med den af ægte Humor besiælede Billedrække har forskaffet ham selv.)

1.

Leiebibliotheket.

Da jeg endnu levede i -n-, hørte det til mine Formiddagsglæder, at gaae hen paa et Leiebibliothek; ikke for at udvælge Bøger, thi Samlingen bestod af 4 til 5000 Bind, som jeg for to Aar siden for størstedelen havde giennembladet under en land Sygdom; men for at see hvorledes Andre udvælge Bøger. Jeg gik dengang med den besynderlige Idee at ville skrive en Bog; jeg havde endnu ikke nogen bestemt Gjenstand eller Tendents, og var endnu meget i Beraad om, efter hvilken stor Mester jeg skulde forfærdige mit Svendestykke: paa den vordende Bogs indvortes Værd tænkte jeg rigtignok med en ubehagelig Følelse, thi blandt mine Tanker var jeg endnu ikke stødt paa nogen, der vilde have taget sig smukt ud paa Prent, om jeg endog havde ladet den trykke med Schwabacker, dog forekom det mig at være det Største og Nødvendigste for En, der vil gjøre en Bog, at han studerer Menneskene - ikke for at samle Menneskekundskab, thi den lærer man nu i Bøger, men for at mærke Folk af, hvad der torde finde meest Bifald og blive læst tidt og med Fornøielse. Vox populi, vox Dei, tænkte jeg, gjelder ogsaa her. Saaledes sad jeg da mangen Formiddag i Bibliotheket, for at studere Læserne og deres Tilbøieligheder.

Bibliothekaren var en lille, gammel Mand, der i de Aar, jeg havde kjendt ham, bestandig havde baaret en æblegrøn Frakke, guul Vest, og blaae Benklæder. Jeg søgte engang at bevise ham, at han ikke havde kunnet vælge sin Paaklædning mere afstikkende og smagløs; men efterat jeg havde foredraget ham noget heelt træffende af Farvelæren, brast han i Graad, og forsikrede mig, at han nu engang klædte sig saaledes, og agtede at klæde sig saa indtil sin Hedengang: thi de samme Farver havde hans Bryllupsklædning baaret, som hanm havde ladet sye sex Uger før Brylluppet, og desværre altfor tidligt; eftersom  Bruden en stakket Stund efter var død af Nervefeber. - Bibliothekaren havde en mangeaarig Erfaring i sit Fag, og det var interessant at høre, hvad han undertiden yttrede derom. "Om morgenen", sagde han f. Ex. til mig, "om Morgenen byttes de fleste Bøger; det er den Tid, da der hentes 2den og 3die Dele. Det forekommer ikke, som jeg i Begyndelsen troede, deraf, at Tjenere og Piger paa denne Tid gaae deres Byærinder, thi saa maatte dette Forhold ogsaa udstrække sig til de første Dele, nei, det kommer af Nattelæsningen."

"Af Nattelæsningen?" spurgte jeg forundret.

"Javist, jeg mener: deraf at Folk læser interessante Bøger om Natten. En stor Deel af Menneskene, med Undtagelse af de unge og fuldkommen karske, kunne ikke falde i Søvn i samme Øieblik de lægge sig. Man vil ikke gribe til Opium, fordi man maa blive ved dermed, naar man engang har begyndt; og saa er der nu intet bedre Middel, end at læse."

"Godt, jeg forstaaer Dem," svarede jeg; "men De nævnte jo selv interessante Bøger; ere de da indrettede til at falde i Søvn over?"

"Ikke alle, og ikke heller for Alle; naturligviis maa man gjøre Forskjel paa, for hvem denne eller hiin Bog kan være interessant. De kjender jo Grevinde Winklitz, nu, hun har længe ikke kunnet falde i Søvn; det gjør mig kun ondt for den stakkels Kammerpige, der maa læse for hende hver Nat, ofte til Klokken 1. Nu giver jeg engang Pigen af en Feiltagelse Görres' Deutschland und die Revolution - De veed, der gives ikke noget Interessantere for en Kjender - otte Nætter har hun læst paa den, og dog er Bogen kun paa 190 Sider, og hver Gang er Grevinden faldet i Søvn Klokken 11. Pigen vidste ikke hvormeget hun skulde takke mig for den "søvnige Bog." Forleden for at give Dem et Exempel endnu, forleden kommer til min store Forbauselse, den gamle Professor Wanzer, der læser over Mathematik, ind i mit Bibliothek. Han havde i 20 Aar ikke læst andet Belletristisk end undertiden et Dødsfalds-Avertissment og et Vers i Adresseavisen, og nu ønskede han dog igjen at faae en udsigt over det Gode, der er bleven skreven imidlertid. Jeg spurgte ham, om han havde læst noget af Walter Scott? Han erindrede sig at have hørt om den berømte Mand, og tager Ivanhoe med sig, Ivanhoe, denne herlige Historie! Næste Dag kommer han ganske fortrædelig, kaster min 12 sk. og Water Scott paa Disken, og siger, at de Ridderhistorier, han har læst i sine unge Dage, havde været langt smukkere; han  var allerede faldet i Søvn midt i første Deel; nu beder jeg Dem, for Himlens Skyld, - falde i Søvn over Ivanhoe!"

"Men hvorledes hænger dette sammen med Deres Iagttagelser om de 2den og 3die Dele, De talde om?" afbrød jeg ham.

"Nu, vi kalde netop om interessante Bøger," vedblev han, "og saa faldt Grevinden og Professoren mig i Tankerne. Men falder en interessant Bog i de rette Hænder, saa gaaer det som naar en Hest løber i Gallop. Om Aftenen har man været paa Comoedie eller i Theeselskab; man har siden taget en god portion Mad til sig, og laver sig nu til at gaae til Køis. Lampen paa det lille Bord ved Sengen er tændt. Pigen eller Tjeneren  har lagt en første Deel tilrette; Alting er i Orden, kun Søvnen vil ikke endnu til at indfinde sig. Man rykker Lampen nærmere, man tager Bogen i den høire Haand, støtter den venstre Albue paa Hovedpuden og slaaer Titelbladet op. Synes nu Læseren om Titelen, har han arbeidet sig igjennem det første, eller, som jeg kalder det, Fødselssmerternes Kapitel, saa gaaer det rask fremad, Øinene fare hen over Linierne, Bladene flyve om, og saadan en rigtig Nattelæser galopperer i to Timer magelig en Deel igjennem. Sædvanlig er Slutningen af første Deel indrettet ligesom Slutningsscenen af de første Acter i et Drama. Tilskueren maa i piinlig Spænding lure paa den næste Akt. Utilfreds over, at man ikke ogsaa strax har anden Deel ved Haanden, og desuagtet behageligt underholdet, sover man ind; men den næste Morgen faldet det første Blik paa den læste Bog, man er begjærlig efter at vide, hvorledes det videre vil gaae med Helten, der ved Slutningen af første Deel enten netop er druknet, eller har hørt en besynderlig Banken paa Døren, og raaber: "Kom ind!", og naar jeg nu Klokken otte aabner min Dør, staae Hanser og Henrikker, Thriner og Malener alt Skareviis uden for Døren, fordi den naadige Frøken, inden hun har sin engelske Time, Hr. Ritmesteren, inden Eskvadronen skal ud at røre sig, Fru Geheimeraadinden, inden hun gjør sit Toilet, endnu saa gjerne vilde læse nogle Kapitler i næste Deel af den høist interessante Bog."

(Kiøbenhavnsposten, nr. 38. 12.maj 1827 og nr. 46, 9. juni 1827)

Kjøbenhavns Forskjønnelser. (Efterskrift til Politivennen)

- Blandt de Forskjønnelser, Hovedstaden vil kunne vente at erholde, henhører, at Pladsen udenfor Frue Kirkes Hovedindgang, der tilforn havde et irregulairt, tildeels i Ruiner liggende og forvirret Udseende, I Sommer vil vinde betydeligt derved, at en stor Gaard, der kun var opført til første Etage, bliver bragt i Harmonie med de omliggende, og at en Grund, som kun viste Gavle og Udmure, vil blive dækket ved en bygning, som man ligeledes er beskjæftiget med at opføre. - Ikke mindre glædeligt er det at bemærke, at i Hovedstaden ikke faa nye Bygninger i det sidste Aar ere blevne opførte, af hvilke de fleste have et skjønnere Udseende og ere byggede i en renere Smag end man ellers almindeligt finder. Ingen Privat-Bygninger synes imidlertid for Kjøbenhavns Forskjønnelse at være vigtigere end de nysomtalte tvende, hvorved den ene Side af Stadens tilkommende Hovedkirkes Omgivninger vil blive bragt  skjøn Forbindelse med den omliggende Deel af Byen

(Kjøbenhavnsposten, 24. april 1827)

Læseselskaber i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

- At med Bogkjøblysten ei ogsaa Læselysten i Hovedstaden er aftagen, viser den store Mængde af Læseselskaber, der i de sidste Aar have dannet sig og som Aar for Aar forøges. - Een enkelt Boghandler (Hr. Reitzel i store Kjøbmagergade No. 13) har alene oprettet for forskjellige saadanne (et engelsk for de nyeste engelske Romaner, Reisebeskrivelser, Reviews etc.; et fransk-tydsk for historiske Skrifter; et tydsk for juridiske og et dito for theologiske Skrifter; et for tydske Romaner og Reisebeskrivelser, og et for Journaler og Blade i samme Sprog). Ethvert af disse Læseselskaber er ordnet saaledes, at Deeltagerne erholde tilbragte 2 til 4 No. ugentligen, for en Betaling af 1 Specie Qvartalet; udenbbyes Boende optages ogsaa, og erholde Bøgerne tilsendte.

(Kjøbenhavnsposten, 6. marts 1827)

Capitain Thomas Arboe (1776-1826). (Efterskrift til Politivennen)

Thomas Arboe blev født i Rønne (Bornholm) 3.marts 1776 og døde i København 12. september 1826. Han blev gift 30. december 1802 med Elisabeth Dorothea Sonn, født 15. marts 1776 i Rønne og død 18. juli 1853. Han fik 9 børn, var en overgang medlem af Bombebøssens bestyrelse, og ernærede sig ved at sejle til Riga. De er begravet på Assistens Kirkegård.

Hans far var en af samtidens betydeligste urmagere, Jørgen Peter Arboe (1749-1820). Han var borgerkaptajn, og boede i store gårde i Rønne. Han fremstillede bl.a. de såkaldte 8 dages ure. Også broderen Povl Andersen Arboe skal have været en af de dygtigste af de bornholmske urmagere. 

Thomas Arboe var en af Jørgen Peter Arboe og Marie Sophie Froms 12 børn. Han flyttede imidlertid til København, formentlig som led i kapervirksomheden under Englandskrigene 1801-1814. I hvert fald støder vi på ham som sådan i 1811:

DHrr. Interessentere i Kaperluggeren Vigilant, som föres af Capt. Öften, vilde behage at möde Mandagen den 5te August om Eftermiddagen Kl. 4, hos Mæhler Herlöw, boende i store Strandstræde No. 73, for at tage Beslutning, om denne Kaper igien skal udgaae paa en ny Krydstour, eller realiseres. De Udeblivende maa være tilfreds med hvad som af de Mödende maatte resolvere.

Thomas Arboe. F. C. Brock.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 2. august 1811, 2. udgave).

Fartøi.

Fredagen den 36de August i Middagsstunden bliver ved Auction paa Børsen første Gang opbuden til bortsælgelse:

Briggen St. Wassili kaldet, drægtig 84 Cour.

Læster, med dens Inventarium;

Skibet Forevises af Hr. Capitain Thomas Arboe, boende i Strandgaden No. 53 paa Christianshavn. Conditionerne og Inventariilisten ere forinden til Eftersyn hos Mægler.

J. V. Mauer

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 22. august 1814).

Undertegnede, førende galeasen Anna Maria, agter med det første at afseile til Riga, og medtager Fragtgods og Passagerer. Man behager at mælde sig i Strandgaden paa Christianshavn Nr. 53, eller hos Mægler Hecksher.

Thomas Arboe.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. marts 1815).

Annoncer af denne ordlyd publiceres jævnligt i de følgende år til 1818, så han har åbenbart regelmæssigt sejlet til Riga. I 1819 udbydes der anparter i skibet:

Tirsdagen den 2den Februar førstkommen de bliver i Middagsstuden paa Børsen opraabt for til den Høistbydende at bortsælges:

En Sjettepart i Galeaseskibet Anne Marie kaldet, drægtigt 51 Commercelæster, ført af Cpitain Thomas Arboe, med sammes staaende og løbende Redskaber, samt tilhørende Inventarium, Grosserer Petter Wedersøes Bo tilhørende. 

Skibet er beliggende ved Commandeur Fabritius' Plads paa Christianshavn. Conditionerne, Inventarlisten og Vurderingsforretningen ere forinden til Eftersyn hos Boets Curator Procurator Bjerring i nye Kongensgade bag Slottet Nr. 232.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 29. januar 1819).

Capt. Thomas Arsboe, förende Galeasen Anne Maria, agter at afseile herfra til Riga snarest muligt og saa betimeligen, at han med sit Skib kan være med de förste, som ankommer til denne Havn, til hvilken han medtager Fragtgods og Passagerer. Vedkommende ville behage derom at henvende dem enten til Capt. Arboe, boende i Strandgaden Nr. 53 paa Christianshavn, eller til Mægler.

S. Hecksher.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 5. marts 1819).

Annoncerne fortsætter til 1825. Fra 1820 underskrives annoncerne af mæglerne Mauer & Lottrup. I 1823 sad han i Bombebøssens bestyrelse:

I de faa Aar den paa Vaterschoutens Comptoir her i Staden opsatte, saakaldte Bombebösse, hvis Bestemmelse er at samle Bidrag til Anskaffelsen af en Bygning, hvor værdige gamle og trængende Sömænd eller de, som Omstændighederne maatte standse i Farten, kunne finde Huusly, Seng, Varme og Lys, samt Hiælp i Sygdoms Tilfælde, har existeret, ere betydelige Summer indkomne til Samme, hvilket har overbeviist os om, at man ynder denne Indretning, og erkiender sammes Nytte.

Blandt de mange Beviser paa Medborgeres Velvillie og Goddædighed imod Bombebössen, der ere givne, finde vi os forpligtede til særskilt at bringe til offentlig Kundskab det, vi have modtaget af Söetatens Hrr. Officierer.

Marinens Hrr. Officierer have nemlig ladet os underrette om, at vi i löbet af indeværende Aar kunne modtage fra dem en Sum af i det mindste 350 Rbd. rede Sölv, og givet os Haab om, at Bombebössen fremdeles vente en lignende Sum Aarligen.

I det vi herved frembære vor hierteligste Tak til de nævnte Velgiörere, tillade vi os at yttre det Önske, at dette lysende Exempel paa Godgiörenhed maatte opmuntre til Efterligning.

Directionen for Bombebössen i Kiøbenhavn, den 19de Marts 1823.

E. N. Sölling. Langberg. M. Lütken. Schack. C. Lassen. F. Duntzfelt. Thomas Arboe. J. Palme. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Rideposter privilegerede Danske Statstidende, 24. marts 1823)

I oktober 1825 meddelte bladene at han var flyttet fra Strandgade nr. 53 til Nyhavn, Charlottenborgsiden nr. 283, 2. sal. I 1827 havde han skiftet til større skib:

Capt. Thomas Arboe, förende Briggen Johanne, after med allerförste at afseile til Riga, og medtager Fragtgods og Passagerer. Vedkommende ville behage at henvende dem til Mæglerne

Mauer & Lottrup.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 20. juli 1827).

I de følgende år til 1836 sejlede han med Johanne til Riga. Fra 1932 med mæglerne Lottrup & Halse. Indtil sin død i september:

Dødsfald.

At min inderligen elskede Mand, mine 9 Børns kjerlige Fader, Skibscapitain Thomas Arboe, hensov den 12te Dennes i en Alder af 60½ Aar, efter 34 Aars lykkeligt Ægteskab, blev det min sørgelige Lod herved at bekjendtgjøre for fraværende Slægt og Bekjendtere. Mindet om hans ædle og retskafne Vandel skal stedse med dyb Følelse bevares hos hans efterladte Familie. Overbeviisningen om Manges Deeltagelse vil væfre mig en nogenlunde beroligende Trøst i denne min billige Sorg.

Elisabeth Arboe

fød Sonne

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 15. september 1836).

I 1853 døde så enken:

Mandagen den 18de om Morgenen kaldte Herren til sig vor elskede Moder og Svigermoder, Elisabeth Dorothea Arboe, Enke efter Skibscapitain Thomas Arboe, i sit 78de Aar efter faa Dages Sygeleie. Dette bekjendgjöes af hendes dybtsørgende Efterladte.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 21. juli 1853).

Capitain Thomas Arboe og Elisabeth Dorothea Arboes gravsten på Assistens Kirkegård i København.